Selvransagelse er en svær disciplin for psykiatrien

Ny forskning sætter fokus på konsekvenserne af langtidsbehandling med stærk antipsykotisk medicin. Desværre viser historien, at psykiatriens evne til selvreflektion og omstilling er begrænset

	Psykiatriske patienter oplever ofte tilstande af følelsesmæssig tomhed, mangel på initiativ og glæde, tab af interesser og social tilbagetrækning

Psykiatriske patienter oplever ofte tilstande af følelsesmæssig tomhed, mangel på initiativ og glæde, tab af interesser og social tilbagetrækning

Krass Clement
25. marts 2014

KRONIK – Psykiatrien har haft nogle rigtige møgsager gennem det seneste år. Blandt andet overforbruget af stærk medicin med døden til følge og en skrækpsykiater, som gennem årtier har udskrevet eksorbitante mængder medicin, mens fagfæller og Sundhedsstyrelsen har vendt det blinde øje til. Manglen på selvkritik er særlig bemærkelsesværdig, fordi psykiatrien historisk set har haft flere troværdighedskriser.

Blandt de mest spektakulære fejl står det såkaldte hvide snit – en meget voldsom form for hjernekirurgi, der ofte efterlod patienten i en mere eller mindre vegetativ tilstand. De første indgreb blev udført i 1935, men ’behandlingen’ toppede først i USA omkring 1950. Opfinderen af det hvide snit blev endda belønnet med Nobelprisen i medicin i 1949, til trods for at der var en jævnt stigende kritik af den voldsomme lemlæstelse, som indgrebet medførte. I Danmark blev der udført omkring 4.500 hvide snit, hvilket er væsentligt flere pr. indbygger end i f.eks. USA. De blev udført systematisk og med offentlig støtte, og der var ingen åben kritik eller diskussion i faglige kredse. Debatten kom først i 1970’erne, og først i 1982 blev en reel evaluering af følgerne af de mange overgreb sat i gang af Folketingets Ombudsmand.

Gemte bivirkninger

Heldigvis kom der alternativer til det hvide snit. I 1950’erne dukkede de første typer af antipsykotisk medicin op. Men også her var der en tendens til at glorificere løsningen og ignorere problemerne.

Med introduktionen af den første generation af antipsykotisk medicin fulgte nemlig også en ny række bivirkninger. Et eksempel er såkaldt tardiv dyskinesi (TD), tydelige, ofte kroniske motoriske forstyrrelser, som følger med især (men ikke kun) tidlige udgaver af stærk psykofarmaka.

Selv om man kunne have håbet, at psykiatrien havde lært af fadæsen med det hvide snit, var der fortsat tale om en stærk modstand mod at erkende, at TD var en bivirkning ved antipsykotisk medicin. En artikel i Journal of Health and Social Behavior fra 1986 refererer således en analyse, der viser, at amerikanske psykiatere fortsat holdt informationer om mulige bivirkninger tilbage, og at processen med at acceptere TD som bivirkning havde været langsom og præget af modstand.

Og i 1986 var der vel at mærke gået 28 år, siden de første beviser på sammenhængen mellem TD og antipsykotisk medicin blev påvist.

Med sådanne historier i bagagen er der grund til at være ydmyg og lydhør over for kritik. Og faktisk står psykiatrien i en situation, der kalder på netop disse kvaliteter. Her tænkes ikke på den megen snak om antidepressiva, men på den langt stærkere medicintype, som kaldes antipsykotisk medicin.

Kvæler livslysten

Når en sindslidelse som skizofreni diagnosticeres, er der især to grupper af symptomer, man kigger på. Den ene gruppe er de såkaldt positive symptomer. Ikke positive i den forstand, at de er gode, men fordi de henviser til oplevelser, der ligger ud over det normale. Det kan være at høre stemmer, se syner, have oplevelser af at blive styret af andre eller af, at andre kan høre ens tanker. Det er tit meget ubehageligt – især hvis stemmerne f.eks. er kritiserende eller kommanderende. Men selv om disse såkaldt positive symptomer er de mest åbenlyse, er de faktisk ikke de mest centrale i forhold til sandsynligheden for, at patienten bliver rask.

Det er derimod de såkaldt negative symptomer. Negative symptomer henviser til det, som patienter ofte oplever at have mistet. Det beskrives som tilstande af følelsesmæssig tomhed, mangel på initiativ og forventningsglæde, tab af interesser og social tilbagetrækning.

De negative symptomer er mindre iøjnefaldende end de positive symptomer, men betyder meget for prognosen. Der er en vis logik i, at en fortsat nysgerrighed og lyst til at give sig i kast med omgivelserne er meget hjælpsomt, når det handler om at blive selvhjulpen, lære nye ting og forstå sig selv bedre.

Den typiske målsætning for medicinsk behandling er at mindske de positive symptomer. Desværre hjælper medicinen ikke på mangelsymptomerne. For at få et godt og aktivt liv er det simpelthen ikke nok at få styr på de positive symptomer. Det er lysten til at kaste sig ud i livet, få venner, begynde på en uddannelse, forelske sig og arbejde, der er brug for at finde frem. Og det kan antipsykotisk medicin ikke hjælpe med. I nogle tilfælde tværtimod.

Gavnlig nedtrapning

I 2013 nåede hollandske forskere frem til en opsigtsvækkende konklusion. Forskerne fulgte patienter med skizofreni igennem syv år, og det viste sig, at de patienter, som fik mulighed for enten at trappe ned til en meget lav dosis eller trappe helt ud af medicin, på sigt fik det bedst. Efter en periode på syv år, var der dobbelt så mange i nedtrapningsgruppen, som levede op til undersøgelsens krav til at være i bedring, end der var i standarddosisgruppen.

Et forskningsresultat er selvfølgelig ikke nok til, at alt skal laves om. Selv om resultaterne er udgivet i det velrenommerede tidsskrift JAMA Psychiatry skal andre gerne kunne nå frem til lignende resultater, før vi helt kan tro på det. Men det er ikke desto mindre tankevækkende læsning.

Tanker vakte det i hvert fald hos direktøren for National Institute of Mental Health (NIMH). NIMH er verdens største aktør inden for forskning i psykiske lidelser. NIMH er et af de 27 institutter under det amerikanske sundhedsvæsen og betyder nogenlunde det samme for forskningen i sindslidelser, som NASA gør for den globale rumfart.

Direktøren for NIMH, Thomas Insel, skrev i august 2013 på sin blog, at der var grund til at dvæle ved disse resultater. Han pegede på, at selv om antipsykotisk medicin kan virke gavnligt i den akutte fase, er der behov for at være varsom i forhold til det langsigtede perspektiv. For nogle patienter kan medicin være en hindring på vejen til at komme sig på lang sigt, mener han.

Psykoterapeutisk alternativ

Men er medicin ikke hjørnestenen i behandlingen af skizofreni? Det er det i hvert fald i den nuværende praksis, men der begynder at tegne sig et alternativ. En spritny artikel i det meget velansete medicinske tidsskrift The Lancet ser på en gruppe patienter, som af egen drift har valgt ikke at tage antipsykotisk medicin, og som i stedet er blevet tilbudt psykoterapi.

Artiklens konklusion er, at det er forsvarligt at tilbyde psykoterapi til patienter, der ikke ønsker medicinsk behandling, og at effekten nogenlunde svarer til den, medicin har. I indledningen til artiklen forklarer de således, at deres udgangspunkt er en gryende erkendelse af, at fordelene ved antipsykotisk medicinering er blevet overdrevet, mens bivirkningerne er blevet underdrevet.

For psykiatrien er det en stor faglig udfordring. For hvem har bedst hjælp af lav dosis eller udtrapning, hvem har behov for fast medicin, og hvordan finder vi ressourcerne til at følge folk tæt nok til, at balancen kan findes?

Og hvordan etablerer vi den rette vifte af tilbud, så langt flere har mulighed for at få social og psykologisk funderet behandling?

Men den største udfordring handler måske om psykiatriens evne til selvindsigt og villighed til selvransagelse. Det er ikke en skam at blive klogere. Faktisk er det en skam ikke at blive det.

Jonathan Led Larsen er psykolog og journalist

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for olga runciman

Fremragende artikel! Tak for det! I den anledning kan jeg anbefale Robert Whitakers bog "Anatomy of an Epidemic" som er oversat til dansk af Psykovision under titlen "Den Psykiatriske Epidemi". Bogen går i dybden, ved brug af psykiatriens egne evidensbaseret forskning, vedrørende psykiatriens medicinske uhyrligheder og dens evne til at kronificere frem for at forbedre vilkårene for borgere, der lider af alvorlige psykiske problemer.
En anden psykiatrisk myte har været, at mennesker med skizofreni diagnosen ikke har glæde af terapi. Sikke noget sørgelig sludder! Jeg vil aldrig havde fået mit liv tilbage, hvis ikke jeg havde vendt psykiatrien ryggen og fundet min egen vej ud og tilbage til livet. Jeg er siden hen blevet Cand. psyk. og specialiseret i, at hjælpe mennesker med psykoser og hvorfor det? Fordi andre som får de "tunge" diagnoser ikke skal møde den samme lukket dør overfor terapi som jeg mødte, da jeg var en "opgivet skizofren patient".

Brugerbillede for Jørn Boye

Det er mærkeligt, når det drejer sig om systemets medicin, er bivirkningerne uinteressante, men når det drejer sig om medicinsk canabis (hash brugt som medicin eller canabisolie) er der ingen grænser for hvor grimme bivirkninger det MÅSKE kan medføre, også selvom lægerne ikke kan fremføre nogen eksempler.
Der er ikke så stor forskel på junglens medicinmand og nogle af vore arrogante læger.

Brugerbillede for Niels  Mosbak

Artiklen kom lige netop den dag hvor professor og overlæge Peter Gøtzsche, der leder Nordisk Cochrane Center, måtte se i øjnene at der ikke var faglig opbakning til hans udsagn, fra The Cochrane Collaboration.

http://politiken.dk/indland/ECE2244310/omstridt-professor-bliver-lagt-pa...

Politiken har i øvrigt kørt en meget rørende artikelserie om forholdene på det retspsykiatriske afsnit på Nordvang. Nye læsere kan begynde her...

http://politiken.dk/magasinet/fortaelling/ECE2232811/de-utilregnelige-ka...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen

Det er klart, mange vil føle sig truet på deres levebrød af en bog, der påpeger medicinalindustriens og nogle psykiateres/ lægers adfærd! (Peter Gøtzsche).
Det er en utaknemmelig opgave at komme brodne kar tillivs, men det er nødvendigt at følge op på disse tildenser uden at det bare opfattes som anklager.
Gennem mange år har man kunnet forny og forbedre behandlingen og det vigtigste er at man løbende reviderer hvad der sker til gavn for patienterne.

Brugerbillede for Michael Sørensen

@ Ulf Hansen: Uanset hvem der har skrevet artiklen, og dermed hvem der har hvilke interesser, så vil en psykolog der lever af samtaleterapi ikke få glæde af evt. terapi af "skizofrene" da det vil blive gjort internt i psykiatrien, hvilket lige så godt kunne foretages af en psykiater. For det andet så er fakta, fra dem der har førstehåndsviden, at der slet ikke er noget valg for patienter i psykiatrien. Valgfriheden er for mig det helt essentielle hvor i dag vil du blive presset og presset, blandt andet med at blive frataget støtte, indtil du tager medicinen.
Der er jo også mennesker som finder medicin hjælpsomt og de skal da have lov til at tage den, men som det er i dag er medicin for skizofrene noget som de bliver presset til. Henrik Day Poulsen har sågar fremsat forslag om at man burde ved lov kunne tvinge folk med en skizofren diagnose til at tage depotmedicin der sprøjtes ind med kanyle. Det vil svare til at mænd i den laveste socialgruppe præventivt bliver fængslet fordi de eventuelt engang, måske, vil lave noget kriminelt. Sjovt nok er Day Poulsen tit ude i medierne og tale om psykopater og man fornemmer en mere indlevende interesse for feltet.
Så Ulf Hansen: Hjem og læs, ikke på lektierne, men virkeligheden!
Sidst men ikke mindst så har psykiatrien en langt værre historik og menneskelige mareridt på samvittigheden end artiklen egentlig gennemgår bla. andre typer af grovmotoriske psykokirurgiske enkletante fejltrin, den tidlige elektrochok hvor folk bogstavelig fik ristet hjernen pga. udstyr der var fuldstændig upålidelig, forsøg med kemiske stoffer som LSD og så videre og så videre. Og så er de tortur lignende metoder med gummiceller, fastspænding osv. ikke nævnt.

Brugerbillede for Lars Olsen

@ Jørn Boye :
Det virker nu mest som om det er politikerne der ævler løs om medicinsk pots påståede
'alvorlige bivirkninger' - Og 'journalister' på fex Politiken .
Det er ved at være temmelig svært at finde rigtige læger der ikke har et betydeligt mere nuanceret syn på sagen .

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Jensen

Der er aldrig institutionel opbakning til radikal kritik af den integrerede medicinske mafia, jeg ved ikke om Gøtzsches udtalelser skulle have givet grund til at tro noget andet.

Det imponerende opbud af rektionære kræfter, der med det samme blev linet op imod Gøtzsche for at isolere og diskreditere ham, er helt normalt i den verden. De er totalt skånselsløse, og de vinder altid. Det eneste man kan håbe på i Gøtzsches position er, at tænkende mennesker ser dette totale overkill og forstår, hvor ekstrem lægemiddelindustrien er, og hvor meget der åbenbart står på spil for den.

Brevet fra de danske psykiatere er i øvrigt forbløffende dårligt skrevet

Brugerbillede for Olav Storm Jensen

Tak til Jonathan Led Larsen for en superklar og supersaglig kronik, der præcist slår hovedet på sømmet:

"Men den største udfordring handler måske om psykiatriens evne til selvindsigt og villighed til selvransagelse."

Den tilsyneladende manglende ’selvindsigts-evne’ har dog nok mest med den manglende ’selvransagelses-villighed’ at gøre. Pointen illustreres ironisk nok med fuld tydelighed af de to sidestående ’duel’-kommentarer. http://www.information.dk/492249 og http://www.information.dk/492252 hvor toneangivende psykiatere fremstiller fagets udøvere som ofre for emotionelt funderet usaglig kritik, udhængning i skingert toneleje, mediemæssigt misbrug via sensationelle enkeltsager, skræmmekampagner mod medicin etc. etc. mens de i virkeligheden bare længes efter mere og bedre forskning at lytte til.
For et perspektiv for en radikalt dybere selvransagelse for psykiatrien, nemlig til selve sygdomsparadigmets værdi i forståelsen og håndteringen af de menneskelige lidelser og adfærdsbesynderligheder, som faget traditionelt forholder sig til, se mit foredrag om ’Den globale psykiatrikatastrofe’ http://www.sensetik.dk/psykiatri-katastrofe

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helene Nørgaard Knudsen

Motion og kost er mindst lige så vigtige som medicinen. Der er ikke noget af det medicin der sælges i dag der er "sundt" at tage i længere perioder. Jeg har selv fået beroligende medicin hvor lægemiddelstyrelsens anbefalinger om max. 3 uger og så en tilsvarende pause ikke blev overholdt. Men sandheden er at der mangler alternativer. Når jeg dropper hashen stiger mit forbrug fra 25 mg leponex til mellem 300 og 400 mg om dagen. Antidepressiv er uændret. Mit behov for ritalin fordobles. Skal man op i medicin klares dette ofte med en telefonsamtale og når man ønsker at komme ind så viser systemet sin ubehagelige side.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helene Nørgaard Knudsen

Da jeg fik mest medicin gjorde kombinationen af en høj dosis anti-psykotisk og stor dosis beroligende at jeg besvimede dagligt og regelmæssigt kastede op i dage. Når jeg tog på hospitalet eller i DPC målte de mit blodtryk og sendte mig hjem igen. Kald det civil ulydighed, kald det overlevelses-instinkt, jeg holder mig til en lille mængde anti-psykotisk og den mængde anti-depressivt jeg får og så suplerer jeg op med hash. Jeg er ikke den eneste der har døjet eller døjer med bivirkninger der ikke burde accepteres som andet end meget kortvarige. Har man det skidt er det helt sikkert bedst at få en kemisk cocktail så man falder til ro. At vores politikere har mistet jordforbindelsen er vel bare et udtryk for at de har hovedet fyldt med luft, eller en anden form for røg ;-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Marianne Bjerg

Psykologi eller psykiatri ...????

Efterhånden virker det som en skyttegravskrig der foregår i medierne, kæmpet af de aktører der kun burde have ét for øje .... mennesker og hvordan man bedst mulig hjælper disse.
Tanken om personligt og fagligt forfængelighed samt økonomisk angstpræget "fnidder-fnadder" ligger lige for....

Besind jer i skabhalse og begynd at arbejde- og tale sammen i stedet for at devaluere hinanden konstant ...

En ting er sikkert - ingen af faggrupperne kan undværes og det virker ubegribeligt, at man ikke kan finde ud af at arbejde sammen og trække på hinandens viden, faglighed samt ressourcer til patienternes bedste, i stedet for konstant at føre noget der minder om en bi-polar mediekrig ..

De eneste tabere i jeres krig bliver i sidste ende patienterne ...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens H. C. Andersen

BJERG: Problemet er at de ikke snakker samme sprog. Men der jo psykologer i psykiatrien.
Lægerne og sygepljersker er opdraget i en helt anden institution, der ikke egner sig til human terapeutisk adfærd, og nej de kan ikke bare tage et kursus, da de ikke forstå sproget og den veden, det vil kræve en hjernevask. Det samme gælder omvendt for psykologerne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Claus Jensen

Helene Nørgaard Knudsen:

Siger du, at hash for dig har en antipsykotisk effekt, men ikke en anti-depressive effekt? Eller har det en beroligende effekt, som gør, at du behøver mindre af det andet?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Ogilvie

Typisk hvor en debat kan løbe løbsk og miste fokus. Artiklen handler jo netop om selvransagelse i psykiatrien og den er journalistisk bygget fint op. Nok er forfatteren også psykolog men han citerer jo undersøgelser foretaget af reelt sagkyndige, på den måde har han ryggen fri. Psykiatrien mangler selvransagelse fordi den er konservativ i sin natur og fordi fokus sættes udfra konservative synsvinkler. Der ligger jo en fantastisk pointe i hans definitioner af positive og negative symptomer. Man fokuserer på de positive og behandler udfra dem. Men på sigt er det jo de negative symptomer der har betydning for det enkelte menneske og for samfundet. Det er jo et stort problem hvis man ser på psykiatrien som en losseplads hvor man fokuserer på positive symptomer og producerer et hav af patienter med TD og modløshed på livet. Tilsyneladende læser mange artiklen ligesom behandlerne - de sætter fokus de forkerte steder. Ordet doktor er afledt af det franske ord doctere som betyder at behandle, lindre ikke at administrere en menneskelig losseplads!!!!!

Brugerbillede for Marianne Bjerg

@ Andersen

Hvis man som minimum ikke engang kan se ud over sit eget paradigmatiske sprog, og anerkende hinandens faglighed, forskelligheder samt styrker i et samarbejde om det fælles bedste for patienten ... hvordan skulle man så kunne formå at behandle endsige tale med patienterne?

@ Ogilvie

Spørgsmålet er hvem der ser psykiatrien som en lodseplads - næppe de personalegrupper der knokler rundt hver dag og yder deres bedste under de minimalistiske arbejdsmæssige forudsætninger de har?

Men - hvad hjælper en artikel som denne?
Hjælper til andet end puste til den voldsomme ild der i øjeblikket ruller ind over landet og efterlader et essentielt mantra om psykologisering af alle livets dimensioner og forhold.

Fakta er, at mennesket er en kompliceret størrelse og ikke kun kan forståes ud fra ét perspektiv - derfor .... "get a grib" og start med, at se fremad i et fælles samarbejde - forskellighederne er ofte det der fører til det bedste resultat i sidste ende.

Ingen har endnu fundet den ultimative sandhed .... heller ikke psykologerne ...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Svært ! Selvfølgeligt er det svært, når faget i mange årtier har defineret og udvidet sit område, at indrømme fejltagelser. Brug energien og faget til at fortælle politikerne om årsagerne til at mennesker får det skidt, i stedet for at lappe på symptomerne.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lars Jensen

Marianne Bjerg: Ingen har fundet den ultimative sandhed - - - -. Næh, - Sandheden er for den enkelte idet han (hun) viser den gennem handling (S. Kierkegaard), men selv demonstreret sandhed "overrules" af psykiaternes løgn og fantasi, og retsvæsen, embedsværk, politikere ja alle borgere tillader dette. Psykiatri er jo også et bekvemt middel til eliminering af uønskede eksistenser under iagtagelse af tavshedspligten - - - - (se www.existential-institute.dk)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helene Nørgaard Knudsen

@Claus Jensen 26. marts, 2014 - 20:06: hashen har en mere "tilbagelænet" beroligende effekt der først opstår efter en 30 - 45 minutter. Hash har en mild anti-psykotisk effekt men det hash der er tilgængeligt i Danmark er fremstillet til at man skal blive påvirket af det. Hvis medicinsk hash var legalt i Danmark ville jeg have adgang til hash-typer der har et højere indhold af de stoffer der er gavnlige for mig. Og så har man også muligheden for at vælge en lidt kraftigere type til at falde i søvn på (den mulighed har vi da endnu). Men man behøver ikke ryge det. Kager og kakao er rigtig gode måde at indtage det på. Rusen er dog kraftigere. Jeg ved ikke rigtig med de anti-depressive. Er ikke engang sikker på at jeg har behov for dem men jeg har det generelt rigtig godt som jeg har det nu så ikke nogen grund til at ændre noget der.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Sven Felsby

Det er ikke overraskende, at patienter, der kunne trappes ned i lave doser af antipsykotisk medicin, klarede sig bedre på langt sigt - deres sygdom var jo netop af en karakter, der tillod nedtrapning. Det er ikke nogen epokegørende oplevelse, men en simpel cirkelslutning.

anbefalede denne kommentar