Kronik

Velfærd er ikke et holdkæft­bolsje til middelklassen

Det er en misforståelse, at universelle velfærdsordninger er opstået for at bestikke de velbjergede til at støtte velfærdsstaten. Det er i stedet ønsket om lighed, rationelle ordninger med samfundsmæssigt afkast og forebyggelse, der har drevet udviklingen
Debat
28. marts 2014
Velfærdsstaten skulle skabe bedre livs-betingelser for hele befolkningen. Skolebespisning for alle, der blev indført i 1948, var en del af denne kamp.

Velfærdsstaten skulle skabe bedre livs-betingelser for hele befolkningen. Skolebespisning for alle, der blev indført i 1948, var en del af denne kamp.

Vittus Nielsen

Lad os dog hjælpe dem, der har et virkeligt behov. Hvis vi lader flere klare sig selv, kan vi give et løft til de virkeligt trængende og lette skattebyrden. Hvorfor skal stat og kommune dog have besvær med at trække penge op af de vejbjergedes lommer, når de fleste midler alligevel havner hos de selv samme skatteydere. Det er jo et rent molbosystem.« 

Dette tankesæt, der har haft særlig grobund efter finanskrisens frembrud, tilføres ofte ideen om en såkaldt bestikkelsesteori. Den universalistiske velfærdsstats venner har villet bestikke middel- og overklassen med offentlige ydelser for at forebygge skatteoprør og sikre sig støtte. 

Bestikkelsesteorien kan afspejle et legitimt politisk ønske om en stærkt reduceret velfærdsstat, men den afspejler ikke de motiver og drivkræfter, som har drevet velfærdsudviklingen siden 1930’erne. 

I efterkrigstiden kan der efterspores tre drivende motiver for udbygningen af velfærdsstaten. Undertiden har de optrådt enkeltvis, til andre tider har de været flettet ind i hinanden. 

Velfærdsstatens pionerer ville løse problemer, som markedet ikke tog sig af. De kæmpede for et lighedens samfund, der skabte ligeværdig anerkendelse af alle borgere og sikrede økonomisk udjævning. Senere kom den rationelle velfærd til. Den lønnede sig for hele samfundet. Endelig fik vi den forebyggende indsats, som skulle sætte ind, før sygdom og sociale nedture førte til menneskelig forarmelse.

Pension uden stigma

Lighedsmotivet udfoldede sig i den skelsættende lovgivning bag folkepensionen. I 1956 vedtog Folketinget en folkepension, som sikrede et mindstebeløb til alle borgere. Den radikale høvding, Jørgen Jørgensen, argumenterede for loven med følgende pointe:

»Når jeg er tilhænger af en almindelig folkepension omfattende alle, så er det ikke af hensyn til de 15-20 pct. af befolkningen, som på grund af deres indtægt og formueforhold ikke kan opnå andersrente, disse forholdsvis få velstillede medborgere klarer sig nok – men enhver kan da forstå, at aldersrenten får en anden placering i befolkningens bevidsthed, når det ikke er trangsgrænsen, der bestemmer aldersrentens størrelse. Den ydmygelse, det er for gamle, der får udbetalt aldersrente, at de til enhver tid er underkastet kommunalbestyrelsens eller det sociale udvalgs kontrol, skal de nu være fri for.« 

Partiet ville med andre ord fjerne den stigmatisering, som klæbede til hjælp fra de offentlige kasser, og som afholdt mange fra overhovedet at søge hjælp. En tredjedel af alle dem, der var berettiget til aldersrente, undlod at bede om den, fordi de ikke ville ligge det offentlige til last. 

For Socialdemokratiets formand, Hans Hedtoft, gjaldt det om at skabe tryghed, så ingen skulle nages af frygt for fremtiden. Økonomisk sikkerhed ville ifølge Hedtoft frigøre initiativ og virkelyst til gavn for den enkelte og det fælles samfund.

Folkepensionen var tilsyneladende kommet for at blive. I årene 1964-1970 blev den kraftigt forbedret gennem et stigende grundbeløb til alle. 

Rationel velfærd

De borgerlige partier tilpassede sig efterhånden de skattefinansierede ydelser og droppede fortidens krav om mere forsikringsprægede løsninger. Folkepensionen blev betragtet som en rationel løsning, der kunne forbindes med sund samfundsøkonomi. Synspunktet blev formuleret med vægt af den konservative leder Poul Møller i 1964, da han i Berlingske Tidende tilkendegav, at »den fulde folkepension til alle ældre medborgere er en nødvendighed, hvis vi yderligere vil fremme den private opsparing, eller hvis vi vil bevare de ældre i produktionslivet«. 

Borgerne ville blive tilskyndet til at spare op og påtage sig et mindre job som pensionist uden frygt for modregning. Folkepensionen spillede sammen med højkonjunkturens behov for arbejdskraft og stod ikke i modsætning til kravet om en øget opsparingskvote. I denne filosofi var forestillingen om en trangsgrænse fjernet fra den politiske dagsorden.

Kombinationen af lighedssigte og et rationelt motiv kan efterspores på et utal af andre områder. Det første spæde skridt til nutidens SU-system  blev taget i 1953. Ungdommens Uddannelsesfond skulle sikre alle ubemidlede elever og studerende (der dækkede datidens under- og middelklasse) med lyst og evner adgang til at søge uddannelsesstøtte, mens den økonomiske lighed skulle tilvejebringes gennem en arve- og gaveafgift på samfundets velbjærgede. Den nye lovgivning blev betragtet som en social retfærdighedshandling, der med den socialdemokratiske ordfører Per Hækkerups ord sikrede hele ungdommen et frihedsbrev. Men loven blev også set som led i en mobilisering af samfundets talentmasse.

Det sidste motiv fik for alvor luft under vingerne i 1960’erne, hvor den store uddannelses-ekspansion og SU-systemets forbedring ikke blot skulle sikre et ligeværdigt medborgerdemokrati, men også mobilisere samfundets intelligensreserve. 

SU-systemets foreløbig sidste store og afgørende forbedring indtraf i 1987. Det universelle princip blev udvidet, dvs. flere fik SU uden hensyn til forældrenes indtægt, stipendier fik et gevaldigt løft, og lån overgik fra at være højtforrentede til lavtforrentede. Tyngende gældsproblemer, tidrøvende erhvervsarbejde, studie-tider langt ud over det normale og få år på arbejdsmarkedet skulle erstattes af en generøs SU med mulighed for at afvikle studiet på normeret tid og sikre kandidaterne længere tid på arbejdsmarkedet. SU-systemet blev opfattet som en samfundsnyttig investering, der banede vejen for et stabilt og lønsomt uddannelses- og arbejdsmarkedssystem.

Mere end lappeskrædderi

Det sidste motiv, der lå til grund for de universelle ydelsers fremkomst, var det forebyggende arbejde, der så dagens lys i slutningen af 1930’erne, og som blev foregrebet i enkelte pionerkommuner i begyndelsen af 1900-tallet. 

Velfærdsstaten skulle ikke blot fungere som en lappeskrædder, når sygdom og ulykke var indtruffet, men også skabe bedre livs-betingelser for hele befolkningen. Kravet om sundhedsplejersker (1937), offentlige mødrehjælpsinstitutioner (1939), den obligatoriske skolelægeordning (1946), skolebespisning for alle (1948), tuberkuloseloven i 1949 og de offentlige vaccinationer forenet med den offentlige indsats for billige, flere og frem for alt sunde boliger efter Anden Verdenskrig var en vital del af denne kamp. 

I alle elementer af denne lovgivning var det et mål at inddrage hele befolkningen i det forebyggende arbejde, (bortset fra boliglovgivningen, der primært, men ikke udelukkende var for den store gruppe af ubemidlede, som tilhørte det almindelige sygekassesystem).  

Den universelle tuberkuloselov åbnede således mulighed for, at de tuberkuløse patienter uanset herkomst kunne opretholde deres hidtidige livsførelse inden for rimelige grænser i op til to år – tryghed blev opfattet som en forudsætning for vellykket resocialisering. 

Der var ikke skyggen af forestillingen om at udstede særlige holdkæftbolcher til middel- og overklasse. Det forebyggende arbejde kendte ikke snævre trangsgrænser. Bestikkelsesteorien har med andre ord ingen gang på jorden.

Søren Kolstrup er ph.d. og lektor ved Center for Velfærdsstatsforskning. Han er forfatter til ’Den danske velfærdsmodel 1891-2011– sporskifter, motiver, drivkræfter’, der netop er udkommet på Frydenlund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Med differentieringen i velfærdsydelser er vi med andre ord på vej tilbage til 1900-tallet, hvor man tiggende allernådigst kan få hjælp af det offentlige.
Retorikken i debatten er ved at nedbryde velfærdssamfundet, til fordel for et somfund, som vi allerede ved hvordan ender, og som vores forfædre med al magt prøvede at slippe væk fra.
Hvorfor?

Laurids Hedaa, Malan Helge, Lise Lotte Rahbek, Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese, Karsten Aaen, Anders Kristensen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Frederikke Nielsen

Hver generation, deres problemer og hver generation deres reformer. Det vigtigste for vores velfærdssystem er hele tiden at reformere det, så det passer til tidens behov. Hvad der virkede godt for landet i 50'erne, er måske ikke den rette løsning nu.

I vore tider med mange sunde og friske ældre, og ikke så mange til at forsørge dem, giver det mening at tænke alderdommen på en anden måde end tidligere. Måske arbejde i flere år. Måske arbejde deltid, og modtage supplerende pension. Måske lade de rigeste ældre selv betale dele af deres behov. Alle mulige kreative tanker, der fundamentalt handler om, at folkepensionen skal fastholdes og at de svageste skal hjælpes efter behov, mens dem der selv kan også selv skal.

Måske basalt en holdningsændring til, at det at betale skat, ikke er det samme som at sætte penge i banken, som så uden betingelser kan hæves på et senere tidspunkt.

Principielt har jeg svært ved at se problemet i, at jeg ville få afslag på støtte til hjemmehjælp, rengøring, briller etc, hvis jeg selv havde penge til at betale for mine behov på min bankkonto.

At være gammel er ikke det samme som at være svag.

Rikke Nielsen

"I vore tider med mange sunde og friske ældre, og ikke så mange til at forsørge dem..."

I et samfund der tillader sig at have råd til, at næsten 200.000 mennesker der gerne vil arbejde men ikke kan få et job står uden for arbejdsmarkedet, virker det ikke helt sobert at mennesker skal arbejde
"i flere år" - det går nemlig lige præcis ud over de yngre årgange, hvor der er et langt større behov for kapital for at skabe en familie, et hjem etc.
Dette samfund har ikke et problem med en "ældrebyrde" - men med massearbejdsløshed.

Espen Bøgh, Tue Romanow, Laurids Hedaa, Per Torbensen, Lise Lotte Rahbek, Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese, Karsten Aaen, Anders Kristensen, Carsten Mortensen, Niels Duus Nielsen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Allan Christensen

Rikke Nielsen
Måske lade de rigeste ældre selv betale dele af deres behov

Det lyder som en rigtig god ide at fordele velfærden bedre så vi ikke behøver at levere så meget af den. Heldigvis er det med traditionel teknologiudvikling, herunder bl.a. udviklingen af kemiske sprøjtemidler, lykkedes at forhindre de værste ødelæggelser af naturen og vore efterkommeres fremtidsudsigter som følge af tidligere tiders uansvarlige krav om mere velfærd.

Allan Christensen

Det er en ulykke af dimensioner om den traditionelle teknologiudvikling herunder udviklingen af kemiske sprøjtemidler ikke har bidraget til, at vi på så kort tid har kunnet få så megen velfærd, pædagogik og miljøteknologi med så uventet få ødelæggende konsekvenser for naturen og vore efterkommeres fremtidsudsigter til følge.

Rikke.

lav 100% modregning i tillægspensions hvis andre udbetalinger før skatter overstiger 50000 pro ano

Nutidens analytikere forstår kun det gustne spin og den interesseorganisative kalkule. En hel generation kan knap forestille sig man kan have andre motiver, for de har aldrig hørt en analyse af noget føre andre steder hen. Så det er en rigtig god artikel :-)

Dennis Berg, Laurids Hedaa, Malan Helge, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Helt enig, odd bjertnes, jeg husker også dengang, hvor ganske mange politikere kunne have holdninger, der ikke nødvendigvis stammede fra et regneark.

Artiklen glemmer kun een ting: Fattighjælpen blev i sin tid skabt og indført i Tyskland af Otto von Bismarck, der så den som et defensivt våben i klassekampen: Dengang var Socialdemokratiet et farligt arbejderparti, og ved at fjerne fatiigdom og nød fjernede man partiets rekrutteringsbase, var tanken. Og det virkede. Socialdemokratiet endte således med at afskaffe de røde faner, og er i dag lige så borgerligt som de øvrige borgerlige partier.

Det bliver interessant at se, hvad der sker, efterhånden som politikerne afskaffer fattighjælpen. Får vi et nyt Socialdemokrati? Eller får vi borgerkrig, således som Bismarck frygtede?

Dennis Berg, Jakob Silberbrandt, Laurids Hedaa, Per Torbensen, Lise Lotte Rahbek, Rasmus Kongshøj og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Ph.d`eren fører os på vildspor.
Allerede i overskriften går det galt : " Det er en misforståelse, at universelle velfærdsordninger er opstået for at bestikke de velbjergede til at støtte velfærdsstaten."
Som bevis føres politiker udtalelser fra udviklingsperioden - fra de politikere, som skulle vælges igen og ville tækkes de brede masser.
Og videre : "Det er i stedet ønsket om lighed, rationelle ordninger med samfundsmæssigt afkast og forebyggelse, der har drevet udviklingen."
Er resultatet lighed og er systemet særligt rationelt ? Er det lighed at dele børneydelse ud til forældre uanset deres økonomiske forhold. Nej, lige modsat, det er da ulighed.
Er det et rationelt bureaukratiske system, at bruge masser af resurser på at jagte de ledige, i stedet for at dele arbejdet ?
Er det rationelt at opkræve skatter og uddele 80% igen til de samme borgere.
Nej, lige modsat, uoverskueligt og resursekrævende.
Og gamet fortsætter, med små politikerpip, som kommentar til fejlkonstruktionen.

Vores bedsteforældre satte en ære i at klare sig selv. Nu blev succeskriteriet at trække så meget som muligt ud af de offentlige kasser. Så pyt med at skatterne steg og steg.
Omfordelingen er nået nye højder i forsøg på lighed. Men det bliver ved forsøget - ved illusionen om lighed. Det lever den herskende klasse fedt af og politikerne fortsætter med hold-kæft-bolsjerne.
Heldigvis er lys forude, som Vestager, der tør lufte tvivlen på den universale model. Men den tvivl kommer fra problemerne med at få statsbudgettet til at ballancere - ikke af erkendelse af systemets idèmæssige fallit.

Opgør med det store Velfærdsbedrag ! - En anden udgave af "Den store Omstilling" - er nødvendig.

Steffen Gliese

Du tager fejl, Leo Nygaard, det er aldeles rationelt at kræve pengene op i skat efter evne og fordele dem så nogenlunde igen efter behov. Nogles arbejde indbringer af historiske grunde mere end andres, og disse kan derfor bidrage med mere til samfundets finansiering uden at give mere af sig selv - og samtidig modtage fuldt så meget som alle andre, når de har behovet.
At jagte de ledige er netop ikke en del af velfærdsstaten, men velfærdsstatens begyndende afskaffelse; men børneydelsen sikrer det samme til alle børn, og det er lighed - mens man selvfølgelig mht. forældrene må tilstræbe en beskatning, der lader de mest velhavende betale meget mere for denne ydelse over skatten.
Og hvad er der galt med, at det skulle være ressourcekrævende at opkræve skatter og dele pengene ud igen efter samfundets prioriteringer og behov? Hvad er der galt med, at det er ressourcekrævende, og er det virkelig det? Nej, det kræver jo blot, at nogle mennesker laver noget arbejde, og da folk i højere grad gerne vil arbejde, end de rent faktisk i samfundet kan beskæftiges, er det vel OK? Det store problem er vel, at man ikke udnytter de færdigheder, befolkningen har - f.eks. ved at ansætte de ledige indenfor de erhverv, de er uddannet i eller har erfaring indenfor, i stedet for at lade dem gå arbejdsløse? Hvorfor sætter man ikke nogle flere ressourcer ind på at få de mange anlægsopgaver hurtigere færdige, f.eks.?

Niels Jespersen, Laurids Hedaa, Karsten Aaen, Niels Mosbak og Tom Paamand anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Perspektivet på længere sigt i tilbagevenden til almisse-ydelser og fattigdomspolitik,
er at sundhedssystemet ikke kan undgå brugerbetaling.

Sundhedssystemet forudsætter, at alle har fri og lige adgang.
I takt med at man politisk prioriterer at presse den uformuende (læs: Udenfor arbejdsmarkedet) del af befolkningen, vil disse få et dårligere og dåligere sundhedstilstand,
forårsaget af det psykiske pres sammen med den stadig større udfordring med at leve et sundt liv.
Dette vil på et tidspunkt anspore den kreative klasse,
hvis børn ikke går i skole med underklassen og hvis boligområder ligger langt fra almennyttige boliger,
til at foreslå,
at sundhedssystemet deles i en dund og formuende del, og en uformuende og 'livsstils-udfordret' del.

Vent og se.
det skulle såmænd da ikke undre mig, om de kreative Radikale allerede har det på regnearket.

