Læsetid 7 min.

Bonusmoren er omgærdet af tabu

Stedmoren har aldrig den samme forudsætning for at indgå i sin familie, som faren til hendes bonusbørn har. Vejen til en harmonisk sammenbragt familie går gennem en erkendelse af, at hun ikke elsker hans børn, som var de hendes egne
1. april 2014

Fem kvinder træder ind af døren i den gule villa. De er alle mødt op til en aften i Bonusmorgruppen, som ligger fast en gang om måneden. De er her for at mødes med andre kvinder, der ligesom dem selv lever i en sammenbragt familie. Jeg leder og faciliterer mødet. Der er kaffe og levende lys på de sorte cafeborde. Roen sænker sig. En af deltagerne begynder at fortælle. Hun ved ikke, hvor meget hun må irettesætte kærestens børn. Han forstår ikke, hvorfor hun ikke synes, det er fantastisk, når hans barn kommer. Hun fortæller at hun ligesom mister sig selv,  og at hun med ét føler sig ensom, vred, og ked af det. Hun kan ikke kende sig selv, når først børnene træder ind ad døren. Alle de andre nikker anerkendende. Hun er ny i gruppen, og det er første gang, hun har italesat, at det er svært at være fars kæreste, sted-, pap-, plastik-, ekstra- eller bonusmor. Jeg har hørt det mange gange. Tabuet er brudt. Nu er vi i gang.

I mit arbejde med Bonusmorgruppen får jeg mange personlige beretninger, som på hver deres måde beskriver udfordringer og dilemmaer i forhold til det at være bonusmor. Bonusmorgruppen er et netværk og selvhjælpsgruppe for kvinder, der lever i sammenbragte familier. Vi er en sammensat størrelse. Et mix af kvinder med forskellige stillinger, familiekonstellationer og historie. Nogle lever sammen med en kæreste og hans børn, andre har bragt egne børn med ind i forholdet og andre igen er kærester, som bor hver for sig, men har bonusbørn inde i billedet. Denne præmis kræver en bred forståelsesramme og et nuanceret blik på og accept af den enkeltes livssituation. Man ved kun, hvad det vil sige, når man oplever det på egen krop. Konsekvenserne af at forelske sig i en mand med børn fra tidligere ægteskab og få det samspil til at fungere i en travl hverdag er svære at forstå, før man pludselig står midt idet.  

En blandt mange af de tabubelagte følelser og tanker, vi kære kvinder kæmper med, er de store forventninger og krav til os selv og dem omkring os. Det kan være pligter som tøjvask, at smøre madpakke, at hente og bringe børn og så videre. Men belønningen som knus, tilgivelse og taknemmelighed udebliver ofte, fordi tilliden først skal opbygges. De gode relationer, trivslen og den særegne familiedynamik er ofte (primært) morens ansvar. Her er der tit fra barnets far og familie en klar forventning om, at den ’nye’ kvinde naturligt indtager den rolle, som tidligere har været udfyldt af den biologiske mor. Og at kvinden automatisk elsker hans børn ubetinget og som sine egne. Hun har jo fundet manden i sit liv.

Dette er bare sjældent tilfældet. Kærlighed skal opbygges og udvikles over tid, specielt når relationen (i starten) ses som et nødvendigt onde, da faderen er bindeleddet imellem kvinden og barnet. De har jo som sådan ikke valgt hinanden. Vi mødes i Bonusmorgruppen, fordi det er et følsomt og potentielt brandfarligt emne at kaste sig ud i, hvis man ikke gør det på en god måde. Det er mildest talt svært at sige til sin kæreste som man elsker højt, at man ikke elsker hans børn på samme måde, som han og deres mor gør.

Hvem bestemmer?

I den gule villa tager en anden af kvinderne i Bonusmorgruppen ordet. »Det kan være svært at sætte sig ind i,« siger hun. »Prøv at forestille dig, at du skal passe dine venners børn, børnebørn, niecer eller nevøer en weekend. Hvordan har du det, når de er hentet igen? Roen sænker sig over dit hjem. Du er træt og har gjort alt, hvad du kunne, for at de havde det godt, mens de var hos dig. Sådan er det bare hver anden uge for mig«.

Stedmorens hjem er som oftest også barnets hjem. Det betyder, at der kan opstå usikkerhed om, hvem der bestemmer. De personlige grænser bliver sat på prøve. Hjemmet, hvor kvinden plejer at sætte dagsordenen, bliver et andet, når børnene træder ind af døren. Nu er det kæresten, der sætter rammerne for sig selv og børnene, idet de har deres egne regler og måde at være sammen på. Kvinden skal tilkæmpe sig sin plads i familien. For hun er den sidst tilkomne og skal helst komme godt ud af det med børnene. Han elsker sine børn ubetinget og har savnet dem. Han  kan derfor nemt blive en slags ’tivoli-far‘, der stræber efter at opfylde alle børnenes ønsker og behov hele tiden. Det er ofte til bonusmorens store irritation. Hun skal finde sit ståsted midt i den pludselig ændrede virkelighed, og hun kan ikke tage imod børnene med samme åbenhed og kærlighed, som faren helt umiddelbart kan. Hun oplever, at kæresten bliver lidt grænseløs i sin opdragelse af børnene, samtidig med at hun ikke kan sige sin mening i angst for at blive stemplet som den onde stedmor – både af børnene og af kæresten.

»Det er synd for børnene«

Faren og stedmoren har vidt forskellige forudsætninger for at indgå i den familiære relation med børnene. Med alle de forbehold, kønsforskerne er bedre til at tage end jeg, så har kvinde og mand i den traditionsbundne virkelighed oftest forskellige roller i familien. I denne situation bærer faren ofte på en sorg over et forlist forhold og illusionen om kernefamilien. Men han har været igennem en proces, hvor han først og fremmest er blevet far, både mentalt og fysisk. Stedmoren har ikke haft samme tilvænningstid. De kvinder, jeg arbejder med, har ikke det forspring, som deres kærester har. Stedmoren dumper lige ind i en rolle som »mor«, men er ikke altid mentalt klar til de forventninger, vi som samfund typisk har til denne rolle. Og uanset hvad, så er hun ikke moren. Barnet har en mor i forvejen, og i barnets øjne vil det altid være mor, der er den bedste. De her kvinder skal derfor finde sig selv ’midt imellem’. Imellem kæresten og hans ekskæreste, imellem bonusbørn og deres far og nogle gange imellem bonusbørn og egne børn. Midt imellem er man altid i spil. I krydsild. Man medierer. Holder i hånden. Man er en vægtskål.

Ofte møder bonusmødre sætninger såsom »Du vidste jo hvad du gik ind til,« og »De er jo børn, og det er synd for dem«. Det er en nødvendighed, at mand og kvinde i forholdet eksplicit gør det klart for hinanden, hvad deres fælles værdier og vilkår er bygget op omkring. Ærligheden og åbenheden omkring disse sætter trygge rammer for børnene. Magtbalancen i familien er derfor ofte omdrejningspunktet for vores samtaler i gruppen. Hvem bestemmer hvornår, hvorfor og hvordan?  

Ro på linjerne

Endnu en kvinde rundt om bordet får ordet. »Her forleden stod jeg og lavede mad til alle vores unger, og da hans børn kom ud i køkkenet og så, hvad det var, ytrede de højt, at det ikke faldt i deres smag. Hvorefter min kæreste straks gik i gang med at lave noget andet mad til dem i stedet for. Jeg blev så vred, og det hele endte i et kæmpe skænderi.«

Det kan være farligt at tro, at det hele bare kører af sig selv. Min mission er at få brudt tabuer, løfte sløret for de svære dilemmaer, få talt ærligt om de grænser, der definerer vores familier – uanset om de er kernesunde, kuglerunde eller kejtede og kantede. Det er min erfaring i mit arbejde som pædagog, i mit liv som bonusmor og som leder af Bonusmorgruppen igennem 10 år, at det giver ro på linjerne for alle parter, når alle ved, hvordan landet ligger.

Det er forventeligt og legitimt, at manden med børnene må have og skal have en bundløs, ubetinget og helt særlig kærlighed til sine børn. På den anden front er det ganske tabubelagt og på grænsen til uacceptabelt, hvis ikke hans kæreste nærer de samme følelser for hans børn. Men lad mig bryde med ét af tabuerne. Bonusmoren elsker ikke sine bonusbørn lige så meget, som hun elsker sine egne børn. Så er det sagt. Og hvis du tør, så spørg børnene. De vil sige det samme. De elsker nemlig også kun deres mor og far ubetinget og på den helt særlige måde. Og det er ok. Børnene skal selvfølgelig også rummes og accepteres i den sammenbragte familie.

Vi må erkende, udforske, undersøge og acceptere vores udfordringer i de nye familier. Kun sådan kan vi gå fra det ubevidste til det bevidste. Fra frustration til forløsning. Fra dårlig samvittighed til et bedre samliv.

De fremmødte i Bonusmorgruppen ser hinanden i øjnene. Siger tak. Lysene pustes ud og vi går hver til sit. Jeg skal hjem til min dejlige mand og fire sovende børn. Jeg elsker min skæve sekskantede familie. 

Ea Fehmerling er leder af Bonusmorgruppen

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu