Kommentar

Adoptioner bør opprioriteres

Det er urimeligt, at det offentlige betaler fertilitetsbehandling, men ikke udgifterne til adoption. Der findes mange gode grunde til at gøre adoption mere attraktivt for barnløse
3. april 2014

Den 26. marts blev jeg i en kronik i Information taget til indtægt for det synspunkt, at assisteret reproduktion skulle være etisk betændt. Begrundelsen var, at jeg for nylig har gjort mig til talsmand for, at der finder en urimelig forskelsbehandling sted, når det offentlige betaler fertilitetsbehandling, men ikke udgifterne til adoption. Samtidig har jeg ved en tidligere lejlighed, som medlem af Etisk Råd, anbefalet, at adoption gøres til et mere attraktivt alternativ til æg- og sæddonation.

Ifølge kronikørerne følger det heraf, at jeg finder fertilitetsbehandling etisk betændt. Det er dog en eklatant fejlslutning. At jeg påpeger forskelsbehandlingen og finder den urimelig siger intet om, hvorvidt jeg finder fertilitetsbehandlingen betændt eller ej. Man kan eksempelvis sagtens mene, at det er forkert, at mænd tjener flere penge end kvinder for samme job, uden at det deraf følger, at man vil afskaffe mænd.

Faktisk er jeg tilhænger af assisteret reproduktion. Barnløshedsproblemet er et alvorligt og ofte dybt eksistentielt problem for de berørte parter, og at yde hjælp til at overkomme dette problem er i udgangspunktet godt.

Økonomiske incitamenter

Men diskussionen om forskelsbehandling baserer sig som nævnt på det forhold, at det offentlige betaler den fulde ydelse i forbindelse med fertilitetsbehandling, men kun yder et tilskud til adoption. Denne praksis er problematisk af flere grunde.

For det første, fordi adoption alt andet lige må betragtes som en løsning på det samme problem som fertilitetsbehandling, nemlig problemet med barnløshed. Som to løsninger på samme problem burde de – i fraværet af grunde til forskelsbehandling – være ligestillede.

Hvis man ønsker reel ligestilling på området, må man derfor undgå stærke økonomiske incitamenter til at foretrække den ene løsning frem for den anden. Man skaber dog ikke ligestillingen ved helt at fjerne det offentlige tilskud til både assisteret reproduktion og adoption, og man gør det heller ikke ved at give samme relative tilskud til de to fremgangsmåder. I begge disse tilfælde vil der nemlig skabes et økonomisk incitament til at vælge fertilitetsbehandlingen, som gennemsnitligt koster 76.000 kroner mod 200.000 kroner for en adoption.

Personligt vil jeg foretrække, at vi i Danmark prioriterer de mennesker, der lider under et barnløshedsproblem, og derfor betaler den fulde udgift, hvad enten det drejer sig om assisteret reproduktion eller adoption. Bemærk dog, at reel ligestilling ikke kun er et spørgsmål om økonomi. Det handler også om, at de praktiske vanskeligheder ved at vælge en løsning i relevante henseender er de samme. Sagsbehandlingstider og godkendelsesprocedurer må alt andet lige være sammenlignelige.

Adoption mod barnløshed

Fertilitetsbehandling ikke er en sikker løsning på problemet med barnløshed. For ikke al fertilitetsbehandling resulterer i graviditet og fødsel, desværre. Samtidig viser tal fra USA og Storbritannien, at der er adskillige tusinder af børn, der venter på adoption.

Hertil kommer, at adoption ikke kun er en løsning på barnløshedsproblemet. Det er også en løsning på den nød og forarmelse, som er et vilkår for mange forældreløse adoptanter rundt om i verden. At adoptere et barn vil i mange tilfælde kunne give barnet bedre livsbetingelser og i sidste ende øget livskvalitet. Disse to argumenter giver i realiteten grund til at favorisere adoption som en løsning på barnløshedsproblem-et.

Men findes der grunde til at foretrække offentligt finansier-et fertilitetsbehandling frem for adoption som en løsning på barnløshedsproblemet?

Man kunne måske pege på, at fertilitetsbehandling muliggør biologisk/genetisk slægtskab med barnet, og det synes at være et forhold, mange foretrækker. Jeg kan identificere mig med denne følelse, men spørgsmålet er, hvordan den skal indgå i forhold til spørgsmålet om at ligestille adoption og fertilitetsbehandling.

Hvis der var evidens for, at biologisk/genetisk slægtskab generelt er en forudsætning for ’det gode forældreskab’ og dermed varetagelsen af barnets tarv på bedst mulig måde, ville det selvfølgelig være et stærkt argument for at foretrække det biologiske forældreskab.

Jeg kender imidlertid ikke til en sådan evidens. Faktisk peger dele af den videnskabelige litteratur på, at adopterede børn klarer sig bedre i forhold til eksempelvis uddannelse end andre børn i samme socioøkonomiske omstændigheder.

Ved en fuldstændig finansiering af de relativt få adoptioner i Danmark sikres en reel ligestilling af to løsninger på barnløshedsproblemet. Skulle staten favorisere en løsning, er der som nævnt gode grunde til, at det skulle være adoptionsordninger.

Thomas Ploug er professor og medlem af Etisk Råd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Helth
Viggo Helth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu