Svingdørens magt

Toppolitikere, topembedsmænd og erhvervsledere bytter i stigende grad job. Og jo mere indspist eliten er, desto lavere grad af omfordeling og demokratisk deltagelse
14. marts 2014

I februar solgte Regeringen 19 procent af DONG til Goldman Sachs på særdeles favorable vilkår. Det har bl.a. ført til udpegelsen af en ny bestyrelsesformand i denne uge.

Når magtfulde virksomheder gang på gang er i stand til at overbevise politikerne om at gennemføre privatiseringer, reformer og regulering, som er i deres interesse, hænger det bl.a. sammen med, at svingdøren mellem erhvervslivet og det politiske system er ved at løbe løbsk.

Man kan ikke forstå den indflydelse, som Goldmans Sachs udøver, uden at forstå den magt, der ligger i forbindelsen mellem staten og erhvervslivet. Når Goldman Sachs i dag er en af de mest succesfulde banker i verden, handler det ikke kun om investeringer og centrale placeringer på verdensmarkedet. Det handler i høj grad også om deres tætte forbindelser til offentlige myndigheder. Disse forbindelser er opstået, fordi banken har tidligere ansatte siddende på en lang række magtfulde poster verden over – f.eks. USA’s tidligere finansminister Robert Rubin eller Sveriges Eric Åsbrink.

Enkeltpersoner skifter ofte frem og tilbage mellem politik og erhvervsliv, og denne svingdør betyder, at verdensforståelse og interesser i høj grad smelter sammen. Det kan være svært at se, hvor økonomiske interesser slutter, og politikken begynder.

Loppetjanser og lobbyister

I lande som USA, er denne udvikling meget stærkt fremskreden, men vi begynder også at se den i Danmark.

Svingdøren kan antage flere former. Én form er loppetjansen, bedst eksemplificeret ved Bendt Bendtsens bestyrelseskarriere. Den tidligere økonomi- og erhvervsminister har fået en lang række gode ben og sidder f.eks. i bestyrelsen for Mærsk-ejede ES-vagt, der sejler redningsskibe. Her får Bendt Bendtsen en del af de 3,1 millioner kroner, som bestyrelse og direktion aflønnes med. Vi ser altså udnævnelse af tidligere politikere til vellønnede poster i erhvervslivet, som deres kompetenceprofil ellers ikke umiddelbart kvalificerer dem til.

Tidligere ministre som Søren Gade, Jacob Axel Nielsen og Gitte Lillelund Bech har i stedet taget tjansen som lobbyister. Den tidligere forsvarsminister (Lillelund Bech, red.) skal som Public Affairs Manager hos kommumikationsvirksomheden Advice bl.a. sælge kampfly til den danske stat, mens Søren Gade i dag repræsenterer landbrugets interesser som direktør for Landbrug og Fødevarer. Jacob Axel Nielsen brugte mindre end et år på at gå fra Sundhedsministeriet til en direktionspost i Aleris Privathospitaler. Et andet eksempel er Karsten Dybvad, der skiftede posten som departementschef i Statsministeriet ud med direktørstolen i Dansk Industri. Alle fire har fået relativt vellønnede job, hvor en central kvalifikation lader til at være det netværk, de har opbygget til politikere og embedsmænd.

Man kan også være blandt de såkaldt udstationerede, dvs. topchefer i erhvervslivet, som går direkte ind i politik. Her ser vi f.eks. den tidligere Goldman Sachs-direktør Mario Draghi, der som præsident for Den Europæiske Centralbank (ECB) sidder på en af de tungeste økonomiske poster i Europa og også har stor indflydelse på reguleringen af sine tidligere arbejdsgivere i finanssektoren. Goldmans Sachs havde også stor gavn af at have sin forhenværende adm. direktør Henry Paulson siddende som finansminister i USA, da der blev delt milliarder ud til banksektoren efter krisen i 2008.

Eliter smelter sammen

Det er klart, at der ikke er nødvendigvis er tale om korruption eller køb af indflydelse, når politikere går til vellønnede stillinger som lobbyister eller erhvervsledere. Men risikoen for at ødelægge en god karrieremulighed kan sikkert afholde mange politikere fra at gøre sig alt for upopulære på direktørgangene.

Vi er vant til at se erhvervsliv, bureaukrati og politikere som adskilte grupper med forskellige interesser, der kan holde hinanden i skak. Men de mange eksempler på brug af svingdøren bør mane til eftertanke. Vi må gøre op med ideen om, at der er vandtætte skotter mellem de forskellige magtsfærer. I stedet bør vi forholde os til en samlet magtelite. Og som den tyske eliteforsker Michael Hartmann har påvist: Jo mere indspist eliten er, desto lavere grad af omfordeling til og demokratisk deltagelse fra resten af befolkningen. Sammenvævede eliter meler egne kager.

Danmark er endnu ikke kommet langt i sammensmeltningen mellem det politiske system og erhvervslivet, som andre steder i Europa, og især i USA, hvor massiv støtte fra erhvervslivet eller superrige er et krav for overhovedet at gøre politisk karriere. Kombinationen af lukrative poster og direkte politisk støtte betyder, at erhvervslivet og de mest velhavende udøver enorm indflydelse på det politiske system. Ifølge førende økonomer kommer 40 procent af donationerne hertil fra 0,01 procent af befolkningen.

For at forhindre den danske svingdør i at løbe løbsk må vi turde diskutere rammerne for at skifte mellem samfundets magtfulde poster. En række forslag ligger lige for:

Man kan indføre en karenstid, så man ikke kan gå direkte fra en magtfuld post i den politiske verden til en loppe- eller lobbyisttjans, hvor man får penge af dem, man lige har siddet og reguleret. Det er samme princip, som vi kender fra de konkurrenceklausuler, der er standard i erhvervslivets aftrædelsesordninger.

Man kan også begrænse politikeres og embedsmænd deltagelse i erhvervslivets magtfulde VL-grupper.

Og sidst, men ikke mindst kan man skabe større åbenhed om den private partistøtte. I Europarådets nylige rapport om politisk korruption, får Danmark skarp kritik for at være det eneste land, udover Albanien og Malta, som tillader hemmelig partistøtte.

 

Rune Møller Stahl og Christoph Ellersgaard er ph.d.-studerende og medlemmer af Selskabet for Kritisk Samfundsforskning, som er et netværk af unge akademikere, der ønsker at bruge samfundsforskningen til at sætte spørgsmålstegn ved det aktuelle samfund og dets udvikling

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Erik Rolfsen Nissen

Jeg kan godt anbefale denne artikel og ser med slet skjult glæde på de indlæg, som kommer fra disse to forfattere. Det har manglet, dette kritiske syn på visse fundamentale - og tilsyneladende fuldstændigt accepterede - strukturer i samfundet. Manglet helt og aldeles på trods af den åbenbare risiko for de demokratiske processer og fordelingen af rigdomme i samfundet, for der er jo næppe tvivl skabt om, hvorledes de bemeldte personer vurderer deres egen indsats og belønningen herfor i forhold til, hvordan almindelige mennesker skal belønnes for deres indsats. De siger selv, at deres indsats er vigtig og så rigeligt den voluminøse belønning værd, men set fra samfundets side og bedømt på deres indsats i forhold til almenvellet vil en kritisk belysning måske vise, at de gør større skade end gavn. Og så er der jo på den lange bane tale om spildte penge for samfundet som for det erhvervsliv, der er så gode ved dem. Jeg ved ikkerigtigt, hvad man kunne foreslå i henseende til at komme problemet lidt til livs. Nemt bliver det sikkert ikke, for d, som skulle gøre noget ved det, er selv indrulleret i elitens cirkler. Men man kan da begynde med de forslag, artiklen lægger frem, men det ligner lidt som at tisse i Atlanterhavet for at få vandet til at stige. Men fortsæt venligst den kritiske belysning af forholdet - sagligt og veldokumenteret, selvfølgelig, men også gerne noget mere aggressivt.

anbefalede denne kommentar