Læsetid 5 min.

Opgør med selvretfærdigheden

Venstrefløjens berettigelse er kampen mod selvretfærdighed. Den vindes ikke ved at føre politik, der af frygt for at vække selvretfærdighedens monster gør velfærd til en plageånd frem for en kærlig hånd
Venstrefløjens berettigelse er kampen mod selvretfærdighed. Den vindes ikke ved at føre politik, der af frygt for at vække selvretfærdighedens monster gør velfærd til en plageånd frem for en kærlig hånd
Mia Mottelson
15. marts 2014

Forleden holdt metro-togene stille i 15 minutter og nåede at blive fyldt til randen. Det samme var alle stationerne, vi ankom til. Da jeg stod af på Nørreport, krydsede en kvinde min bane, fordi hun ville nå det tog, jeg netop havde forladt. Der stod jeg, så kvinden slog mig på armen, skubbede til mig og forsvandt i mylderet. Hun mente tilsyneladende, at hun havde mere ret til at holde sin bane, end jeg havde. Jeg var bare en forhindring.

Der kan være mange grunde til, at kvinden udviste den adfærd, og måske er hun slet ikke sådan ellers. Men i situationen var hun selvretfærdig.

Selvretfærdighed er det forbigående eller permanente syn på verden, at jeg har mere ret end andre, og at jeg med den ret må og kan påføre mine medmennesker gene, tvang, frygt, mindreværd. Eller i de mere voldsomme situationer om nødvendigt sult, smerte og død.

Vi er fælles om at blive født og dø i ensomhed, og i den mellemliggende tid er vi stillet over for valget mellem at give til eller tage fra den sociale samtid. Selvretfærdigheden tager. Den tager muligheden for argumentation og forhandling, og den tager af omgivelsernes værdighed, integritet, frihed eller muligheder. Det er selvretfærdigheden, der nærer vejvreden, tricktyverierne, underbetalingen og mobningen. De efterladte hundelorte og affaldet på gaden kan tilskrives selvretfærdigheden.

Angst som drivkraft

Selvretfærdighedens politiske former tager udgangspunkt i, at ingen må få noget, der ikke tilkommer dem, og at hvis jeg ikke må få, så skal ingen have, og hvorfor skal jeg betale for noget, nogle andre får?

Selvretfærdighedens destruktive potentiale kan være så voldsomt, at vi har fået rettigheder og konventioner, der stadfæster vores fysiske og psykiske integritet. Vi har fået velfærdsstater, fordi vi så, at armod, afsavn og utryghed var grobund for selvretfærdighed.

Måske bor selvretfærdigheden i reptilhjernen, i en af kraniekassens ældste og mørkeste afkroge, hvor valget mellem kamp og flugt bor. Noget kunne i hvert fald tyde på, at der er en sammenhæng mellem angst og selvretfærdighed. Reptilhjernen er en meget tidlig udgave af et operativsystem til mennesket.

Det er jo heller ikke længe siden, vi droppede jæger-/samlerlivstilen, for nu for manges vedkommende at befinde os i evigt summende metropoler. Det er nærliggende at antage, at vi kun lige er begyndt at tilpasse os urbanitetens sociale virkelighed, der fordrer tillid, pragmatik og fleksibilitet, og derfor er meget dårligt kompatible med selvretfærdighedens rigiditet.

Selvretfærdigheden er et elendigt udgangspunkt at bygge ligeværdige sociale relationer på, den er ubrugelig i opbygning af naboskab, og det er derfor et elendigt fundament for samfundsbyggeri. Selv om vi over tid vil tilpasse os den urbane kontekst, hænger vi som menneskehed formentlig på selvretfærdigheden lidt endnu.

Udover angst hænger selvretfærdighedens udbredelse tilsyneladende sammen med dels social utryghed, dels ophold på de nederste trin på behovspyramiden. Det er heldigvis parametre, vi som samfund kan skrue på.

Ujævn krise

Jeg er blevet bedt om at forholde mig til venstrefløjens krise. Lad mig derfor begynde med at definere venstrefløjen som en strømning i samfundet, der er formet af livtag med den økonomiske, den juridiske, den etniske og den kønslige selvretfærdigheds skiftende historiske former. Venstrefløjen burde ideelt set være blottet for selvretfærdighed, men er det desværre ikke altid.

Venstrefløjen i denne definition er en vildtvoksende størrelse. Målt alene på den parlamentariske del synes graden af krise at være ujævnt distribueret. Ude i de små, venstreorienterede hjem består krisen nok mest i udsigten til, at selvretfærdigheden står til at få magt igen. Det blev en kort pause.

Pauserne ville nok blive længere, hvis især den yderste del af venstrefløjen fik et forhold til det private Danmark og den værdiskabelse, der sker i sociale og faglige fællesskaber i private virksomheder. Hverken de privatansatte eller virksomhedens ejere er nemlig per definition selvretfærdige typer, lige så lidt som en offentlig ansat per definition ikke er det. Målt på forankring i og omkring den private produktion kan man derfor godt tale om en krise.

På venstrefløjen er der uenighed om, i hvor høj grad den nuværende samfundsindretning behøver at blive lavet om. Nogle er mest optagede af at bevare status quo for middelklassen, nogle kræver reformer med henvisning til bl.a. klimaet, mens andre på papiret ønsker et fuldstændigt systemskifte, uden at det dog tydeligt fremgår til hvad.

Derfor er det også svært at pege på en fælles krise på dette parameter, for middelklassen har det meget godt, der bliver lavet reformer, mens det til gengæld kniber med systemskiftet. I forhold til det sidste er det værd at indskyde, at vellykkede systemer som regel bygger på ældre systemer, der virker i forvejen.

Velfærd som plageånd

Hvis vi fastholder, at venstrefløjen er sat i verden som alternativ til selvretfærdigheden, kan vi på dele af venstrefløjen ane en krise: I stedet for at lave politik, der har som mål at gøre sig selv overflødig, laver dele af venstrefløjen politik for at sørge for, at udvalgte borgere har det så tilpas dårligt, at selvretfærdigheden ikke bliver provokeret.

I stedet for at lade borgerens interesse være det strukturerende princip i politikudviklingen bliver det frygten for at vække det selvretfærdige monster, der udstikker kursen.

Jeg har hørt om borgere, der i sundhedssystemet bliver indkaldt til flere møder end nødvendigt, fordi afdelingen får penge efter, hvor meget ansigtstid de ansatte har. I øvrigt kaldes ansigtstiden for en ydelse, og medarbejderne kaldes for producenter. For at tilfredsstille selvretfærdigheden bliver de, der skal tage sig af syge, tvunget til at plage de syge med unødvendigt fremmøde. Selvretfærdigheden skal ikke kunne komme og sige, at man ligger på den lade side.

Der er efterhånden konsensus om at beskæftigelsessystemet har spillet fallit i sin nuværende form. Årsagen er, at systemet er vokset op i selvretfærdighedens skygge. For selvretfærdigheden tæller kun visheden om, at ingen (s)nyder, og derfor handler systemet i dag ikke om at hjælpe ledige hurtigt i arbejde, men om at sørge for, at de er under tilstrækkeligt pres, så ingen kan sige, de nyder det.

Man kan altså sagtens tale om krise for venstrefløjen, hvis man måler på selvretfærdighedens ødelæggende indgriben i den velfærd, der skulle være en kærlig hånd, men som i stedet kan være en plageånd.

Sproglig krise

Måler man på venstrefløjens greb om den offentlige diskurs, er der også krise. Et velkendt eksempel er skattens mest udbredte sproglige former som f.eks. skattetryk og skattelettelse, der afspejler henholdsvis en byrde, og at blive lettet for en byrde. Senest har vi fået velfærdsturisme, og tidligere talte vi om bekvemmelighedsflygtninge. Selvretfærdighedens sprog består af domme, ikke beskrivelser.

Dybden af venstrefløjens krise afhænger altså af, hvordan vi lægger snittet. Det der derimod ligger fast er, at hvis vi som venstrefløj vil fortsætte de sociale fremskridt ind i det 21. århundrede, bliver det i fortsat konflikt med den selvret-færdighed, der som et levn fra fortiden fortjener at blive udfaset. I den konflikt ser jeg mere håb og nødvendig tålmodighed end krise.

Mikkel Skov Petersen er kommunikationskonsulent og tekstforfatter

venstrefløj, visioner og virkelighed

Seneste artikler

  • Venstrefløjen har glemt venstrefløjs-politikken

    13. marts 2014
    Nødvendighedens politik er så stærk en fortælling, at alle politiske ideer, der bryder med dens præmisser, virker umulige. Det kræver mod at komme med alternative ideer, og det mod mangler venstrefløjen. Derfor er den i krise
  • Elbæks projekt begynder nedefra

    28. februar 2014
    Haves: et parti. Søges: en politik. Uffe Elbæks nye parti, Alternativet, går alternativt til værks i forsøget på at finde svarene på, hvordan centrum-venstre skal komme videre
  • Kun en konkurrenceorienteret venstrefløj kan vinde

    27. februar 2014
    Det er ikke nok at fokusere på velfærd, venstrefløjen må også styrke forudsætningerne for velfærd. Derfor er forbedring af konkurrenceevnen og virksomhedernes muligheder for at tjene penge på deres forretning centrale dagsordner for venstrefløjen, skriver forhenværende erhvervsminister Ole Sohn i denne kronik
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
    Niels-Simon Larsen
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
Niels-Simon Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

Ansigtstid. Nyt afskyeligt ord.
"På venstrefløjen er der uenighed om, i hvor høj grad den nuværende samfundsindretning behøver at blive lavet om".
Nemlig, så det, der er den sande venstrefløj, er naturligvis dem, der vil noget andet end det bestående. Det andet er bare blå Corydon.
Den sproglige krise består efter mening i, at vi aller er blevet så dygtige til at tale om ingenting eller det modsatte, at når jeg hører en, der er virkelig skrap, spørger jeg mig selv, om vedkommende ikke lige så godt kunne argumentere for det modsatte. Evt. for penge.

Den sande venstrefløj kæmper ikke for mere af det sammen, men for noget andet og bedre.

Brugerbillede for jan henrik wegener
jan henrik wegener

"Hold nu lige et øjeblik", kunne svaret være (for dem der foretrækker det engelske :"give me a break"). Der er altså, et eller andet sted derude, en eller anden "venstrefløj", der er renset for selvretfærdighed (og selvgodhed)! Det vækker næsten nysgerrighed, for den er gemt imponerende godt væk!

Brugerbillede for Bob Jensen

ikke en særlig velskrevet artikel for en der åbenbart har det som levebrød, men det får nu være.
Selvretfærdigheden er jo ikke så meget et levn fra fortiden - der var ganske vist meget af den i 50erne og bagud, men det er kendetegner den mest idag er da at den blev indført gennem de sidste 30 år fordi det var den bedste måde at lede ind til neoliberalismen på. Så er der ganske vist en del der er vokset op under den tidligere selvretfærdigheds velsignelser, som var glade for at få den genindført, men man kunne også se på hvad det var der fik den afskaffet i mellemtiden, det kunne man måske lære noget af. Jeg er godt klar over at det var oliedrevet vækstøkonomi der fik den afskaffet, men der må jo osse have været noget kulturelt, der fik folk til at tænke anderledes.

Brugerbillede for Stephan Paul Schneeberger
Stephan Paul Schneeberger

Hvad vis venstreradikale ikke ønsker velfærd, fordi velfærd altid ved betyder re-distribuering af velstanden i klassesamfundet af nogle få til nogen filere, men der altid vil være taber og vinder i konkurrencesamfundet og derfor et klar skel mellem rige og fattigt:

Det er vigtig at huske at venstrefløjen faktisk ville afskaffe kapitalismen realt, mens i dag selv store dele af EL går meget stille med dørene når der tale om det dette.

Realt kræver det en venstrefløj som offensiv kæmper for et realt alternativ til kapitalismen, og derfor også holder op med at forsvare ukritisk et velfærdssystem ved at i dens forsvare at ende med at påtage sig hele dette "bløde" kapitalistiske projekt som betyder at SF o EL er Nykeynesiansk og derfor ikke har noget kommunistisk eller socialistisk over sig mere.

Brugerbillede for Rasmus Kongshøj
Rasmus Kongshøj

Selvretfærdighed er vel noget, som både venstreorienterede og borgerlige kan lide af i større eller mindre grad, omend reaktionære borgerlige ideologier gør deres tilhængere mere udsatte for at blive selvretfærdige.

Venstrefløjens store problem er ikke den ene eller anden attitude, men derimod at man har tilladt sig selv og befolkningen at blive ideologiske analfabeter. Man magter ikke at hæve dag til dag-politikken op på et større ideologisk plan. I et samfund, der i sin økonomiske og politiske indretning er borgerligt, vil alle budskaber som udgangspunkt blive set gennem et borgerligt filter, hvis ikke denne form for ideologisk "baggrundsstråling" bliver mødt med argumenter af ideologisk karakter.

Så slemt står det til med venstrefløjens ideologiske forfatning, at store dele af den overhovedet ikke er venstreorienteret. Når for eksempel Socialdemokratiet og SF kan være varme fortalere for skattelettelser til velstillede, der ikke har brug for dem og gå ind for klapjagt på handicappede og arbejdsløse, så har de placeret sig solidt i den borgerlige lejr.

Og det er vel kun et fåtal af landets venstreorienterede, der tror på at et andet system er muligt. Flertallet mangler fantasi til mere end en naiv drøm om kapitalisme med et menneskeligt ansigt.