Læsetid 3 min.

Uforudset politisk

Jeg ville skrive en bog om kærlighed og endte med at skrive om racisme. Vil jeg skrive noget åbent og ubestemt, ender jeg sikkert med bådflygtninge. Mine digte ser altid anderledes ud end dem, jeg drømmer om at skrive
21. marts 2014

Nu skal det hele jo ikke altid handle om politik,« siger min veninde Sandra. Hun er lidt utilfreds med min første klumme i Information, hvor jeg skrev om politik og litteratur. »Næ, det skal det da ikke,« siger jeg og tænker: Det har jeg da heller ikke sagt – har jeg?

Sandra har fundet en endnu mere nicheagtig kunstform end mig, hun er lydkunstner og elektronisk musiker. Hvis hun får et instrument i hånden, kan man være sikker på, at hun vil skille det ad og få det til at sige alle de lyde, det ikke var beregnet til. Jeg driller hende med, at hun minder mig om Thomas-karakteren i Arvingerne. Men det er selvfølgelig også ham, hun bedst kan identificere sig med.

Sandra og hendes kæreste Jonas har komponeret et stykke for syv gamle kirkeorgler, som bliver opført en tirsdag aften i en kirke i Gothersgade. Kirken er fuld af mennesker: Yngre musiknørder og ældre orgel-entusiaster. Stykket går i gang, og det bliver tydeligt, at orglerne kan bruges til at frembringe klange, der på ingen måde minder om traditionel orgelmusik. Først trækker orglerne vejret med en hæs lyd. Så begynder toner langsomt at bølge frem og tilbage i rummet. Jeg lukker øjnene og har det, som om jeg er inde i maven på en hval og kan høre blodet boble rundt i dens årer. Men den langsomme boblen slår over i en skinger, insisterende tone, lyden af en brandalarm. Så forvandler alarmen sig til noget mere roligt, cikader i træerne. Senere et tankskibs monotone brummen. Det forestiller jeg mig i hvert fald.

Efter koncerten tager vi på værtshus og snakker videre om det med den politiske kunst. »Jeg tror bare, at det passer meget godt til mit temperament at lave musik,« siger Sandra, »fordi man ikke behøver at sige noget bestemt. Det er noget andet med jer ordmennesker. I er fanget i, at uanset hvad I skriver, så betyder det altid noget.« Jeg får pludselig ondt af mig selv. Jeg vil også have lov til at sige noget åbent og ubestemt.

Dagen efter sidder jeg på en bænk i forårssolen og læser en digtsamling, Ud i det u-løse af debutanten Signe Gjessing. Jeg er ikke stødt på hende før. Hun er for ung til at være en del af ’Generation etik’, og i det hele taget får jeg en tiltrængt pause fra alle de litterære og politiske debatter, mens jeg læser hendes bog. Det er lidt som at spise en nektarin, sproget er sødt og sprødt. Gjessing skriver om øjenlåg og sommerfuglevinger. Hun skriver: »jeg lovede engang regnen/at vise den det hypotetiske/i verden« og »Livet har fået slemt udslæt: valmuer vokser på det.« Jeg ved ikke præcis, hvad det betyder. Det er rart.

Men uanset om jeg ville, kunne jeg ikke bestemme mig for at skrive ligesom Signe Gjessing. Jeg kan heller ikke bestemme mig for at skrive den slags digte, som Inger Christensen eller Søren Ulrik Thomsen skriver (tro mig, jeg har prøvet), og jeg kan ikke sige, »nu skal det hele handle om politik«, og derefter sætte mig til at skrive politiske digte. Måske kommer jeg til at kunne styre mine digte ud fra en bestemt poetik, når jeg engang bliver gammel og vis. Indtil videre må jeg bare skrive de digte, jeg kan finde ud af at skrive, og de ser næsten altid anderledes ud end de digte, jeg drømmer om at skrive.

Jeg havde ikke gået og planlagt at skrive en politisk digtsamling, da jeg gik i gang med at skrive min seneste bog, Atlanterhavet vokser. Det kom bag på mig, at jeg pludselig skulle skrive den bog. De første tekster skrev jeg om natten, alene i min lejlighed på Nørrebro, i en juleferie hvor alle var rejst til Jylland. Teksterne forekom mig sære og pinlige, sikkert fordi de betød for meget. Jeg bildte mig selv ind, at jeg ikke ville vise dem til nogen, jeg skrev videre.

Efterhånden som bunken af tekster voksede, føltes det ikke længere muligt at kassere det hele, jeg var nødt til at prøve at skrive det færdigt. Bogen blev en undersøgelse af – og et opgør med – vores forestillinger om, hvad familie er, og hvad hudfarve betyder.

Jeg ville skrive om kærlighed og savn og endte med at skrive om racisme. Så hvem ved, hvis jeg sætter mig til at skrive en nektarinbog, ender den måske med at handle om bådflygtninge. Måske har jeg det alt for meget ligesom jeg’et i Theis Ørntofts nye bog, der hele tiden tjekker breaking news: »når vi taler eksporterer vi vores kriser til hinanden/når vi drømmer løber økonomierne under vores hud.«

Julie Sten-Knudsen er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu