Forleden da jeg fulgte min datter i skole, lød der høj barnegråd fra en dørtelefon på vejen. Ved en fejl var der hul igennem til en uvidende børnefamilie, og alle forbipasserende var vidne til en stresset familie, der prøvede at komme ud af døren med et uvist antal grædende børn.
Dagen inden, da jeg fulgte min datter i skole, så jeg en cirka 5-årig dreng beslutsomt sætte sig ved et busstoppested. Moren, der også havde en barnevogn med, skyndte på ham: »Kom nu, vi har travlt.« Han blev siddende. Han strejkede. Det var hans protest. En protest mod evig stress og jag.
Vi har skabt et samfund, hvor vi forældre bruger det meste af tiden på at knokle rundt på arbejdsmarkedet, mens børnene er i daginstitution. Om aftenen fodrer vi dem så med de sørgelige rester af energi, mens vi tjekker Facebook og bedøver dem med DR Ramasjang.
Ræset i familierne er i høj grad et strukturelt problem, men vi har også selv et kæmpe ansvar. Vi vælger selv at gøre alt på én gang. For fuld skrue. Få børn, købe drømmehus, idyllisk sommerhus, designermøbler, lækker bil og eksotiske ferier – og gøre karriere. Alt, hvad der karakteriserer et succesfuldt, behageligt, moderne liv.
Vi vil gerne sidde på terrassen med et glas vin og se børnene tumle i haven. Bilen er tiltrængt alenetid, frihed og lækkerhed. Og vores jobtitel er vores personlige brand. Vi er, hvad vi arbejder med. Uddannelse og arbejde er afgørende for identitet og prestige. Og vi bliver tudet ørene fulde med, at huller i CV’et er farlige, og hvor svært det er at stå på karrierebussen igen, hvis man først har trykket stop eller bare sænket farten.
Institutionalisering gået amok
Kvindernes indtog på arbejdsmarkedet er indiskutabelt positivt, men det har affødt nogle udfordringer i børnefamilierne. Dem forholder vi os forbavsende lidt til, og vi søger ikke at løse dem. Det bliver højst til udvidede åbningstider og færre lukkedage i daginstitutioner.
Forældrene propper børnene i vuggestue, når de er 10 måneder, lukker øjnene og løber fandens stærkt. Erhvervslivet og politikerne råber hurra med øjnene stift rettet mod bundlinjen.
Konsekvenserne af ræset er mange. På det personlige plan: stress, mistrivsel, skilsmisser osv. På det samfundsmæssige plan: sygemeldinger, diagnosebørn og ikke mindst faldende befolkningstal.
Misforstå mig ikke, daginstitutioner kan være udmærket, men klokken 8-16 mandag til fredag? Næppe. Er det meningen med at få børn? Næppe. Er det det bedste børneliv? Næppe.
Mange børn har en længere arbejdsdag end en fuldtidsansat pædagog. 96 procent af alle danske børn mellem tre og seks år går i børnehave, og de fleste er der i halvdelen eller mere af deres vågne timer fem dage om ugen. I gennemsnit er børnene i institution i 7,5 timer hver dag, og hvert syvende barn er der i ni timer eller længere ifølge tal fra Børnerådet.
Det overskrider langt, hvad eksperter anbefaler. Børnepsykolog Margrethe Bruun Hansen og lektor i småbørnspædagogik Stig Brostrøm har udtalt, at børn maksimalt bør tilbringe 5-6 timer i institution dagligt, fordi det er krævende for dem at forholde sig til børn og pædagoger i så mange timer og gøre alt rigtigt hele tiden.
For vuggestuebørn er anbefalingerne endnu færre timer. Sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen, der har skrevet flere bøger om børns udvikling og rådgiver på netsundhedsplejerske.dk, skriver bl.a.: Et barn under et år bør være hjemme hos mor og far. Et barn mellem 1-2 år vil have glæde af 3-4 timer dagligt sammen med andre børn, men jo flere timer det er væk fra mor og far, des mere udmattende bliver det for barnet. For et 3-årigt barn vil det være optimalt med 4-6 timer dagligt.«
Hmmm ... Ok … Vi lader den lige i stå et øjeblik. For hvordan forener man lige det med fuldtidsarbejde og en ildrød budgetkonto?
Det fleksible arbejdsliv
På trods af, at effektivitet, forbrug, selvrealisering og selviscenesættelse gennemsyrer alt, hvad vi foretager os, og synes umuligt at vriste sig fri af, har vi stadig frihed til at prioritere tid med vores små børn. Ikke ved at sige nej til middag med vennerne eller juleklip i børnehaven, men ved at foretage velovervejede livsvalg; såsom hvor dyrt vi sætter os, hvor meget luksus vi har brug for, hvor meget vi arbejder osv. Det drejer sig om måske fem år af vores liv.
Erhvervsliv og politikere bør også skabe bedre mulighed for et mere fleksibelt arbejdsliv – hvad angår arbejdstider, hjemmearbejdsplads og pensionsalder. Ligesom det bør være langt nemmere at skifte mellem deltid og fuldtid, så småbørnsforældre naturligt arbejder mindre i en periode.
Vi må se vores arbejdsliv i et større perspektiv. Se på, hvordan vi kan fordele arbejdstiden bedre mellem generationerne. Det vil give mening at arbejde mindre i de få år, vi har små børn, og mere i den anden ende. Jeg, og ikke mindst mit barn, vil da hellere have tid nu, end når jeg er 67 år, og ingen forpligtelser har.
Lederen af det nye Max-Planck Center i Danmark, James W. Vaupel, har et tankevækkende bud på dette, bl.a. baseret på, at nutidens unge formentlig bliver i omegnen af 100 år. Hvis vi arbejder 25 timer om ugen, til vi er 80 år, vil det lette presset på børnefamilierne og mindske stress, sygemeldinger og dårlig livskvalitet. Samfundsøkonomisk hænger det fint sammen, ifølge Vaupel. Det afgørende er, at vi alle sammen leverer en vis portion arbejde, ikke hvornår i livet vi gør det.
Børneforældre arbejder mest
Kvinder og mænd med børn arbejder mere end dem uden børn ifølge Danmarks Statistik, og på institutionens hjemmeside bliver det ensidigt fremhævet som alletiders nyhed for ligestillingen.
Der er selvfølgelig familier, hvor man prøver at arbejde mindre og finde mere tid, men her er det stadig oftest kvinden, der går på deltid. Den bedste nyhed for børnene – og ligestillingen – ville da være, at både mor og far skruer ned for arbejdsblusset i en periode.
I de fleste børnefamilier, jeg kender, er mor projektleder i hjemmet. Hun bygger rede hele graviditeten og tager det meste af barslen. Dermed grundlægges nogle familiemønstre, som er ekstremt svære at bryde.
Det er mit indtryk, at rigtig mange fædre gerne vil have mere barsel. Det, der forhindrer dem, er enten kvinden, økonomien eller arbejdet. En mere lige fordeling af barslen vil uden tvivl have en positiv effekt på rollefordelingen i forhold til hjem, børn og arbejdstid.
Skilsmissens fordele
Det er nærliggende at antage, at det daglige maraton medvirker til det høje antal skilsmisser. Kærligheden, nærheden og den enkelte drukner simpelthen.
Der er ingen, der synes, det er sjovt at gennemleve en skilsmisse, men jeg kender flere, der har et ambivalent forhold til delebørn. De savner deres børn som ind i helvede og synes, deres liv er mærkeligt skizofrent, når børnene er hos den anden forælder. Men de kan heller ikke undsige sig, at friheden til at dyrke sig selv, det modsatte køn og arbejdet – uden at hænge i en klokkestreng konstant – er befriende og genererer et tiltrængt overskud til børnene, når de så har dem.
Der er så mange omkostninger, i særdeleshed menneskelige, forbundet med ræset. Ansvaret for at finde en løsning ligger hos erhvervsliv, politikere og ikke mindst forældre. Vi kan ikke vente på, at chefen eller politikerne kommer og holder os i hånden, genskaber balancen og redder os.
Sofie Maria Stenderup Brand (f. 1979) er freelancejournalist og projektudvikler hos Hygge Factory, der laver kulturprojekter med unge og kreative professionelle
Hvad så med at folk i karriereræset holdt op med at hamstre arbejde.
Så kunne alle, også samfundets nye taberklasse, være med - i op til 25 timer om ugen.
Glimrende og sobert indlæg. Jeg synes dog, at forfatteren mangler at pointere en enkelt ting: Det er faktisk ind i mellem hyggeligt, dejligt, rart og fantastisk at kunne bruge tid sammen med sine børn, men det kræver selvfølgelig, at man afsætter tid til dem.
Tak for et virkelig godt indlæg. Jeg foreslår, at samfundet tilbyder frivillig deltid for alle småbørnsforældre med supplerende dagpenge. Det vil give et bedre børneliv, færre stressramte forældre, og mange nye job muligheder for desperate arbejdsløse. Samtidig vil småbørnsforældrene kunne bibeholde deres tilknytning til arbejdslivet.
Vi kræver at de unge, at de skal knokle til de bliver over 70 år, så er det mindste vi kan gøre da at lade dem være sammen med deres børn, når børnene har allermest brug for det.
Ovenstående løsning vil ikke koste samfundet særlig mange penge, samtidig med at det vil give ufattelig meget mere ro og overskud hos de enkelte småbørnsfamilier.
holder 30 år fri som pensionister
Men er det ikke rimeligt når arbejdsløsheden er høj?
Mange børn har en længere arbejdsdag end en fuldtidsansat pædagog
Men der er sandelig også forskel på at lege/høre lydbøger/se film, osv. Som børn nu gør i vuggestuer og børnehaver og så arbejde som pædagog på fuldt tryk.
effektivitet, forbrug, selvrealisering og selviscenesættelse gennemsyrer alt, hvad vi foretager os
Pessimistisk. Personligt kender jeg kun få som er ramt af denne syge tilgang til livet. De fleste søger det nære venskab og samvær med børnene. At sige andet er blot en floskel.
... har vi stadig frihed til at prioritere tid med vores små børn
Nej, de fleste arbejdspladser arbejder effektivt på at mindske adgangen til børn og på at øge adgang til arbejdet. Alle presser citronen.
Ligesom det bør være langt nemmere at skifte mellem deltid og fuldtid
Helt enig. Deltidsarbejde kunne løse mange problemer, herunder stress og arbejdsløshed. Omvendt skal man acceptere en lavere indkomst.
Det afgørende er, at vi alle sammen leverer en vis portion arbejde, ikke hvornår i livet vi gør det
Det forudsætter vi er raske til at gøre det. Godt nok lever vi længere, men det betyder ikke automatisk at vi er raske længere. Mange dør sent af en kronisk lidelse som sukkersyge, kolestorol, osv. Hvor man tidligere døde yngre af akutte sygdomme som f.eks. lungebetændelse.
Det er mit indtryk, at rigtig mange fædre gerne vil have mere barsel. Det, der forhindrer dem, er enten kvinden, økonomien eller arbejdet
Det er ikke mit indtryk. De fleste fædre jeg kender vil hellere arbejde. Ikke fordi de ikke kan lide børnene, heller ikke pga. økonomien eller pres fra arbejdet, men fordi de bl.a. ikke kan amme(endnu) og ikke føler sig knyttet til barnet i samme grad som moderen i de første måneder af barnets liv.
Det er nærliggende at antage, at det daglige maraton medvirker til det høje antal skilsmisser. Kærligheden, nærheden og den enkelte drukner simpelthen.
Det kunne også bare være at vi forventer os mere af tilværelsen, end den kan bære. Tidligere generationer har haft langt mere afdæmpede forventninger både mht. arbejde, fritid og harmoniske børn.
Flot indlæg. Det er bemærkelsesværdigt som flere og flere taler åbent om dette. Gid det også må betyde, at flere får mod til at gå mod strømmen.
Set udfra min optik, er det en problematik, med flere komplekse perspektiver.
Bl.a. Har ansatte i div. Institutioner en overenskomst, der gør at de max. Må være på deres arbejdsplads i 37 timer om ugen. Heri er der indlagt pauser (enten selv betalt eller betalt af institutionen). Den gode har børnene ikke.
Personalet har (for de flestes vedkommende en faglig baggrund og empiri, der gør dem i stand til at kunne indgå i og løse forskellige relationer, med (noglegange konflikter osv ), hvis det ikke lykkes er det forskellige værktøjer vi kan tage i brug (fx. Konflikt håndtering, coaching, sparring osv), det har børn ikke lært i nu,
Så en arbejdsdag på op mellem 37-40 timer om ugen, uden en "faglig baggrund" (eller pauser/puste ud rum), så er vores børn, virke på arbejde, i en tidlig alder.
Forældre vågn op og reflektere over jeres liv, behov og jeres børns trivsel !
Helt enig med artiklen. Da jeg afleverede min 4 årige dreng idag i børnehaven stod han og så uforstående efter mig. Jeg tænkte at det er underligt, at jeg skal lade ham stå der mens jeg skal på arbejde for at betale 60 % af det jeg tjener i skat således at regeringen kan forære pengene til folk fra mellemøsten som bosætter sig her og går hjemme sammen med deres børn på offentlig forsørgelse. Underligt samfund vi har bygget op.
James W. Vaupel har en god pointe der, men vi behøver ikke at vente på at det bliver gennemført på politisk niveau, eller for den sags skyld at virksomheder åbner og gøre det mere fleksibelt mht. løn og fritid.
Der findes en plan B hvor man med 15 timer om ugen, i fritiden, på 4 år kan skabe sig en fuldtidsindtægt, men nu er det ikke tilladt at anbefale bøger her....
"og holder 30 år fri som pensionister."
Jeg kender flere der hellere ville arbejde hvis helbredet var til det. End at skulle leve for den ekstremt lave pension.
Personligt håber jeg ikke jeg kommer til at leve længere end70 -80 år. Når jeg ser hvordan samfundsudviklingen er. Jeg taler, i forbindelse med mit job, en del med ældre.
Og det sku ikke sjovt a være pensionist i DK, hvis man har bare lidt brug for hjælp.
Heldagsskolen og den hale af komplekse problematikker, forlænge blot børnenes tid i, den regeringsbestemtidslomme. Skoledage fra 08.00 til 15./15.30, nogle steder og åregange....
Det ser ud til at være blevet sværere at vælge, og endnu sværere at vælge fra, i det enorme ”tilbud” af sociale forventninger til det moderne menneske, som på rigtig mange måder forekommer at være langt mere ufri end den 60er generation jeg selv kommer fra.
Stort set alle de ønsker Sofie Brand opstiller som løsninger, var på vores palette, da vi var unge forældre og prisen var som nu, at stå lidt udenfor og at være lidt anderledes.
Men valget og ansvaret for valget, er som dengang stadig vores eget også selv om børnene nogen gange må bære konsekvenserne.
(Vi har skabt et samfund, hvor vi forældre bruger det meste af tiden på at knokle rundt på arbejdsmarkedet, mens børnene er i daginstitution. )
Hvorfor al den ballade og hvorfor har det taget så lang tid at finde ud af at børn mest og forældre lidt betaler prisen??.
Hvorfor pege på samfundet, når det er dig selv, der har valgt at melde dig ind i samfundsmodellen?. Er det her den dårlige samvittighed ikke lige rammer hovedet på sømmet, men skyder på samfundet?
Meld dig ud og klar dig med lidt mindre rødvin og legetøj til børnene.
Hvorfor tror du at Lego, Ipadindustrien etc. går med dundrende succes?.
Lad børnene klare sig selv i kvarteret, fra de kan stå på benene med lidt opsyn og videre til de kommer fra skolen og lad dem være i fred fra skoletidens ophør til spisetid om vinteren og sengetid om sommeren og lad dem lege røven ud af bukserne med de andre .
Min mor, undskyld! kom kun hjem fra sit lokaljob i tordenvejr og ja selvfølgelig, havde vi nøgler om halsen.
Peg på dig selv og lev dit eget liv, det er ikke umuligt.
Og endelig den opvækst et barn kan få i kvarteret sammen med andre børn UDEN forældre er helt unik og gik tabt da børneghettoer blev moderne.
Børn fantasi og skaberkraft i fri udfoldelse, med et par knubs i ny og næ er uerstattelig som ballast til den videre udvikling.
Så samvær med forældre er ikk edet primære men samvær med andre børn i den sociale kamp eller leg, der hlet automatisk går igang er det der skal stræbes imod.
Den højere pensionsalder er jo allerede på vej. 67 år bliver med næsten 100 pct. statsgaranti ikke endestationen. Efterlønnen er i praksis død for store dele af arbejdsmarkedet.
Det er så op til arbejdsmarkedets parter at forhandle arbejdstiden ned. Det vil kræve kamelslugning af BÅDE arbejdsgivere og -tagere. Arbejdsgicerne skal fordele det tilgængelige arbejde ud på flere (kortere arbejdende) medarbejdere og arbejdstagerne skal acceptere den lønnedgang, der kommer for det enkelte medlem.
Staten har sin store finger med i spillet når det drejer sig om børnene. De bliver afleveret i en alder af 1 år i vuggestuen og så går det ellers hele vejen op til en videregåenede uddannelse.
De skal blive til gode produktionsdyr, som udfører de opgaver staten vil have.
Sjov, leg, reflektion, kreativitet og meditativ ro er ikke noget staten kan bruge til noget, derfor bliver det nedproriteret.
Man skal helst heller ikke være en systemkritiker, de har det ikke nemt, og bliver dysset i medierne. Det kunne jo være de ville foreslå en bedre måde at skabe et samfund på.
For ikke at tale om kærlighed -det er det, der eksisterer i familier.
Og familierne er i opløsning.
Det er faktisk skræmmende.
Det handler i høj grad om, at forældrene tør se dem selv i øjnene. Tør anerkende, hvad de i virkeligheden ønsker i stedet for blindt at acceptere billedet på 'det gode liv'.
Men det kræver fantasi. Noget en stor del af befolkningen er i mangel af. . . . måske som et produkt af institutionalisering?
Der er fritid nok til alle og arbejde nok til alle, der kan, så arbejd mindre og giv andre en chance.
http://www.b.dk/politiko/alle-fortjener-en-chance-paa-arbejdsmarkedet#new
http://politiken.dk/debat/profiler/engelbreth/ECE2107208/loenmodtagere-o...
http://videnskab.dk/kultur-samfund/topforsker-vi-skal-kun-arbejde-25-tim...
Tro ikke på politikere og arbejdsgivere der prøver at bilde jer ind at de arbejdsløse er ude på at nasse på jer.
De fleste arbejdsgivere satser på så få ansatte som muligt, som så til gengæld presses mest muligt. I har en fælles interesse med de arbejdsløse i at arbejdet fordeles bedre.
Hetzen mod de arbejdsløse er et kynisk og grådigt spil, der tjener til at udnytte jer som lønslaver og de arbejdsløse som syndebukke, sociale klienter og kroniske patienter, der fyldes med giftig medicin, som i betaler for.
Socialdemokrater = Socialbedragere formår ikke (eller ønsker ikke) at føre en politik der opfylder grundlovens
§ 75 Stk. 1:
” Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse. ”
Hvornår vågner Mette Frederiksen op af sin coma, og indser hvor alvorlige konsekvenser den skæve fordeling af arbejdet har for alle dem der skal arbejde så meget, og deres børn, samt for alle dem der ikke kan få job fordi andre tager alt alt arbejdet?
Det må være åbenlyst for enhver (Bortset fra Mette Frederiksen, Mads Lundby Hansen, og Kuglestodderen J.B.O. ) at:
" Det skal kunne betale sig, for arbejdsgiverne, at ansætte flere, og at lade flere arbejde på deltid. "
Det kan det åbenbart ikke, som tingene er nu.
Det tre ovennævnte fjolser, med flere, har ikke indset det, men bliver ved med at gentage at:
” Det skal kunne betale sig at arbejde ” men det kan det allerede.
http://politiken.dk/debat/profiler/engelbreth/ECE2230700/mette-frederiks...
Det kan ikke betale sig, medmindre man ikke skal bruge kroppen. Intet job er legemsbeskadigelse værd, det er desværre stadig virkeligheden for mange mennesker. Der er ikke nogen sikkerhed for nedslidning, medmindre nogen tager kampen for den nedslidte, og med familierne i opløsning, så kan man nok regne ud hvor det lander. Det er jo meget smart, hvis man ikke skal se på det.
"...og holder 30 år fri som pensionister."
Grebet ud af den blå luft. Har intet med virkeligheden at gøre, så hvorfor står det i indledningen?
I øvrigt er jeg da enig i pointen.
@ Torben Knudsen,
Jeg er enig i noget af din argumentation, men der hvor "kæden hopper af for dig", (set ud fra min optik), er der hvor du misser at forholde dig sagligt til, vigtigheden af børns læring, dannelse, udvikling osv, der rent faktisk skabes, i div. institutioner (red. Vuggestuer, børnehaver, SFO'ere, fritids -og ungdomsklubber), i samspil, fællesskab, relation, ligeværdighed og respekt for hinanden.
Et fælleskab mellem børn og faglig uddannede voksne (red. Pædagoger med pædagogisk faglig viden omkring bl.a. Børn, børns udvikling og deres udviklingszone, samspil, opbygning af og fastholdelse af relationer, kulturelle og sproglige forståelse, viden om den digitalisering (red. Videnssamfundet > digitalsamfund), ifht IPad/tablets, medier (red. Mediepædagogik), børns læringskompetencer samt måde at samle erfaring på, (red. De mange intelligenser ), m.m.
(Jeg ved godt at pædagogik, børn og pædagoger, vil få nogle "debattør" op i det røde felt, men faktum er, at i takt med den udvikling vores samfund tager, og de krav og forventininger, vi stiller til vores kommende generation, er de nød til at opbygge et solidt og bæredygtigt fundament, og her er faglig uddannede voksne, en del af deres udvikling).
Når det er sagt/skrevet, vil det være godt for artiklens problematik, at der kun er 1 eller 2 diskurser, i spil (set udfra min optik), og det er bl.a. Forældrenes ansvar, for at kunne tilbringe tid med deres børn, samt se på deres (red.familiens behov for materiale goder), hvilket betyder at de må arbejde mere, eller gør vi?
Den anden diskurse er ifht, regeringens forventninger til at vi skal arbejde mere og længer, for at kunne bidrage til vores samfund (red. Økonomi)
FRA ET ØKONOMISK SYNSPUNKT
... er det en nødvendighed at mor og far arbejder og derfor er det en fin balance ikke at have tid til sine børn. En vækst-balance for vækstens skyld. Nye Iphones til alle-samfundet fuld fart frem.
Fra alle andre perspektiver end det økonomiske er vi så galt afmarcheret på så mange områder i det her land, at det synes naivt at der IKKE står 5,5 millioner mennesker og demonstrerer foran Christiansborg i skrivende stund.
Vi kan brokke os nok så meget, men spar hellere energien til ungerne kommer hjem i eftermiddag ELLER fat mod for en gangs skyld og gør noget radikalt anderledes for at slippe ud af et system der så åbenlyst basere sig på data og ikke mennesker. Alt andet er ligegyldigt. Gør noget for h...
@ Frederikke Lindahl ,
Vil du godt lige redegøre for din kommentar:
"...måske et produkt af institutionalisering". (Taget ud af kontekst)
jeg mener hvorledes kan det blive institutionernes skyld, at forældre, lader deres børn have en (for nogle børn), en "arbejdsuge", på mellem 37-40 timer? Det har jeg svært ved at se. Og endnu svære ved at forstå, når forældre brokker sig over de, institutions-pålagte lukkedage. Her er der jo forældre der "bider hovederne af personalet", fordi der er tvungen lukket (red. Tvungen lukket, er noget bl.a. Kommunerne, regeringen og folketinget har bestemt, ikke institutionerne selv).
Institutionerne får også gang på gang, pålagt, at udvide deres åbningstid, hvilket skyldes et krav/ønske fra forældrenes side, så de kan passe deres arbejde.....
Det er jo ikke institutionerne der tvinger forældrene til, at aflevere deres børn kl. 07.00 (nogle børn før), og så hente dem igen mellem 16.00-17.00, eller hvad ?
Det handler for mig om at "stille ind på rette perspektiv" (red. Rette fokus mod den endelige problematik).., om det så er økonomi , status (red. se hvad vi har råd til), materiale goder/bekvemligheder, opskruet arbejdspres>en bundlinie der skal se god ud for firmaet/virksomheden osv....
ja og hva så? folk laver bevidst de der valg alligevel
@ Bob Jensen,
...og udfra din optik, skal vi så fortsætte ned af den "demoliserende-vej"..?
Eller forsøger at gøre noget ved problematikken...?
Martin N har en rigtig god pointe! Det handler om økonomi, ikke mennesker, og Excel arket er af den helt simple slags, hvor kun de allermest indlysende tal og factorer indgår.
Gad vide hvad folk har lyst, evner og fysik/psyke til? Det kunne da være et udgangspunkt!
En stor del af befolkningen er holdt udenfor arbejdsmarkedet: førtidspensionister, fleksjobbere, kontanthjælpsmodtagere, pensionister osv en meget stor del af disse grupper ville hellere end gerne yde en indsats, hvis de rette hensyn tages! På den anden side står de arbejdende. En stor del af dem har svært ved at få tiden til at slå til, og begge grupper lider under forholdene.
Ærlig talt, hvor svært kan det være? Vi må have indført det fleksible arbejdsmarked, indrettet efter mennesker. Jeg er også ret sikker på, at det ville gavne økonomien. Men det kræver lidt politisk mod og vision, og det er der dælme ikke meget af for tiden.
Mine forældre kunne forsørge en familie med 50 timers arbejde om ugen. I dag bruger vi mindst 75timer.
Med den opvækst vi giver vore børn, er det ikke så mærkeligt at de tilgegæld automatiserer plejen af os i vores alderdom.
Materialisme gennesyrer vores samfund...
Vi vil både have stort hus i det populær villakvarter, hvor ligusterhækkene, kæmper om kap, om hvem der har den mest snorelige hæk. Vi holder vores vinterferie på ski i Verbier, Schweiz (hvor Lamborghinier og Porrscher, med skiholder, skinner i den perfekte sol), sommerferien holdes på Andagt Lanta Resort, på Koh Lanta, og når vi kommer hjem, ser vi billederne på vores Appel tv....hvem inderste inde, er vi så lykkelige, hvad nu hvis vi bare gjorde ...intet og det ikke kostede noget, og vores omkostninger, for at nå der til, ikke fik nogen negativ indvirkning på vores børn.....?.....ville lykken så ikke være mere ægte ?
Men der er jo ingen lykke i det, Torben Loft, det kan godt være, man oplever sig som deltager på et højere niveau i livet, men man er i realiteten mere publikum end nogensinde før.
For øvrigt er det så til gengæld et interessant synspunkt, at folk nødvendigvis skulle have mindre, når de arbejder mindre - for der er jo tale om, at værdierne findes i samfundet og omfordeles til håndtering af dem, der ikke arbejder. Ser man på det, er der ikke engang tale om et nulsumsspil. der er simpelthen tale om, at mindre arbejdstid bedre fordelt vil betyde en større velstand for de fleste, mere frihed og mindre indblanding i folks liv fra myndigheder og arbejdsmarked.
@ Peter Hansen,
Er måske enig, eller måske ikke...(indlæg 08.54)
Men er vi ikke nærmere blevet aktør/skuespiller, i vores egent liv, jeg mener vi udstiller os selv og hinanden (familien), på div. sociale medieplatforme, i håbet/ønsket om Anerkendelsesruset...
Læst i en artikel/indlæg/nyhedsbrev af PROBANA,
"Arbejdsugen skal stige med 43 timer, hvis Danmark skal fastholde sin velstand og velfærd, mener DI" (taget ud af kontekst)
(Red. Altså om året, hvilket vil sige en time om ugen)...
Set udfra min optik, gavner det ikke artiklens problematik.
Forskellige diskuser, vil skabe flere problematikker, eller gøre svære at finde en løsning, på problematikker...
@Torben Loft
Spørgsmålet er vel, om vi vitterligt ønsker alle de ting du nævner, eller om det er ønsker vi er blevet opfodret med? Jeg kender det fra mig selv. For et par år siden spekulerede jeg meget over, hvad jeg ville gøre, hvis jeg vandt den helt store gevinst i Lotto. Et af de første ønsker der meldte sig, var en penthouselejlighed i krom og stål, på toppen af en af verdens storbyer. Derfra kunne jeg så se ned på mylderet, i selvtilfreds forvisning om at min tid var min egen, og at jeg kunne bruge den som jeg ville.
Nu er det jo ikke videre sandsynligt at vinde den helt store gevinst i lotto. Det er heller ikke hensigtsmæssigt i et større perspektiv, at små mennesker skal opbruge uforholdsmæssig megen plads og mange ressourcer, blot fordi de er i stand til det. Så jeg har opgivet min drøm om et penthouse på verdens tag. Ikke uden vemod, bevares. Jeg har også sagt farvel til drømmen om et bugnende garderobeskab og et ditto køleskab. Jeg har ikke oplevet det indvendige af en lufthavn i snart 8 år, og har ingen forventninger om at det forhold kommer til at ændre sig.
Jeg giver afkald på alle disse ting. Ikke uden sorg, som sagt, men fordi det i sidste ende er ting der står i vejen for min endnu større drøm: At kunne bruge min tid som jeg vil, i sikker forvisning om, at min adfærd og mit forbrugsmønster gør mindst mulig skade på mine omgivelser, og måske endda i sidste ende en smule godt.
Jeg tror ikke jeg er noget særtilfælde. Jeg tror at mange mennesker laver den samme forfejlede kalkule, som jeg tidligere har gjort: at vi må bruge al vores tid for at nå vores drømmes mål: at bruge tiden som vi har lyst. Stålet og kromen er blændværk. Sirenesang. Træer der skygger for skoven.
Lønslaver betaler prisen for den skæve fordeling af arbejdet
” Enten deles vi om det nødvendige arbejde, eller også må flere og flere gå på passiv forsørgelse, eller også må dem uden arbejde, dø af sult.
Den sidste tendens ser vi allerede anløb til, i den offentlige debat.
Nej, som jeg ser det, findes der reelt kun én mulighed, og det er at finde en ærlig måde, at dele det nødvendige arbejde på. ” Citat af Ole Saffaus
Jeg har skrevet noget lignende flere gange, men hvordan får vi de mange fantasiløse politikere og smålige lønslaver til at vågne op, og indse at det ikke nytter noget at jage de arbejdsløse fordi der ikke er fuldtidsjobs nok til alle?
” Det skal kunne betale sig at arbejde ” gentages det igen og igen, men det kan det allerede.
Det må være åbenlyst for flere og flere at:
" Det skal kunne betale sig, for arbejdsgiverne, at ansætte flere, og at lade flere arbejde på deltid. "
Det kan det åbenbart ikke som tingene er nu.
http://www.businessinsider.com/bill-gates-bots-are-taking-away-jobs-2014-3
@ Torsten Jacobsen,
Spørgsmålet er både relevant og komplekst...nogle ville sikkert, andre ville give deres "højre arm", og igen nogle ville give det til velgørenhed.
Refleksion over livet, hvad vil vi med det, hvilke mål, drømme og værdier ønsker vi realiseret...? Sikkert ikke alle, for hvad vil vores drømme være værd, hvis alle gik i opfyldelse...? nogle af dem bør være "Uforløste" drømme....en mindtravling, væk fra stres og jag..og så hente børn i institutionen....
Om det er godt eller skidt at kvinderne er "kommet" på arbejdsmarkedet, skal jeg ikke kloge mig på. Det sjove ville selvfølgelig være, hvis vi kunne gå ud i haven og plukke pengene fra det store pengetræ. For (da-da-daaaa) selv kvinder skal betale regninger og sørge for mad på bordet hver dag.
Kvinder har altid arbejdet meget hårdt, det er ikke en ny-opfindelse. Min nu afdøde mormor arbejdede hårdt på de bøndergårde, hvor hende og min morfar var ansat. Og hun klarede også at få børn undervejs. Børnepasning har måske også været en udfordring dengng, men de klarede det uden brug af institutioner - i deres situation formentlig fordi de boede på deres arbejdsplads og større søskende passede de mindre. Så har der været naboer, de gamle i familien og nogle gange har børnene sikkert også bare passet sig selv. Det sidste er selvfølgelig hele uacceptabelt i vores gennemregulerede samfund.
Det lyder naivt på mig at tro, at man kan flytte" karrieren" til senere i livet, selvom vi bliver ældre. Vores samfund er et konkurrencesamfund, og det kan specielt mærkes på arbejdsmarkedet, hvor din plads bliver givet til en anden i det øjeblik, du ikke performer som forventet. Det at gå senere igang med "karrieren" vil udelukkende have den effekt, at andre har taget den "plads" du kunne have haft, og at du derfor aldrig rigtig kommer igang.
Det ved mænd godt, og de viser deres usolidaritet med deres kvinde ved at lade hende betale prisen.
Med barnets tarv for øje, er derfor én vigtig løsningsmulighed at sikre farens plads hos barnet i barnets mindste år. Så er der 2 forældre om at tage vare på det lille barn.
