Læsetid 3 min.

Jo, PISA’s fædre har medansvar for testregimet

Når PISA’s fædre fralægger sig ansvaret for, at testene bliver brugt som styringsinstrument, er det lige så ynkeligt, som når amerikanske National Rifle Association fralægger sig ansvaret for, at skydevåben bliver brugt til at myrde mennesker
24. marts 2014

Det var ikke meningen, at man skulle styre uddannelsespolitikken efter PISA, sådan som landene gør det i dag. PISA er kun en indikator, ikke et styringsinstrument,« lød det på forsiden på Informations forside lørdag den 15. marts. Udtalelsen kom fra den anerkendte svenske skoleforsker Ulf P. Lundgren.

Og den højt estimerede norske skoleforsker, Svein Sjøberg, stemte i: PISA’s betydning er helt ude af proportioner, mente han. Og den danske direktør for PISA, Niels Egelund, var enig med de to nordiske kolleger.

Udtalelserne minder om dem, man hører fra forskere eller administratorer, som ikke vil påtage sig ansvaret for brugen af deres videnskabelige eller praktiske fund.

Og de ligner retorikken fra den amerikanske National Rifle Association, som ikke vil tage ansvaret for, at skydevåben bruges til at myrde mennesker. Men organisationen kan ikke løbe fra ansvaret for, at skydevåbnene faktisk kan bruges til at skyde med, og at der er robuste erfaringer for, at det netop er det, de bruges til. Argumenterer man for en liberal våbenlov, har man medansvar for konsekvenserne.

Styringsinstrument

Derfor er det ynkeligt, at de to forskere fralægger sig medansvaret for effekten af PISA-målings- og sammenligningsinstrumentet. Ikke mindst, fordi den slags instrumenter i næsten 200 år har været udtænkt til og brugt som statslige styringsinstrumenter.

De statistiske videnskaber blev udviklet i sammenhæng med dannelsen af de nye nationalstater og deres statslige uddannelsessystemer omkring begyndelsen af 1800-tallet. Man havde brug for informationer om befolkningen og institutionerne, så man kunne styre dem intelligent eller indsigtsfuldt.

Statistikkerne kunne nemlig bruges til at beskrive og forstå befolkningens sammensætning, interesser og kvalifikationer. Med statistikkerne kunne man opdele befolkningen i styrbare grupper, og man kunne bestemme størrelserne af grupperne med enkle tal.

I begyndelsen af 1900-tallet begyndte udviklingen af intelligenstest og andre test af indbyggerne. For eksempel kunne man dele eleverne op i normalt begavede og svagt begavede, og dermed få et delvist grundlag for at styre uddannelsen af dem. Det blev fra 1920’erne en stærk og energisk bevægelse, som var styret af kliniske psykologer.

Grundlæggende for begge bevægelser er en interesse i at måle og dermed styre vores omverden og vores samfund, hvad enten det gælder forureningen og klimaforandringerne eller uddannelser og socialpolitik. Der er i sig selv ikke noget suspekt ved at måle, men det kan der blive, hvis man måler dårligt og bruger resultaterne ud over, hvad de kan bære. Det problem opstår for eksempel, hvis de kategorier og målemetoder, man bruger i målingerne, er ude af trit med virkeligheden, eller hvis de sammenligninger, man foretager på grundlag af målingerne, er ukvalificerede.

Globaliseringsinteresser

Man kan ikke komme uden om, at PISA er et styringsinstrument. Når instrumentet i de seneste to årtier er blevet så betydningsfuldt, skyldes det stærke globaliseringsinteresser: Vi må for at overleve i den globale konkurrence på den ene side kunne sammenligne os med alle konkurrenterne og på den anden side præstere højere end de andre. Det er ikke noget, vi har fundet på i Danmark, det er styret af stærke interesser i blandt andet OECD, som jo gennemfører PISA, fordi uddannelse ses som en vigtig økonomisk konkurrencefaktor.

Også Europa-Kommissionen er med i denne bevægelse, blandt andet igennem udformningen af sociale og uddannelsesmæssige indikatorer, som fortæller regeringerne, hvad de skal stræbe mod i deres politikker. Det er vel det fornemste eksempel på, at indikatorer er styringsinstrumenter. Finansministeriet – det absolutte centrum for styring af landet – medvirker også til udviklingen, når de placerer økonomer i Undervisningsministeriet for at kontrollere, at folkeskolereformen bliver implementeret.

Det vil være målingerne og tallene, de interesserer sig for, fordi det er det, de er sat i verden til at gøre. Det vil med garanti føre til udvikling af endnu flere statistiske målinger og test.

Og det vil lige så sikkert blive kaldt kvalitet.

Lejf Moos er lektor på Aarhus Universitet, Institut for uddannelse og pædagogik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Ivan Gullev
    Ivan Gullev
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
Ivan Gullev og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu