Kommentar

Nyledige hører til hos a-kassen

Staten og de ledige betaler for det danske beskæftigelsessystem. Alligevel mener kommunerne, at de skal bestemme over indsatsen for de ledige
19. marts 2014

Netop nu sidder regeringen og nærlæser den rapport, som Carsten Koch-udvalget afleverede til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) for et par uger siden. Ministeren overvejer, hvordan regeringen kan bruge rapportens anbefalinger til at reformere det danske beskæftigelsessystem, og de kommende måneder vil politiske forhandlinger gå i gang på Christiansborg.

Mange af forslagene i rapporten er gode og rigtige, men ét af dem er vi rigtig kede af: Kommunerne skal via jobcentrene overtage hovedansvaret for beskæftigelsessystemet. Den ledige kan vælge at bruge sin a-kasse, men det er ikke føjet til som en fast del af et reformeret system.

Kommunerne er i modsætning til os glade for forslaget. Som formand for Kommunernes Landsforening (KL), Erik Nielsen, siger på KL’s hjemmeside:

»Der skal være tæt sammenhæng mellem handlemuligheder og finansieringen af både indsatsen og de ydelser, som er alternativet til at være i beskæftigelse.«

Med andre ord: Den, der betaler orkestret, bestemmer, hvad der skal spilles.

Kommunerne betaler ikke

Men argumentet holder ikke. Kommunernes påstand om, at det økonomiske ansvar alene påhviler kommunerne, er i bedste fald voldsomt overdrevet. I værste fald lodret forkert og fremsat mod bedre vidende.

Det er hverken den enkelte kommune eller kommunerne som helhed, der finansierer udgifterne til dagpenge og aktivering for de forsikrede ledige. Det gør derimod staten i en kombination af refusionsordning, bloktilskud og et særligt beskæftigelsestilskud. Og så skæpper medlemmerne af a-kasserne også betydeligt i den kasse, der betaler for systemet.

Regnestykket ser således ud: Udgifter til dagpenge forventes i 2014 at udgøre 17,7 milliarder kroner. Af dem betaler medlemmerne af a-kasserne 8,2 milliarder kroner svarende til 47 procent. Resten betaler staten.

Kommunerne behøver ikke gribe i lommen, uanset hvor skidt det måtte gå. Og heldigvis for det – ansvaret for udsving i ledighedsstatistikken påhviler nemlig ikke kommunerne alene; de fleste kender nok Detroits skæbne efter bilindustriens voldsomme nedtur i USA. Eller tænk, hvis borgerne i Kerteminde fuldt ud skulle have båret de økonomiske konsekvenser af lukningen af Lindø-værftet. Ingen ønsker, at enkelte kommuner kan gå bankerot, blot fordi ledigheden bliver høj i isolerede geografiske områder.

Brug a-kasserne

Kommunernes budgetsikkerhed betyder altså, at de må frasige sig argumentet om, at de betaler orkestret. Tværtimod er kommunerne – ligesom a-kasserne – administratorer: Vi administrerer statens midler på beskæftigelsesområdet, og administrationen omfatter udbetaling, rådighedsvurdering, vejledning og aktivering. Staten har det overordnede ansvar.

Der er ikke brug for at give hverken kommuner eller a-kasser det politiske eneansvar for det danske beskæftigelsessystem. Der er brug for at dele det på en intelligent måde til gavn for de mennesker, der har været så uheldige at miste deres arbejde.

A-kasserne er dygtige til at tage imod de ledige de første seks måneder af ledighedsperioden. Mange kommer hurtigt i arbejde igen med hjælp fra folk, der har kendskab til den lediges branche og fag. Og det har de ansatte i a-kassen.

Jobcentrene har andre kompetencer: De kan tage hånd om de mennesker, der risikerer langtidsledighed og lignende. Alt sammen tiltag, der sættes ind efter seks måneders ledighed. Så hvis kommunerne ønsker at overtage hele ansvaret og dermed a-kassernes opgaver, vil ressourcerne blive taget fra de ledige, der har brug for mest hjælp – de, der risikerer at ende i langvarig ledighed. Der er også risiko for, at der i en ressourceknap situation bliver taget penge fra børnepasning og ældrepleje for at løfte den opgave, som a-kasserne tager sig af i dag.

Kommunerne har ikke betalt orkestret. De har heller ikke kendskab til hele repertoiret. Men de insisterer alligevel på at svinge taktstokken under hele koncerten.

Det kan vi som a-kasser og fagforbund ikke gå med til. Det er vores ledige medlemmer, det handler om.

Torben Poulsen er hovedkasserer i Dansk Metal. Søren Heisel er forbundssekretær i 3F. Mette Kindberg er næstformand for HK

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu