Den journalistiske lemmingeffekt er et velkendt fænomen. Alle medier følger blindt efter hinanden, en enkelt historie dominerer nyhedsstrømmen. Fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen kaldte det »kulminationen på det, der kaldes selvsving.«
I de seneste dage har jeg været belejret af Ahmed Akkari. Stort set samtlige medier har overbudt hinanden med historier om den frafaldne islamist, der har fortrudt alt og sammen med en BT-journalist har lavet en bog. Dele af bogen er efter det sædvanlige mønster lækket til udvalgte medier, så den efterfølgende lemmingeeffekt kan sikre massiv dækning.
Selvfølgelig er Ahmed Akkaris bog et meget væsentligt bidrag til forståelsen af, hvad der skete, dengang for ni år siden da karikatur-krisen hærgede, da mennesker blev dræbt, ambassader nedbrændt, og Danmark befandt sig i en af de værste udenrigspolitiske kriser i nyere tid. Og Akkari og hans rådgivere har sørget for, at gryden bliver holdt i kog. Han har for rullende kameraer undskyldt over for Gud og hvermand, inklusive Naser Khader og Anders Fogh Rasmussen. DR har lynhurtigt fundet på at lave en såkaldt roadmovie, hvor Khader og Akkari i fem udsendelser »rejser sammen rundt for at debattere kontroversielle emner som radikalisering, integration, islam, opdragelse og retten til personlig frihed,« som der står i DR’s pressemeddelelse.
Lemmingeeffekten griber nu med tilbagevirkende kraft ind i fortiden, og med Akkaris omvendelse er alle de, der med et slet skjult anstrøg af islamofobi gik til angreb på stort set alle muslimer, blevet frikendt. Mistanken om, at den daværende statsminister dummede sig og pustede til ilden ved ikke at efterkomme anmodningen om en kop kaffe med en gruppe ambassadører, er helt væk. Og ikke mange måneder efter at den fhv. udenrigsminister Per Stig Møller på skærmen såede tvivl om Fogh Rasmussens fremgangsmåde dengang, modtager Møller nu Akkaris undskyldning, for – som han skriver i Berlingske tirsdag – »kristendommen tilgiver enhver angrende synder.«
For at tage den kristne tråd op så skriver evangelisten Lukas (kapitel 15, vers 7), at der »således være Glæde i Himmelen over een Synder, som omvender sig, mere end over ni og halvfemsindstyve Retfærdige, som ikke trænge til omvendelse«. Glæden over den Omvendte synder Akkari har så udløst noget, der ligner et triumfbrøl i store dele af medierne. Ikke bare et »hvad sagde vi«, men også en kærkommen lejlighed til hævn. Hævn over dem, der dengang formastede sig til at argumentere imod Jyllands-Postens offentliggørelse af tegningerne. Ikke mindst de mere fremtrædende som afdøde Politikenredaktør Tøger Seidenfaden, der ikke kan svare igen (hvad han helt sikkert ville have gjort!), men også Uffe Ellemann-Jensen, der ligeledes gik imod strømmen. Uffemanden er imidlertid i høj grad stadig i live, og han siger til BT, at han »tvivler på, at Akkari giver den fulde sandhed«.
I skrivende stund debatteres det på Radio24syv, om man nu helt og holdent kan stole på den tidligere islamist. Jeg ved det ikke. Man må forholde sig kritisk til det, han siger, og det, han skriver.
Men begrebet ’kritisk journalistik’ gradbøjes – og når lemmingeeffekten sætter ind, bliver påstande eller bare synspunkter til endegyldige sandheder. Herunder Akkaris. Optikken ændres. Måske bliver billedet skarpere, måske bliver det bare fordrejet. Akkaris omvendelse fandt sted for et par år siden og fandt dengang naturligvis vej til medierne. Men slet ikke i samme omfang som nu. Hans bog har skabt en slags sandhed, der entydigt placerer ansvaret for Muhammed-krisen på de omrejsende, radikale imamer, herunder ham selv.
Her skal en stor del af ansvaret for miseren naturligvis placeres. Men akkarismen har nu endegyldigt frikendt Jyllands-Posten og Anders Fogh Rasmussen. Naser Khader kan fortsætte sit triumftog over fem tv-programmer som antiislamismens fornuftige danske muslim. Seidenfaden er dømt post mortem, og Uffemanden kan bare gå hjem, lægge sig og skamme sig. Sådan! Færdigt arbejde! Undtagen for Seidenfadens efterfølger på Politiken, Bo Lidegaard – Foghs topembedsmand under krisen – der nu skal finde en grimasse, der kan passe.
Lasse Jensen er vært på P1-programmet ’Mennesker og Medier’
hvor er det befriende med din påpegning af mediestormens evne til at vende et helt problemkompleks på hovedet fra den ene dag til den anden.
Tak til Lasse Jensen . Jeg var ellers ved at tro at jeg var den eneste , der kunne huske JP-krisen lidt anderledes efter at have hørt både Ordet er dit og P1 Debat. Her blev især Politiken udråbt som nærmest landsforræder og burde skamme sig.
PS: Havde folk med andre meninger ikke lov at komme med deres syn - nu hvor det skal stå i ytringsfrihedens hellige navn.
Jeg har stadigvæk rigtig svært ved at holde Akkari ud.
Men det er evident, at han elsker at være i mediernes rampelys, og der må jo åbenbart være penge i at skrive om ham. Men ikke mindre end 5 TV-udsendelser.......... men man kan jo slukke for udsendelsen inden brækpunktet.
Og Politiken, der indgik forlig med Humammeds efterkommere - det kunne jeg nu godt have undværet at blive mindet om.
Jeg er derimod ikke så bekymret for Bo Lidegaard, han er ekspert i at hælde vand ud af ørerne.
Torben Lindegaard jeg deler dir syn på Akkari
Mht. til Politiken. Husker jeg fejl eller sagde Fogh Rasmussen ikke selv undskyld til muslimerne på et senere tidspunkt. Så det ikke kun var Politiken, der forsøgte sig med en undskyldning for at hælde olie på vandene.
Religionskrige, forfølgelse af etniske mindretal,kvindeundertrykkelse , bekæmpelse af familieplanlægning, bekæmpelse af anderledes troende , hekseafbrændinger, homofobi o m a ondt kan ofte i historiens forløb tilskrives religiøs fanatisme og overtro.
Det bekræftes endnu en gang med denne bogudgivelse.
Det er sikkert en bog, som man kan lære noget af.
Religionskritik, og specielt fundamentalisme ,er nødvendigt.
Hvorfor har så mange så store problemer med at en tidligere islamist tager denne nødvendighed op ?
Mohammedtegningerne var en øjenåbner. islamister tåler ikke kritik. men den skal de have og det for fuld udblæsning.
Præcis som kristen fundamentalisme og Jødisk fundamentalisme skal have det.
At der stadig findes folk der mener at kritik mod islamisk fundamentalisme er kritik af alle muslimer, må være deres problem !
Den fejlagtige opfattelse skal og kan ikke stoppe andre i at tage kraftigt afstand fra religiøs fundamentalisme
'Lemmingeeffekt' - 'Akkarisme' - 'islamofob' - antiislamisme' - 'Uffemanden' - WOW, den får ikke for lidt. Gad vidst hvor L.J.'s sympatier ligger? Eller er det bare L-A.'s kritiske form for journalistik.
L.J.'s - ikke L.A.'s.
Når man tænker på hvor få muslimer der deltog i protesterne, hjemme som ude, så er der nok millionvis/hundrede-millionvis af muslimer der helst er fri for denne generaliserende offergørelse og nedværdigelse som en del "politisk korrekte" mennesker ytrer på deres vegne.
Eller tror disse folk virkelig at muslimer generelt er så tilbagestående ?
Carsten Hansen
Ja !
"Her skal en stor del af ansvaret for miseren naturligvis placeres. Men akkarismen har nu endegyldigt frikendt Jyllands-Posten og Anders Fogh Rasmussen. Naser Khader kan fortsætte sit triumftog over fem tv-programmer som antiislamismens fornuftige danske muslim. Seidenfaden er dømt post mortem, og Uffemanden kan bare gå hjem, lægge sig og skamme sig. Sådan! Færdigt arbejde!"
Sarkasme kan være en fin ting, men den ændrer hverken virkeligheden eller sandheden.
Meget kan man sige om tidligere statsminister og p.t. "forlænget" NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen, men han kan sin Machiavelli og er ikke til sinds at lade nogen dø i synden, som én gang har trådt ham over tæerne.
Der sad han på skærmen så stiv som en pind og tog med stoneface og sammenknebne øjne mod Akkaris stammende undskyldninger for sin ungdoms forvildelser. Og I taleboblen over den forlængede generalsekretærs hoved stod stod det bøjet i pap og og skrevet i neon:
"Ja, den er god med dig, din lille ubetydelige linselus. Mig snører man ikke mere end én gang!"