Klumme

Så var de heller ikke dygtigere

Den slappeste politiske tænkning udvikles i økonomiske opgangstider. Lidt ærgerligt for os, der var unge i 1990’erne og fik taletid i 00’erne
8. marts 2014

Et underligt genfærd dukkede pludselig op forleden i retssagen mod den skandaliserede tidligere chefredaktør Rebekah Brooks for News of the Worlds hackning af uskyldige folks telefoner. Hendes forsvarer nævnte henkastet, at den tidligere premierminister Tony Blair havde telefonrådgivet Brooks i en time dagen efter, at hun i juli 2011 blev nødt til at lukke avisen, og stillet sig fortroligt til rådighed som »uofficiel rådgiver«.

Guardian-journalisten Andy Beckett skrev en artikel med overskriften ‘Fra det nye Labours helt til politisk pinlighed’ til lejligheden. Den er et gravskrift over en af historiens mest populære britiske politikere, som gav Labour-partiet tre kæmpe valgsejre. »Der er ikke mange i partiet, der tænker over Blair længere,« sagde de søde af Becketts Labour-kilder. »Han stinker,« sagde de onde. De henviste f.eks. til, at Tony Blair i dag er rådgiver for investeringsbanken J.P. Morgan og den autoritære oliestat Kazakhstan og ret usocialdemokratisk er god for trekvart milliard kroner. Hans angiveligt meget vigtige, politiske missioner er dødsdømte. Blandt dem er ellers ifølge Blair fred mellem Israel og palæstinenserne, »respekt og forståelse for verdens store religioner«, »sport ... især blandt de socialt marginaliserede«, regeringsførelse i Afrika og klimaet. Ingen hører efter. Problemet, sagde kilderne, er mandens bagage. Hans betingelsesløse støtte til Israel som premierminister, hans forlovelse med den krigeriske George Bush. Det gør, at ingen vil røre ved ham. Altså bortset fra Twiggy Garcia, den bartender, der i januar forsøgte at gennemføre en civil anholdelse af ham på grund af krigen i Irak.

Jeg havde glemt Tony Blair. I et stykke tid havde jeg også glemt George W. Bush. Det blev jeg overrasket over, da hans navn dukkede op i en artikel om konventet i 2012, hvor Republikanerne skulle kåre Mitt Romney som partiets præsidentkandidat. Bortset fra fem minutters video med sin far blev George W. Bush som den eneste republikanske præsident i nyere tid ikke på noget tidspunkt nævnt til konventet. »Hvis George Bush var trådt op på scenen, ville han have fået et kæmpe bifald,« mente hans tidligere talsmand Ari Fleischer i magasinet Slate. »Men det er ikke sådan, at folk tager afsted herfra og ærgrer sig over, at han ikke kom.«

Der er sådan en pinlighed omkring George Bush og Tony Blair, som der også er omkring Anders Fogh Rasmussen. Bevares, manden er generalsekretær for NATO og i gang med at genopføre Den Kolde Krig i Ukraine. Men hans lange embedsperiode som Danmarks stærke og populære statsminister taler hverken Venstre eller andre ret meget om. Den har ikke sat sig nogen varige spor andet end som en komisk storstatsefterabende og militariseret udenrigspolitik på et småstatsbudget, en ulæselig udlændingelov, som er blevet hovsastrammet ved ti på hinanden følgende finanslovsforhandlinger, slatten bankregulering og udgiftsstyring i den offentlige sektor – og så skammen over COP15.

Hvorfor var vi så så imponerede i 00’erne? Også på denne avis var det i næsten et årti på mode at fremføre, at Anders Fogh var så »dygtig«; min (nu cirka 40-årige) generations skarpeste hjerner var ligesom lammet af beundring. Vi diskuterede tørklæder og håndtryk og brusebadsforhæng til det stod os ud af ørerne; vi accepterede, at disse spørgsmål fortjente at optage det meste af samfundets analytiske tankevirksomhed.

Hvilken kontrast til i dag. Lige så store og uovervindelige disse tre store 00’er-mænd tog sig ud for fem år siden, lige så ligegyldige eller pinagtige fremstår deres embedsperioder i dag. Hvorfor kunne vi ikke se det dengang?

Måske fordi intet svækker evnen til at tænke politisk mere end at vokse op i en økonomisk optur? Vi var ikke nødt til at træffe valg, der gjorde ondt, og vores tankevirksomhed udviklede sig derefter. Vi formede vores analyser i en undtagelsestid, hvor ironi var den fremmeste udtryksform. Alle sange handlede om parforhold, alt teater om at blive skilt og al kulturanalyse om kunst for kunstens egen skyld. Det private var ikke politisk, og kapitalismen og forbrændingen af det fælles var ikke en ideologi, men bare sådan tingene problemfrit blev, når man slap dem nok løs.

»Hver gang jeg ikke distraherer mig selv med ligegyldige gøremål / tænker jeg på apokalypsen« fyrer Theis Ørntoft (f. 1984) lige af i sin nye - sjove - digtsamling. Det kan godt være, det er lidt overdrevet at kalde et halvt fodboldhold af unge forfattere, der skriver om klima, svaghed, magt og retfærdighed, for Generation Etik. Men der er i hvert fald nogle yngre mennesker, som gør mig glad. De accepterer ikke præmissen. Måske har os fra 00’erne fortjent lidt tid i skyggen. Sammen med Fogh, Blair og Bush.

 

Lotte Folke Kaarsholm er red.chef for udland og weekend

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Riisgaard
  • Catarina Nedertoft Jessen
Bjarne Riisgaard og Catarina Nedertoft Jessen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

"Hvorfor kunne vi ikke se det dengang?"
- Det var der sandelig også mange der kunne, men pressen var jo både blind og døv og havde desudem magten.

"Måske har os fra 00’erne fortjent lidt tid i skyggen. Sammen med Fogh, Blair og Bush."
- Ja, mens I tænker over hvordan det kunne være, at grådigheden vandt over fornuften, når f.eks. det forekom fornuftigt at belåne friværdierne i fast ejendom, som steg med mere end I kunne tjene hjem som vellønnede journalister.

Steffen Gliese, Søren Roepstorff, Michael Kongstad Nielsen, Janus Agerbo, morten Hansen, Lise Lotte Rahbek, Dana Hansen, Niels Duus Nielsen, Henning Pedersen, Henrik Larsen, Lasse Glavind, Andreas Trägårdh, Bill Atkins, christel gruner-olesen, Rune Petersen, Sabine Behrmann, lars abildgaard, Søren Bro, René Bjerregaard, Bjarne Andersen, Carsten Søndergaard, Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen og Ingrid Uma anbefalede denne kommentar

Hvorfor ditten og hvorfor datten

Den politiske fordummelses primære devise - også den gang med en vis Don Fuck - er som bekendt -

"Politik er kunsten at hindre mennesker i at blande sig i det, der angår dem." - Paul Valery.

I dag optræder den eksemplariske Fandens Lærling - Don Crydone - så alle nu burde kunne se - at intet har ændret sig - at det hele kun er blevet værre - selv journalister og klummeskrivere i diverse organer for den højere kontemporære oplysning burde være mere vakse ved havelågen ...

Søren Roepstorff, morten Hansen, Dana Hansen, Henning Pedersen, Rune Petersen, Carsten Søndergaard, Andreas Trägårdh og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Andreas Trägårdh

I har vanæret medierne og journalistikken ud i skamløs infotainment.

Søren Roepstorff, Kristoffer Larsen, Dana Hansen og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Kristoffer Larsen

Ja, hvorfor overså man de stor udfordringer som lille Danmark stod overfor?

Måske fordi det var gået godt i 90'erne og ledigheden var faldet markant og der var vækst i BNP under Poul Nyrup Rasmussen. Men hvad skete der under Fogh?

Faktisk var det ikke så mange gode år. Først var der efterfølgerne af nedturen på børserne i 2001 som varede frem til 2003/2004 og så et par korte vækstår i 2005/2007 som dog ikke var så meget at råbe hurra for i nominelle størrelser.

Det bedste var den lave ledighed der trods alt viser, at det kan lade sig gøre at give plads på arbejdsmarkedet. Bealingen var dog høj i form af stor gældsætning under boligboblen der gjorde mange til millionære i få år.

Det værste er det ringe niveau i medierne hvor fokus igen og igen er på politisk konfrontation og spin. Det gælder i den sammenhæng begge sider, hvor Venstre dog har gjort det til deres eneste politik at disinformere.

Det er som niveauet er blevet ringere og ringere og der ikke er den store forskel på den politiske debat og Paradise Island.

Eksemplerne er legio.

I dag står Danmark med op mod 100.000 ikke jobklare på kontanthjælp. På universiteterne er der studerende der åbenbart ikke kan grundlæggende matematik som brøkregning og om ikke mindre end seks år står Danmark overfor dødens gab når der efter 2020 er udsigt til permanente underskud frem mod 2050. De næste 10-20 år kan Danmark se frem til en stærk stigning i antallet af kræfttilfælde der vil presse sundhedssektoren endnu mere.

Alt er ikke dårligt. Danmark er trods alt et af de lande med den laveste ulighed, største sociale mobilitet, et land hvor det er let at etablere en virksomhed hvis man da har kapitalen, men der er alt for mange områder hvor den danske selvforståelse har medført et lavt ambitionsniveau og en forventelig det går nok attitude.

Danmark mangler fremdrift. positive tiltag og en tro på fremtiden.

Lotte Folke Kaarsholm, Niels Duus Nielsen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Kristoffer Larsen

Tilføjelse.

Seneste eksempel på tidens overfladiskhed er sagen om børnechecken hvor Venstre og DF i dagevis kunne få lov til at fremføre den ene usandhed efter den anden i medierne. Har journalisterne overhovedet ikke længere en faglig stolthed?

Man så det med BTs sag om den påståede skattesag (Thorning) eller hvad med de 34.000 der røg ud af dagpengesystemet. Det var fagøkonomerne der skød forkert med en faktor 10, men hvorfor og hvorfor kan den gruppe ikke finde beskæftigelse?

Er det dovenskab i medierne siden man ikke kommer det dybere i materien og det er lettere, at finde en mindre politisk italesat skandale.

Søren Roepstorff, morten Hansen, Dana Hansen, Niels Duus Nielsen, Carsten Søndergaard, Andreas Trägårdh og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Thorsten Lind

Jesus Christ!
Hvis ikke man fik taget sin politiske mødom,
da Nyrup regeringen gik i krig mod Serbien på udefronten,
og de arbejdsløse på hjemmefronten,
såeh?.....er man dømt til at falde for støvsugersælgere igen og igen og igen ...
Mvh Th :-)

Henrik Danstrup

Er det ikke komplet ukvalificeret og dilletanttisk, at Kaarsholm gør sine egne politiske præferencer til determinerenede faktor, om den politiske tænkning er gået i stå ?
Det er lidt ærgerligt, at en ellers interessant diskussion bliver omklamret og vulgariseret af skribentens politiske felttog mod dem, som hun ikke kan lide - surt !

Helene Nørgaard Knudsen

Er politik ikke sådan at sidste mand i kæden står med lorten. "Sidste mand" er så altid befolkningen, desværre.

Lasse Glavind

Ja, det er jo en ren tilståelsessag fra Lotte Folke, men som flere påpeger overover, så ville en tur i arkiverne vise samme Lotte Folke, at er var folk, der dengang var knap så imponerede. At Lotte Folke ikke har taget den tur i arkivet, men får det til at se ud, som om alle faldt om i næsegrus begejstring for fx "Fogh store velfærdsprojekt", som Informations politiske kommentator Erik Meier Carlsen den gang skrev - kunne desværre tyde på, at Lotte Folke og hendes generation stadig ikke helt har set troldsplinten i eget øje.

Søren Roepstorff, Janus Agerbo, Lise Lotte Rahbek, Dana Hansen, Niels Duus Nielsen, Rune Petersen, Henning Pedersen, Andreas Trägårdh og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Denne 'klumme', altså personlige meningstilkendegivelse, læser jeg som Lotte F.K.s journalistiske selvrefleksioner over også visse af 'den Mindst Ringes' redaktionelle linier og præferencer.

Og disse refleksioner ser jeg som et (begyndende?) 'lys i mørket' og håber, det vil brede sig til flere andre på redaktionen, og ser også gerne, i disse nye 'net'-medietider, at den tillader os læsere at få indblik i journalisternes personlige overvejelser over deres metier.

For er der noget Danmark trænger til, er det da en større bredde i 'mediebilledet', så vi kan komme fri af al det politiske snæversyn, grænsende til mere eller mindre bevidst/ubevidst 'propaganda', og al den 'skamløse infotainment' (Andreas T. ovenfor kl. 23:07, c",)) som ellers præger dette 'mediebillede'.

Derfor med respektfuld hilsen til Lotte F. K.
Godt begyndt er halvt fuldendt,
c",).

Steffen Gliese, morten Hansen, Dana Hansen, Niels Duus Nielsen, Thorsten Lind, Niels Erik Philipsen og Lotte Folke Kaarsholm anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Mon ikke glemselens slør medvirker til at tænkningen før 2000 kan virke så meget bedre?
Og der er nok stadig en del, som kan forestille os det der er værre end Blair, Bush og Fogh.
Hvis der er "tænkning" der fremhæver ledere fra visse andre dele af verden - som det sydlige og østlige Midelhavsområde, området øst for "unionen"eller lignende, virker den "slappe" tænkning nærmest at foretrække.

Lasse Glavind

Mark, jeg synes, du lader Lotte Folke slippe alt for nemt om ved det, ikke hendes person, som jeg er sikker på er meget reflekteret, men hendes og hendes generations journalistiske etos. At Mogens Lykketoft nu fortryder, at han slap New Public Management-monstret løs i den offentlige sektor og solgte TDC er jo en gratis omgang, når han stadig en del af præcis den samme bevægelse og politiske tænkning, der fortsætte i præcis samme spor, nu bare med Lykketoft i rollen som aldrende reflekterende 'statsmand'.

Hvis man er til journalistisk bekendelsestirader, så kan man bare se Presselogen hver søndag, hvor de nuværende mediechefer uge efter uge demonstrerer, at der er meget langt fra en eftertænksom klumme i Information til den virkelige verdens mangel på medie-selvindsigt. Vi skal bestemt ikke tæve løs på Lotte personligt, men heller ikke bamsekramme hendes journalist-etos for al den eftertænksomhed her post diverse blodige krige og en grasserende økonomisk krise. Hvis vi vil have ordentlig, tidsvarende og samfundskritisk journalistik for vores mediestøttepenge her i Danmark også på Information, så skal der altså helt andre kritiske bolle på suppen end blot at 90'ernes stræbsomme provinsungdom fra Journalisthøjskolen og RUC nu endelig langt om længe - og godt for det - gør sig lidt flere kritiske overvejelser, end de hidtil har haft for vane.

Niels Erik Philipsen

Da jeg hørte Lotte F. Kaarsholms udtalelser i Søndagsfrokosten på P1 i dialog med Iben Thranholm, var jeg helt ærligt på vej til at sige mit abonnement på Information op, fordi jeg følte mig rystet over og utryg ved at er person med så fastlåste, banale og unuancerede opfattelser præget af historisk uvidenhed om hvad der er foregået i Ukraine og Krim, var gatekeeper for bladets kronikredaktion – så var det alligevel godt at læse hendes skriftemål. Og vi må så håbe hun tager tid til eftertanke og fordybelse. Læs f.eks. den fremragende analyse Mr.Putin, Operative in the Kremlin v. Fiona Hill & Clifford Gaddy . – Der er god anledning til udfoldelse af kritisk analyse ved at sammenholde forordet med selve analysen.
Gid David Rehling ville forsøge sig med lidt historisk research og tilhørende selvransagelse , så hans uomtvistelige skrivefærdighed kunne tjene mere konstruktive formål end at hyle med i mobbekoret mod Rusland / Putin. Samme råd til ham.
Hvad skriveglæde angår: Var det en bevidst folkelig og politisk ukorrekt provokation, at ingen korrekturlæser rettede ”os” til ”vi ” i Kaarsholms slutsætning :
Måske har os fra 00’erne fortjent lidt tid i skyggen. Sammen med Fogh, Blair og Bush.

Bjarne Riisgaard

Det fænomen LFK beskriver, kan jeg nu godt genkende og huske fra 00´erne, og det var mere generelt end bare noget der kan henføres til nogle ukritiske journalister, (så meget selvstændig betydning har det heller ikke hvad man skriver på information).

I retrospektiv foregik der en "afideologisering"af den offentlige debat. Det er sikkert rigtigt, at det var fordi der var økonomisk fremgang, men det er kun en halv forklaring. Afslutningen af den kolde krig, der blev set som en liberal ideologisk sejr i 90´erne, og it-teknologiens gennembrud omking århundredskiftet, skabte en falsk optimisme i 00´erne (jeg husker med græmmelse flosklerne fra samfundsvidenskab på universitetet, om et "nyt tekno-økonomisk paradigme"). Det klaskede først sammen med krakket i 2008, som har gjort alle problemerne tydelige, så et systemkritisk perspektiv igen er interessant.

Det er den samme "afideologisering" der har fremmedgjort socialdemokratietet overfor deres base og ført til forvirringen i den systemkritiske opposition.

Steffen Gliese og Lotte Folke Kaarsholm anbefalede denne kommentar
Lasse Glavind

Og er den journalistiske 'afideologisering' så forsat her i 10'erne, hvor De Radikale indtager rolle som økonomiens The Untouchables, og hvor Corydon (som i sin tid Fogh) i vide kredse bliver betragtet som en dygtig og driftsikker politiker i hvert fald indtil det Weekendavisen kaldte pøbelvældet i DONG-sagen, gav ham ridser i lakken?

Thorsten Lind

Det har ikke en skid med økonomisk optur at gøre,
at journalister hylder "stærke mænd".
Det er altså set før! :-)
Mvh Th

Henrik Danstrup

Det bliver kun endnu mere pauvert, når Kaarsholm lige kan mande sig op til at klappe dem på skulderen, der roser hende. Det havde været klædeligt at kommentere på de kritiske kommentarer også - det må kunne forventes bedre i den mindst ringe !

Andreas Trägårdh, Lasse Glavind og Søren Roepstorff anbefalede denne kommentar
Lotte Folke Kaarsholm

Hej Henrik Danstrup, jeg læste egentlig ikke en ros, men nogle gode pointer, især fra Kristoffer Larsen, Mark Thalmay og Bjarne Riisgaard. Tak for dem. Jeg er ret interesseret i den afideologisering eller naturalisering af nogle bestemte paradigmer, der fandt sted op gennem 90'erne og 00'erne, og som Jørgen Steen også skrev om i den her http://www.information.dk/488134

Til Lasse Glavind vil jeg egentlig bare anbefale at du selv tager en tur i arkiverne hvis du gerne vil kritisere min journalistik, den virker det som om du ikke har fået lavet. Vi har åbent arkiv her på information.dk, så det er bare at gå igang.

Tak for input til alle!

VH Lotte FK

Lasse Glavind

Er det din journalstik, der er til debat, Lotte? Jeg troede, du var ude i mere generelle betragtninger om et årti og en generation. Et årti, hvor avisernes oplagstal var i frit fald, hvor tilliden til journalisternes etos var ditto. Et årti, hvor journalisterne blev enige med sig selv om, at det var helt okay at være 'kritisk' den ene dag og spindoktor den næste for så at blive 'kritisk' igen den tredje - det er i øvrigt stadig helt okay. Hvor var det egentlig, at der fandt en afideologisering sted? Hvem har undersøgt det? Var det i kantinen på Lindø, blandt folkeskolelærerne, eller var det måske mest i hverdags-journalisternes globaliserings-tautologiske univers, hvor noget så faglig basalt som en kritisk tilgang til sproget var fuldstændig fraværende, hvorfor stort set alle det politiske magtsprogs eufemismer dagligt blev viderebragt ufordøjet og ufortyndet? Er der forresten lavet om på det?

Jeg husker udmærket Informations kvaler med at tolke fænomenet Fogh. Den klarede man ved bl.a. at gøre Rune Lykkeberg og Erik Meier Carlsen til de to store profiler, der skrev guldkorn om henholdsvis den kulturradikale magtelites undertrykkende magtsprog og Foghs store velforankrede velfærdsprojekt. Hvordan var det forresten muligt for en hele generation af 'kritiske' journalister at overse en økonomisk boble i den størreslesorden?

Jeg er fuldstændig enig i, at en del meningsmagere herunder politikere og hangaround-journalister fra 00'erne fortjener en tur i skyggen - nogle fortjener sågar en tur i brummen for medansvar for krigsforbrydelser, men det var altså ikke alle, der faldt for 'afideologiseringen' - og så er den uskønne sandhed vel også, at I, der gjorde, bagefter godt kan sone lidt på skrift - men I har jo ikke for alvor tænkt jer at flytte jer frivilligt, vel?