Læserbrev

Bankunion kan medføre ny krise

Debat
23. april 2014

Margrete Auken (SF) og Teis Volstrup (SF) hævder i artiklen »Vi skal ikke betale for bankernes overtræk« den 15. april, at der med EU-Parlamentets godkendelse af bankunionen er taget store skridt for at sikre en sundere finanssektor. Som sædvanlig er der langt fra det blåøjede syn, SF har på EU, til virkelighedens EU. Det, der rent faktisk er sket, er nemlig, at EU’s banksektor fortsat kan galoppere frem mod næste krise velvidende, at den har de europæiske statskasser i ryggen.

Enhedslisten har sammen med Folkebevægelsen mod EU løbende forsøgt at påpege over for Folketinget og EU-Parlamentet, at bankunionen intet positivt gør ved de grundlæggende problemer i den europæiske banksektor, hvor navnlig de europæiske storbanker udgør en større og større risiko.

Bankunionen vil styrke storbankernes muligheder, fordi reglerne for bankunionen sætter begrænsninger for, hvor skrappe krav medlemslandene må stille til bankerne, og fordi reglerne for banker generelt er til de store bankers fordel – til stor glæde for finanslobbyisterne.

Flere af værktøjerne i bankunionen vil fremme mulighederne for, at storbankerne kan opkøbe skrantende banker og således yderligere konsolidere deres position som ’too-big-to-fail’-banker: Det er banker, der er så store, at samfundsøkonomien tager skade, hvis de krakker.

Som direktøren i storbanken BNP Paribas har klargjort, er dette en klar fordel for hans gigantiske koncern, idet »den stærkeste del af banksystemet vil gennemgå en konsolideringsproces«, hvor det er »de svage spillere, der vil ryge ud«.

Bankregler skal strammes

En stemme på SF til EU-parlamentsvalget er altså ikke et værn mod lobbyisme – modsat SF’s påstand vil støtte til bankunionen være støtte til finanslobbyisterne.

Skal vi undgå en ny finanskrise skal mastodonterne i den finansielle sektor opdeles, så spekulanternes tab ikke endnu en gang kan sprede sig til den almindelige økonomi, og herudover skal bankreglerne strammes for at sikre, at bankerne ikke går konkurs i første omgang.

Med EU’s bankunion går man imidlertid i den modsatte retning. Gennem bankunionen garanteres spekulanterne fortsat redningskranse, samtidig med at man fremmer deres interesser. Hvorfor SF vil være med til det, er et mysterium.

Nikolaj Villumsen, EU-ordfører for Enhedslisten

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her