International kommentar

Skotland raser mod urban arrogance

Skotland afstemning om løsrivelse fra Storbritannien giver hovedbrud i Westminster. For skotterne deler deres utilfredshed med mange udkantsbritter, der er trætte af den arrogante byelite, der opfører sig, som havde den hele befolknings opbakning
13. marts 2014

Konsekvenserne er uoverskuelige, når Skotland til september skal stemme om løsrivelse fra Storbritannien. Stemmer skotterne ja, bryder helvede løs – stemmer de nej, bryder helvede også løs. For alene det, at der skal være en afstemning, har understreget de enorme forskelle mellem, hvordan politik praktiseres i Edinburgh og i London. Og selv hvis ja-siden taber, vil deres kampagne for at undergrave de britiske konservatives legitimitet have haft stor effekt. Samtidig har Westminster-politikernes larmende trusler mod de uafhængighedssøgende ikke gjort andet end at bestyrke skotterne i deres opfattelse af Londons politiske klasse som en fremmed, undertrykkende magt. Dertil kommer, at den skotske afstemning blot er en del af en langt større historie – en historie om uro og splittelse, som løber gennem hele kongeriget. En historie om en enorm kløft mellem den almægtige hovedstad og resten af landet.

I løbet af de næste par uger vil spørgsmålet om, hvad der sker hvis – eller snarere, ifølge de seneste meningsmålinger, når – nej-siden vinder, blive diskuteret intensivt. Det skotske Labour-parti vil komme med en udmelding om strategien for Skotland efter afstemningen, når partiet holder kongres senere på måneden.

Pessimister frygter, at Labour vil foreslå en forholdsvist uskadelig styrkelse af den skotske regerings handlekraft, men præsentere forslaget som et kæmpe fremskridt. Der er imidlertid også rygter om planer om at styrke autonomien i forhold til ikke blot skatteopkrævninger, men også store dele af det socialpolitiske område.

Ingen kan bebrejde Labour, at partiet forekommer splittet ved udsigten til øget skotsk uafhængighed.

De seneste meningsmålinger viser, at 31 procent af skotterne mener, at deres eget parlament skal træffe alle beslutninger, som påvirker Skotland, mens 32 procent støtter maksimal uafhængighed, altså at reducere Westminsters rolle til alene at handle om forsvars- og udenrigspolitik.

Med andre ord er der, uanset afstemningens udfald, ikke stemning for at vende tilbage til status quo. Især ikke, hvis Storbritannien får endnu en konservativt ledet regering, som er fast besluttet på at rive enhver rest af velfærdsstaten ned, men også hvis Labour kommer tilbage til magten og fortsætter deres linje med forlig til højre og manglede vilje til decentralisering af magten.

Kamp for sociale ydelser

De liberale har tilkendegivet, at de ønsker en ny føderal struktur, inden for hvilken Skotland ville få udvidet sin selvbestemmelse på områder som indkomstbeskatning, mens den britiske regering beholder magten over udenrigs- og forsvarspolitik, centralbeskatning og ikke mindst sociale ydelser. Spørgsmålet er, om det kompromis er spiseligt. Hvis skruen på velfærdsydelserne strammes så meget som en millimeter mere, vil det få vreden over Westminster til at eksplodere i Skotland.

Selv hvis Westminsters indflydelse bliver reduceret til alene at handle om udenrigspolitikken vil det næppe være nok til at berolige skotterne. De har ikke glemt Tony Blairs skæbnesvangre beslutning om at gå ind i Irakkrigen.

Hvis diskussionen udvikler sig bare halvt så voldsomt, som det lige nu tegner til, vil den komme til at handle lige som meget om England – og Wales og Nordirland – som om Skotland.

Det er derfor, så mange Labour-folk både i og uden for Skotland er rædselsslagne. De konservative vejrer derimod morgenluft; de har længe ønsket større adskillelse med omvendt fortegn: nemlig at reducere skotske, walisiske og nordirske parlamentsmedlemmers indflydelse på sager, som alene vedrører England.

Som om dette ikke var nok, tegner der sig et tredje scenarie: At de konservative, når der skal holdes valg otte måneder efter Skotlands afstemning, vinder flertallet af pladserne i parlamentet og/eller stemmerne i England, men at Labour danner regering med parlamentsmedlemmer fra Wales og Skotland. De konservative ville flippe helt ud. Det vil de være i deres gode ret til.

Tunghør byelite

Den skotske afstemning er den hidtil mest dramatiske manifestation af fremmedgørelse fra London i de dele af landet, som tænker anderledes.

Det britiske United Independence Partys (UKIP) fremmarch kan f.eks. i nogen grad forklares med en overset øst-vest-splittelse i England, hvor amter som Norfolk og Lincolnshire føler sig trængt ud på sidelinjen af Westminster og Storbritanniens gamle industrielle kerneområder.

Det antager forskellige former, men ingen kan være i tvivl om, hvad der har pustet til den ulmende og landsdækkende utilfredshed: Opkomsten af en homogen, urban klasse; byens dominans i Storbritannien – og mindretalsregeringer ledet af henholdsvis Labour og Konservative, som gang på gang har opført sig, som havde de den samlede befolknings opbakning.

Øget decentralisering vil forstærke disse spændinger, og hvis de konservative vinder i 2015, kan det forårsage en eksplosion. Men der er samtidig ingen grund til at vide sig sikker på, at en Labour-regering ikke også vil gøre alting værre.

Man vægrer sig ved at sige noget storladent i en situation som denne, men hvis det er sandt, at det geniale ved britisk politik består i evnen til at undgå store splittelser og til at lade vore institutioner udvikle sig stille og roligt i takt med omstændighederne, så står denne evne formentlig over for sin største prøve i århundreder.

John Harris er journalist for The Guardian og forfatter til bl.a. ‘So Now Who Do We Vote For?’.

© Guardian og Information.

Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu