Russiske milliarder vil lukke munden på Vesten

De kleptokratier, der afløste sovjetimperiet, er sårbare. Derfor vil indefrysning af deres aktiver i Vesten ramme hårdt. Faktisk kunne vi for længst have truet Vladimir Putins støtter i Ruslands økonomiske elite med beskeden: Støt ikke et russisk militæreventyr, hvis I ønsker at beholde jeres bytte.

Ruslands centralbank har selv anslået, at hele to tredjedele af de 56 milliarder dollar, der forlod Rusland i 2012, kan stamme fra kriminalitet, bestikkelse af statsembedsmænd og skattesvig – et udbytte, som engelske bankfolk og advokater, britiske og hollandske skattely i Caribien, og ejendomsmæglere i Londons Mayfair, Cote d’Azur og Manhattan lige nu bruger en stor del af deres tid på at hvidvaske.

Alene udsigten til, at europæiske og amerikansk bagmandspoliti skulle indlede en gennemgribende undersøgelse af disse snavsede indtægter, burde være nok til at afstedkomme kleptokraternes panik.

Voldsom russisk finansmagt

Nu er krisen i Ukraine eskaleret med en iscenesat ’folkeafstemning’ for øjnene af Putins styrker og et de facto-Anschluss af Krim til Rusland. At det glippede at gennemføre rettidige sanktioner og fremsætte troværdige trusler mod de russiske aktiver afslører meget om prioriteringerne i Vesten – det er ikke flatterende. Kærligheden til penge er tydeligvis ikke begrænset til Kreml og omegn.

Lad os f.eks. se på det uhyre omfang af russisk finansmagt i Storbritannien. Sovjetiskfødte milliardærer indtager tre af de fem øverste pladser på Sunday Times’ liste over landets rigeste. En af dem ejer en avis med et i dette lys såre grinagtigt navn: The Independent. En anden ejer Chelsea Football Club. Russere er også repræsenteret mere talstærkt end nogen anden nationalitet blandt ansøgerne til såkaldte tier one-visa med permanent opholdstilladelse. Dem sælger Storbritannien, der ellers ynder at prale af sin stramme indvandringspolitik. En million pund (knap ni millioner kroner) pr. styk.  

Også BP – et nødlidende selskab med gode forbindelser i Downing Street, behøver Putins gunst. Deepwater Horizon-katastrofen i 2010 har tvunget BP til at indstille udbetaling af udbytte til sine aktionærer samt til at frasælge aktiver for 38 milliarder dollar – alt sammen for at kunne betale for de gigantiske oprydningsomkostninger.

Selskabets engagement i Rusland føjer dog næsten en million tønder om dagen til dets olieproduktion – et kvantum, den betrængte petrogigant dårligt kan undvære. BP er blevet så afhængig af Moskvas goodwill, at The Economist vurderer, at selskabet vil se sig nødsaget til »at lægge pres på den britiske regering for at få den til at føre en mere ruslandsvenlig politik«.

Det er vanskeligt at sætte præcise tal på de russiske midler, der strømmer gennem det britiske finanssystem. Thomson Reuters anslår dog, at selskaber fra Rusland og andre tidligere sovjetiske stater har rejst 82,6 milliarder dollar på Londons børser igennem de seneste to årtier. The City har skummet store gebyrer.

Skruppelløse advokater

Domstole er lettere at holde øje med end børsmarkeder. Advokater sammenligner ofte sig selv med taxichauffører, der vil køre hvem som helst, hvorhen de vil, når blot de kan betale turens pris.

Jeg finder sammenligningen med en vis ældre profession mere passende, men hvad man end foretrækker, beviser de russiske penge den samme bagvedliggende sandhed. Vi nåede et lavpunkt i de britiske injuriedomstoles nyere historie, da nogle af landets højest betalte advokater gik med til at sagsøge Bill Browder, investeringschef for kapitalfonden Hermitage.

Browder ragede uklar med Putin i 2006 og har siden lagt sig i selen for at få vestlige politikere til at ​​indefryse russiske aktiver. Det, der har ansporet ham, er frem for alt russiske gangsteres (og medskyldige russiske statsembedsmænds) rolle i mordet på hans advokat, Sergej Magnitskij. Vores fine britiske jurister har ikke keret sig om, at Magnitskij var en bedre og mere modig advokat, end de nogensinde selv kan blive. Lige så lidt gik de op i, at han blev myrdet i et fængsel i Moskva, fordi han havde afsløret skattesvig af
gigantisk omfang.

Det bekymrede heller ikke det britiske advokathold, at de tog sagen, da en tidligere russisk hemmelig politimand ville sagsøge Browder i London for bagvaskelse, skønt dommeren på forhånd vurderede, at den sag ikke kunne holde. Nu har de indkasseret honorarer for hundredtusindvis af pund.

Samme billede møder os på luksusmarkedet. Dyre kunstværker, de fornemmeste adresser i London, Premier League-klubber og prestigefulde privatskoler er indfanget i en usund afhængighed af russiske penge.

Drømme om victoriatiden

Den euroskeptiske drøm kan lyde attraktiv, når man har fået en øl for meget. Lad os vende ryggen til EU’s kollektive sikkerhed. Lad os igen blive den store handelsnation, vi var og sende vore skibe ud på de vidtstrakte blå oceaner.

De, der drømmer så sødt, glemmer blot, at victoriatidens England ikke blot var en stor handelsnation, men også en formidabel militærmagt og stærk nok til at sætte sikkerhedsinteresser over de økonomiske interesser. I dag er premierminister Cameron ikke kun bekymret for at miste de rare russiske penge, men også for, at det vil sætte et eksempel over for Kinas økonomiske spillere og andre diktaturer, der ynder at shoppe i London.

Ved begyndelsen af ​​Første Verdenskrig var de to britiske premierministre Herbert Asquith og David Lloyd George så fast besluttede på at opretholde magtbalancen på det europæiske kontinent, at de var rede til at risikere en bankerot for det britiske imperium. Spørgsmålet er, om David Cameron og finansminister George Osborne et århundrede senere vil være parate til at risikere en bankerot for Mayfairs ejendomsmæglere.

debat@information.dk

© The Observer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen