Klumme

Hvad er så produktivt?

Når hidtidig produktion ifølge naturvidenskaben har ført til ’stigende trusler mod sundhed, drikkevand og fødevarer for milliarder af mennesker med deraf følgende stigende risiko for militære konflikter Jorden over’
1. april 2014

Hvem har dog besluttet, at den danske Produktivitetskommissions syvende og opsamlende rapport skulle udkomme akkurat i går? Lige præcis dagen efter at FN’s naturvidenskabeligt forankrede klimapanel, IPCC, udsendte sin hidtil skarpeste advarselsrapport mod konsekvenserne af menneskehedens, herunder også danskernes produktivitet. Den medfører nemlig »stigende trusler mod sundhed, drikkevand og fødevarer for milliarder af mennesker med deraf følgende stigende risiko for militære konflikter Jorden over«.

Braget af sammenstødet mellem de to rapporter blev registreret allerede for en lille uges tid siden, da Lasse Skou Andersen her i avisen konfronterede Produktivitetskommissionens formand, økonomen Peter Birch Sørensen, med spørgsmålet: – Hvordan kan man beskæftige sig med planloven uden at tage andre hensyn ind end produktivitet, for eksempel hensynet til at have nogle levende lokalsamfund (eller hensynet til naturgrundlaget for menneskelige civilisationer og evolutionært højerestående væseners overlevelse, el)? Bliver det ikke lidt enøjet? »Jo, det kan du sige,« svarede Peter Birch Sørensen, »men det anerkender vi også i rapporten. Vi er fuldstændig klar over, at der er andre vigtige hensyn med planloven end produktivitet. Men det er op til politikerne at afveje de forskellige hensyn over for hinanden.« – Hvordan skal de på baggrund af jeres rapport kunne gøre det, når I ikke beskæftiger jer med det? »De får også input fra alle mulige andre aktører, det ser vi jo også eksempler på nu. Det er jeg egentlig ikke så bekymret for, om de kan finde ud af. Vi giver vores bidrag, og så må politikerne dertil indhente viden fra andre eksperter på andre områder.«

Som om menneskelig produktivitet ikke har noget med ødelæggelse af natur at gøre? Som om naturvidenskabens advarsler for så vidt ikke vedkommer Peter Birch Sørensen personligt?

Det holder ikke

Hvad angår første spørgsmål, tog miljøøkonomen Inge Røpke det under behandling her i avisen allerede den 19. marts i år: »Produktivitetskommissionens tilgang er, at de har fået til opgave at diskutere vækst og produktivitet, men ikke miljøudfordringen. Det med miljøet er en anden diskussion, siger de. Men det holder ikke.« Med en henvisning til forskning af den amerikanske fysiker og økonom Robert Ayres forklarede Inge Røpke, at den stigende arbejdsproduktivitet historisk set har bestået i at erstatte arbejde med energi af høj kvalitet, især fossilt brændsel. Derfor giver det ingen mening at skille problemerne ad.

Og er det ikke stigende anvendelse af fossilt brændsel til at øge produktiviteten, CO2-udslippene, Jordens opvarmning og klima-ødelæggelserne med, kan det være stigende forbrug og opbrug af andre begrænsede naturgoder (kaldet ressourcer), der skal sikre den eftertragtede produktivitetsstigning.

Men det rager tilsyneladende ikke Produktivitetskommissionen og dens opgavestillere, den nuværende regering og det nuværende folketingsflertal. Som om økonomisk vækst og beskæftigelse egentlig slet ikke har noget at gøre med naturvidenskab og naturødelæggelse.

Desperationen

Gælder det også forholdet mellem naturvidenskabens advarsler og det enkelte menneske personligt? For eksempel Peter Birch Sørensen?

Her kunne kommentaren hentes fra Jesper Løvenbalk Hansens artikel »Desperate klimaforskere griber til ekstreme metoder« her i bladet 16. november sidste år: »Når den filippinske chefforhandler Naderev Sano ved dette års klimatopmøde i Polen går i sultestrejke i protest over, at klimaforhandlingerne ingen vegne fører, er han ikke alene om at gribe til radikale metoder. Blandt flere af verdens førende klimaforskere hersker en tilsvarende desperation over, at klimapolitikken ikke flytter sig, og at målet om at holde klodens temperaturstigning på under to grader, som FN’s klimapanel i årevis har advaret om, reelt ikke længere er en mulighed. ’Efter to årtiers bluff og løgne vil det, der resterer af tograders-budgettet, nødvendiggøre revolutionære forandringer af den politiske og økonomiske hegemoni,’ som professor i geofysik Brad Werner fra University of California sagde under en videnskabelig konference sidste år. Uden radikale tiltag vil klodens politikere med meget stor sandsynlighed sætte menneskehedens eksistens over styr, mener han. Derfor er han ikke bare videnskabsmand, men nu også erklæret aktivist, der flere gange er blevet anholdt i USA for civil ulydighed og protestaktioner. Også James Hansen, mangeårig leder i NASA, der som en af de første pegede på truslen fra de menneskeskabte klimaforandringer, har i en alder af 71 år valgt mere aktivistiske veje. I april meddelte han, at han trak sig fra NASA for at kunne bruge al sin tid på at ’gøre det klart, hvad videnskaben siger, er nødvendigt at gøre’.«

Det tilkommer ingen at angribe andre for ikke at være grebet af tilsvarende desperation. Her skal blot noteres, når desperationen ikke har meldt sig. Endnu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Kongstad Nielsen
  • Erik Nissen
  • Carsten Svendsen
  • Torsten Jacobsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • John Fredsted
  • Niels-Simon Larsen
Michael Kongstad Nielsen, Erik Nissen, Carsten Svendsen, Torsten Jacobsen, Lise Lotte Rahbek, John Fredsted og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Ak, ja, man kunne selvfølgelig spørge Peter Birch Sørensen om, hvorfor han ikke var aktivist. Det kunne man, men vi kender svarene på forhånd (der er ikke noget i vejen, måske lidt, men det bliver bedre nu med de nye maskiner, man har opfundet).
Måske skulle man gøre det alligevel. Og 'man' betyder dig, Ejvind, og ikke en hvem som helst anden. Et langt interview i den sokratiske gabestok. P.B.S. er jo bare et almindeligt menneske af kød og blod, måske godt og grundigt hjernevasket, men han har vel øjne og ser, hvad der sker med verden.
Prøv!

John Fredsted

I TV-Avisen i går var der et indslag, www.dr.dk/tv/se/tv-avisen-med-sporten/tv-avisen-med-sporten-434#!/18:05, om en mand og hans familie, der var blevet ramt af orkanen Bodils hærgen med oversvømmelse af deres bolig tilfølge.

Det havde nu, ifølge indslaget, fået familien til at tænke mere klimabevidst: de havde nu anskaffet sig nogle høns ude i haven. For som han stolt(?) kunne proklamere (efter speakeren havde sagt "For selv små tiltag nytter overfor oversvømmelser"): "Jeg ved godt, at det her ændrer ikke på klimaet totalt, at vi gør det, men vi er en lille brik i det store spil, som jo selvfølgelig har en betydning."

Er dette mon illustrativt for niveauet for det gennemsnitlige individs reelle krisebevidsthed og forandringsvillighed? Og hvad foregår der dog på DR, når de i TV-Avisen kan efterfølge et kort indslag om klimarapporten fra FN med benævnte meget længere indslag, alt imens de på DR2 for godt en uge siden havde en "serie om klimaets vendepunkter?

Ejvind Larsen

Tak for kommentarerne. Og for linkene, John. Og for opfordringen, Niels-Simon. De første er allerede brugt, den sidste er under overvejelse.
God formiddag
Ejvind

Niels-Simon Larsen

Jørgens bagsideleder, Væksthuset 2, sømmer yderligere problematikken op på væggen. Rasmus, Connie og Lise siger, at nu er det ikke morsomt længere, men børnene (alle de små Corydonner og Bircher) leger videre. De fleste ved godt, at den er gal, men fortsætter i næste åndedrag i det gamle spor - i ren afmægtighed. Det er denne afmægtighed, der skal gøres op med. Og, John, ja, nogle laver en hønsegård. Det er trods alt bedre end at tage en tur i Disneyland.
Jeg færdes tit mellem yngre folk, der gerne vil 'noget mere fælles'. Det rører mig, men så skal der opfindes en helt ny måde at være sammen på. Både kristendommen og kommunismen var jo 'noget med det fælles', og det synes jeg ikke, vi skal have mere af - i så fald skal det være i en helt anden udgave, men fanden i den røde stjerne tænker i den retning?
En anden vigtig ting er, at vi må neddrosle forbruget. Når nu det sjoveste er at dreje gashåndtaget i bund (helt aktuelt med den danske Formel-1 stjerne), så bliver der nærmest oprør, hvis motorløb skal forbydes. Jeg møder stadig politiske venner, der ser X-factor, taler om professionel fodbold, drikker en Cola, ryger en smøg, og jeg føler mig totalt udenfor og mere end det. Lyseslukker! Vi er simpelthen så langt tilbage, at der ikke er den forbindelse mellem lokal og global, som der skal være. Har vi nogensinde været vågne i timen? Hvornår?

Erik Nissen, Ejvind Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Ejvind, det er dig, der skal finde det rigtige 'offer', for et interview. Du har gjort det før, og kan gøre det igen. Om det skal være birchetræet eller en anden træmand, ved jeg ikke, men det skal være en ikke-ligegyldig person. De fleste er som en klump sæbe at holde på, og kan måske slet ikke være interessante på den gode måde, kun vant til at gøre sig interessante.
Prøv!

Torsten Jacobsen

Koblingen mellem produktivitet, forbrug, begrænsede ressourcer, og klimaforandringer burde være åbenlys for enhver. Det giver simpelthen ikke mening at diskutere disse ting adskilt.

Men i den offentlige (og af medierne orkestrerede) debat, diskuteres disse ting, som om de intet har med hinanden at gøre, som der jo også sættes fokus på i denne artikel.

Et andet grelt eksempel er de politiske debatter i TV, hvor intellektuelle giganter som Asger Aamund, Martin Aagerup eller Christopher Arzrouni uforstyrret kan få lov at prædike deres uendelig vækst-ideologi, uden at studieværten eller andre beder dem forholde sig til de negative konsekvenser af deres grådighedskompleks.

I det omfang medierne er med til at konstruere den virkelighed vi allesammen lever i, er det tale om et enormt svigt, når journalister ikke evner at forholde sig til en kompleks virkelighed. Det er svært at bebrejde den enkelte journalist, som utvivlsomt er presset på både tid og viden, men på redaktionerne sidder såkaldt ansvarshavende redaktører, som ganske enkelt ikke er deres ansvar voksent. Det bekræfter de iøvrigt også selv, søndag efter søndag i 'Presselogen' på TV2 News.

Uffe Illum, Laurids Hedaa, Erik Nissen, Niels-Simon Larsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Niels-Simon
Det med at føle sig udenfor, når bekendtskaberne taler om 50 tommer fladskærme, om store etplanshuse som rummer 2 mennesker som aldrig er hjemme, fordi de er ude og tjene penge til huset og fladskærmen og det store musikanlæg, som de aldrig har tid til at lytte til musik på, og de har en stor årsindkomst og den må gerne blive endnu større, så de kan sætte mere tilside til deres alderdom..?
Den fornemmelse af udenforhed kender jeg godt.

Laurids Hedaa, Herdis Weins, John Fredsted, Niels-Simon Larsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Min kommentar til Bagsidelederen.
Vi vil åbenbart helst ikke, men vinduet er åbent og det gælder om at udnytte det, inden de lukker. Mange af ressourcerne til omstillingen vil kræve, at der er fossile energier til rådighed, og at disse bruges med allerstørste omtanke og forsigtighed, så de rækker længst muligt, de hvor de ikke kan undværes eller erstattes. Altså fuld fart på omstillingen. Ud af flyvemaskinerne, ud af bilerne, fuld knald på isolering og minimering af energiforbrug, fuld knald på omstilling til bæredygtigt landbrug, fuld knald på naturgenopretning, fuld knald på bæredygtig kollektiv trafik, fuld knald på samfundets modsandsdygtighed over for de forandringer, der allerede er skete og også vil ske fremover. Og fuld knald på en retfærdig fordeling af samfundets rigdomme. Fuld knald på. Og endegyldigt farvel til vækstparadigmet. Det bliver svært, men det er langt sjovere at gøre det fremadrettet og visionært og som en viljesakt, fordi man har intelligensen til at klare det, end som noget man bliver påtvunget.
Min kommentar til produktivitetskommissionen.
Jeg står af allerede når jeg når til, vi ville være 360 milliarder kroner rigere, hvis vores produktivitet havde fulgt den amerikanske. Og hvad ville vi så have brugt alle disse penge til? Se lige venligst på lederen på bagsiden af dagens Information om IPCC's rapport. Det er jo skræmmende, at nogen ved deres fulde fem kan hævde, at vi har brug for alle disse midler i en situation, hvor netop vores materielle forbrug af klodens ressourcer, herunder forbrug af atmosfæren som affaldsbeholder, truer eksistensen for de kommende generationer. Noget helt andet er, at disse 360 milliarder jo ikke ville være fordelt på en retfærdig måde udover samfundet. Uligheden i den bemeldte periode er vokset, og det indebærer jo logisk - selv for en økonom - at nogen, ganske få, ville være blevet meget, meget rigere, mens andre blot var blevet lidt rigere og nogle endda fattigere. Så meget glæde ville det gode samfunds borgere få af alle disse fiktive midler, som sikkert allerede er handlet i de luftige og imaginære finanslag med tilhørende bonusordninger. Jeg ved ikke hvad, men det kan ikke være vejen at øge produktiviteten og forbruget i en situation, hvor kloden er i allerstørste åndenød. Det er bedre at begrænse sig og omfordele, da nogen stadig har alt for meget og mange alt for lidt.

Ejvind Larsen, Uffe Illum, Laurids Hedaa, John Fredsted og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
John Fredsted

Måske jeg for god ordens skyld, for at undgå misforståelser, til min forrige kommentar burde tilføje, at jeg selvsagt ikke har noget imod, at folk bliver selvforsynende med æg, slet ikke. Men jeg har noget imod, hvis man lader det blive ved det, for selvom samtlige med have havde høns gående i dem, så ville det kun ændre én eller anden i praksis ubetydelig decimal i det samlede klimaregnskab.

Men jeg kan lige som allerede høre, hvordan nogen vil indvende, at hvis nu alle således havde høns, så kunne det jo måske sætte andre stimer af klimavenlige projekter i gang, altså en positiv spiral. Bevares, det kan jeg ikke modbevise, og jeg skal heller ikke prøve. Som gammel gnaven pessimist så har jeg kun min mavefornemmelse til at fortælle mig: det tror jeg ikke på!

Under alle omstændigheder, så kunne det have været rigtig rart, hvis benævnte mand/familie i indslaget var blevet spurgt om for eksempel følgende: Hvorledes placerer i jeres penge? Hvor de giver størst muligt afkast, eller hvor de bliver benyttet klimavenligt/grønt? Har i privattegnede aktier/værdipapirer? Hvad er jeres rejseaktiviteter/destinationer, og hvorledes kommer i dertil? Hvilke forbrugsvaner har I i det hele taget? Etc.

Er jeg urimelig?

John Fredsted

@Torsten Jacobsen: Jeg synes nu ikke ligefrem at hverken Asger Aamund, Martin Aagerup eller Christopher Arzrouni kan kaldes for "intellektuelle giganter"; er det ikke for venlig en karakterisering af dem?

Ellers er jeg rørende enig i dit indlæg.

Niels-Simon Larsen

Hvis vi nu tænkte os, at vi skulle gøre noget andet og mere end at skrive indlæg og gå til møder, hvad så?
Happenings som i gamle dage er folk ikke modtagelige for. Green peace folk oppe i en skorsten heller ikke. En julemandshær af klimaspøgelser, nej. En flok sultestrejkende klimadebattører, hm.

Jeg tror ikke, at der er noget, der kan trænge ind i befolkningen. Noget kan give lidt omtale, højst. Det er vel også derfor, vi fortsætter her, tålmodige, udholdende. I min vildeste fantasi kan jeg ikke se et påvirkningsmiddel. En anden livsform er en masse kollektive eksperimenter i gang med (så lad dog barnet). Der er ikke rigtig noget, der trænger ind, og det er måske, fordi intet må få lov at trænge ind og ændre på den ødselhed, vi kan tillade os. Vi er alle korrumperede af velstanden, så den får man ikke lov til at at stige ned fra uden tilråb af foragt.
Hvad gør man så?

Der er en af vores meddebattører, der er gået over stregen og blevet udelukket. Man kan med ham som eksempel sige, at selv om verden er ved forgå i forurening, så skal man tale pænt. Det kan være en svær balancegang, men det er den balance flere og flere vil få svært ved at holde, og når visse videnskabsfolk forlader skrivebordet og går på gaden, så giver det dønninger. I Danmark er vi ikke til den slags. Man må også lige erindre sig, at modstandsbevægelsen under krigen først fik heltestatus efter krigen. Scavenius' rosende ord i 1940 om de tyske sejre plagieres i dag af benovelsen over Kinas fremskridt. Undertrykkelsen af Tibet og egen befolkning? Tys, tys, dog. Det kunne skade erhvervslivet.

Vi er helt til rotterne moralsk, etisk og rent menneskeligt, men vi går fint klædt, dog ikke i rottekostume. Dumme er vi ikke -.

Nå, og hvad gør vi så?
Stadig på bar bund.

Ejvind Larsen, Per Torbensen, Lise Lotte Rahbek, Laurids Hedaa og John Fredsted anbefalede denne kommentar
John Fredsted

Jeg er også på bar bund. Jeg er holdt op med at skrive debatindlæg til aviser. Jeg er holdt op med at lufte mine tanker om klima, overforbrug o.l. overfor mine venner. Når man ikke engang kan trænge igennem til sine nære, hvordan skulle man så kunne trænge igennem til nogen, der ikke kender én og for hvem, man ikke betyder noget (særligt)?

Michael Kongstad Nielsen

Produktivitet kunne vel godt være et emne samtidigt med klimapolitik. De to ting kunne godt tænkes sammen. Man kan godt gøre ting mere effektivt, hurtigere og produktivt, samtidig med at man passer på jorden. Fx. ved at nedskære arbejdstiden (5 timers arbejdsuge!) eller sætte produktionsmålene ned. Vi vil producere mindre, men på en mere produktiv måde.

Uanset hvad er opgaven gigantisk med hensyn til at skabe en ny tankegang, hvor mindre produktion er målet. En mental revolution. Ligeså gigantisk som oplysningstidens forandring fra enevælde til demokrati, fra slaveri til frihed, fra kolonialisme til selvstændighed. Men jeg tror godt det kan lade sig gøre. Måske skal der lidt krig og militære konflikter til først, men måske klarer vi den uden. I hvert faldt ser det ud til, at top-politikerne er ved at forstå alvoren, som da Hollande og Obama mødtes i februar med klimaet som det øverste punkt på dagsordenen. Se fx. dette telegram i Information:
http://www.information.dk/telegram/487620

Torsten Jacobsen

@John Fredsted

Jeg begik den klassiske fejl at tro, at den hånlige vrængen på ordene 'intellektuelle giganter' som jeg hørte i mit eget hoved, da jeg benævnte de pågældende hædersmænd som sådan, uden videre lod sig overføre til det skrevne ord. (Oops, I did it again!)

Niels-Simon Larsen

@Torsten: Alt bragt på det rene nu. Lidt fornøjelse skal man i hvert fald have af afskrive sit indlæg, så en skrue eller to er ikke af vejen, hvis de bare bliver modtaget i samme ånd, hvad man dog aldrig kan være sikker på. Jeg husker et par gange, hvor jeg har været for skruet, eller forskruet.
Det får mig til at sige lidt om anbefalingssystemet. Det kan bestå af en anbefaling (skide godt det der). Det kan også betyde, jeg er enig (så ved du hvor du har mig). Eller, OK, fint nok brormand, (søster), jeg har læst det (og så farvel for denne gang). Og så er der sikkert flere endnu.
Af og til takker jeg direkte og kort, men hører straks den indre stemme: "Hvad så med de andres"? Da jeg læste dit første indlæg, ville jeg takke dig, for det var, som jeg selv kunne have skrevet det, men blev standset i porten.
Jeg må bare sige, at jeg ikke er helt gode venner med anbefalingssystemet. Man kan også spørge sig selv, om man er god til at give komplimenter til damerne. Det elsker de, selvom de ikke altid er gode til at modtage dem. Ak, ja, det gælder om at vikle sig rigtigt ud af alt det krølleri.

Niels-Simon Larsen

Hvad er så produktivt?
Spørgsmålet kræver et svar, flere svar endda, og det er lige netop dem, der mangler og dem, der skal frem i det offentlige rum. Nu kan man sige, at der er kommet 400 svar i voresomstilling.dk, og der er mange andre rundt omkring. Nej, det, der mangler, er svar på rede hånd, svar der ikke er de rene undskyldninger for sig selv og som er 'bæredygtige' i diskussionerne, hvor de så end foregår.
Man hører tit, at temperaturen ikke er steget de sidste 15 år. Sådan en påstand får lov at ligge i folks bevidsthed, hvis den ikke bliver skudt ned lige med det samme.

Jeg har en bog med titlen, Elskværdig enkelhed. En bog der handler om det enkle liv. Det er her, jeg mener, udfordringen ligger. Lige såvel som krig er mere spændende end fred, er et liv i overhalingsbanen mere spændende end et fredeligt liv i haven. Økolivet, konkurrencefriheden og livet på basisindkomst har ikke den store tiltrækningskraft. Hele vores indstilling går efter en idiotrejse med et krydstogtskib. Økolivet skal så at sige udkonkurrere håbet om profit, kendthed og offentlighedens søgelys (se mig, hør mig, tag mig op på skødet), den frie, selvberoende og myndige borger, der ikke er til salg.
Der er noget at gå i gang med.

John Fredsted

@Niels-Simon: Ja, det enkle liv, jeg er enig.

Jeg tror, accepten af og dermed evnen til at leve et enkelt ydre liv blandt andet forudsætter evnen til at kunne næres (tilstrækkeligt) af indre værdier, så som viden, ideer, indsigt, fantasi, etc., frem for ydre ting. Hvis denne evne ikke er tilstede, så er faren for at ty til ydre stimuli og adspredelser, når tomheden og ensomheden periodisk og fællesmenneskeligt melder sig, stor.

Niels-Simon Larsen

Det er ikke let at være genbruger. Efter tre år skulle min stationære sig en tur og skulle have nyt bundkort. 2800kr. En ny (brugt) bærbar kostede 2600 (ialt 3800), så jeg sprang. Senere kunne jeg ikke få printeren til at samarbejde, ringede til Dell, hvor en mand brugte over en time (overtog computeren) og måtte opgive. Ud med den tre år gamle printer. Købte så en ny.

Jeg føler mig holdt for nar. I dette tilfælde af Dell. Slut med netkøb. Et stykke fra hvor jeg bor, er der en computerforretning, hvor jeg kan tale med levende mennesker, der hjælper mig.

Jeg kan næsten ikke holde ud at smide ud mere, men jeg kan heller ikke reparere den slags. Man er i den grad i lommen på de store firmaer.

Niels-Simon Larsen

Bevæger vi os ud i en spids her i Ejvinds tråd? Jeg tænker på det, der hedder: "Noget må der gøres".

For mig er der ingen tvivl om, at flere af os mærker en trykken for brystet - fra en finger, der peger på os. Måske er der også en indre stemme, der siger: "Jeg burde gøre mere, end jeg gør". Men den slags stemmer kan man roligt svare: "Det vil jeg da også meget gerne. Kom med et forslag"!

Måske er det vores kristne indpakning i skyld - man er altid i restance, når det gælder om at rette op på ting. Var det ikke Nyrup, der altid sagde: "Vi kan godt gøre det lidt bedre". Og det skal nok være rigtigt, især når det drejer sig om verdens redning.

Nu er det bare sådan, at den spids, vi bevæger os ud i, har at gøre med intet mindre end artens overlevelse. Det er meget at få lagt på skuldrene. Man kan dårligt være bekendt at tænke på andet, og man kan heller ikke komme væk fra det. Hvis regnestykket er lavet og facit har to streger under, kan man ikke lægge det fra sig med bemærkningen: "Nå, jeg skal lige ned til bageren". Det er der ikke tid til.
Nu er det sådan, at man bliver nødt til også at tænke på sin egen personlige overlevelse. Der er tusind ting, man lige bliver nødt til at gøre, og det er også snart sommer, og en lille slappe-af-tur kan man vel tillade sig midt i det hele - ikke bare 'kan', men vel også bør. For at være fit for fight skal man jo være på højde med sig selv.

Det er alle disse utrolige overvejelser og indre samtaler med sig selv, der skræmmer befolkningen fra vid og sans. Det er vi slet ikke vant til i den målestok. Det er mest sådan noget, om man skal gå i Irma eller i Netto, og det finders der som regel et klart svar på: Prisen.

At være et levende menneske, i angst og bæven for vores overlevelse, et rystende espeløv nat og dag, er ikke noget, man kan anbefale andre. Det er en overskudsholdning, som man mest kan tillade sig, når man har sit på det tørre, er folkepensionist og har læst en bog. Eller er ansat i en organisation, der har overlevelsen på programmet. Alle, der har rø... i vandskorpen, sidder yderligt eller er almindeligt foruroliget over noget, de ikke ved, hvad er, har nok at gøre med deres egen overlevelse.

Derfor er vi få, og derfor skal vi blive ved. Næsten alle steder, jeg kommer, er jeg alderspræsident. Jeg nyder det. Tænk, at jeg lever. For en uge siden faldt jeg ned ad en trappe og slog ryggen. Det kunne have været ude med mig, men jeg lever. Fantastisk!

Nå, men noget skal der gøres. Noget mere end der hidtil er gjort. Ingen tvivl om det.

John Fredsted

@Niels-Simon: Jeg er bange for, at den frygtelige sandhed om verden er, at de få, der forsøger at passe på den, i en eller anden forstand er flagellantisk til grin. Den plads, som disse mennesker måtte frisætte, vil mere eller mindre prompte blive invaderet af de mangefold flere, der ikke nærer sådanne værdier. Det, der kaldes civilisation, synes til enhver tid bare at være den forbrydelse, der er flest om begå. Det afholder dog ikke de få fra at fortsætte med at fare med nænsomhed, for at skulle leve i en verden uden er ubærligt.