Kommentar

Poetisk gok – lige i vækstbylden

Og her en journalistisk–politisk udnyttelse af det, som poeten – Theis Ørntoft – dog meget gerne vil have sig frabedt. Hvad han også skal have tak for og derfor heller ikke slipper for
18. marts 2014

Forsiden fredag 7. marts 2014, hvidt på sort:

»... der skal fandme ikke komme ulve herop/ de skal bare ikke komme herop/ de skal bare ikke komme herop/ jeg har nok i min egen logrende rygrad/ jeg lever livet i mine udskiftelige organer/ og tro mig når jeg siger/ jeg skal ryges ud af vækstideologien/ ja jeg skal ryges ud ad vækstideologien/ jeg skal se partierne rotere som kræftceller/ om min seks års fødselsdag, før jeg handler/ jeg skal se dem sprede min aske/ ud over alle biologiske modersmål, før jeg handler ....«

– Theis Ørntoft, Digte 2014

»Hvad fanden er meningen?« spørger ifølge forsiden Informations »begejstrede anmelder Tue Andersen Nexø«. Den er god. Meningen er himmelråbende djævleblændt god. Må en bare svare, der i årevis efter særdeles fattig evne og hidtil forgæves har bekæmpet DØV. Den Økonomiske Vækst.

Der nu ifølge den langt overvejende del af naturvidenskaben truer med at ødelægge selve det basale naturgrundlag for arternes mangfoldighed og menneskenes civilisationer.

Fordi vækstideologien simpelthen overforbruger og opbruger naturen i dens mange materialiteter. Herunder – men slet ikke alene – den materielle-biologiske naturs begrænsede evne til at absorbere CO2-ekvivalenter i et for arternes mangfoldighed og menneskenes civilisationer skikkeligt omfang. Men nu kommer hjælpen: Nu rykker poesien ud!

Læs bare inde i bladet Katrine Hornstrup Ydes interview med poeten, der konstaterer:

»Grunden til, at vækstideologien er så svær at komme ud af, er, at kapitalismen jo er så internaliseret i vores bevidsthed. Hvordan etablerer man et blik, som står uden for de mekanismer? Og er man nødt til det for at kunne formulere et alternativ? ... Det, jeg længes efter, er, at en politiker rejser sig op og bryder med den politiske diskurs og det politiske rum. Det ville føles, som om der var noget i verden, der pludseligt begyndte at trække vejret igen. Men problemet er, at det er så svært at forestille sig, hvem der skulle gøre det. Og så er vi tilbage ved håbløsheden igen …«

Med ny vækst som slutmål

Som når de radikale brødre Morten (Europa-Parlament-spidskandidat) og Rasmus Helveg Petersen (klima- og energiminister) her i bladet i torsdags kræver »EU’s energipolitik tilbage til fremtiden« for at «binde Europa sammen via et fuldt integreret og grønt energimarked, der vil gavne klimaet og rive kontinentet ud af sin dybe afhængighed af energiimport« er endemålet – at »skabe ny vækst«! Selvfølgelig.

Som når stort set alle andre grønne toppolitikere, topøkonomer, toperhvervsdrivende og øvrige grønne forstå-sig-på’ere rundt om i verden anbefaler vindmøller, solceller, biobrændsler m.m. videre af andet grønt, så er det altid med det formål at tilfredsstille vækstideologien. Med øget vækst skal skaderne efter væksten bekæmpes.

Udeblev opgøret?

Og hvad er der hidtil kommet ud af Enhedslistens Per Clausens og Frank Aaens forsikringer i Informations kronik 17. juni 2011 ’Enhedslisten vil gøre op med vækstdogme’? Med bl.a. ordene:

»Lige nu begynder og slutter alle indlæg i den politiske debat med ordet vækst. ... Vi ønsker et andet fokus. I stedet for mere forbrug ønsker vi kortere arbejdstid og et mindre stresset arbejdsliv. Vores forslag om en bæredygtighedskommission er inspireret af den engelske regerings bæredygtighedskommission. Konklusionen i den engelske kommissionsrapport Prosperity without growth – the transition to a sustainable economy var, at uendelig økonomisk vækst ikke kun er økologisk ubæredygtig, men også i stigende grad økonomisk ustabil. Desuden pegede den på, at rigdom ikke kun er økonomisk, og at økonomisk vækst og forbrugerisme ikke nødvendigvis gør os mere glade og frie.«

Er det, hvad der i dag står tilbage som regeringsstøttepartiets mest markante indsats i de forløbne år? At arbejdstiden skal ned? Vel at mærke uden lønkompensation? Altså med lavere indkomster til alle? Så også det uøkologiske overforbrug af Jordens begrænsede materielle goder, kaldet ressourcer, kan nedsættes?

Svaret i kunsten

Interviewet med Theis Ørntoft giver svaret: Hans »nye stemme startede med et citat af den danske digter Ivan Malinowski: ’Leve som var der en fremtid og et håb.’ De ord blev hængende i Theis Ørntofts hoved, da han begyndte at skrive Digte 2014. Sådan ville eller kunne han ikke leve. For ham eksisterede der ingen håbefuld politisk fremtid.«

Men så viste det sig, at »sproget opfører sig håbefuldt, når der intet håb er«.

Hvad gør vi andre så, som ikke er poeter? Vi skal i hvert fald ikke tage ham til indtægt. Det fremgår af interviewet og måske endnu tydeligere af hans bidrag til bogtillægget i fredags: »Elsker ikke 99 procent af al journalistik, elsker ikke partipolitikere.«

Det gør jeg heller ikke. Men jeg elsker, at desperationen over, at vi nu ikke engang kan leve, som var der en fremtid og et håb, omsider slår ud i digte som Theis Ørntofts. Det er der håb i, selv for en journalist, og den tak skal Theis Ørntoft have, selv om han ikke vil have den.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ola Jørgensen
  • Michael Kongstad Nielsen
  • John Fredsted
  • Niels-Simon Larsen
Ola Jørgensen, Michael Kongstad Nielsen, John Fredsted og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Jeg blev også begejstret over digtet, men måtte tage begejstringen i mig igen, da jeg læste interviewet. Jeg blev gal på ham. Så nær ved målet, og så springer idioten fra i sidste øjeblik. Han er ikke som Nordal Grieg, der gik ind i sin tid. Jo, det gjorde T.Ø. rent faktisk, men han fortrød og skyndte sig hurtigt ud igen. Han ville ikke have poesien indfanget og besmudset af virkelighedens krav. Poesien skulle stå ren og pur tilbage.
Tja, der må han så stå sammen med den, indtil verden skrider sammen om ørerne på ham. På den måde bliver poesien til det rene forræderi. Han kryber ind i poesien og ikke ind i verden, som han skulle, og han svigter sine egne ord. Han gør sit eget digt til skamme. Han bliver ikke et lys, højst en fis i en hornlygte. En barnagtig voksen.

Niels-Simon Larsen

Så er der Brødrene Sindssyg, nej undskyld, det var en musikgruppe fra tresserne, brødrene Helveg, er det, der vil det rigtige, men skriver det forkerte facit med to streger under: Vækst. Alt, hvad vi gør af grønne tiltag, er ikke for vore blå øjnes skyld, men for vækstens. Komplet sindssygt.

Så der der vore små venner i ånden, Per og Frank, men vækstkritisk set er de væk som den sne, der faldt i forfjor. De glimrer ved deres fravær. Meget forståeligt, for de vil ikke ødelægge partiet. Brødrene Politisk Selvmord vil selvfølgelig ikke leve op til dette navn, så hellere lade verden begå selvmord. Ja, og lade Ejvind og tirsdagsindlægsskriverne sejle deres egen sø. Hvad betyder vi? Og hvad betyder de - på næste valgdag? Det kan være, at der bliver et Alternativ at stemme på. Vi får se.
'Lavere indkomst til alle'. Neddrosling af overforbruget, eller skal vi ikke hellere sige opdrosling af overlevelseschancen og livskvaliteten? Intet kontokortsvingende parti tør tage disse ord i munden, så det skal Alternativet gøre.

Til sidst, synes jeg, at Ejvind er alt for sød over for den poetiske kyniker, der tænder håb med sit digt, men slukker håbet med sin livsførelse. Det eneste han håber på, hvis jeg ikke tager fejl, er en klækkelig indkomst fra sin bog. Pisser han ikke bare på os?

John Fredsted

Godt at have dig tilbage på pinden, Ejvind - jeg har savnet Frie Ord de foregående to tirsdage.
"Grunden til, at vækstideologien er så svær at komme ud af, er, at kapitalismen jo er så internaliseret i vores bevidsthed," svarer Theis Ørntoft.

Hvorfor er den så internaliseret i vores bevidsthed? Personligt tror jeg ikke, den (bare) er internaliseret som for eksempel en dårlig vane er. Jeg tror, det er langt være end det. Vækstparadigmet, det kapitalistiske paradigme, er, som det er, fordi det er dén økonomiske adfærd, der uden sammenligning er bedst til at gøre det muligt for flest mulige mennesker at forsøge fra centrene af deres liv at uddrive alt, hvad der måtte føles ubehageligt - gennem forbrug, oplevelser og adspredelser (i det ydre). Det er dét økonomiske paradigme, der gør det muligt for flest mulige mennesker at vedblive med at være børn, åndeligt set.

Medmindre poeterne massivt bringer denne pinagtige og pandemisk udbredte barnagtighedens flugt på bane i deres poesi, så forventer jeg, at de vil vise sig akkurat lige så magtesløse til at forandre vores arts katastrofale kurs, som enhver anden (og der er jo ikke så mange), der måtte forsøge eller have forsøgt sig herpå. Og selv da vil de vel vise sig magtesløse, for det moderne menneske har i mine øjne med al tydelighed demonstreret, at ingen skal komme og belære det om noget som helst, og da slet ikke, hvis dette måtte medføre, at man bagefter skal til at bære en mental byrde af sandhed og indsigt, man ikke tidligere bar på.

Nis Jørgensen, Annette Chronstedt og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Det er måske også forkert af forvente at poesien kan forandre verdnen?
Poesien er alt andet en entydig - var den entydig ville den ikke være poesi men et politiske manifest f.eks.
Jeg opfatter slet ikke Ørntoft så negativt. Han giver for mig at se blot udtryk for den usikkerhed og håbløshed som vi alle kan genkende når vi stilles overfor tidens 'udfordringer'. Det er vigtigt at denne følelse også kommer til orde. Der er jo ingen der endnu har svaret på en løsnnig

Ørntoft har jo ret. Hvorfor kommer de? For at nyde vores savlende taknemmelighed ...vores hundekryben foran en madskål fyldt med lykkesubsider - mestendels produceret af vores egen hale?

John Fredsted

Jeg læste lige tekst-tv-nyhederne på DR. Her lyder det som følger på side 158:

'RAPPORT: KLODEN PRESSES ENORMT
Om under 90 år vil konsekvenserne af klimaforandringerne presse kloden til det alleryderste.
Hedebølger og intense skovbrande vil hærge i langt højere end i dag, risikoen for at blive smittet af sygdomme båret af forurenet vand og mad øges, og millioner af mennesker vil blive tvunget på flugt.
Det er bare nogle af konsekvenserne, der er beskrevet i en lækket rapport fra FN's klimapanel, som den britiske avis The Independent kalder "den mest omfattende undersøgelse af klimaforandringernes konsekvenser".'

Tak for kaffe.

Michael Kongstad Nielsen

Fint nok med poeten Ørnskov. Jeg ved ikke, hvor stort et oplag han står for, men Informations omtale kan vel hjælpe lidt. Og når folk får digtenes små stik ind i bevidstheden, kan det skubbe lidt til dem, Ikke meget, men lidt. Sammen med andre drys og egne forsigtige anfægtelser kan der bygges en lille modstand op. Ørntofts læsere er sikkert ikke halvt så reflekterende, som han selv er, men anelsernes kunst skal man ikke kimse af. Og efterhånden kan de (anelserne) bygge en hel lille bevægelse op, der kan flytte bjerge, eller i alt fald mere, end man skulle tro.

Poeten siger: »... Det, jeg længes efter, er, at en politiker rejser sig op og bryder med den politiske diskurs og det politiske rum. Det ville føles, som om der var noget i verden, der pludseligt begyndte at trække vejret igen. …«
Måske skulle han lytte lidt til den tidligere, faldne kulturminister og hans nye parti: "Alternativet".

Niels-Simon Larsen

Så en udsendelse i går på DR.2, Cool it, om Bjørn Lomborgs fantasterier. Jeg fatter ikke den opmærksomhed, han fik og måske stadig får. Jeg blev så forvirret, at jeg slukkede og gik over til at foretage mig noget fornuftigt.
Kan vi redde verden, når vi er så langt fra hinanden i debatten? Samme sprog, samme kultur og hen ad vejen sammenfaldende synspunkter og så alligevel milevidt fra hinanden. Ikke underligt at nogle render rundt efter hinanden med en machete i hånden. Det gør vi heldigvis ikke. Han fik kun en lagkage i hovedet.

Niels-Simon Larsen

Ang. Ørntoft så kan det blive interessant at se, hvor han lander, når han nu ikke vil leve, som om der var en fremtid og et håb. Man kan sige sig selv, at det ikke passer. Hans håb går bare på det mest elementære, en kop kaffe, lidt mere i indkomst og endnu mere opmærksomhed. Altså på laveste klasse. På den ene side er han sublim og på den anden side, undskyld jeg siger det ligeud, en røv med ører. Så kan han hoppe fra det ene til det andet til forskellige tidspunkter. Det er muligt, at han er en stor digter, men hvad skal det bruges til ud over, at han kan sole sig selv. Kommer han videre rent menneskeligt og evt. hvorhen? Det er den gamle konflikt med kunstnere. Store i deres arbejdstid, små som os andre i deres fritid. Der er dog hæderlige undtagelser, ligesom der også er politikere, der spænder vidt.

Michael Kongstad Nielsen

Digtene, poesien, musikken kan bruges til at understøtte spirende eller igangværende bevægelse, subkulturer, der har brug for musisk opbakning, mentalt fællesskab uden for hverdagen og det praktiske, det politiske. Om digterne så selv kan stå distancen i deres private liv, er måske mindre vigtigt. De skal jo leve og have brød på bordet. (Ps., jeg har ikke læst alt om denne Ørntoft). Men tidligere tider havde jo også deres poeter, lige fra Jeppe Aakjær til Oskar Hansen: "Når jeg ser et rødt flag smælde" , eller "Arbejdsløs", og senere har man haft "Røde Mor", Kim Larsen og hvad man ellers kan komme i tanke om af godt.