Klumme

Den onde stedmoder er slet ikke så ond

Hvem er egentlig den onde i den vestlige kulturs fortælling om stedmoderen? Kultur-historien giver et overraskende svar. Fat mod papmor, bonusmor eller hvad du kalder dig. Selv Brdr. Grimm ved, det ikke er dig, den er gal med
13. marts 2014

Stedmoderblomsten er almindeligt forekommende i Danmark. Om lidt vil den blomstre i mange haver, på enge og marker. Har du nogensinde tænkt over, hvorfor den mon hedder en stedmoderblomst? Det var der engang en gartner, der fortalte mig. Det gør den, fordi kronbladenes gule midte, netop ikke sidder i midten. Den sidder kun på de nederste blade – dem, der sidder bedst fast på resten af planten. De øverste kronblade sidder løsere og længere væk fra den gule midte. Man kunne kalde smørklatten eller grøden. Blomsten forfordeler altså de kronblade, der står den nærmest.

Den onde stedmor er så fasttømret et begreb i vores kultur, at vi navngiver blomster efter det.

Det er ikke så mærkeligt, at det er en position i en ellers efterhånden meget moderne familiestruktur, der er omgærdet med megen skam og skyldfølelse for den, der ender i rollen som stedmor. Som etnolog Dorthe Daugaard Jensen har redegjort for i sin forskning og her i avisen. Populærkulturen fortæller hende, at hun er ond.

Vi kan selvfølgelig give eventyrerne skylden for det. Askepot, Snehvide, De Vilde Svaner, fortsæt selv listen. De er fyldt med stedmødre. Værst er Brødrene Grimms Enebærtræet, hvor en stedmoder slår sin stedsøn ihjel. Hun hugger hovedet af ham, placerer liget på en bænk og lader hans hoved balancere på halsstumpen. Siden kommer hans søster hjem og puffer til ham på bænken, da hun tror han sover. Hovedet triller af, stedmoderen bilder hende ind, at det er hende, der har slået broderen ihjel. Derefter parterer hun drengen, koger ham og serverer ham for faderen. Der spiser ham med velbehag. Velbekomme.

Det interessante er, at hun sikkert ikke er drengens stedmor. Hun er faktisk hans mor. I eventyrernes veludviklede symbolsprog er en sko ikke bare en sko, en skov er ikke en skov og en stedmor er ikke en stedmor. En sko er en vagina, en skov er underbevidsthed og en stedmor er en mor, der ikke er så ufejlbarlig og entydigt god, som barnet forestiller sig. Barnet rejser ikke bare hjem-ud-hjem, dets rejse er en udvikling, en løsrivelsesproces og en identitetsjagt. Barnet skal se moderen i et andet lys for at kunne gøre sig fri af hende. Det handler altså om barnet og ikke moderen, når eventyret fortæller om den onde stedmor.

Hvordan husker du Hans og Grete? Læg mærke til, at den, der sender børnene ud i skoven, netop er en mor og ikke en stedmor. Er det sådan, du husker det? Nej, vel. Man mener at huske, at hun er en stedmor. Det må hun være. Hun sender jo børnene væk, måske i døden, så hun og manden ikke selv dør af sult. Men det er hun ikke. Det er din hjerne, der er socialiseret ind i den opfattelse, at kun en stedmor er en ond mor.

Spørgsmålet er om vi i vores iver efter at retfærdiggøre og ophøje kernefamiliens status ikke selv belejligt har glemt undervisningen i eventyrsymboler. Det passer bedre ind i den statssanktionerede familiestruktur at opretholde billedet af den onde stedmor. Som en homewrecker, en slange i paradis, en selvisk kvinde, som i jalousi spiser sin steddatters hjerte og lunger.

Men hvis vi ser på stedmoreventyrernes mandlige karakter, er han ofte passiv. Det er han i Askepot, i Snehvide og i Enebærtræet. Han betragter sin familie forvitre – i en forestilling om, at alting kan forblive, som det var, selv om store ændringer uvægerligt vil forekomme. Hvis ikke det var for moderens/stedmoderens skub, ville hverken børnene eller historien udvikle sig.

Der er bestemt lektier at lære i folkeeventyrerne, men det er ikke altid dem, man forestiller sig. I eventyrerne er der ikke kun det gode og det onde, der er netop nuancer af begge.

Til sidst skal tilføjes mere interessant fakta om Almindelig Stedmoderblomst. Den vokser typisk i kalkfattig jord. Hvis der er mange af dem i din have, kan det tyde på, at jorden mangler kalk. Det er altså noget grundlæggende, der er galt. Det er ikke stedmoderblomsten, der er problemet.

Anita Brask Rasmussen er kulturskribent på Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Knudsen

Vi vil hellere høre om kejsersnit hvornår kommer føljetonen igen?
En der længes!
Eller stedfar, der er jo altid et ekstra højspændt element, der passer ind i Informations redaktionelle linie, der dog det skal indrømmes er langt fra grundlæggerens oprindelige.Men man jo følge med tiden!