Læserbrev

Urimelige regler for sygedagpenge

Mennesket skal sættes først. Og her er sygedagpengereformen et stort skridt i den rigtige retning
17. marts 2014

Eksempler har der været nok af. En kvinde på 57 år fik standset sine sygedagpenge, fordi hun sagde nej til at få elektrochok. En kvinde fra det nordjyske stod i samme situation, da hun afslog at spise lykkepiller. En 47-årig mand stod til at miste sine sygedagpenge, fordi han afslog en fedmeoperation. En mand, der var erklæret egnet til fleksjob, kunne ikke få det tilkendt, før han havde underlagt sig elektrochok.    

Alt for mange syge mennesker er kommet i klemme på den måde. Myndighederne kan fratage sygemeldte borgere deres ydelse, hvis de takker nej til at deltage i bestemte former for behandling, herunder eksempelvis elektrochok eller antidepressiv medicin.

Det er ikke rimeligt, at man skal føle sig tvunget til at tage antidepressiv medicin, hvis man er betænkelig ved bivirkningerne. Det er ikke rimeligt, at man skal underlægge sig elektrochok, hvis man frygter for hukommelsestab. Og det er i det hele taget ikke rimeligt, at myndighederne har den form for magt over for den enkelte borger.  

Men faktum er, at det står i loven. Det er en betingelse for at modtage eksempelvis sygedagpenge, at man som borger selv bidrager til sin helbredelse. Det er som udgangspunkt et rimeligt princip – men det skal ikke bruges til at påtvinge den enkelte borger en specifik behandling, som man slet ikke ønsker at deltage i.

Mennesket først

Derfor vil regeringen med sin nye reform af sygedagpengesystemet starte et toårigt forsøg, som sikrer, at sygemeldte borgere ikke fremover tvinges til at deltage i en bestemt behandling som betingelse for, at de kan få sygedagpenge.    

Samtidig sikrer vi, at den enkelte borger får den bedst mulige hjælp til at blive rask og komme tilbage i arbejde. Vi giver den enkelte borger en ret til at få en second opinion fra lægerne i regionen, men hvis man som sygemeldt ikke ønsker en anden behandling, får det ikke konsekvenser for ydelsen.

For mig er det afgørende, at vi får drejet beskæftigelsessystemet væk fra at tage udgangspunkt i rigide regelsæt.    

Mennesket skal sættes først. Og her er sygedagpengereformen et stort skridt i den rigtige retning. Den sikrer, at man fremover ikke risikerer at miste sin forsørgelse, mens man stadig er syg, og den sikrer, at man ikke kan tvinges til behandling mod sin vilje. Det er kun rimeligt.

Mette Frederiksen (S) er beskæftigelsesminister.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Jansson

Det har aldrig været intentionen, at sagsbehandlere og rådgivere i forvaltningerne skulle agere sagkyndige udi lægekunsten og andre ekspertområder, så de med lov i hånden kunne tvinge syge igennem helt urimelige og potentielt farlige behandlingsforløb - her er medicinering og operationer af nævnte karakter særdeles gode eksempler på, hvad der ikke burde være muligt.

Der burde på lige fod med behandlingsgaranti og det frie sygehusvalg herske lignende muligheder indenfor afklaringsforløb i forvaltningerne, så den enkelte borger kunne få udstedt en individuel tidsplan for det maksimale sagsbehandlingsforløb samt have retten til at vælge helt andre sagsbehandlere, såfremt borgeren ikke finder den tilbudte tilstrækkelig eller inkompetent.

At skelne mellem dagpenge, sygedagpenge og andre offentlige ordninger er så også et problem der åbner op for fortsat kassetænkning, som altid sker - og desværre med borgerne som tabere. Der er grund til at se på en mulighed for at ensrette ydelserne og rettighederne som følger med, og som udgangspunkt burde der ikke være en forskel på retten til dagpenge og sygedagpenge skulle være af forskellige tidslængder.

Som det er i dag der kan man modtage dagpenge i længere tid end sygedagpenge som udgangspunkt, hvilket er mildest talt absurd, at mennesker der kun døjer med ledighed skulle have bedre forhold end folk der også døjer med helbredsproblemer.

Sidst men ikke mindst bør der være et system som kunne gøre forvaltningen ansvarlig i deres sagsbehandlinger, hvor der skønnes bevidst at være sket fejl og mangler, så det retmæssigt kan udløse en erstatning, som ikke gøres til modregning i andre offentlige ydelser.

Der er endnu længere til målstregen nu, end der var da S+SF+R dannede et regeringsgrundlag og tog kommandoen på skuden Dannebrog.

Rasmus Kongshøj

Der er flere ting, der ikke stemmer i Mette "Hjorth" Frederiksens indlæg.

- Hun mener det er urimeligt at syge tvinges ud i risikable behandlinger mod deres vilje. Man må gå ud fra at det også var urimeligt for to et halvt år siden, da konen fik udleveret nøglen til ministerbilen. Hvorfor kommer det først nu?

- Hun mener den nuværende praksis er urimelig. Den logiske følge af dette ville være at stoppe urimelighederne, og indføre mere rimelige regler. Her og nu. Det vil Mette "Hjorth" Frederiksen dog ikke. Hun vil kun iværksætte et toårigt forsøg med rimelige regler. Er hun måske bange for at det ikke kan betale sig at stoppe urimelighederne, eller at det bliver for bøvlet at behandle borgerne ordentligt, siden hun mener et forsøg er påkrævet?

- Mette "Hjorth" Frederiksen mener at det er rimeligt, at syge selv bidrager til deres helbredelse, for at kunne få sygedagpenge, men mener samtidig ikke at man skal bruge dette til at påtvinge borgeren en specifik behandling. Det giver jo ikke mening. Når systemet vedtager at borgere skal bidrage til deres helbredelse, så kan det ude i virkeligheden kun betyde den ene ting, at systemet får magt til at påbyde borgeren at lade sig behandle. Ministeren mener altså at borgeren både skal have pligt til at lade sig behandle, og ret til at nægte behandling. Rent vrøvl.

Det er i øvrigt underligt at ministeren nu pludselig bekymrer sig om de syges forhold. Hun har ellers brugt hele sin ministertid på at gøre dem fattigere. Først ved at afskaffe førtidpension til alle under 40 og forringe den i forvejen dysfunktionelle fleksjobordning. Derefter har hun været bannerfører for en direkte sadistisk kontanthjælpsreform, der gør at kontanthjælpsmodtagerne, blandt andet de syge og handicappede, der ikke længere kan få førtidspension, bliver ramt af endnu hårdere fattigdom, at deres kærester og ægtefæller, i kraft af de oldnordiske regler om gensidig forsørgelsespligt, bliver fanget i samme fattigdomsfælde, eller helt skræmt væk. Endelig har hun formået at lave en forlængelse af sygedagpengene, der i praksis betyder ringere levekår for de syge.

Mette "Hjorth" Frederiksen er ikke de syges ven. Tværtimod har hun kun bidraget til at gøre det hårdt at være syg.