Papmor, bonusmor og stedmor bliver aldrig mor

Først når parterne i en sammenbragt familie slipper drømmen om at blive en kernefamilie, har de en chance for at indrette sig på en måde, der kommer både børn og voksne til gode
Først når parterne i en sammenbragt familie slipper drømmen om at blive en kernefamilie, har de en chance for at indrette sig på en måde, der kommer både børn og voksne til gode
Mia Mottelson
21. marts 2014

Knap halvdelen – 45 procent – af danskerne lever ikke i kernefamilier. Alligevel er det den referenceramme, den rollemodel, som præger vores måde at mene og føle, at en familie skal være på. Kernefamilien er vores kulturelle grundskabelon. Det er den familieform, vi både tilstræber og kæmper med, når vi skal have en sammenbragt familie til at fungere – i hvert tilfælde, hvis man skal tro de flere hundrede par og enkeltpersoner i sammenbragte familier, vi gennem de seneste snart 10 år har haft igennem et rådgivnings- eller terapeutisk forløb.

Som den kvindelige part i en af familierne fortalte os for nylig:

»Når vi er ude blandt andre mennesker, tænker jeg ’bare de tror, vi er en kernefamilie’, men så kalder et af børnene mig ’Louise’, og alle kan nu se, at det er vi ikke, og jeg skammer mig, skammer mig over ikke at være en rigtig familie.«

Kernefamiliens rollemodeller ligger dybt i os, og spiller ind i den måde, vi tænker, handler og ikke mindst føler på. Det er svært at finde sig til rette, finde sin rolle som kvinde i en sammenbragt familie. Rollen stedmor er ’i-stedet-for-mor’, så rollen er optaget, og alligevel skal vi leve sammen som i en familie, eller hvad?

Hvordan er man familie, når man ikke er biologisk i familie, og der heller ikke er en ledig rolle?

Påkrævet kærlighed

Selv i vores sprog findes der ikke et navn for det, man er. I hvert tilfælde ikke et, som ikke er værdiladet. Der er den overskudsagtige ’bonusmor’, den mere discountagtige ’papmor’, den moderne ’fusionsforælder’ eller den gammeldags ’stedmor’.

Vi har næsten kun det arketypiske billede fra eventyrets verden, ’den onde stedmor’ eller den ’kolde’ og ’usynlige’ stedfar. Det er de billeder, de fleste i deres søgen efter identitet stifter bekendtskab med. Og hvis det er den eneste rollemodel, vi har, ja, så er den jo hverken særlig rar eller positiv.

I begyndelsen af forholdet ser de færreste det som et problem:

»Nej, jeg skal ikke være mor ... det ved jeg jo godt. Barnet har en mor, jeg vil bare gerne være en god ven.«

»Jeg elsker jo børn ... så det er bare dejligt, hvor svært kan det være …«

»Herre Gud, det finder vi ud af. Jeg elsker ham jo.«

»Oliver er bare sød ... og han kan godt lide mig …«

Oplevelserne ændrer sig ofte i takt med, at forholdet bliver mere forpligtende og seriøst. Pludselig oplever man at få kvalme, ondt i maven, madlede – i det hele taget fysiske reaktioner, når barnet er der. Man føler voksende irritation, oplever sig selv som intolerant og føler sig udenfor. Mange kvinder oplever, at manden ændrer sig, når barnet kommer – pludselig er deres kæreste ’væk’, ligesom mange har lyst til og brug for at trække sig ud af familien – lave aftaler, arbejde, når barnet kommer.

Det er heller ikke usædvanligt, at ens egne og omverdenens forventninger til relationen til mandens børn spiller ind – for relationen skal helst være god og nær, faktisk skal man helst ’elske’ børnene fra begyndelsen, ellers skaber det tvivl om parforholdet; om vi to vil hinanden. For hvis vi vil, vil vi jo også hinandens børn, ikke?

Børnene er ikke førstevalg

Som bekendt bygger parforhold i dag på følelsesmæssige valg. Det er fundamentet, når vi bliver kærester, og når vi stifter familie. Kærlighed mellem de voksne er limen, der helst skal kunne holde til det hele.

Det er i familiens skød, man restituerer sig efter en krævende arbejdsdag, det er her, den fysiske og psykiske intimitet udfoldes, her trygheden, værdien er.

Hvis man spørger danskerne, er det stadig i højere og højere grad familien, der opleves som det vigtigste i deres liv – langt vigtigere end arbejde og fritid. 93 procent af kvinderne og 83 procent af mændene giver således familien topplacering, jævnføre undersøgelsen Danskernes værdier. Vi glemmer bare, at sammenbragte familier ikke bygger på følelsesmæssige valg, hvad angår børnene – ofte vil de faktisk helst være fri og have deres gamle familie tilbage.

Nye kærester har heller ikke valgt børnene, men kæresten.

For i den sammenbragte familie er der en følelsesmæssig forskel på egne børn og andres, ligesom der er følelsesmæssig forskel på egne forældre og andre voksne. Der kan også være andre aktører, der ikke ønsker den nye familiekonstellation, f.eks. ekspartnere eller svigerfamilie, bare for at nævne de nærmeste.

Langt fra en kernefamilie

Den sammenbragte familie adskiller sig dermed væsentligt fra kernefamilien, da den har helt andre vilkår – følelsesmæssigt og helt konkret – ved, at:

Forældre-/barn-relationen var der før kæresterelationen.

Der er en biologisk mor/far uden for familien, som har indflydelse på familien.

Barnet er medlem af to familier – der er en omskiftelighed i familien, afhængigt af om børnene er til stede.

De nye relationer er ikke givne, men skal skabes. Vi har ofte set, at der er sammenhæng mellem reaktioner og forventninger til sig selv i familiesammenhæng som stedmor/bonusmor/papmor/anden voksen. Der er også sammenhæng mellem reaktioner og manglende forventningsafstemning mellem de to kærester. Forventningsafstemningen handler bl.a. om, at parret ’definerer’, hvilken familie de er.

I vores arbejde har vi set, at par – groft sagt – organiserer sig på to måder: i et familiefællesskab eller i et bofællesskab.

I familiefællesskabet er man fælles om at bestemme og yde omsorg over for de børn, der er i familien (dine og mine, evt. fælles). De voksne i familien indgår kompromiser og finder efterhånden en ny fælles familiekultur, som alle i familien kan trives i, børn som voksne. I bofællesskabet er de voksne kærester, som hver især har børn. De bestemmer hver især over deres egne børn. De indgår i et bofællesskab, hvor hver part står for de opgaver, der hører til deres egne børn. Der er altså tale om to familier, der bor under samme tag.

Det er to forskellige måder at organisere sig på. To forskellige måder at agere på som voksne i en familie, og det skaber to forskellige slags familieliv.

De voksnes ansvar

Da kvindens rolle og funktion i familien stadig er anderledes end mandens, er hendes oplevelse af stedforældrerollen også ofte anderledes end mandens. De problemer og udfordringer, som en stedmor oplever, er ofte et symptom på den enkelte og parrets manglende afstemning i forhold til den sammenbragte families vilkår.

I afstemningen får begge voksne det nødvendige lederskab, om man er biologisk forældre eller anden voksen, om man vælger familiefællesskabet eller bofællesskabet. Et lederskab, hvor de voksne er voksne, og børn er børn, er en nødvendighed for etablering af en velfungerende familie.

Vi ser ofte i sammenbragte familier, at børn – i den bedste mening – får mere magt, end godt er for børn, og voksne dermed får mindre magt, end godt er for voksne.

Det er aldrig børns ansvar at få familien til at fungere, det er altid de voksnes valg og ansvar. I sammenbragte familier – som i de fleste andre familier – bliver det ofte børn, der i adfærd og trivsel viser den manglende afstemning og lederskab de voksne imellem.

En sammenbragt familie kan blive et rigtigt godt familiefællesskab eller bofællesskab både for voksne og børn, men det kræver, at man forholder sig til sin virkelighed, sine vilkår og ikke mindst har vilje og tålmodighed.

Sia Holm er cand.psych., og Susanne Bundgaard er psykoterapeut MPF. De har begge arbejdet med sammenbragte familier i en årrække

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Loft

Familiestruktur/familiekultur, forandringer, forventninger....forviklinger, en "øvelse" du ikke kan "træne"... Men så du ikke må "tabe".
Lederskab..begreb hentet fra en anden del af vores hverdag...

anbefalede denne kommentar