Derudover har jeg altd beundret den filipinske model, hvor de ældre i familien passer børnene.
Det er her, vi har et stort efterslæb i Danmark. Det at familien træder til og bakker op om børnefamilien, når det kan lade sig gøre. Når vi nu bliver så gamle, og får børn så sent, er der masser af tid til at tage sig af børnebørnene efter en lang og god karriere. Og så i stedet tænke deltid og seniorjobs ind for bedsteforældrene.
Du skrev: 'Det er her, vi har et stort efterslæb i Danmark'. citat slut.
Det er forkert. Vi er forbi det punkt for længst!
Du drømmer ikke om hvor stor en oplevelse, det har været med skolestart i 1945, at have deltaget i Danmarks udviklingen indtil idag. Med de oplevelser in mente, erindringerne om de anstrengelser man ( de voksne) måtte igennem, fri for TV. Kun med '20 spørgsmål til professoren', og gammel dansemusik mandag kl. 19:30. Legen ud på gaden indtil det blev mørkt. Lærerens svirpende spanskrør. Alt som medbragte et socialt samværd af virkelig værdi ( synes jeg).
Nå, vi bliver alle ca. 100 år, så der er god tid endnu. Bortset fra de som ryger af i svinget.
30 år som pensionist...?
Mine forældre kommer slet ikke i nærheden af 30 år som pensionister.
Og jeg selv? Jeg skal vist være heldig hvis jeg får lov til at være pensionist i 5 år...
Meget rammende for mange i min omgangskreds, lige så mig selv. Har 2 børn hhv. 4,5 og 2.. Det er med ambivalente følelser, at jeg nu også hopper på karrierebussen af frygt for aldrig at komme på. - 37 timer. - Har søgt med lys og lygte efter ca. 25 - 32 timer. Har 20 timer deltid og forsøgt at få supplerende, uden held. Tilslutter mig efterspørgslen om et mere fleksibelt arbejdsmarked. Økonomisk behøver vores familie ikke et fuldtidsjob mere men er udfaldstruet i dagpengesystemet, og vil gerne gøre mig gældende på den lange bane. Ville netop ønske, at det ikke var et enten, eller...
Der var engang hvor én lønindkomst var nok til at dække en families behov. Hvad er der sket? Så kunne mor og far have hver et halvdagsjob og alr vill være godt! Der var også engang hvor en pensionist kunne leve af folkepensionen. Nu skal alle piske afsted hele deres arbejdsliv. Før industrisamfundet var helt udviklet, snakkede man om, at når der var flere maskiner, kunne mennesker arbejde mindre. Sådan er det ikke gået! Handler det om profir, priorteringer eller skæv fordeling?
Er de der "vi", som forfatteren skriver om, mon de samme som stemmer paa Venstre ... og Socialdemokratiet ?
Jeg er af fremmed herkomst men jeg levede heletiden i Danmark, både familiermæsigt og mentalt. Jeg mener at der har været bygget en livsstil i landet siden 70 erne, hvor man skabte et nyt begreb det hedder "velfærdstaten" og her er børn og ældre er en opgave for velfærdstaten. De voksne siger: den opgave er for velfærdstaten og de går længere og de glemmer eller er fuldstændige ligeglade med de pligter, som har været gældende i gamle dage, som at arbejde for sine børn først og fremmest og respekterer sine forældre uanset hvad. Og det skyldes ikke arbejdesres, tildligere arbejdede folk mere og hårdere med sved på panden og sikkert glade. De voksne jeg mener dem mellem 25 og opefter har skiftet på livstilen og det hedder at gøre intet for andre fra nær og fjern. Heller ikke at male hjemmet eller sætte en seng sammen har fået hjælp fra børnene. De laver ingenting. Det er sket et paradigmskift. De er mine observationer.
Sofie Maria Stenderup Brand, vælgerne har jo selv valgt de politikere, som har sammensat racet for os borgere. Så det må jo være det vi vil have.
...Ellers var andre jo stemt til magten.
Deltid kan være et gode, som alle uanset forpligtelser ift børn kan have glæde af. Nedsat tid = nedsat indkomst, og det skal man selvfølgelig tilpasse sin livsstil til uagtet hvad man vil bruge den ekstra fritid til. Der er visse typer arbejde, hvor deltid ikke rigtigt hænger sammen (opstart af egen virksomhed, ledende stillinger, forskning) og man må acceptere, at man ikke rigtigt kan gøre "karriere" dvs. galopere op ad stigen, når man ikke yder så stor en indsats. Og måske er det lidt dér, den halter for nogen? Færre penge og mindre anerkendelse smager ikke lige godt for alle.
Lidt omkring det der med at arbejde hjemmefra, flexe osv.: det er overvende forbeholdt personer, som arbejder på kontor eller med noget, som kan vente til en anden dag. Fængselsbetjente kan ikke bare arbejde hjemmefra og brandmænd kan ikke lige slukke ilden ved at flexe det over til en anden arbejdsdag; visse jobs i samfundet kræver tilstedeværelse i x antal timer og man kan ikke bare smutte, fordi det behager ens personlige liv bedst. Det taler man bare ikke så meget om, selvom alle disse personer varetager bærende funktioner i samfundet og mange af dem sådan set også har børn.
Forleden var der en, der brugte det meste af tiden med sine småbørn og det var hårdt. Nu er der en, der vælger at arbejde og ikke se sine børn så meget og det er også hårdt. Måske det at være småbørnsforældre ikke er præget af så mange kodak-moments, som man forsøger at gøre det til?
børn kan langt de fleste få og det er godt men varetageslen af BARNETS TARV se det er det som er svært ! brug meretid sammen
I Sverige har man krav på at kunne gå på deltid, når ens barn er under en vis alder. Noget lignende burde vi overveje i Danmark. Vi har ét barn og vil meget gerne bruge tid sammen med hende. Da min kone er læge og i gang med den påkrævne specialisering, som alle læger, skal i gang med senest fem år efter endt uddannelse, har hun ingen mulighed for at forlade arbejdsmarkedet uden permanent at sige farvel til nogensinde at blive speciallæge i Danmark. Hun er gået på deltid, men på grund af lægemangel, bliver hun alligevel pålagt overarbejde op til næsten 100 % arbejdstid.
Stavnsbåndet blev ophævet i 1788 - siden har vi så genindført det for læger.
Heldigvis har jeg et meget fleksibelt job, og heldigvis har min kone af og til hverdagsfri, fordi hun skal arbejde i weekenderne. Så vores datter får nogle lange dage i dagplejen, men også nogle dage kun med mor eller kun med far. Sådan må det så være de næste 3 år indtil specialiseringen er overstået, men hvor ville jeg dog ønske, vi kunne gøre tingene på en anden måde.
@ Nicklas, måske du kan gå på deltid eller hoppe ud af arbejdsmarkedet, mens din kone gør sin uddannelse færdig?
En københavnsk borgmester med det sociale område har besluttet at sætte arbejdstiden fri for sine medarbejdere, forstået på den måde at de 2 gange årligt kan komme med ønsker om arbejdstid for den næste 6 mdrs. periode. Altså ikke sort/hvidt deltid eller fuldtid
Børnefamilier arbejder mere end andre grupper. Hvorfor gør de det?
Kunne det være udgifterne på bolig - Der skal trods alt mere plads til en familie og der er endnu ikke sparet op i friværdien. Inflationen i boligsektoren har desværre skruet prisen på et sted at bo helt op i skyerne. For at få en bolig der er adækvat er det nødvenbdigt at sætte sig i kæmpegæld og så sidder man uhjælpeligt fast i hamsterhjulet. Måske er man også nød til at acceptere en lang transport mellem job og bolig hvilket betyder længere ophold i daginstitutionerne for børnene.
Dertil kommer selvfølgelig det sociale pres på konsum - vel ikke mindst ferier hvor alt det forsømte skal indhentes.
Lad os få standset boligprisernes himmelflugt. Det er kun banker og kreditorer og de priviligerede der vinder på det. Resten har udsigt til gældsslaveri. Det ville også åbne muligheden for at dele arbejdet mere ligeligt. Som det er nu har mange ikke råd.
Tillad mig at spørge: Hvad skulle der til for at du, ærede læser, beder din partner om at forsørge dig, så du kan gå hjemme? Jeg har spurgt en skulptur oppe på Louisiana hvor min lille datter legede i går. (Jeg fik intet svar.)
Jeg har den dybeste respekt for en kunstner der formidler at sorg er det mest komplekse i livet. Selvfølgelig ved at bruge ord, for Giacomettis åletynde bronzeskulpturer er ord som får børn til at lege ved deres klodsfødder. Voksne læner sig frem på en gang tryllebundne og barnligt tvivlende med det store spørgsmål om sorgens kompleksitet svævende i fantasien: Er livet virkelig så enkelt at sorgen er det mest komplekse der er? Giacometti vil selvfølgelig svare ja og jeg med ham. Sorgen gør os koncentrerede og kvikke. Vi er i samme båd. Vi er universets ankerlignende spørgsmålstegn.
Tillad mig atter at spørge: Hvad skulle der til for at du, ærede læser, beder din partner om at forsørge dig, så du kan gå hjemme?
Giacometti har fortalt mig, at alle danskere arbejder.
Alle er gode nok. Også dem der er for egensindige til et lønarbejde. Lad os bare være generøse og sige at psykisk sygdom, manglende robusthed og hvad det ellers kan være der gør at lønarbejde for den ene forælder er urealistisk alt sammen rubricerer under dette skønne ord: egensind.
Et kærlighedsforhold åbner altså døren på vid gab for at du kan tage denne diskussion, for din partner passer på dig, ligesom du passer på din partner. Der skal altså intet som helst til for at du og din partner kan sætte sig ned med aftenteen og overveje hvor enkelt svaret er: Svaret er: Ja. Du kan godt spørge din partner, om du må gå hjemme. For der skal ingen ting til. Der kan sludres meget pænt frem og tilbage hvor tosset det er, det jeg siger, men tag dig i agt, for pænheden sludrer og den var lige før had og hadet var lige før sorg, som er det mest komplekse i livet. Giacometti taler sit tydelige sprog. Men tag lige noget sort tøj på næste gang du laller rundt oppe på Louisiana for jeg kom til at tage lyse bukser på og en stangskjorte. Hihihihi.
(Giacometti har fortalt mig, at alle danskere arbejder.)
'..Få børn, købe drømmehus, idyllisk sommerhus, designermøbler, lækker bil og eksotiske ferier – og gøre karriere. Alt, hvad der karakteriserer et succesfuldt, behageligt, moderne liv.'
Hmm, er det ikke lige netop her kæden hopper af?
Det forekommer, at rigtig mange mennesker ikke blot er ofre for almindelig, menneskelig grådighed, men på det nærmeste er patologisk optaget af den der forpulede, Facebook-drevne selviscenesættelse, der skal signalere succes til alverden.
Det er helt ufatteligt, hvad folk er parate til for at opnå den eftertragtede anerkendelse fra omgivelserne, hvad enten det handler om at svigte deres børn, lade ægteskabet kuldsejle eller slet og ret lade sig selv brænde sammen i det nådesløse hamsterhjul.
Er der vitterlig nogle designermøbler, der er så meget værd?
Sider