Læserbrev

Østarbejdere diskrimineres

21. marts 2014

Racisme og diskrimination har ændret karakter gennem årene. Den er ikke længere så tydelig, kontant og fysisk, som den tidligere i historien har været med eksempelvis slaveriet, apartheid og antisemitismen.

Men det skal ikke få os til at tro, at racisme og diskrimination er forsvundet. Den ’klassiske’ racisme er i stedet blevet erstattet af en mere indirekte form, hvor det stadig er kultur, religion eller tro, etnicitet, social og national baggrund, der spiller den afgørende rolle, i forhold til hvem der bliver udsat for usaglig forskelsbehandling. Og vi kan i den grad konstatere, at omfanget af diskrimination vokser, og at den rammer rigtig mange mennesker i Europa hver eneste dag.

I de seneste 10 år er millioner af arbejdstagere fra de nye EU-lande blevet de mest markante ofre for det vesteuropæiske arbejdsmarkeds griskhed og systematiske diskrimination og udnyttelse.

Ikke kun i Danmark, men rundtomkring i de vesteuropæiske lande ser vi gang på gang eksempler på groft misbrug og udnyttelse af arbejdstagere, der især kommer fra de nye EU-lande. Nogle er endda ofre for menneskehandel.

Fælles ansvar

Disse arbejdstagere bliver systematisk snydt og bondefanget på grund af deres nationale, sociale og økonomiske baggrund. Alene i 3F har vi kæmpet og vundet mange sager på vegne af arbejdstagere, der er blevet underbetalt og udsat for diskrimination og chikane. I nogle tilfælde er de endda blevet truet på livet.

3F og andre fagforeninger i Danmark bruger enorme ressourcer og meget arbejdskraft på at komme disse arbejdstagere til undsætning og deres lidelser til livs. Men vores indsats alene kan desværre ikke dæmme op for det store omfang af misbrug og diskrimination.

I dag er det FN’s internationale dag mod racisme og diskrimination, og derfor er det en god anledning til at stoppe op, tænke sig om og tage et fælles ansvar. Alle bør tænke sig om, hvis prisen for en håndværker eller rengøringshjælp næsten er for god og lav til at være sand. For så er der nogle arbejdstagere, der bliver snydt og udnyttet.

Ingen borgere og arbejdstagere i Danmark skal diskrimineres.

Søren Heisel, forbundssekretær i 3F med ansvar for Arbejdsmarked, Uddannelse og Integration

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu