Suppe i håret

Politikerne må tage kritikken af forhandlingerne om en frihandelsaftale med USA mere alvorligt. At beskylde aftalens kritikerne for at finde hår i suppen, er ikke seriøst
5. marts 2014

Debatten om en frihandelsaftale mellem EU og USA er nu for alvor ved at komme i gang, ikke mindst på dagbladets Informations initiativ. Og de meget forskellige positioner i debatten afspejles i artikler såvel som i debatspalterne. Særligt et indlæg af Morten Løkkegaard (V) og Ellen Trane Nørby (V) (den 29. januar) udtrykker kort og præcist en meget gængs tilgang blandt politikere og i erhvervslivet: En aftale vil give stor vækst og mange arbejdspladser, og de bekymringer, der er givet udtryk for, stammer fra en trist trang til at finde »hår i suppen«.

Den tone må være inspireret af EU-Kommissionens anbefaling til medlemslandene i et dokument fra november: Ignorér kritikken og slå på fordelene, lyder det heri. Det lover ikke godt. For de tre hovedkritikpunkter, der lyder fra mange sider, er ikke i småtingsafdelingen.

Alvorlige trusler

For det første vil både EU og USA have vidtgående regler om ’investeringsbeskyttelse’. De vil gøre det muligt for private virksomheder at sagsøge nationalstater, hvis en politisk beslutning har negativ indvirkning på deres indtjeningsmuligheder (kaldet ISDS). Det kan få omfattende konsekvenser. Eksemplerne fra lignende aftaler andre steder i verden er mange. Som da Philip Morris’ sagsøgte Australien for regler, der pålægger tobaksproducenter at holde cigaretpakker i et enkelt design uden kameler eller cowboys (plain packaging, red.), eller Vattenfalls sag mod Tysklands planer om udfasning af atomkraft.

Eller de mange sager ført af amerikanske virksomheder mod Canada på grund af dets miljøpolitik. Erstatningssager giver især store private virksomheder et politisk våben. ISDS er en trussel mod bl.a. miljø, sundhed, sociale rettigheder og forbrugerbeskyttelse.

For det andet kan aftalen true vores mulighed for at opretholde vores standarder på områder som miljø, fødevarer og kemikalier, hvis beskyttelsesniveauet er højere i EU-standarderne end i de amerikanske.

Det er et erklæret mål for USA at åbne det europæiske marked yderligere for import af amerikanske produkter inden for fødevarer, kemikalier og genmodificerede organismer (GMO). Det vil de gøre ved at bringe varestandarder og produktgodkendelse på denne side af Atlanten mere i overensstemmelse med de amerikanske regler. EU-Kommissionen er nu begyndt at tale om, at produkter godkendt i USA også skal have adgang til EU’s marked.

For det tredje kan erhvervslivets lobbyister få en lang række værktøjer til at præge lovgivningen og endda stoppe nye initiativer, før de fremlægges. Både EU og USA’s forhandlere ser gerne, at aftalen fører til etablering af en institutionel struktur, nemlig et reguleringsråd (Regulatory Cooperation Council), der skal sikre, at fremtidige regler ikke generer den indbyrdes handel. Det kan føre til, at regeringer, Folketinget og endda EU-institutionerne får håndjern på.

Hemmelighedskræmmeri

I øjeblikket forsøger især EU-Kommissionen at mane kritikken i jorden og hævder bl.a., at EU aldrig vil gå med til f.eks. at forringe fødevarestandarder eller til at tillade sagsanlæg, der kan indskrænke det demokratiske råderum. Måske.

Men det er ikke det, man kan læse af de dokumenter om EU’s forhandlingsposition, der sommetider bliver lækket, herunder EU-Kommissionens forhandlingsmandat.

Forhandlingerne har fra første færd været omgærdet af hemmelighedskræmmeri, og mens erhvervslivet har let adgang til såkaldt følsomme oplysninger, har den bredere offentlighed i øjeblikket kun mulighed for at få indblik i, hvad der foregår, når dokumenter lækkes.

På den baggrund er det stærk tobak at se, hvordan nogle politikere fejer kritikken til side med henvisning til en rapport fra Kommissionen, der hævder, at en aftale vil skabe vækst og arbejdspladser. Som mange andre tvivler vi stærkt på, at der er særlig meget hold i påstanden. Og under alle omstændigheder er det meget lidt, rapporten stiller i udsigt: cirka halvdelen af kirkeskatten i øget rådighedsbeløb for en husholdning på fire.

Risikoen kan ikke beskrives som »hår i suppen«. Snarere som suppe i håret eller dét, der er værre.

Vi er meget interesseret i at få en ordentlig debat med danske politikere. Men det kræver et ærligt forsøg på også at fremlægge risici ved aftalen, og ikke kun de formodede gevinster.

Mads Kjærgaard Lange er koordinator for organisationsudvikling hos NOAH

Jan Søndergaard er politisk rådgiver i Greenpeace Norden

Christian Ege Jørgensen er sekretariatsleder i Det Økologiske Råd

Ida Grubb er medlem af landsudvalget i ATTAC

Mads C. Barbesgaard er politisk formand for Afrika Kontakt

Jesper Saxgren er bestyrelsesmedlem i DIB

Kenneth Haar er researcher hos Corporate Europe Observatory

Christian Poll er miljøpolitisk medarbejder i Danmarks Naturfredningsforening

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen

Det, vi ser nu, er begyndelsen til at tillade de multinationale selskaber at regere verden. Målet for dem er at fratage de nationale regeringer magt og indflydelse over egne sager.
De nationale regeringer kan gå sammen i blokke, som vi ser, men firmaerne er for smidige og smarte til at omgå nationale love og regler.
Fagforeningerne kan slet ikke hamle op med dem. Ingen demokratiske sammenslutninger kan samle sig til fælles modstand af betydning. De multinationale firmaers hensigt er at sætte demokratiet ud af kraft og score kassen.
Det bliver konkurrencementalitetens sejr over humanismen, hvis ikke…

Brugerbillede for Ditte Jensen

Det handler om en barbarisk udplyndringsproces begået af en plutokratisk snylterklasse, der har haft held til at infiltrere EU helt ind i maskinrummet (det tager sig dårligt ud i fjernsynet).

Den slags hegemoni, er diktatur. Det er som at sætte en plasticpose ned over den undertrykte befolkning og forhindre dem i at trække vejret. Før eller siden bliver posen flået op...

Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen

Glimrende udæskning af løgnenes politikere på spørgsmålet om de igangværende forhandlinger om en transatlantisk handelsBLOK. Kun denne sætning støder mig:

'Særligt et indlæg af Morten Løkkegaard (V) og Ellen Trane Nørby (V) (den 29. januar) udtrykker kort og præcist en meget gængs tilgang blandt politikere og i erhvervslivet: En aftale vil give stor vækst og mange arbejdspladser, og de bekymringer, der er givet udtryk for, stammer fra en trist trang til at finde »hår i suppen«.'

Ikke at det på nogen måde er forkert hvad der står i sætningen. Det, der slår mig, er derimod det, som sætningen ikke fortæller. På hvilke punkter står Socialdemokraternes spidskandidats, Jeppe Kofods, to indlæg om de igangværende monopoliseringsforhandlinger (godt ord!) i nærværende dagblad tilbage for Morten Løkkegaard og Ellen Trane Nørbys indfølte servilitet over for monopolisternes strategiske interesser? På ingen måder!

Det er jo sørgeligt. Politikere, som beder om vores stemme til det tilstundende EU-valg, angiveligt for at føre VORE europæiske interesser igennem i Bruxelles, men som ikke rører en finger for at ændre på hemmeligheden af kommissionens politik, bringe den frem i lyset, men tværtimod hylder den i formodet mammon og og arbejdspladser på taget, er skamløse. Tilsammen har de tre latterlige politikere skrevet tre korte PROgramerklæringer på tro og love. Det er hvad politikerne har leveret. EU-politikken har ikke den største folkelige bevågenhed, og sådan skulle det gerne blive ved med at være, hvis det står til nikkedukkerne. Men det gør det ikke. Stem på Folkebevægelsen mod EU!

anbefalede denne kommentar