Jeg er sygeplejestuderende og i min første kliniske praktik på en kirurgisk afdeling. Inden da blev jeg undervist i fremtrædende sygeplejeteoretikere, sygeplejens historie, mestrings- og omsorgsteorier, relations- og interaktionsprocesser. Jeg har for alvor mærket akademiseringen af sygeplejen.
»Det her fag er mere end et håndværk! Det er en selvstændig disciplin med grobund for selvstændig forskning. Det er ikke en underkategori til det medicinske virke. Sygeplejersker er ikke blot gode piger drevet af et kald, nej, vi er veluddannede akademiske praktikere,« lyder den løftefulde parole på uddannelsesstederne.
Det giver et sæt i mig, da kirurgen kigger op over sit mundbind, får øje på mig og siger: »Tørrer du lige det dér op?« Han nikker mod noget blod, der er sprøjtet over på monitoren. Misforholdet mellem de krav, der stilles til mig i teoriundervisningen, og de forventninger jeg møder i praksis, støder jeg på gang på gang. Ved at gøre uddannelsen til en professionsbacheloruddannelse, har man åbnet for, at sygeplejen er et selvstændigt fag med en bredere vifte af muligheder for videreuddannelse og faglig udvikling. Alligevel oplever jeg uoverensstemmelse mellem akademiseringen af sygeplejen i teorien og de faktiske muligheder i praksis.
Lydige piger
De første sygeplejersker var nonner kaldet til omsorg over for deres medmennesker. Diakonissestiftelsen i København var et kvindefællesskab, hvor den religiøse dimension havde bærende betydning for nonnernes virke som plejere af de syge.
I nutidens sygepleje er der et ambivalent forhold til kaldet. Hvis man anskuer kaldet i sygeplejen, som en personlig, nødvendig forudsætning for at vælge netop denne uddannelse og udføre sygeplejegerningen, skaber man samtidig forhindringer for den akademiske udvikling af faget. For så giver det ikke længere mening at bevæge sig ud over rollen som omsorgsgiver.
Den til tider fastlåste opfattelse af, hvordan en sygeplejerske er, medvirker til at gøre sygeplejens forandring fra et simpelt praktisk fag til et forskningsstærkt område til en langsommelig affære.
For at skære det ud i pap: Hvis sygeplejersken bliver opfattet, og i øvrigt opfatter sig selv, som lægens praktiske stumtjener, hvad er så argumentationen for, at sygeplejefaget er andet end stum underkategori af lægevidenskaben?
For mange i sundhedssektoren er det dydsetiske perspektiv, der herskede, da sygeplejen slog sig fast som uddannelse, fortsat centralt. Det bygger på en opfattelse af sygeplejersker som gode, velopdragne piger. I Lærebog og Haandbog i Sygepleje, udgivet af Dansk Sygeplejeråd i 1926, kan man således i afsnittet om sygeplejerskens karakteregenskaber læse følgende: »En Sygeplejerske må være villig til en absolut, hurtig og villig Lydighed.«
Nok er det mange år siden, men forventningen om lydighed eksisterer i bedste velgående. Det kommer til udtryk, når der stilles spørgsmålstegn ved nødvendigheden af forskning i sygepleje, og kvaliteten af fagets humanistiske tilgang, sammenlignet med den traditionelle naturvidenskabelige tilgang. Det kommer til udtryk, når jeg som sygeplejestuderende oplever at blive mødt med en snæver opfattelse af, at sygepleje er et selvtilsidesættende, udelukkende praktisk og uambitiøst fag.
Det er ufatteligt provokerende at møde en mentalitet, der ikke forventer, at sygeplejersken har ambition om eller lyst til at videreuddanne sig; en forestilling, der alene bygger på en forældet opfattelse af sygeplejerskens kompetencer.
Mentalitetsændring, tak
Ønsker man en helhjertet akademisering og udvikling af forskning i sygepleje, kræver det en mentalitetsændring. Da der i 2006 var markant kritik af teoriindholdet på sygeplejeuddannelsen, gik den bl.a. på, at nyuddannede sygeplejersker ingen praktiske færdigheder havde, men i stedet var blevet undervist i unødvendige teorier, der ikke kunne anvendes i praksis.
Men problemet er ikke, at teorierne ikke kan anvendes, det er snarere, at de bare ikke bliver anvendt, selv om de kunne gøre stor gavn. Det manglende fokus på at omsætte teori til praksis betyder, at man som studerende bruger enormt meget tid på at tilegne sig bred teoretisk viden i skoleopholdet, for derefter at måtte acceptere, at den sjældent bliver inddraget i konkrete patientsituationer.
Det er et problem, fordi det bærer ved til den manglende forståelse for, hvorfor man overhovedet underviser i disse teorier. I yderste konsekvens ender det som et slagkraftigt argument for de, der vil bremse fagets akademisering.
Skal vi ud af den onde cirkel, skal der ske en mentalitetsændring både hos de kliniske vejledere og i de andre faggrupper, der møder sygeplejestuderende. De bliver nødt til at forstå den teoretiske viden og undervisning som en yderligere kompetence, der supplerer og ikke nedprioriterer de praktiske sygeplejehandlinger.
Praktiske handlinger er en del af det at være sygeplejerske, men skal de udføres korrekt, med omtanke, omsorg, perspektiv og teoretisk velfunderet viden, kan uddannelsen til sygeplejerske aldrig kun være et håndværk. Humanistiske og samfundsvidenskabelige teorier er ikke altid anvendelige i sygeplejens praktiske handlinger, men de er nødvendige for en grundlæggende forståelse af faget. Den teoretiske undervisning har gennem uddannelsen lært mig at vurdere situationer og mennesker ud fra mange forskellige parametre, og har ikke mindst klædt mig på til at tilegne mig mere viden. Sygepleje skal og bør ikke isoleres til praktiske handlinger, og netop derfor er akademiseringen af sygeplejen uhyre vigtig at bibeholde, udvikle og gøre mere tilgængelig.
Langt fra en rigtig bachelor
En vigtig del af den nødvendige mentalitetsændring er at anerkende, at sygeplejerskens kompetencer ikke er stillestående, men hele tiden skal kunne udvikles aktivt. Her er det afgørende at styrke professionsbacheloruddannelsen, så der opstår bedre sammenhæng mellem de forskellige niveauer i vores uddannelsessystem. Sygeplejerskeuddannelsen skal kunne fungere som trædesten til et videre uddannelsesforløb.
I dag bliver jeg uddannet professionsbachelor, men jeg har ikke akademiske videreuddannelsesmuligheder på lige fod med bacheloruddannede. Ønsker jeg f.eks. efterfølgende at tage en kandidat i folkesundhedsvidenskab, skal jeg bestå et brobygningsforløb for at kvalificere mig.
Naturligvis skal man have de kvalifikationer og evner, der er nødvendige for at gennemføre et studie. Derfor burde man bruge ressourcer på at styrke undervisning på sygeplejeuddannelsen, så vi er kvalificerede på lige fod med bacheloruddannede. Hvad er ellers meningen med undervisningen og de fine titler?
Hvorfor skal jeg tilegne mig ECTS-point, der lige nøjagtig ikke rækker til at blive optaget på en videregående uddannelse uden ekstrakurser? Så længe systemet er bygget op på den måde, runger politikernes paroler om et sammenhængende uddannelsessystem og livslang læring hult.
Mette Valdersdorf Jensen er sygeplejestuderende
Mette Valdersdorf Jensen.
Jeg synes, det er en rimelig forventning, at du 'tørrer det blod op'. Hvem skulle ellers gøre det?
Jeg holder dig fast på netop den bemærkning, som du selv tager afsæt i, for i din artikel savner jeg en en undersøgende holdning/en kritisk kommentar til, at sygeplejerskefaget har fået indbygget en akademisk dimension, som forfører udøvere af faget til at mene, at de - om jeg så må sige - ikke skal udføre grundfunktioner i sygeplejen, og da slet ikke, hvis der af læger - oh, ve! - stilles krav om det.
At der er indbygget så store, i virkelighedens verden urealiserbare, akademiske aspirationer i sygeplejerskeuddannelsen, kan sygeplejerskerne takke sig selv for. Ingen andre i kongeriget har haft ønske om, at det skulle udvikle sig sådan.
Kalamiteten er opstået, fordi sygeplejerskerne har fået et almindeligt kønsperspektiv blandet ind i deres uddannelsesambition. Man vil ikke være underlagt en læges disposititioner, idet der er stor risko for at lægen er - en mand!
Den anden forklaring på kalamiteten er, at det er sygeplejerskerne selv, der har konciperet deres egne uddannelser. Der har været en fatal mangel på voksenpædagogisk kompetence i indholdsbeskrivelsen af sygeplejerskeuddannelsen, en kompetence man meget nemt kunne have inddraget, hvis man havde haft ønsket om det.
Sygeplejerskerne er -sammenlignet med andre faggrupper - en ekstremt lukket faggruppe. Ingen ved siden af, ingen over.
Mette Valdorf: Hvorfor har du overhovedet ikke problematiseret hele denne udvikling?
For en ordens skyld gør jeg opmærksom på, at sygeplejersker også efter min opfattelse og i lighed med andre professionsuddannelser skal have mulighed for at udbygge deres uddannelse på akademisk niveau.
Max Suhr Olesen
Problemet ligger lidt dybere: det, der nu ønskes undervisning i - de omtale humanistiske og samfundsvidenskabelige indsigter - erhvervede man dels ved at være et almindeligt deltagende menneske i samfundet, dels ved at have taget en studentereksamen. Og så ved at være et menneske, der er mere end sine dokumenterede kompetencer.
Der er vist én, der har fået sig et kulturchok.
Hvornår er sygeplejersker blevet for 'fine' til at tørrer op?
Sygepleje handler vel primært - som betegnelsen angiver - om pleje af de syge?
Det medfører en masse praktiske,'ulækre' gøremål, der ikke nødvendigvis fører sygeplejersken til et 'højere akademisk niveau', men hjælper den der har hjælp behov.
Hvad vil hun egentlig i den branche?
'Jeg synes, det er en rimelig forventning, at du 'tørrer det blod op'.
Hvem skulle ellers gøre det?'
Det skal det rengørings-personale der er særligt trænet til rengøring af operations-stuer .
For at det skulle kræve en mellem-lang uddannelse, kendskab til anatomi, celle-lære, mikro-biologi og hvad ved jeg er der vel ingen der tror ?
Geert Larsen, man behøver ikke at bruge alle sine færdigheder hver gang. - Problemet er meget værre end kun med sygeplejerskerne, nemlig at man synes kun at tiltro akademiske færdigheder validitet. Der er ingen plads til det, der virkelig tæller - og er ophav til al akademisk færdighed, iøvrigt - nemlig almindelig omtanke og sund fornuft, praktisk sans og ingen angst for at stikke fingrene i suppen. Det gælder jo også rigtig mange akademiske fag, at man skal kaste sig ud i tingene, f.eks. i feltarbejdet.
@Geert: Det er selvfølgelig svært at bedømme da vi ikke selv var der. Men ofte må man vel bruge det personale der er for hånden i den givne situation
Geert Larsen
Nu havde sygeplejerskerne i sin tid travlt med at på skubbet sygehjælperne ud af systemet, for ligesom at sikre deres egne arbejdspladser - havde de nu ikke gjort det, havde der nok været en sygehjælper, der ikke var for overuddannet til at tørre blod af monitoren.
Nå ja Niels Mosbak, det havde jeg helt glemt ..
I Danmark er det jo tosserne der styrer tossehjemmet, specielt i Sundhedssektoren,
ikke sandt ?
@ Ole Falstoft
Kirurgen kunne jo også have ryddet op efter sit eget (må det formodes) svineri -
Eller det er han måske for fin til ??
'for ligesom at sikre deres egne arbejdspladser'
Eller netop for IKKE at blive reduceret til bækken-tømmere og rengørings-'koner' .
Groft sagt, hvis der ligger en "lort" eller blod eller hvad er nu ligger, så samler man det op uanset om man er læge, sygeplejerske eller rengøringsassistent.
Men måden en anden siger det på kan så være vigtig.
Akademiker eller ej, vi har alle godt af t få beskidte hænder.
@Geert: Jo der e sikkert mange læger der føler sig for fine.
Og mens personalet dyrker deres egne små egoer i stedet for at samarbejde lider patienterne
Jaja, det er manden med kostens skyld og har intet at gøre med politikernes årelange udsultning af sundhedsvæsenet at gøre ...
'Groft sagt, hvis der ligger en "lort" eller blod eller hvad er nu ligger, så samler man det op uanset om man er læge, sygeplejerske eller rengøringsassistent.'
Ikke hvis du har skrubbet hænder en halv time i Jod og står på en operations-stue,
så holder du hænderne over bæltehøjde ..
Hvis jeg lå patient på operationsbordet ville jeg foretrække at kirurgen, hvad enten det var en mand eller kvinde koncentrerede sig om selve operationen.
Nu er hun jo studerende. En erfaren sygeplejerske ville uden tvivl have tørret blodet af monitoren uden lægen behøvede at sige det.
Tak for de mange kommentarer. Dejligt der kommer gang i debatten!
Max: Jeg vil gerne komme med en kommentar til dit indlæg. Du skriver, at man kan blive "forført" til at tro at man er hævet over nogle specifikke praktiske handlinger. Hvis du læser min kronik igen, vil du se, at jeg netop ikke adskiller praktiske handlinger og teorien bag. Jeg har hverken fået et kulturchok, er sart eller uerfaren i at beskæftige mig med "ulækre" ting (som det benævnes), men tværtimod argumenterer jeg for at der er flere dimensioner af sygeplejen. Som sygeplejerske tørrer jeg OGSÅ blod, ekskrementer og opkast op, fordi det er en del af patientomsorgen og hygiejnen, og jeg har absolut ingen problemer med det. Men jeg ønsker at der kommer en øget forståelse og et fokus på den manglende inddragelse af teori, der i den sygepleje, der ligger udenom det at tørre ting op. Tingene er at på spidsen i min indledning, men det er netop gjort med den hensigt at man skal forstå det gab, der ligger mellem den teori jeg har i hovedet og det jeg møder.
Det, der har været min hovedhensigt med denne kronik, er ikke at diskutere hvorvidt jeg tørrede blodet op eller ej. Diskussionen er en opgradering af sygeplejerskens akademiske kompetencer. Jeg vil rigtig gerne give en bedre forståelse af de muligheder forskning i sygeplejen giver, og hvad en bedre og mere målrettet akademisering af sygeplejen kan have af betydning for den måde patienter bliver behandlet på i den danske sundhedsvæsen. Der foregår en del forskning i sygepleje i dag, men resultaterne af forskningen og anvendelsen er på et begrænset niveau, trods vigtigheden af de studier, der bliver udført. Lægen er ikke min fjende eller en jeg fagligt slås med. Lægen er min samarbejdspartner, og vi har hvert vores kompetencefelt, som supplerer hinanden. Som der supplerer hinanden praktisk, kan det ligeledes supplere hinanden forskningsmæssigt.
Tak, for dit svar, Mette Jensen.
Har du slet ingen kommentar til de to afsnit i mit indlæg, der indledes med ordene 'kalamitet'?
Vh
Max
Akademiseringen af det der i gamle dage hed mellemlange videregående uddannelser har inden for mange områder medført færre stillinger.
Mit gæt er at sygeplejerskerne ved en øget akademisering vil tage noget af lægens arbejde lige som tandplejerne har overtaget en del af det arbejde tandlægerne udførte.
Til gengæld vil arbejdsgiverne ikke betale for at egentlige plejefunktioner varetages af akademikere. Det vil sige at social og sundhedassistenter vil overtage en stor del af det der i dag varetages af sygeplejersker. Det vil sige at der bliver brug for færre læger og sygeplejersker
Set ud fra en patientvinkel er faren derfor at man ligesom ved tandlægen kommer til at møde en række mellemled og skal møde op flere gange inden man endelig kan få sat en ny plombe i. Udviklingen er allerede kommet til "lægevagten" i København.
Men det bør naturligvis være muligt at bygge oven på grunduddannelsen
Mette jensen.
Dit eksempel henviser til en situation på en operationsstue. Men det karakteristiske ved en operationsstue - og ved mange andre funktioner på et sygehus i det hele taget - er, at der er tale om et rangordningsforhold, således at den, der har den højeste, faglige kompetence i situationen er overordnet den, der har en mindre faglig kompetence, in casu: den opererende kirurg er overordnet sygeplejersken. Der er ikke i den slags situationer tale om to på lige fod forekommende kompetencesituationer, der supplerer hinanden, som du skriver. Begge funktioner er nødvendige, altså lægens og sygeplejerskens, men den ene skal følge den andens anvisninger. - Netop det forhold er et af de forførende elementer i akademiseringen af sygeplejerskeuddannelsen. Sygeplejerskerne vil ikke have, at der kommer andre ind i dette lukkede rum, som uddannelsen udgør. Der opstår derfor dug på ruderne, så sygeplejerskerne ikke kan se ud.
Venlig hilsen
Max Suhr Olesen
Max: Jo da. For det første kan jeg erklære mig enig i manglerne i sygeplejerskeuddannelsens indholdsbeskrivelse. En del af problematikken mellem teori og praksis, ligger jo også heri. Ændringen til en professionsbachelor er dog ikke mange år siden, og det betyder jo desværre et misforhold mellem indholdsbeskrivelsen og det, der rent faktisk foregår i praksis.
Du skriver at: "Ingen andre i kongeriget har haft ønske om, at det skulle udvikle sig sådan", hvor du henviser til sygeplejerskernes ønske om akademisering. Hvordan tror du kliniske retningslinjer og nye sygeplejetiltag kommer til live ? Hvis ikke man havde en akademisk tilgang i sygeplejen, kunne man ikke udvikle nye tiltag, der bunder i empirisk indsamling. Så er det muligt, "det ganske kongerige" ikke kan se meningen med akademiseringen af sygeplejen, men hvis de bliver indlagt nyder de godt af den.
Hvad angår kønsdispositoner, er jeg ikke helt med på, hvad du mener. Jeg forstår det sådan at du tænker min kronik er et udtryk for en feminisme, der gør at jeg ikke vil udføre arbejde, der er pålagt mig af en mand, der uddelegerer? Til det vil jeg sige, at der efterhånden er flere kvindelige medicinstuderende end mandlige, og at forholdet til lægen ikke er der problemstillingen ligger. Men kønsfordelingen er uden tvivl et interessant forhold at diskutere.
Mvh Mette
@Mette Jensen,
Nu ved jeg ikke lige, om en sygeplejerskestuderende i sin første kliniske praktik på kirurgisk assisterer kirurgen (og altså har lige så sterile naller som ham eller hende )- eller om praktikanten bare er "med på en kigger".
Hvis det sidste er tilfældet, tager praktikanten vel ingen skade af at blive bedt om tage hænderne op af lommerne og tørre blod af en scanner, så kirurgen og den assisterende færdiguddannede operationssygeplejerske kan komme videre med deres arbejde uden at vaske hænder og skifte handsker først.
Mette Jensen
Og mine kommentarer om rangordningsforholdet?
vh
Max
Hvad der i øjeblikket er skrigende mangel på i sundhedssektoren er anerkendelse af de mennesker som leverer hvad man kunne kalde 'kerne-ydelserne' i sundhedsplejen. Altså de personer der tager sig af patienterne primært. I en tid hvor der er i den grad mangel på hænder på sygehusene er der paradoksalt nok flere blandt sundhedspersonalet som bruger stadig mere af deres arbejdstid på alt andet end at passe patienterne. De skal dokumentere (i hoved og r..) hvad de laver, de skal deltage i utallige møder af tvivlsom relevans, de skal læse 'videnskabelige artikler' (ofte i deres fritid) og så ser man gerne - fra ledelen side- at de tager en 'master' - helt i deres fritid selvfølgelig. Resultatet er at der stadig færre timer til at udføre kerneydelserne og de lider af stress må melde sig syge etc. etc.
Kære Mette.
Du rejser en vigtig debat om akademiseringen af sygeplejerskestudiet og ikke mindst om hele udviklingen i sundhedsvæsenet - og du gør det på en fin og sober måde. Først og fremmest tak for dine pointer om nødvendigheden af en stærkere sammenhæng mellem teori og praksis, og nødvendigheden af accept af sygepleje som videnskab i sundhedssystemet. For at gøre pointen tydligere så har akademisering faktisk højnet kvaliteten af pleje og behandling i sundhedsvæsenet og i den grad gavnet patienterne. Fx har det anerkendte tidsskrift The Lancet lige publiceret en undersøgelse på tværs af lande, det entydigt viser, at patientoverlevelse hænger sammen med sygeplejenormering og om uddannelsesniveuaet hos sygeplejerskerne. Patientsikketheden var højest de steder, hvor flere sygeplejersker havde en bachelorgrad! Det kan godt være at der er nogle (specielt lægmænd uden for sundhedssystemet), der synes, at der ikke er behov for teorier med rødder i humaniora og sociologi på sygeplejestudiet, men det er altså netop sådanne sygeplejersker, der redder flest liv og sikrer den højeste kvalitet i sundhedsvæsenet.
Hatten af for den måde, du håndterer diverse debatindlæg på. Indlæg som virker til at være skrevet af mennesker, som tydeligvis er langt fra feltet og fra virkeligheden i sundhedsvæsenet. En god ting er, at så mange har en mening om sygeplejeuddannelsen og virker engageret i sundhedsvæsenets udvikling. Bare der var flere som dig , der stod frem og fortalte om systemet indefra. Ud fra responsen på dit debatindlæg ser det ud til at vi sygeplejersker en stor formidlingsopgave, men samtidig netop er med til at flytte grænser i systemet.
Nu er jeg jo heldigvis af ældre dato.
En batchelorgrad er i dag på 3 år. En mellemlang videregående uddannelse var i min ungdom på 4 år.
Og på mange studier var der høje adgangskrav.
Bl.a. Var der mange, der ikke kunne komme ind på lærerstudiet og bibliotekarstudiet.
Fordi man kalder det noget finere kan uddannelsen jo godt være blevet ringere.
Jeg mindes nu ikke at sygeplejerskerne og de studerende i sin tid var så vilde med at få uddannelsen ændret til en SU-uddannelse. Som på så mange andre uddannelser var det meningen at de studerende skulle arbejde sig til at betale en stor del af deres egen uddannelse, men da et folketingsflertal syntes lønnen i studietiden var for høj, gjorde man den til en SU-uddannelse.
Og da praktisk arbejde ikke længere var det primære formål (og fordi der før i tiden tydeligt manglede videreuddannelsesmuligheder) blev uddannelsen nødvendigvis mere teoripræget.
At Mette Jensen oplever et misforhold mellem akademiseringen og det praktiske liv på gulvet er ikke så mærkeligt. Uddannelsen og det praktiske job har endnu ikke fundet en fornuftig balance og lægerne har endnu ikke alle fundet sig til rette med den øgede faglige kompetence, som sygeplejerskerne har. Jeg kender dog en del yngre læger, som nødigt vil undvære en erfaren sygeplejerske ved deres side.
Jeg foretrækker klart nutidens veluddannede sygeplejerske frem for tidligere tiders "halvstuderede" sygehjælpere/SOSU-assistenter, med titel af sygeplejerske. Problemet er som påpeget om sygeplejerskerne får den kompetence, de faktisk har, og om der er andre til at tage sig af det praktiske, trivielle arbejde.
Når regnedrengene bestemmer er det klart, at det vil der ikke altid være.
Jeg har selv adskillige gange i de senere undret mig over, at en professionsbachelor uddannelse ikke umiddelbart anerkendes - på linje med en universitetsbachelor uddannelse.
Det skyldes typisk at der mangler elementer af videnskabsteoretiske fag, vist nok.
Denne forskelsbehandling af bachelorer medfører at sygeplejersker, lærere og pædagoger mv. skal igennem en suppleringsuddannelse af et halvt/helt år varighed før de kan komme ind på en kandidatuddannelse - og suppleringsuddannelse som der ikke kan opnås SU til at gennemføre!
Der er vist også ind imellem brugerbetaling på suppleringsuddannelserne.
Som samfundsborger og skattyder i dette lille land, finder jeg efter ret nøje overvejelser - at det er OK, at ledige dimittender/bachelorer ikke "bare bevidstløst" kan gå videre på kandidatstudier, uden først - at have været ude at praktisere deres "fag".
Ideen må altså være, at man via et (fast) arbejde, opnår suppleringsuddannelsen som faglig EFTERUDDANNELSE på deltid, med SVU eller løn fra arbejdsgiveren, på aftalte vilkår imellem lønmodtageren og arbejdsgiveren.
(I opgangstider har vi ikke tid, og i nedgangstider har vi ikke råd problematikken!)
Der efter er vejen åben for Kandidatuddannelse med SU.
Hvor mange sundhedsfaglige kandidater vi har brug for er et andet godt spørgsmål, som jeg ikke kan besvare. En vis begrænsning er vel OK?
Jeg har for et års tid siden spurgt en kontorchef i Undervisningsministeriet om hvorfor der er denne forskelsbehandling af proffesionsbachelorer, men han var åbenbart for travl, eller for arrogant til - at ville eller kunne svare?
Eller også har han bare glemt det!
Til Mette: Du har da virkelig en god debatfacon, og giver svar på tiltale. Tak for det.
Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg er "pas" på hele den igangværende akademisering som foregår i vores samfund.
Ihhhh...vi taler samme sprog (BULLSHIT-Bingo), og vi forstår jo umiddelbart hinanden. Den ene hånd vasker den anden. (Øhhhhh....nej tak!)
Kan ikke rigtig se idéen med den ensretning!
Jeg er på linje med Peter Hansen i hans synspunkter her over, langt hen ad vejen.
Spørg enhver faglært arbejder, f.eks. en håndværker - om han eller hun synes der er god overensstemmelse imellem teori og praktik i den uddannelse de selv har taget?
De fleste vil svare nej, og sådan har det været igennem de 40 år jeg har arbejdet med, eller på anden vis har forholdt mig til uddannelse p forskellig vis.
I virksomhederne altså i praktikken får man typisk IKKE lov til at bruge de kompetencer man har opnået, fordi arbejdet er for specialiseret/ensformigt.
Kæmpechok for mange nye unge, at træde ind på et presset arbejdsmarked - hvor stress og depression i medarbejdergrupperne styrer!
De nyuddannede kommer med alt deres nyvundne faglighed, og så handler det mest af alt om, at kunne blive stående på benene til vagten er slut, fordi der ind imellem, eller endog måske for det meste - er for travlt.
Florence Nigthingale (især kendt fra Krimkrigen) - siger jo ikke NEJ.
Rart at vide, at der er sådan nogen som dig der ude, som forhåbentligt vil engagere sig fagligt og politisk og kæmpe for ordnede arbejdsvilkår (Psykisk arbejdsmiljø såvel som det fysiske), så både personale og patienter i sundhedsvæsenet kan være sikre på, at de kan blive hjulpet af mennesker som ikke selv, er på sammenbruddets rand.
God dag der ude.
Lotte Evron: "Hatten af for den måde, du håndterer diverse debatindlæg på. Indlæg som virker til at være skrevet af mennesker, som tydeligvis er langt fra feltet og fra virkeligheden i sundhedsvæsenet."
Hvad bygger du det på? Det er muligt at de ikke er ansat i sundhedsvæsenet, men dem der har svaret kunne vel i princippet godt være folk der selv har været indlagt og måske har oplevet hvordan det påvirker behandlingen at skulle døje med en sygeplejerske med "Moder Teresa-kompleks", der er mere optaget af egen selvrealisering end af behandlingen af patienterne? Ikke dermed sagt at Mette Valdersdorf Jensen er en sådan, men risikoen for at støde på sygeplejersker med lav faglighed hænger jo også sammen med hvilke krav uddannelsen stiller til de sygeplejestuderende.
Det er selvfølgelig rigtigt at danskerne generelt har så overdrevet høj arbejdsmoral at de gerne går på arbejde syge, og derfor måske aldrig møder en sygeplejerske før det så at sige er for sent, og på den måde er langt "fra virkeligheden i sundhedsvæsenet" indtil ulykken rammer. Men jeg kvier mig noget ved at din antydning af at du som "Sygeplejerske, foredragsholder og adjunkt" (jvf. din profil) nødvendigvis skulle være bedre repræsentant for virkeligheden end så mange andre af dem der har svaret.
Uden det helt store faglige indblik i sundhedssektorenens struktur, vil jeg ud fra min optik, mene at, hvis den problematik som. Kronikkens ansvarsperson hævder er evig gyldigt, vil det være en god faglig øvelse at:
- forventningsafstemme, hvilke forventninger har vi til hinandens fag og opgaver
- dialog (mellem faggrupper)
- italesætte problematikken på arbejdspladsen ,
- sparring med uddannede/empirisk viden
- sidst men ikke mindst, hvorledes højner vi det faglige arbejde, uden at gå på kompromis med respekten og anerkendelsen af hinandens arbejde
Mette Valdersdorf Jensen
Jeg synes, at diskussionen på engang er blevet så uoverskuelig og og ufokuseret, at det bliver vanskeligt at fortsætte den. Det ser endvidere ud til, at det er blevet en diskussion for og imod sygeplejerskers muligheder for videreuddannelse.
Fra min side er der ikke nogen animositet mod akademiske overbygninger på sygeplejerskeuddannelsen.
I mine indlæg har jeg peget på nogle problemstillinger i sygeplejerskernes selvforståelse i deres måde at tilrettelægge deres uddannelse. Mit synspunkt er, at sygeplejerskerne ud over at få målrettet, fagspecifik undervisning OGSÅ via deres uddannelse gennemgår en helt speciel socialisering, som man -lidt kortfattet og ironisk formuleret - har lighedspunkter mod klosterordener eller frimurerordener. Sygeplejersker er ikke bare jævnt og ligetil sygeplejersker, men er socialiseret - der har vi det igen! - til selvhøjtidelighed.
Hvis jeg må gentage mit suk: Mette, du svarede aldrig på mit korte indlæg om 'rangorden'. Det ville klæde dig, synes jeg.
Jeg tror ikke, vi kan komme videre her. Jeg vil ikke skrive min mail her, men jeg er at finde på Facebook, hvis du eller andre vil sige mig et borgerligt ord. Venlig hilsen Max Suhr Olesem
Jamen er det dog ikke skønt - vi akademiserer sygeplejen - men fakta er i dagens Danmark, at hvis man møder sundhedssystemet på et hvilket som helst sygehus i Danmark, gør man klogt i som minimum at have sin egen sundhedsfaglige person med, for at sikre at blot de minimumsstandarder af behandling og pleje som man må forvente.
Så skal man yderligere hænges ud af en adjunkt i sygepleje der mener, at de mennesker der skriver her på bloggen må være "meget langt fra feltet."
Jeg kan da betro adjunkten at jeg ikke er længere fra feltet end at jeg er gift med en sygeplejerske, der godt nok er uddannet i det sidste århundrede, men derudover har jeg personlige erfaringer med sløseri og dårligt tilrettelæggelse af det praktiske arbejde på afdelinger, der medfører at patienterne ikke får den pleje de har krav på, fordi sygeplejerskerne har for travlt - hvilket meget naturligt medførte en fagligt baseret klage.
Det er nemt nok at lade sygeplejeeleverne "observere og undre sig" - men den akademisering af et praktisk fag har haft afgørende indflydelse på kvaliteten af det sygeplejefaglige arbejde i dagens Danmark - og ikke til det bedre.
Den almindelige borger i Danmark er dårligt hjulpet i sit møde med sundhedssystemet i dag, i modsætning til for 30-40 år siden, hvor det danske sygehusvæsen var blandt de fremmeste - i dag taler vi jo reelt om sydeuropæiske tilstande, men det er klart, at hvis man er "langt fra feltet" har man jo ikke nogen anelse om hvor meget det danske sundhedssystem er blevet forringet.
Hvis jeg nogensinde skulle befinde mig så tæt på "feltet"(!), at jeg i narkose var underlagt en kirurg og hans skalpel, håber og be'r jeg til, at der er personale til stede på operationsstuen, der uden først at behøve at blive anmodet om det, fjerner blod fra monitoren. Og af sig selv fjerner, hvad der ellers måtte være af forhindringer for, at kirurgen kan koncentrere sig om at udføre sit arbejde, nemlig at operere.
"Rangorden"....
Et ord der burde erstattes af et eller flere mere tidssvarende og nutidigt ord:
- forventningsafstemme
- rolleopgaver
- respekt
- anerkendelse af vigtigheden af hinandens fag og faglighed.
Jeg mener selvfølgelig at sygeplejersker skal videruddannes og opkvalificeres som alle andre faguddannet personale - det er uomgængeligt
Men jeg kan ikke med min bedste vilje se sygepleje som et 'akademisk' fag - det er primært en praktiskt fag. Praktiske kvalifikationer - at kunne et håndværk - er desværre ikke noget der giver prestige idag - derfor ses denne ulidelige leflen for 'akademisering' alle steder.
Sigtet med uddannelsen/videruddannelsen må vel være at den gør sygeplejesker til bedre håndværkere?
Torben Loft
Det kan da godt være, at rangorden er et støvet udtryk, men eufemistiske omskrivninger a la 'forventningsafstemme', 'rolleopgaver' er utåleligt upræcise. Vær nu så venlig Torben, at vælge et dækkende ord for dette dagligt forekommende eksempel:
Under operationen er det kirurgen, der giver det assisterende personale (læs: sygeplejersken) instruks om, hvad hun/han skal gøre.
Ja, nu brugte jeg ordet 'instruks'. Men hjælp mig nu til et brugbart, præcist udtryk for, hvad der foregår i den situation, Torben.
Det er kirurgen, der har den største faglige kompetence.
Vi kender situationen fra andre fag. F.eks. fra søfarten, hvor kaptajnen i særlige situationer (nej, faktisk i alle situationer) kan og skal give instruks. At give instruks indebærer ikke, at man er uhøflig eller nedladende. Når kaptajnen kommer i maskinrummet er det maskinmester, der er 'ordførende'.
vh
Max
Max: Rangordningsforholdet glemte jeg vidst i kampens hede, men jeg vil selvfølgelig gerne kommentere på det.
Du skriver at jeg som sygeplejerske er underlagt lægen, og at jeg derfor ikke kan handle uden lægens anvisninger.
Det er ganske rigtigt at jeg ikke har ordinationsret eller planlægger behandlinger for patienter, når jeg er færdig som sygeplejerske. Det er også ganske rigtigt, at der er specifikke situationer, hvor det også er en del af sygeplejen at assistere og udføre - eksempelvis ved en operation. Men tanker om et hierarki er efterhånden så utrolig forældet en indstilling til sygepleje-læge forholdet, og det er der en masse gode grunde til. Du nævner at vores kompetencer ikke kan supplere hinanden, men det er netop det de gør i alle henseender og i alle situationer, hvor jeg som sygeplejerske skal samarbejde med en læge om en tredje aktør, nemlig patienten. Nu bliver det en smule specifikt, men en stuegang, hvor patienterne bliver gennemgået er dybt afhængig af en ligeværdig kommunikation mellem læge og sygeplejerske, og i øvrigt en lydhørhed overfor hinanden. Lægen kan ikke vurdere, hvis jeg som sygeplejerske ikke observerer.
Dine tanker om at sygeplejersker bliver "forført" i akademiseringen, synes jeg er en smule nedsættende. Det udtrykker en manglende tiltro til at man som sygeplejerske kan jonglere med begge grene, både teoretisk og praktisk. Fordi man videreuddanner sig, betyder det ikke at man bliver for oplyst til at udføre praktisk handlinger. Akademiseringen er en forandringsproces i sygeplejen man ikke skal være så bange for, det kunne jo rent faktisk være at patienterne fik noget ud af det.
Der har været en stor diskussion i England om dette emne, hvor sygeplejersker af den gamle skole og diverse patientforbund, mener at sygeplejer fagets akademisering har medført et stort kvalitetsfald i nyuddannede sygeplejersker - nemlig fordi det skræmmer en del væk og fordi det fjerner fokus fra sygeplejens egentlig fokus, at tage sig empatisk og omsorgsfuldt af den syge.
Især manglen på empati og omsorg, fremhæves i den engelske debat. De nye sygeplejersker er karriereorienterede, konkurrence interesserede og med massive egoer.
Sygepleje er et enormt vigtigt og meget ærefuldt arbejde, også når det består i at tørre blod, bræk og pis op.
Det er udtryk for en virkelig klam akademisering at mene at omsorg og empati ikke er mindst lige prestigefuldt.
Spørg en patient hvad de sætter pris på under indlæggelse, en omsorgsfuld sygeplejerske der kommer når der hives i snoren, ryster puden, kommer med et glas vand - uopfordret - eller om de mener det er at sygeplejerskeren kan diskutere med lægen.
Jeg mener det er udtryk for en stor nedvurdering af især den kvindelige omsorg, givetvis i ny-feminismens navn. Det ses som nedværdigende at beskæftige sig med noget så traditionelt feminint som omsorg. Og det er en forbrydelse efter min mening, da det at kunne oprigtigt give omsorg og empati til en syg er en decideret mangelvare i dag - modsat endnu en halvstuderet akademiker - dem har vi rigelig af.
Mette Jensen
Endelig! Tak for dit svar. Jeg er stort set enig i alt, hvad du skriver. 'Forført' er måske ikke det rigtige udtryk, men hele min argumentation står og falder jo heller ikke med det udtryk, for jeg synes selv, at jeg flere steder gør mig umage med at forklare det synspunkt, jeg har, nemlig at sygeplejersker har lukket sig inde med sig selv under konciperingen af deres uddannelser. Det er en gammel historie, mener jeg, noget i omegnen af mere end 25 år, hvor man - sygeplejerskerne - begyndte ansatserne til det, der er blevet den nuværende sygeplejerske-basisuddannelse og til de akademiske overbygningsuddannelser. Hvad jeg skriver her om det lukkede rum, hvori uddannelserne er blevet til, har været diskuteret af fagfolk, der generelt og specifikt beskæftiger sig professionelt med uddannelsesplanlægning af videregående, højere uddanneler. Sygeplejersker (lærere ved de videregående uddannelser) har ikke været så vilde med at sluge den der med lukketheden, for at sige det mildt.
Jeg kan egentlig godt forstå din frustration ved, at der ikke er kongruens mellem de berettigede forventninger sygeplejerskeuddannelsen lægger op til, sammenholdt med den praktiske virkelighed, som ikke passer sammen med ambitionen. I denne diskussion har jeg villet påpege, at miseren delvis kan tilskrives omtalte 'lukkethed'. Gentager: delvis!
Jeg vil gerne takke dig for diskussionen. Du udtrykker dig klart og tydeligt, også selvom jeg ind i mellem synes, at du ikke har opfattet min intention helt nøjagtigt. Jeg er specielt glad for, at du i diskussionen ikke er kørt frem med det der med personer, der ikke selv arbejder i sundhedssektoren osv. Andre har gjort et, men heldigvis ikke dig. Jeg mener: Hvis det havde været din hensigt at skrive udelukkende for sygeplejersker, havde du nok valgt 'Sygeplejersken' som forum. Nu valgte du Information, og så har du nok ment, at andre end sygeplejersker kunne bidrage.
Venlig hilsen
Max
@ Max Suhr Olsen,
Hvis du tænker at, fagligt kompetente personer, ikke formår at løfte opgaven p.g.a.: "a la forventningsafstemme, rolleopgaver , fællessprog", disse begreber, er gyldige kommunikation, i både private og offentlige institutioner.
så savner du et mere realistisk indblik i de verdener.
Der har de et ligeværdigt fællessprog, til at kunne løse de udfordringer de står med.
Instruks, ja der er en, men hvor ville det give mening, i lignende situtation at der var "diskussion i plenum"..., ja selvfølgelige er der en der (burde være i respektfuldt fællesskab), vejleder de personer der bistår ham/hende.
"Det er kirurgen, der har den største faglige kompetence"...
Ja ja indenfor det at operere folk måske (og forhåbenligt), men ikke nødvendigvis ifht. at de ting der forløber før/under/efter en operation, (fx. Narkose, optræning, pleje osv...vil kirurgen have den største kompetence inden fx. Optræning, hva Max?) hvad med den efterfølgende behandling er det stadigvæk kirurgen? Max (eller er der måske nogle med en anden faglig uddannelse, end kirurgen, der er bedre egnet? Hvad tror du Max
Hvis vi følger din termologi og forsætter i søfarten (lidt), er det ikke sikkert at kaptajnen der ved alt om skibs maskiner/motor.
En pilot ved jo hellere ikke alt hver enkelt del på et flyv...(det er bl.a. Osse, at der er flymekanikere osv)
De to typer, pilot og kaptajn er helt sikkert, dem der har den største faglige kompetence, ifht, det de skal yde, men flymekanikeren, har helt sikkert den største faglige kompetence, indenfor det som han/hun skal yde, for at flyet kan flyve...
Det samme er, når jeg i ledelsesteamet bringer en problematik eller lignende op, og vi så ønsker at få så bredt et fagligt perspektiv som muligt, at vi får andre personer på banen, med en anden faglig kompetence, for at lykkes bedst muligt. Hvis deres kompetence bliver det der bringer os "i mål", så er det den person med den største kompetence indenfor deres fagområde.
Det handler bl.a om systemiske tænkning, anerkendelse, respekt, ligeværdighed, dialog/italesætte, forventningsafstemme, fællessprog(%instruktioner), innovation, evolution m.m.
Din perspektiv og anerkendelse af andre mennesker, ligger på et meget lavt plan......mon det er din detroniserede flugt ud af middelmådelighedens brune leverpostejshelvede, der skal ramme alle andre end dig.
Vi lever i et samfund, hvor vi er nød til at gøre brug af alle de forskellige faglige kompetente faggrupper, hvis vi vil yde det bedste. Derfor hjælper det ikke at placere sig selv som "kejser", uden respekt for andre mennesker eller faggrupper.
Hvis du, Max, arbejder på sådan en måde, du ønsker skal være euforisk rigtigt, så håber jeg at du har et arbejde, uden at være i kontakt med, eller brug for andre mennesker, for det er en alt ødelæggende kultur du har "gående" for dig der...
Narcisismen i Danmark og andre vestlige samfund har nået et ekstremt punkt. Når der skal træffes beslutninger under pres kan man ikke have rundbords demokrati og få en sludder for en sladder. Det er nødvendigt med et hieraki ligesom det er som nævnt på søen, i hæren og alle andre steder hvor man har ansvaret for menneskeliv.
Jeg forstår udmærket hvor modviljen mod at indordne sig autoritet kommer fra, for jeg har oplevet den igennem hele skolesystemet.
Man taber dog ingen personlig værdi eller stolthed ved at indorne sig en rangorden, slet ikke, det er kun meget umodne mennesker som ikke forstår at hierakier nogle gange er nødvendige.
Torben Loft
Jeg tog udgangspunkt i det meget konkrete, som Mette selv nævnte: nemlig: Tør lige det der op.
Jeg har den dybeste respekt for alle faggrupper.
Vh
Max
Så længe dramaets hovedperson (patienten) ligger på operationslejet i fuld narkose med åbnet bughule, er han eller hun nok temmelig ligeglad, om kirurgen tiltaler de assisterende sygeplejersker og sygeplejerskestuderende praktikanter, der befinder sig i operationsstuen sammen med patienten og kirurgen, i en behørigt respektfuld og høflig tone.
Kirurgi er et fornemt og højt specialiseret håndværk. Og en flabet kirurg, der mestrer sit håndværk, er altid at foretrække for en formfuldendt høflig klamphugger, for den som lægger krop til kirurgens arbejde. Ikke mindst, hvis det drejer sig om minutter for kirurgen, om patienten vågner op af narkosen i mere eller mindre levedygtig stand, før han eller hun køres ud af operationsstuen igen og overgives til personalet på "opvågniningen".
Nået så langt med liv og lemmer i behold er man som patient både glad og taknemmelig for at blive overvåget, passet og tilset af personer med empati og forståelse for andres naturlige behov og bekymringer. Men indtil da er jeg som patient fløjtende ligeglad med, hvordan hospitals-hierarkiet påvirker den tone, hvormed personale med forskellige specialer og opgaver omgås og tiltaler hinanden i arbejdstiden.
Så lang tid det kræver mindst 10,5 i gennemsnit at komme ind på medicinstudiet og det enkeltesteder er muligt komme ind på sygeplejerskeuddannelsen med 4,3 (2013) vil der være forskel på rekrutteringen til de to uddannelser og det vil også være forskel på hvor videnskabeligt funderet et studie man kan byde de to forskellige grupper af studerende.
Sygeplejeuddannelsen skal jo ikke være en discountudgave af medicinstudiet. Det er synd både for sygeplejersker, læger og patienter.
Grethe Preisler: "Men indtil da er jeg som patient fløjtende ligeglad med...."
Det er jeg ikke. Jeg er træt af arrogante og idiotiske læger. Dem er desværre alt for mange af, og de laver for mange stupide fejl, fordi de ikke lytter til patienten og tror de kan vurdere et røntgenbillede bedre end sygeplejerske,og deres ord er lov. Alt for mange superdygtige omsorgsfulde og empatiske mennesker vælger at sætte deres lys under en skæppe og blive sygeplejesker pga. fagets ry for empati. Det er derfor er lægefaget nærmest er reserveret til idioterne.
Grethe Preisler: "Kirurgi er et fornemt og højt specialiseret håndværk."
Bla, bla. Kirurgi er metervare! Det kan alle lære.
Ja dig kan man jo i hvert fald ikke beskylde for at sætte dit lys under en skæppe, Jesper Jensen :o)
Udskyld HANSEN (jeg glemte at tørre lattertårerne af, før jeg trykkede på send)
En af mine gamle kolleger var sygeplejerske. Hun arbejdede i det samme firma som jeg gjorde. Og bortset fra at hun var en ung sygeplejerske (under 30) og at patienterne ikke havde tiltro til, at hun var dygtig og erfaren nok, så fortalte hun at havde haft 60 timer på sygeplejestudiet om, hvordan man skriver en opgave! Og cirka 4-6 timer i hvordan man lægger en forbinding f.eks. eller andre sygeplejefaglige opgaver. Og nu spørger jeg så; synes der ikke her at være et misforhold mellem det som skal i selve sygeplejeopgaven og så det man ikke skal (altså skrive store opgaver)? [Jeg kan godt lære sygeplejestuderende at skrive en opgave på cirka 6-12 timer! vil jeg vove at påstå; behøve 60-80 timer til dette gør man altså ikke].
Desuden er jeg helt med på at det bør gøres lettere for folk med en professionsbachelor, f.eks. lærere eller sygeplejersker at læse videre på universitetet, hvis det er det som de gerne vil.
Og selvfølgelig er sygepleje mere end et håndværk, men det er altså også et håndværk! (præcis som det at være lærer et håndværk). Og ja, man kan godt lære nogle teorier om hvordan ting bør opføre sig i virkeligheden; teorierne bør dog altid efterprøves i den samme virkelighed. Og således skal og bør der være et samspil mellem teori og praksis og praksis og teori indenfor sygepleje såvel som lærergerningen. Og ja, det er vigtigt at tale om magt og om kommunikation indenfor begge professioner, bl.a. om hvad det betyder at sygeplejersken er i et slags magtforhold overfor patienten. Og hvordan man taler til patienten i bestemte situationer.
Desuden viser det sig jo, at folk generelt ikke forstår det som lægen siger til dem, men når der kommer en empatisk sygeplejerske og fortæller dem hvad lægen har sagt, så lytter folk. For en af sygeplejerskernes store forcer er nemlig, eller måske snarere bør være, at de, sygeplejerskerne lytter til folks symptomer. Og trøster, støtter og opmuntrer. Foruden alt det sygeplejefaglige...
Men igen:
Vi må ikke glemme at sygeplejegerningen og lærergerningen også er et håndværk! Og at mange sygeplejersker og lærere har en tavs viden, som de skal hjælpes til at indse og erkende, at de har. Og så kan man hæfte ny viden (teori) på denne eksisterende (tavse) viden....
Jeg tillod mig i en kort kommentar at være lidt kontant omkring diskussionen om kompetencer.
Mette du intellektualiserer problematikken og får følgeskab af flere og jeg kan slet ikke være med i den diskussion. Hertil ved jeg for lidt. Men, og det er vigtigt, ingen person er hævet over andre menneskelig set, men på en operationsstue og i handling er der selvfølgelig en arbejdsdeling helt uanset uddannelse. Hvis du Mette følte dig stødt omkring det beskrevne er det din ret og vel også
pligt at ytre dig om tonen på en konstruktiv måde. Du er ikke for fin til at tørre blod op, men en læge bør så bede dig om det der skal gøres på en ligeværdig facon.
Men hvis man som sygeplejerske føler sig hævet over de to næste trin "nedad" rangstigen er vi lige
vidt.
Set udfra min optik, vil en fuldstændig konsensus næppe kunne ske, da pluralismen ville være for stor.
Hver især der udfra egne empiri eller fortællinger, har jo tolket deres indlæg, og igen at tolke de andres indlæg, udfra divergente forudsætninger, så som: skriftsprog, viden, køn, uddannelse, religion, kultur, demografi, politisk tilhørsforhold, opdragelse, værdier, normer, etik, identitet, alder, job m.m.
Alle har bragt noget ind, der har løftet debatten, både til "højre, venstre, ned og op", men væsentligt af alt, alle har reflekteret over den rejste problematik i artiklen.
Først læser jeg et velformuleret indlæg, der tager den manglende sammenhæng mellem teori og praksis i Sygeplejen op.
Derefter går jeg som sædvanlig til kommentarerne, som her på information tit og ofte er langt mere oplysende end den artikel, de kommenterer. Men her går det grueligt galt for kommentatorerne: I stedet for at komme med begrundet støtte/kritik, vælger stort set alle kommentatorer, inklusive de mere lødige, at lave en "dovne Robert" på forfatteren:
Et i mine øjne glimrende eksempel med blod på monitoren illustrerer hvor langt der er mellem teori og praksis i Sygeplejen. Men kommentatorerne vælger i stedet at se det som et eksempel på, at sygeplejersker åbenbart føler sig "for fine" - fuldstændig ligesom Roberts kritik af dårlige arbejdsforhold blev fremstillet som dovenskab. Skyd budbringeren!!!!
Den havde jeg ikke set komme!
Sider