Klumme

Skyld og skam har ikke fast adresse i politik

Politikere ville gavne deres egen troværdighed ved at anerkende, at ikke alle samfundsudviklinger bestemmes af, hvilket parti der har fat i rorpinden
25. marts 2014

Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter er ikke regeringens højest profilerede ministerium. For at være helt ærlig havde jeg indtil for nylig nok lidt glemt, at det eksisterede. Men sidste mandag stod ministeriet bag en virkelig spændende og læseværdig analyse af de seneste 30 års tendenser til geografisk opdeling af samfundsgrupper i de fire største danske byområder, Hovedstaden, Aarhus, Aalborg og Odense.

Analysen er behageligt nuanceret i sit sprog, men det generelle billede er klart nok: Samfundsgrupperne i de store byområder bliver stadig mere geografisk opdelt. Tendensen er tydeligst, når det gælder indkomstgrupper. I de fleste områder på Frederiksberg ligger gennemsnitsindkomsten blandt beboerne i den øverste femtedel; i nabobydelen Nørrebro er det omvendt. I Aarhus bor de relativt velhavende i Aabyhøj, mens de fattige skal findes i Brabrand.

Minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen, brugte analysen som afsæt til at advare om, at Danmark kan ende som et mere opdelt og konfliktfyldt samfund. Med en formulering, en udenrigsminister nok ikke ville have brugt, påpegede han, at Danmark kan risikere at ende »som Sverige, hvor højreradikale og feminister stikker hinanden ned.«

De fleste deler nok ministerens umiddelbare ubehag ved tanken om et samfund, hvor sociale lag er isolerede i ghettolignende enklaver.

Men hvor beskrivelsen af kendsgerningerne var omhyggelig, var den politiske analyse påfaldende overfladisk. Carsten Hansen erklærede i forlængelse af resultaterne, at »[u]dviklingen skyldes, at VK-regeringen lod markedsmekanismerne bestemme alt for meget i de større byer i det forgangne årti.«

Den forklaring virker ikke overbevisende set i lyset af, at ministeriet selv konstaterer, at indkomstkoncentrationen er steget siden 1985. Faktisk finder analysen et svagt fald i hovedstadsområdet mellem 2001 og 2007; det betragter Carsten Hansen nok ikke som Anders Foghs fortjeneste.

På samme måde virkede de løsningsforslag, der blev fremsat, ikke rigtig overbevisende.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd foreslog at »gøre noget andet end frit skolevalg,« hvilket ikke lyder som den store politiske billetsælger. Overborgmester Frank Jensen (S) foreslog at give kommuner lov til at regulere sammensætningen af ejerformer i nybyggeri. Men det er svært at tro på en markant effekt af det, når nybyggeri kun udgør omkring 1 procent af den samlede boligmasse.

Det er forståeligt nok, at forslagene virker lidt tandløse, for årsagerne til økonomisk opdeling ligger nok reelt uden for politikernes rækkevidde. For eksempel er en vigtig årsag til, at højindkomstgrupperne har samlet sig inde i byerne, at de fleste danskere i dag arbejder i servicejob frem for i industrien. Serviceerhverv er mere afhængige af geografisk nærhed, og det koncentrerer den økonomiske aktivitet. Resultatet er et mere økonomisk opdelt Danmark, hvor især Aarhus og København tiltrækker aktivitet på bekostning af resten af landet. Men den koncentration er vel at mærke en bivirkning af en mangeårig tendens, ingen kan vende – og som de færreste nok ville ønske at omgøre.

Sammenhængen mellem ægteskab og uddannelse fortæller en lignende historie. Den økonomiske ulighed i Danmark har været stigende siden omkring 1980, og forskning peger på, at en del af stigningen skyldes, at flere ægteskaber finder sted mellem mænd og kvinder med samme uddannelseslængde. Det er især muliggjort af, at andelen af højtuddannede kvinder er steget markant. En af bivirkningerne er altså isoleret set mere økonomisk ulighed, som de færreste synes er rar. Men de fleste er nok enige i, at den oprindelige kilde til problemet er et gode.

Tendenser til social opsplitning er efter alt at dømme mangeårige og drevet af faktorer, vi hverken kan eller vil omgøre. Det er, for folk, der bekymrer sig om de tendenser, ikke specielt opløftende. Og det er sympatisk nok at bekymre sig om negative, afledte virkninger af ellers godartede udviklinger. Til gengæld er det svært at se det konstruktive i at forsøge at ignorere de strukturelle årsager og i stedet placere ansvaret hos den ene eller den anden regering. Politikere ville gavne deres egen troværdighed ved at anerkende, at ikke alle samfundsudviklinger bestemmes af, hvilket parti der har fat i rorpinden.

Frederik Hjorth ph.d.-studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu