Læsetid 5 min.

Social dumping skal også bekæmpes fra EU-Parlamentet

Det er urimeligt, at virksomheders ret til at sælge en æske tændstikker på tværs af grænser er traktatsikret, når lønmodtageres ret til ligebehandling ikke er det. Europa-Parlamentet spiller en vigtig rolle i kampen for at rette op på skævhederne
I det Håndhævelsesdirektiv, der er på vej, fastslås det, at der skal indføres kædeansvar inden for bygge- og anlægsbranchen, men det ville være hensigtsmæssigt, hvis det også skete i andre brancher, hvor underentrepriser er hyppige, herunder rengøring og transport

I det Håndhævelsesdirektiv, der er på vej, fastslås det, at der skal indføres kædeansvar inden for bygge- og anlægsbranchen, men det ville være hensigtsmæssigt, hvis det også skete i andre brancher, hvor underentrepriser er hyppige, herunder rengøring og transport

Jonas Skovbjerg Fogh

31. marts 2014

Der går en lige linje i bekæmpelsen af social dumping fra fagforeningers opsøgende arbejde på landets arbejdspladser til kommunernes, regionernes og statens krav om arbejds- og lærlingeklausuler, herunder kædeansvar, over myndighedernes kontrol af udenlandske virksomheder, love og regler fra Folketinget til de rammer, som EU’s beslutningssystem sætter. Det er altså en lang kæde af faglige aktiviteter og politiske beslutninger, som til syvende og sidst er med til at fastlægge, om kampen mod social dumping er succesfuld eller ej. Og her spiller Europa-Parlamentet en helt central rolle.

Europa-Parlamentet er medbeslutningstager i forhold til de regler, som skaber det indre marked, og som definerer rammerne for varernes, kapitalens, serviceydelsernes og arbejdskraftens frie bevægelighed. Europa-Parlamentet er således en vigtig medspiller for den danske fagbevægelse i bestræbelserne på at komme social dumping til livs og skabe lige vilkår for udenlandske og danske arbejdstagere på det danske arbejdsmarked. Vi er ikke i tvivl om, hvilke europæiske løsninger, der skal til, og vil gerne fremlægge fire konkrete bud.

EU skal have en social protokol, der slår det fuldstændigt fast, at arbejdstagerrettighederne og andre grundlæggende rettigheder er ligestillede med den fri bevægelighed, det indre marked og de økonomiske friheder. Ligebehandlingsprincippet for europæiske arbejdstagere skal gælde ved alle arbejdskraftsbevægelser henover grænserne.

I dag gælder konkurrenceforvridende minimumstandarder i mange sammenhænge, men igennem Europa-Parlamentet kan man rejse debatten og udstille de urimeligheder, der i dag forekommer på de europæiske arbejdsmarkeder, og som er skabt af EU-reguleringen, og dens manglende hensyntagen til arbejdernes rettigheder.

Det er urimeligt, at virksomhedernes ret til at sælge en æske tændstikker på tværs af grænser er sikret i traktaten, når europæiske lønmodtageres ret til at blive behandlet lige i forhold til løn, arbejdsvilkår og ligebehandling ikke er det. ILO-konventionerne om arbejdstagerrettigheder skal være en del af EU’s grundlag. Alle lande skal ratificere og gennemføre ILO-konventionerne. Retten til at organisere sig og til at forhandle kollektive overenskomster skal ikke til diskussion noget steds i EU.

Kædeansvar

Når der i Danmark indføres arbejds- og lærlingeklausuler i stort set alle offentlige kontrakter inden for bygge og anlæg, busdrift, rengøring m.m., vil det også kun være ret og rimeligt, at EU opstiller arbejds- og lærlingeklausuler, når man giver projektstøtte igennem eksempelvis regional- og strukturfonde. Det vil gøre EU til en vigtig medspiller i forhold til at modvirke social dumping og sætte en positiv standard, når det gælder egne bevillinger.

I det Håndhævelsesdirektiv, der er på vej, fastslås det, at der skal indføres kædeansvar inden for bygge- og anlægsbranchen, men det ville være hensigtsmæssigt, hvis det også skete i andre brancher, hvor underentrepriser er hyppige, herunder rengøring og transport.

Der skal være tale om et reelt økonomisk kædeansvar, som gør hovedentreprenøren ansvarlig for alle led i kæden og for alle leds svigt i forhold til manglende løn, indbetalinger af sociale bidrag, moms, skat m.v. Sådan er det i det tyske kædeansvar, som er blevet kendt EU-gyldigt af EU-Domstolen i ’Wolff og Müller’-dommen.

I en helt ny sag på dansk jord imod en udenlandsk underentreprenør, der systematisk snød de ansatte for løn og arbejdede sort, blev udfaldet krav om en efterbetaling og bod på et to cifferet millionbeløb. Her ville et kædeansvar have gjort lykke, al den stund at denne underentreprenør nu er gået konkurs, og ingen dermed får en krone. Det manglende kædeansvar betyder, at rækken af danske entreprenørvirksomheder, der benyttede denne underentreprenør, lever videre i bedste velgående. Det er dybt krænkende for alle arbejderes retsbevidsthed.

Bedre kontrol

Meget af den svindel, vi ser i dag, skyldes, at de virksomheder, som udstationerer deres arbejdskraft til andre lande, dybest set ikke eksisterer i deres hjemland. De har i hvert fald ikke nogen aktivitet i hjemlandet, hvilket de ellers skal have ifølge Udstationeringsdirektivet.

Under et besøg hos den polske myndighed ZUS, der blandt andet er ansvarlig for at forvalte udstationeringsreglerne i Polen, havde vi, fra de danske bygningsarbejderforbund i BAT, medbragt et USB-stik med 634 virksomheder, som to dage inden vort besøg stod opført i det danske Registeret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT). Vi mente nok, at det kunne have interesse for ZUS at kigge på, om man kunne genkende disse virksomheder med de oplysninger, som de selv havde givet til et lovpligtigt dansk register. Det fik vi imidlertid aldrig mulighed for at drøfte, for ZUS nægtede at modtage listen over polske virksomheder.

Skat har på baggrund af lignende oplevelser med udenlandske myndigheder igangsat et samarbejde med kollegerne i Norge, Sverige og Finland om en fælles indsats for at slå hul igennem den mur af tavshed, de møder, når myndigheder i andre lande kontaktes i kontroløjemed.

Det er uacceptabelt, at nogle EU-lande ikke har styr på egne virksomheder og heller ikke ønsker at få det. Det burde være sådan, at en virksomhed, der ønsker at løse en opgave i et andet land med egen medbragt arbejdskraft, inden opgaven påbegyndes, meddeler sig til en central myndighed i det land, hvor opgaven skal udføres. Her skal den dokumentere, at den rent faktisk har lov til at udstationere i forhold til udstationeringsreglerne, at der indbetales sociale bidrag i hjemlandet, at medarbejderne ikke er ansat til lejligheden, og at de har de nødvendige forsikringer.

Den danske myndighed skal så kontrollere oplysningerne sammen med myndighederne i det land, hvor virksomheden kommer fra. Hvis ikke myndighederne i virksomhedens hjemland formår at verificere oplysningerne, kan arbejdet ikke igangsættes. Det ville stoppe enormt meget snyd og svindel, bøvl og besvær hos myndighederne i de lande, der importerer udstationerende virksomheder og udenlandsk arbejdskraft.

I dag er det praktisk taget umuligt at få nogen oplysninger af nogen som helst værdi fra en udstationerende virksomheds nationale myndigheder. Sådan er det for os i fagbevægelsen, og sådan er det så sandelig også for de danske myndigheder.

Håndhævelsesdirektivet gør lidt ved denne praksis, men for alle parter ville det være lettest, hvis en virksomhed dokumenterer, hvem den er, inden en opgave påbegyndes. Det er jo ikke særlig svært at dokumentere, hvem man er, hvis man er nogen. Men hvis man ikke eksisterer i virkeligheden, er det naturligvis umuligt.

Europæisk id-kort

Endelig foreslår vi, at alle vandrende arbejdstagere skal have et id-kort. Man skal kunne dokumentere, hvem man er, hvem ens arbejdsgiver er, vise ens ansættelseskontrakt, hvor man er forsikret, og hvor man er skattepligtig, når man arbejder i et andet land. Alle oplysninger skal samles i et kort. Det vil skabe en større tryghed hos de vandrende arbejdstagere, skabe bedre og mere klare rammer for deres ansættelsesforhold og lette de administrative byrder, som EU-landenes myndigheder har i forhold til kontrol. Dybest set har man blandt EU’s medlemslande givet virksomheder og arbejdstagere nogle rettigheder, men man har glemt at lave et effektivt grænseoverskridende kontrolsystem, der kan fange dem, der snyder. Også her er det oplagt, at Europa-Parlamentet tager fat.

Harald Børsting er formand for LO. Gunde Odgaard er kandidat til Europa-Parlamentet (A)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Jette M. Abildgaard
    Jette M. Abildgaard
  • Brugerbillede for Grethe Preisler
    Grethe Preisler
Jette M. Abildgaard og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Det lader til, at de praktisk anlagte tyskere godt kan finde ud af at sikre sig mod social dumpning og svindel med arbejdstilladelser mv. som følge af arbejdskraftens fri bevægelighed mellem Schengen-landene uden af den grund at komme i karambolage med EU-kommissionen og EU-domstolen.

Måske skulle Thorning/Vestager-regeringen og arbejdsmarkeds- og socialordførerne fra den borgerlige opposition i Folketinget tage en snak med deres tyske kolleger. Før de roder sig selv og hinanden ud i flere selvmodsigelser og bortforklaringer i sagens anledning (kampen om hvilke partier der skal danne regering og indgå bindende forhåndsaftaler om hvad og med hvem, indtil næste folketingsvalg ikke kan udskydes længere).

Brugerbillede for Jan Weis

Vil det sige - at Børsting nu går ind for kædeansvar - sidst skældte han da EL ud for at kræve det samme ...

lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Anne Eriksen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

Man har et standpunkt, til man tager et nyt (på et mere oplyst grundlag) ;-)

Jørn Hansen, Anne Eriksen og HC Grau Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gert Romme

jeg ved ikkke, om jeg nogensinde har været enig med Harald Børsting om noget, men jeg tvivler da også på, at dette er Børsting´s ord. I hvert fald har skrivbenten fat i noget, som man bør forholde sig til.

Hvordan der kan findes løsninger for dette, ved jeg ikke. Men skal det være absolutte løsninger, kræver det nok endnu tættere integration i EU - altså en fælles arbejds- og lønpolitik. Og det tror jeg heller ikke Harald Børsting vil være interesseret i.

Til gengæld kan man spørge sig - også i henhold til artiklens eksempler, om den danske regering egentlig varetager disse opgaver tilfredsstillende. Og her tyder det i hvert fald på en slap holdning overfor problemerne.

Brugerbillede for Per Nielsen

Gert Romme
Regeringen har umiddelbart fokus på de ting, som betyder noget økonomisk.
Det gør håndøre til udlændinge ikke.