Kronik

Boliger til alle kræver historisk opgør med markedstænkning

Det bør igen være en central mærkesag for Socialdemokraterne at skabe byer, hvor der både er boliger til alle og social balance. Regeringen er nødt til at ændre planloven, hvis det skal lykkes
Debat
30. april 2014
Nyt og gammelt byggeri i den bebyggede del af Nordhavnen. Der er store planer med det nye kvarter – men spørgsmålet er, hvem der får råd til at bo i det.

Lars Bahl

Jeg har tænkt mig at tale om boliger i morgen, 1. maj. Men hvad har boligpolitik at gøre med arbejdernes internationale kampdag? Ikke så lidt. At skaffe boliger, som helt almindelige lønmodtagere har råd til, er en historisk mærkesag for Socialdemokraterne. Og det er samtidig en af de vigtigste politiske kamppladser i dag.

I København satser vi igen massivt på at bygge almene boliger, men Venstre og de Konservative vil ikke være med. De siger, at markedet skal klare alt. Det er efter min mening tudetosset, for vi har jo netop set, hvad det fører til: en prisboble på boliger, krise og stigende arbejdsløshed.

Men jeg er også nødt til at sige til regeringen, at hvis vi skal undgå en opsplitning af byerne i rige og fattige kvarterer, så kræver det mod til at tage et nyt historisk opgør med markedstænkningen. Vi skal ændre planloven, så vi ikke bygger nye kvarterer for eliten, men for alle. Det skal være muligt at kræve 20 procent almene boliger og ungdomsboliger i de nye flotte havnekvarterer. Som reglerne er i dag, kan vi kræve, at alle døre i en gade skal være svenskrøde, men vi kan ikke stille krav, som fremmer social balance.

Vi er vidne til en folkevandring mod de store byer. Alene i København bliver vi 10.000 flere hvert år. Derfor skal vi skaffe boliger, som er til at betale for alle. Og vi skal sørge for, at storbyerne ikke knækker over i rige og fat- tige kvarterer med vidt forskellige levevilkår og muligheder. Vi kan ikke leve med en udvikling, som den vi kender fra Paris og London, hvor helt almindelige lønmodtagere som politibetjente, butiksansatte, hjemmehjælpere og lærere bliver skubbet ud af de centrale bydele på grund af et boligmarked, hvor priserne løber løbsk.

Med rykket mod byerne og udbygningen af de store byer med helt nye bydele har vi en stærk og historisk mulighed for at præge udviklingen og skabe gode storbyer i social balance. Derfor bør boliger til alle og kampen mod social opsplitning igen blive en af de vigtigste mærkesager for fagbevægelsen og Socialdemokraterne.

Det vil være et historisk svigt fra Socialdemokraterne, fagbevægelsen og boligbevægelsen, hvis vi ikke formår at vende udviklingen og sørge for, at de storbyer, som flertallet af befolkningen kommer til at leve i, er præget af en rimelig social balance.

Fakta er nemlig, at de lavtlønnede og de højtlønnede i stigende grad bor adskilt i forskellige kvarterer i de store byer i Danmark. Det viser en analyse fra By- og Boligministeriet. Andre tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at gennemsnitsindkomsten stiger i København, men bliver mere og mere skævt fordelt. Hvis Nørrebro var en kommune, ville den være landets fattigste. Fattigere end både Brøndby, Lolland og Langeland.

Vi bygger en skæv by

Lige nu er vi i København ved at anlægge en helt ny attraktiv bydel i Nordhavn, hvor 40.000 københavnere skal bo i vandkanten. Men byggegrundene skal ifølge lovgivningen sælges til markedspris, og så kan de almene boligselskaber ikke være med. Det bliver for dyrt, og huslejen bliver for høj. Konsekvenserne er alvorlige. Vi får ikke en rimelig fordeling af sociale problemer i andre bydele, hvis de nye kvarterer kun er for eliten. Vi bygger en skæv by, og de smalleste skuldre kommer til at bære de største læs.

Løsningen er, at vi med planloven i hånden får lov til at kræve at en andel af boligerne i de nye byområder bliver almene, og at det bliver muligt at sælge grunde til almene boliger under markedsprisen. Nogen vil sikkert kalde det ekspropriation og indblanding i den private ejendomsret. Men lad os nu være fornuftige. Hvis ikke vi griber ind nu, får vi et udansk og skævt samfund med kvarterer for rige og kvarterer for fattige.

Regeringens egen tænketank for storbyer i social balance har foreslået, at planloven bliver ændret, og at det bliver muligt at sælge grunde til almene boliger under markedspris. Regeringen bør lytte til sin egen tænketank. For hvis vi ikke længere møder hinanden i hverdagen, så holder vi op med at forstå hinanden og mister den vilje til at hjælpe hinanden, som velfærdssamfundet bygger på.

Vi er oppe imod stærke kræfter. Flyttemønstrene er selvforstærkende, og det går stærkt. Får et kvarter et dårligt ry, så flytter de stærkeste. Det betyder, at vi får gode skoler i de gode kvarterer og dårlige skoler i de udsatte kvarterer. Jeg er enig med formanden for den danske PISA-komité, Niels Egelund, som for nylig konstaterede, at når vi stuver de svageste borgere sammen i udsatte byområder, så bliver det meget sværere at løfte de svage elever i folkeskolen.

Svigtede under boblen

Den udfordring, vi står over for, tåler sammenligning med de udfordringer, der i sin tid gjorde boliger til en mærkesag for Socialdemokraterne.

I det storstilede efterkrigsprogram Fremtidens Danmark, der var forfattet af Jens Otto Krag, stod der, at man ikke kunne overlade boligpolitikken til markedet alene. At skaffe boliger til alle var »en af den kommende tids allervigtigste opgaver«. Danmark fik et Boligministerium, og Socialdemokraternes slogan lød: »Flere boliger, bedre boliger, billige boliger.« I 1945 var der omkring 20.000 almennyttige lejemål, og blot 20 år senere var tallet steget til 152.000 fordelt på 400 selskaber.

I København har denne historiske indsats ført til, at hver femte bolig er en almen bolig. Det skal vi holde fast i, men i de fede år før finanskrisen blev der stort set ikke bygget almene boliger. Grundpriserne var ganske enkelt for høje. Det er klart, at manglen på nybyggeri af almene boliger var med til at presse boligpriserne urealistisk i vejret, og vi ved alle sammen, hvordan det gik, da boblen sprang.

Nu bygger vi igen almene boliger for fuld kraft i København. Siden 2011 har Københavns Borgerrepræsentation sat penge af til tilskud til 3.360 almene boliger. Socialdemokraterne, Enhedslisten, SF og de radikale har bakket op om satsningen, men Venstre og de konservative vil som nævnt ikke vil være med til at sørge for flere boliger. Og det på trods af, at huspriserne nu stiger igen i København. Danske Bank har netop advaret om, at vi kan være på vej mod en ny prisboble.

Derfor er det vigtigt, at vi bygger alment igen, men det er langt fra nok. Det handler også om, hvordan vi bygger. For vi vil ikke have massive bebyggelser præget af sociale problemer. Derfor skal vi også gøre op med, at de almene boliger bliver samlet i klumper på de mindst attraktive grunde. Det kræver nye skridt i boligpolitikken. Vi skal gøre det muligt at sælge grunde til almene boliger under markedspris. Ellers får vi almene boliger i de dårlige kvarterer og private boliger i de gode.

Det er nu, folk strømmer mod de store byer. Hvis vi lader stå til og overlader udviklingen til markedet alene, så stiger uligheden, utrygheden og skellene mellem børn, der er født i et godt eller dårligt skoledistrikt. Det må og skal være en socialdemokratisk mærkesag at skabe byer med plads til alle og lige muligheder for vores børn.

Frank Jensen (S) er overborgmester i København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lasse Glavind

Fint nok og udmærket, Frank Jensen - og så bliver jeg simpelthen så træt som ind i graven af at høre på det socialdemokratiske hykleri, som dit debatindlæg også er et udtryk for. Du skriver fx ikke et ord om, at du som minister i Nyrup-regeringen var med til at tvinge Københavns Kommune til at sælge alle sine udlejningsejendomme - dengang blev I advaret mod netop den udvikling mod en segregering af byen, vi nu er vidner til, men I lyttede ikke - I ville ikke lytte - og lavede en salgsaftale sammen med den daværende socialdemokratiske overborgmester Kramer-Mikkelsen.

Det var også samme socialdemokratiske overborgmester Kramer-Mikkelsen, der sammen med Nyrup-regeringen afviste at gøre social bæredygtighed og udvikling til en del af byfornyelsen i København. I ville for enhver pris have 'gode skatteydere' ind på bekostning af de 'fattige', og det fik I.

Det havde også i sin tid stået Nyrup-regeringen - sammen med Kramer-Mikkelsen helt frit at ændre planloven og fx reservere byggegrunde til billige boliger - inden man planlagde og solgte ud i både Københavns Havn, Ørestaden og nu i Nordhavn, men ingen af stederne var I dengang interesseret, selvom I blev advaret mod netop den udvikling, vi nu ser. Dengang kaldte I det økonomisk ansvarlighed i Socialdemokratiet at sælge kommunens ejendomme, byggegrundene dyrest muligt og byforny de fattige ud af byen. Hvad kalder I det nu, Frank?

Carsten Søndergaard, Jan Mogensen, Hans Larsen, Michael Kongstad Nielsen og Jeppe Petersen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Pt. arbejder jeg på Nørrebro og cykler dagligt gennem bydelen, navnlig kvarteret omkring Guldbergsgade som udmærker sig ved at have mange boligkomplekser opført af Københavns Kommune op gennem første halvdel af forrige århundrede, dengang arbejderbevægelsen stod stærkt i det politiske spil. Der er i langt de fleste tilfælde om boligkomplekser som ligger et godt stykke over hvad nabobygningerne kan mønstre, hvad angår arkitektur og kvalitet i det hele taget. Uden disse mønsterbyggerier ville Nørrebro være en trist bydel. Så altså det har kunne lade sig gøre, hvorfor skulle det ikke kunne lade sig gøre igen - det kræver blot at vi ikke gentager fiaskoen fra halvfjerdserne og firserne, hvor socialt boligbyggeri var lig med billigt og dårligt byggeri. Kvarteret omkring Blågaardsgade er skæmmeeksemplet.

Lasse Glavind

Men, Søren, det sociale boligbyggeri skal nok nytænkes, hvis det ikke skal ende i det sædvanlige 'arkitekt-lort' til folket, som ingen arkitekter i øvrigt selv kunne drømme om at bo i. Socialdemokraterne har gennem de sidste 50 år bevist, at de i hvert fald ikke er i stand til at bygge og byforny, hverken socialt, arkitektonisk acceptabelt eller bæredygtigt. Det er hver gang endt i dyrt, ensartet og dårligt betonslum. Vi skal simpelthen væk fra både privat spekulationsbyggeri og socialdemokratisk mastodontkatastrofer.

Karsten Olesen

En god boligkvalitet kræver også, at byggeriets udendørs opholdsarealer - herunder beplantning - er af god kvalitet.

Beplantningen øger beboernes velbefindende og renser luften - om folk vil have haver, træer eller legepladser kan de selv bestemme.

Med inddæmningerne i Havnen er der tilstrækkelige arealer til at bygge i en god standard - og det ville være en fejl ikke at gøre det.

Derfor må der gribes ind nu for at sikre, at jordprisen ikke (igen!) bliver årsag til dårligt byggeri.

Støtteordningerne bør bruges til at sikre byggeriets kvalitet og formål, og ikke - som nu - være en malkeko for byggeselskaberne.

Fortjenesterne for de deltagende koncerner er store.

Ikke blot kalkulerer de med tomme lejligheder - og en årrække med underskud - regningen tilfalder også bankerne eller staten ved konkurs.

De deltagende koncerner har forlængst trukket pengene over i andre selskaber, og kun underskuddet - som i Roskilde Bank, Amagerbanken m. fl. - står tilbage.

Med Sjælsø-gruppens konkurs august 2013 er det sidste af de store formidlingsselskaber lukket ned (tidligere Keops, Nordicom, Essex m. fl).

Kommunen skal agere på borgernes vegne - både gamle beboere og tilflyttere - og det falder derfor indenfor dens formål at forsvare borgerne mod ublu udnyttelse.

Derfor er det på sin plads at gøre indgreb mod jordprisens skadelige virkning på bykvaliteten - for at byggeriets oprindelige formål kan opfyldes.