Peter Hansen :" Du tager fejl, Leo Nygaard, det er aldeles rationelt at kræve pengene op i skat efter evne og fordele dem så nogenlunde igen efter behov." Netop, hvis det er efter behov. Men det er det jo ikke, en hel del af det.
Jeg har råd til at betale fuld pris, men min dåbsattest giver mig rabat.
Hvis du nu tænker : Samfundsskabt friværdi. Ja, godt tænkt.
Og videre : " At jagte de ledige er netop ikke en del af velfærdsstaten, men velfærdsstatens begyndende afskaffelse". Jo det er en del af "velfærdsstaten" lige nu - men den forkerte velfærd. Ikke den, der giver borgerne retten og friheden. Men det kommer nok. Den nye, gamle tilstand, hvor de stærke hjælper de svage og hvor de besiddende LO-medlemmer ikke holder de ledige ude.
Det som Lise Lotte kaldet almisse med et negativt ladet ord.

Steffen Gliese

Hvis der ikke er behov, Leo Nygaard, slipper folk for billigt i skat. :-)

Steffen Gliese

Der er så mange ting, der er indbygget i det system, der desværre ødelægges: at folk f.eks. kan opretholde deres erhverv, selvom der forekommer forudsigelige arbejdsløshedsperioder! Hvis man skulle tage højde for dette på en anden måde, ville lønkravene blive fuldkommen umulige at honorere.

Hvis ledigheden minimeres i nedgangstider ved at delearbejdet eller ved generel kortere arbejdstid, vil lønne naturligvis følge med nedad. Det kaldes solidaritet !
Hvis det er det du taler om, Peter.

Steffen Gliese

Jamen, lønnen behøver jo ikke følge med nedad, Leo Nygaard - der er stadigvæk de penge, der ellers ville gå til at håndtere den arbejdsløse, at bruge på rigtig løn.

Mon ikke vi trods alt skal se lidt positivt på vort velfærdssystem, der har sikret os mod papkassebyer lige uden for hovedstadsområdet og andre storbyer i Danmark.

Vor sygehussystem har været til gavn for samfundet, som helhed og til bekæmpelse af bl.a. epidemier m.m., samt hjulpet mennesker tilbage på arbejdsmarkedet, og ikke blot blive kasseret som ikke længere brugbart, men som samfundsaffald fra produktionen.

Omfordelingen må betegnes som en samfundsmæssig succes, og vist er den ikke fejlfri, men forkaste den alene for neokonservativ tankegang med drømme om tilbagevenden til både fattiggården, og "den lille pige med svovlstikkerne" for den "rene liberalisme"(alle mod alle) i samfundet, er næppe særlig samfundsgavnlig eller udviklende.

De liberale teser("selvopfundne sandheder der intet bevis er for"), og som leverer et godt samfund der omfatter alle i samfundet, og giver mulighederne for alles deltagelse, men i stedet begrænser samfundets udvikling for mange, så vi under den borgerlige regering i deres uhæmmede jagt på de ledige, - da krisen indtraf.

Kontrol, kontrol og atter kontrol af de ledige samt begrænsning på begrænsning for uddannelse var og blev mantraet hos regeringens arbejdsminister, i stedet for at give mere frihed, så dem der havde udsigt til en arbejdsplads kunne komme til at indtage denne via et relevant kursus, så i hvert fald én person kom ud af de lediges rækker.

Intet system er vel helt perfekt, og tiden slider også på et system, men helt at forkaste det blot fordi tidens løsen er neokonservatismen er gennemført i fremmede lande, hvor produktionen er udlagt i konkurrencen hellige navn, men næppe til gavn for andet en den økonomiske gevinst.

Så må miljøhensyn lægges til side for fortjenesten, arbejderbeskyttelse lægges til side for fortjenesten osv., osv., - jo vist kan vesten slå Kina i hovedet på miljøområdet osv. men det er via produktions som vesten vil såvel tjene mest på ved produktionen uden alle disse "unødvendige" omkostninger for liberalismens grådighed for fortjeneste uden samfundsansvar for hverken miljø, medarbejdere, uddannelse, hospitaler , sundhed osv..

Politisk skal kapitalen udfordres på den manglende evne til at levere et ordentligt samfund for alle, og med flest muligheder for alle, - men det syntes ikke at være et nærværende ønske, og vi ser det tydeligst i de svageste lande, hvor selskaber opererer uden særlige gevinst for disse lande ved at lade selskaber udvinde og udnytte deres naturressourcer, og siden efterlade en morads af svineri efter sig, som er til skade for sundheden i området og en økonomisk belastning for samfundet såvel lokalt som på landsbasis.