Kronik

Vi skal ikke betale for bankernes overtræk

Det nye EU-samarbejde om en stærkere regulering af bankerne gør det nemmere at tøjle finanssektoren og styre uden om økonomiske kriser. Vi skal have Danmark med nu – men alligevel tøver den danske regering med sin opbakning til samarbejdet
Konsekvensen af finanskrisen har blandt andet været massiv arbejdsløshed overalt i Europa. I Danmark mistede vi 200.000 private arbejdspladser. Almindelige mennesker betalte for bankernes moralske overtræk.

Mikkel Østergaard

15. april 2014

Europa-Parlamentet og EU-landenes regeringer tager i dag et stort skridt mod en sundere finanssektor. Med aftalen om den såkaldte bankunion bliver både reguleringen af og tilsynet med Europas banker væsentligt skærpet. Mens det under finanskrisen var skatteborgerne, som betalte for finansverdenens uansvarligheder, sikrer den nye aftale, at bankerne fremover selv betaler kriseregningen.

Det er den form for konkret politisk handling, som mange – herunder SF – har arbejdet for siden den økonomiske krise brød ud i 2008. Konsekvenserne af krisen har nemlig været til at tage og føle på: økonomisk ustabilitet og massiv arbejdsløshed overalt i Europa. Herhjemme mistede vi 200.000 private arbejdspladser og mange danskere måtte gå fra hus og hjem. Uretfærdigheden er særligt stor, fordi ingen af de ramte var med til at udløse den økonomiske nedtur. Almindelige mennesker betalte for bankernes moralske overtræk.

Med det forstærkede banksamarbejde tager EU nu de sikkerhedstiltag, som krisen med stor tydelighed har vist os, er nødvendige, hvis vi skal have en sund finansiel sektor. En sektor, som ikke udgør en risiko for samfundet og helt almindelige mennesker. Bankunionen er en forsikring imod en gentagelse af den krise, som Danmark og Europa stadig knokler for at komme helt ud af. Den er realiseringen af mange års skåltaler, og derfor bør Danmark allerede nu melde vores opbakning til samarbejdet. Vi forstår ikke den danske regerings tøven i denne sag – det er uforståeligt, at en centrumvenstreregering ikke med det samme slår til. Ikke kun for Danmarks, men også hele Europas skyld.

Et fælles tilsyn

Herhjemme har vi med rette stor tiltro til vores finanstilsyn. Men i andre lande er de nationale tilsyn ikke altid lige så skrappe – og nogle af dem er også lidt for gode venner med bankdirektørerne. Med bankunionen bliver de europæiske banker nu underlagt et fælles tilsyn. Man sikrer en stram kontrol og dermed ansvarlighed hos bankerne i EU gennem en fælles tilsynsmekanisme med langt skarpere tænder sammenlignet med mange af de tilsyn, der findes i dag.

Når samarbejdet træder i kraft, vil man fra start af sikre et robust udgangspunkt for den europæiske banksektor ved at stressteste alle EU-landes banker. Testene tjekker bankernes individuelle styrke og kortlægger svagheder i finanssektorerne.

Det har allerede fået bankverdenen til at reagere. Flere banker er begyndt at afskrive lån, fordi de vurderer, at de aldrig får pengene igen. På den måde sikrer bank-unionens stresstest fuldt overblik over de europæiske bankers sundhed, og vi får dem til at rette ind og rydde op. Det giver mere ansvarlige banker og et stærkere finansielt system.

Det stærkere banksamarbejde er ikke kun en forebyggelse af lignende kriser i fremtiden. Det er også en måde at holde eventuelle bankkrak langt væk fra den almindelige europæer.

Bankunionen indeholder nemlig en fælles redningsfond, der kommer til at rumme 410 milliarder kroner. Det er en fond, som bankerne selv skal betale ind til, og midlerne skal bruges til at afvikle banker, der går nedenom og hjem. Med andre ord: Hvis en bank krakker, så er det de andre banker, der skal hæfte for det – ikke skatteborgerne, som det i høj grad er tilfældet i dag.

Med det nye regelsæt vil banker dog ikke bare kunne overlade det hele til deres bankkolleger på tværs af Europa. Inden man kan modtage penge fra fonden, skal den krakkede banks egen bestyrelse nemlig selv skaffe penge fra investorer. Redningsfonden skal derfor ikke bruges til at holde hånden under fallitbo, der fortsat fører en uansvarlig kurs. I stedet øges konsekvenserne ved at spekulere i risikable, kortsigtede gevinster, og det vil have en præventiv effekt.

Danmark ved bordet

Spørger man os, er det alt sammen skridt i den rigtige retning. Vi kunne naturligvis godt have ønsket os endnu mere regulering. Men det samarbejde, der nu er fundet enighed om, er mærkbare forbedringer, som det gælder om at få i værk så hurtigt som muligt.

I starten af maj skal regeringen herhjemme beslutte, om Danmark ønsker at være med i bankunionen fra start. Regeringen har været en dygtig forhandler, og resultatet er blevet et kompromis, der i væsentlig grad tilgodeser danske interesser. Vi har fået en mere effektiv beslutningsproces, når en afviklingsplan for en krakket bank skal vedtages. Vi har fået en hurtigere indfasning af redningsfonden end forventet. Vi har forbedret den demokratiske kontrol. Og så er det lykkedes Danmark at sikre ens vilkår for eurolande og ikke-eurolande.

På trods af dette er regeringen stadig afventende. Men her mener SF, at Danmark bør tone rent flag. Hvis vi ikke tilslutter os inden begyndelsen af maj, skal vi stå uden for helt frem mod 2015 og måske endda 2016.

Dermed mister vi muligheden for indflydelse på væsentlige detaljer i bankunionen inden for de rammer, Europa-Parlamentet og de europæiske regeringer nu er blevet enige om. Er Danmark med ved bordet, kan vi stille krav og sætte aftryk med erfaringer fra det danske bankvæsen. Det ville være tåbeligt at sige nej tak til så vigtig indflydelse.

Samtidig vil det fælles tilsyn fungere som et kvalitetsstempel af bankerne. Derfor vil danske banker være langt bedre stillet ved at være med end ved at stå uden for. Vi kan komme i en situation, hvor danske banker – for at kunne modtage lån fra udenlandske banker – skal leve op til endnu højere krav, end hvad det nye europæiske tilsyn kræver. I vores øjne er det en selvfølge, at Danmark skal være med i en aftale, der på en og samme tid styrker ansvarligheden i banksektoren og sikrer troværdighed og konkurrencefordele til de danske banker.

Klart signal

Vi mener ikke, at eventuelle svagheder ved bankunionen i sig selv er et argument for at stå udenfor. SF havde gerne set, at redningsfonden var større. Og vi har længe ønsket, at de store banker skulle tvinges til at skille deres investerings- og låneaktiviteter ad, så almindelige låntagere ikke skal betale, hvis en bank mister penge på sine investeringer.

Det er der desværre ikke flertal for blandt EU-landene. Men som moderne og internationalt orienteret venstrefløjsparti er vi naturligvis parate til at tage hånd om problemerne i finansverdenen med de værktøjer, der kan lade sig gøre. Og som land er Danmark bedst tjent ved at være med, hvis vi vil kunne gøre en forskel og fremadrettet kæmpe for endnu skrappere regulering. Uagtet om man kunne have ønsket sig en endnu større redningsfond, foretrækker vi, at skatteborgerne får en regning, der er 410 milliarder kroner mindre.

Regeringen bør derfor snarest sende et klart signal om, at Danmark er med i kampen for en bedre finanssektor, der holder fremtidens kriseregninger væk fra borgerne.

Mens andre partier tøver, er SF klar. Vi ønsker ikke, at danskerne igen får regningen for en økonomisk krise, som de ikke har noget ansvar for. Derfor skal Danmark tilslutte sig den styrkede regulering af bankerne allerede nu.

Margrete Auken er medlem af Europa-Parlamentet for SF, og Teis Volstrup er kandidat til Europa-Parlamentet for SF

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Piculell
  • Rasmus Knus
Claus Piculell og Rasmus Knus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Danmark skal selvfølgelig ikke tilslutte sig en bankunion, hvor vi skal dække tabene ved den uansvarlige økonomiske politik, der føres i en lang række af EU's bananrepublikker.
Vi har jo allerede set, hvor lidt indflydelse SF havde, da de 'sad med ved bordet' i regeringen.
Resultatet blev, at SF løb med på en politik, der i faretruende grad har undergravet det danske velfærdssamfund.

Forud for en banks indtræden i bankunionen og den fælles redningsfond skal banken naturligvis undersøges og evt. risikabel og uhensigtsmæssig afdækkes. Kun grundige og regelmæssige undersøgelser af de deltagende banker giver mening, da tilliden til bankunionen som institution ikke må anfægtes, hvis konstruktionen skal give mening.

Et andet aspekt ved bankunionen er muligheden for at lave effektive banktilsyn. Hvis man betragter antallet af lukkede banker siden finanskrisen, så virker det plausibelt, at den gennemførte tilsynsvirksomhed måske mere har været på skrømt end reel, da en væsentlig udfordring med banktilsyn, at kunne kontrollere meget komplekse finansielle systemer uden nødvendigvis at basere sig på bankens egenkontrol. Et fælleseuropæisk banktilsyn vil kunne tiltrække de rigtige medarbejdere via. en højere aflønning end der kan tilbydes nationalt.

Denne dimension af bankunionen er for mig den vigtigste, da en mere effektiv med bankerne vil nedsætte risikoen for fremtidige finanskriser og måske gøre dem mindre i størrelse og tidsmæssig udstrækning.

Bank pakkerne i Danmark betyder allerade at det er bankerne der selv betaler for de danske bankkrak. Hvorfor vil SF nu have at danske skatteydere skal betale til alle de EU banker der holdes kunstigt i live.

At en person med en høj million hyre, snakker om små mennesker der må gå fra hus og hjem, virer fuldstændigt malplaceret, Auken har sit på det tørre, og har forlængst mentalt forladt SF og bevæget sig i retning af de radikales EU overherredømme idealer.

At hun kaldte de få SF'er, der var imod at forære Dong til Goldman Sachs, for en slik, for væmmelige mennesker, understreger bare, at hun ligesom sin datter er fuldstændig fejlplaceret i det parti.

Troels Brøgger, Per Torbensen og Erik Jensen anbefalede denne kommentar
Claus Piculell

Jeg er enig, især i det her:
" Vi mener ikke, at eventuelle svagheder ved bankunionen i sig selv er et argument for at stå udenfor. SF havde gerne set, at redningsfonden var større. Og vi har længe ønsket, at de store banker skulle tvinges til at skille deres investerings- og låneaktiviteter ad, så almindelige låntagere ikke skal betale, hvis en bank mister penge på sine investeringer.

Det er der desværre ikke flertal for blandt EU-landene. Men som moderne og internationalt orienteret venstrefløjsparti er vi naturligvis parate til at tage hånd om problemerne i finansverdenen med de værktøjer, der kan lade sig gøre. Og som land er Danmark bedst tjent ved at være med, hvis vi vil kunne gøre en forskel og fremadrettet kæmpe for endnu skrappere regulering. Uagtet om man kunne have ønsket sig en endnu større redningsfond, foretrækker vi, at skatteborgerne får en regning, der er 410 milliarder kroner mindre."
vh CP

Fantasi "moster Auken" har talt med klar røst, - men ikke brugt hjernen!

Jeg skal love for "lille Danmark" vil få indflydelse i bankunionen med en befolkning på sølle 5 mio. ud af EU's samlede antal på omkring 500 mio., hvor vi så udgør1 % af.

En redningsfon på sølle 410 mia. forslår som en skrædder i helvede; det var lig netop det beløb som Rangvid kommissionen kom frem til Danmark havde mistet på krisen herhjemme, og det var endda et forsigtigt skøn.
- Det reelle tal ligger snarere i størrelsesordenen 2 til 3 gange højere(!), alene bankpakkerne(5 stk. a 100 mia.) for blot at få sammenhæng i hverdagen her og nu.
- Hvor er reguleringen af denne fond, så beløbet vokser med pristallet eller mere som behovet er?

Bankerne skal selv betal til denne fond; "ja go dav mand økseskaft", den regning sender de da videre til forbrugerne, som de plejer, enten ved nye gebyrer osv.!

Dertil kommer hele spørgsmålet som vi har haft tæt på i forbindelse med krisen i de danske banksektor, men som der intet nævnes noget om ved fonden eller bankerne, og det spørgsmål er;" To big fail, eller fall"?
- Det er tilsyneladende helt bevidst udeladt, men er jo en del af virkeligheden, og skal adresseres på linje med alle de andre udeladte kendte forhold fra den nuværende krise.

En useriøs bankunion er ikke værd at tilmelde sig, da den ikke adresserer de kendte problemer i tilstrækkelig grad, så vi undgår en ny bankkrise grunden finanssektoren hæmnings- og tøjlesløse "kasino økonomi" i samfundene, som kan bringe disse i knæ økonomisk, og samtidig kræve staten stiller kapital til rådighed for deres lemfældige omgang med såvel penge som finanser.

Hvordan man som politiker kan gå ind for vi skal købe en dækningsløs forsikring er helt uforståeligt, men til gengæld blev vi så meget klogere på hvor lavt M. Auken intellektuelle niveau skal vurderes.

Michael Kongstad Nielsen

SF tør, hvor andre tøver.
SF - nu med skræmmekampagne.
SF - den internationale finanskapitals sikre støtte.
SF - uden forbehold.

Torben Selch, Jørn Hansen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Torben Kjeldsen

Har lidt svært ved at forstå de enkelte kommentarer i forhold til artiklens indhold.
1. Bankerne skal selv indbetale til en fælles kasse.
2. På sigt er det meningen at bankaktiviteter skal skilles i to: investering og almindelig bankdrift
3. Der synes at være tale om et forsøg på fælles tilsyn af alle banker.

Det fremstår da ganske fornuftigt og øger derved den demokratiske kontrol. (jeg sagde øger, måske potentialer for mere med tiden). Hvordan skal vil ellers forsøge at bremse gentagende voldsomme økonomiske udspil, primært baseret på 'spil' af mænd i pæne jakkesæt (enkelte kvinder)

Toke Andersen, Niels Engelsted og Helene Nørgaard Knudsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Torben Kjeldsen - der vil jeg svare, at regulering er vejen. Bankerne kunne åbenbart ikke håndtere den frihed, de havde fået gennem liberalisering af reglerne, så en bank var ikke længere et sikkert sted med moralsk ansvarlige direktører, men en pæn spillebule. Når man ikke kan tro pæne mennesker over en dørtærskel, så må andre metoder tages i brug. Og der har demokratiet kun regulerings-værktøjet at tage i brug. Og jeg tror, at for svag regulering er værre end total deregulering, for i det sidste tilfælde går bankerne konkurs, alle aktionærerne taber deres kapitalindskud. For stor til at krakke er der ikke noget, der hedder. Vi skulle i så fald have haft flere Leeman Brothers-scenarier, men den modsatte situation er ordentlig og effektiv regulering, så bankerne holdes på måtten, når de nu ikke selv kan finde ud af det.

Torben Kjeldsen

Michael Kongstad Nielsen, hvordan skal der så sættes ind hvis det ikke skal være en fælles europæisk indsats. I hvilket forum og af hvilke politikere. Jeg tror det er på tide at kæmpe for et demokratisk indhold i forhold til EU og her er bankunionen et skridt på vej til mere demokratisk kontrol. Vi kan ikke bare føre en national politik på dette område. Uden at overdrive så er jeg bange for at hvis ikke flere fra venstrefløjen tager aktivt del i EU politisk, så vil andre stærke kræfter overtage ( de er på vej). Jeg vil gå så langt, at en vedholdende modstand både er at svigte ligesindede i andre EU lande og at være med til at forøge stærke nationalistiske kræfters indflydelse. Toget til et alternativ til EU findes ikke, så vidt jeg kan se.

Michael Kongstad Nielsen

Torben Kjeldsen - jeg tror ikke, jeg har noget imod, at Europa i fællesskab forsøger at stække bankerne. Men det aftalte er for lidt og for svagt. Margrethe Auken siger så, at lidt er bedre end ingen ting, men det er jeg ikke helt sikker på, hun har ret i.

Torben Kjeldsen

Michael Kongstad Nielsen. Det har jeg svært ved at vurdere. Vi bliver vel begge nødt til at se hvad fremtiden bringer i forhold til bankunionen.

I Tyskland har de indset, at det i sidste ende er skatteyderne, der kommer til at betale, hvis en stor bank er i dyb krise
- for bankernes gensidige finansiering er alt for svag.
Så begynd hellere at spare op nu - der er altid brug for flere penge i de sydeuropæiske kasinoøkonomier!

Torben Kjeldsen

Bo Carlsen
Der Deutsche Bank er der ganske god til kasinoøkonomi. Lige nu er Irlands betydelige 'akutte' statsgæld (og næsten den største part) 'forårsaget' af boligspekulations investeringer, især med Deutsche Bank medvirken. Helt slemt er det, at Merkel lader Irland finansierer Deutsche Banks tab via lån til Irland, som de så betaler tilbage til Deutsche Bank. Prøv du at snakke med Irske politikerer om dette , og det fra begge fløje, det er ikke lovprisning der kommer ud af deres mund, skal jeg hilse og sige. De er 'gode' til forretning de tyskere og går ikke af vejen for kasinoøkonomi. Spanien har været udsat for det samme. Jo jeg kan godt forstå at Tyskerne er imod bankunionen (for på skrømt), så vil de miste noget af deres magt. Det er fakta, desværre.

Niels Engelsted

Ideen om at finankapitalen selv skal betale for sine udskejelser er selvfølgelig indlysende. Problemet er, at det kan den ikke. Hvis bare en af de større banker går ned, rækker 410 milliarder kroner som en skrædder i helvede. Når aktieejerne har betalt deres bliver det indskydernes tur (såkaldt bail-in) og derefter er der kun skatteborgerne tilbage (bail-out). Men som sagt oven for, bankunionen kan vel betragtes som en begyndelse.

Når Margrethe Vestager tøver er det nok ikke skrækken for at skulle betale for andres forsyndelser. Det er nok snarere frygten for afsløringen af egne forsyndelser, tænk for eksempel hvis Danske Bank ikke klarer stresstesten, fordi det europæiske tilsyn er mere småligt end det danske.

Torben Kjeldsen, Per Torbensen, Eva eldrup og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Soren Andersen

@Espen

Sidste gang jeg tilfældigvis var forbi siden her, herskede der stor utilfredshed over at man ikke havde fået større del i gevinsten på bankpakkerne. Sass Larsen brugte vistnok begrebet "danmarkshistoriens største tyveri" i et TV program som alle havde set?

Preben Rasmussen

En stor del af Tysklands bidrag til EU's bankpakker til de fallerede græske banker, kanaliseres tilbage til .. ja rigtigt ... tyske banker.
Det eneste der opstår af ingenting, er lommeuld.
Illusionen om, at bankerne selv har betalt div. redningspakker i Danmark og EU baserer sig på, at bankerne selv har en seddelpresse i kælderen.
Eller som det sandsynligste, at kunderne betaler gildet. Hvorfra skulle pengene ellers komme ?
Kun det levende arbejde skaber værdier til gavn for kapitalen.

Steen Thaulow Olsen, Torben Kjeldsen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

SF's Margrethes Aukens er på udebane her angående international penge og bankregulerings politik - det er vist ikke lige hendes Spitzz-kompetance ...