Kronik

En bygning under nedrivning

Det er efterhånden en banal konstatering, at arbejderbevægelsen mangler en ny, stor fortælling. Men sådan er det. Socialdemokraternes afideologisering og kortsigtede perspektiver skyldes manglende historiebevidsthed
1. maj i Fælledparken 1968. Dengang var Socialdemokratiet en mægtig bevægelse, hvor man kunne leve fra fødsel til død.

Emil Christensen

1. maj 2014

I begyndelsen af 1960’erne gik det så godt for den socialdemokratiske arbejderbevægelse, at man ikke længere gad holde 1. maj-møder i København. De få, der mødte op på Fælleden den 1. maj, fik sig en slem skuffelse: Hvor de bølgende menneskemasser tidligere havde stået og ligget, lå græsset nu øde hen. Kun DKP var til stede oppe på Klosterfælleden, og de var ikke mange.

Arbejdernes Fællesorganisation, som altid stod for de socialdemokratiske 1. maj-møder, må have skønnet, at demonstrationsmarcher med fuld musik og massemøder med opildnende taler hørte fortiden til. De var begyndt i 1890 med kravet om en otte timers arbejdsdag og fortsatte i mellemkrigstiden med front mod bolsjevisme og nazisme, men nu i 60’erne var ottetimersdagen for længst indført, nazismen var historie, og den gamle fjende, DKP, var røget ud af Folketinget. Alting lykkedes for LO og partiet. Industrien blomstrede, der var fuld beskæftigelse, selv om kvinderne strømmede ud på arbejdsmarkedet, og betalingsbalancen var i orden. Velfærdssamfundet var under opbygning, og i Folketinget havde Socialdemokratiet med 42 procent af stemmerne flertal sammen med lillebroren, Radikale Venstre, og en grønlænder. Ingen arbejder med respekt for sig selv ville drømme om ikke at melde sig ind i en fagforening. Og hvis de drømte om det, skulle de nok komme på bedre tanker, når de mødte tillidsmanden.

Socialdemokratiet var en mægtig bevægelse, hvori man kunne leve fra fødsel til død, hvis man ville. Der var kun tre ting, som skulle overholdes: Man skulle betale sin husleje (der var lav), sit sygekassekontingent og sit fagforeningskontingent. Hvis det var i orden, kunne man leve et trygt liv, for der var masser af arbejde at få, lønnen steg, mens arbejdstiden blev sat ned, man fik råd til bil og måske også en af de nye lejligheder med moderne sanitet, der blev bygget i de store byers udkant, eller endda et lille hus med have.

Så hvorfor skulle man holde 1. maj? Man var ved, som Thomas Nielsen sagde nogle år senere, at sejre ad helvede til – godt!

Det må være mærkeligt for nutidens socialdemokrater at kigge tilbage på disse gyldne år, som historikeren Eric Hobsbawm har kaldt dem, og som i Danmark varede fra 1958 til 1973. Det var historiens største højkonjunktur, og arbejderbevægelsen fik en enestående mulighed for at realisere sit nye principprogram fra 1961. Men i bagklogskabens lys – og det er al historie jo – kan det konstateres, at det også var her, på højdepunktet, at lykken begyndte at vende for arbejderbevægelsen. Og aflysningen af 1. maj-møderne kan i dag ses som et symptom på denne vending.

Skiftende profil og mærkesager

Afideologiseringen begyndte. Ganske vist blev flere af de gamle idealer om frihed, lighed og fællesskab hentet frem igen få år senere under trykket fra de vilde strejker og kvindernes og de unges oprør – i 1977 fik Socialdemokratiet således et nyt og mere rødt program – men i det lange løb var det afideologiseringen, der sejrede – kulminerende med nutidens definition af Socialdemokratiet som et midterparti, der går ind for ’konkurrencestaten’.

I den mellemliggende periode gik partiet overvejende tilbage ved valgene, og i slutningen af 1990’erne skiltes parti og fagbevægelse ad efter 110 års ubrydeligt samarbejde. Kooperationen, som var bevægelsens ’tredje streng’, løb ind i skandaler på grund af dårlig ledelse og blev reduceret, og A-pressen, der gik helt tilbage til 1871, lukkede og slukkede. Tilbage var et parti, som siden 1998 kun har været på nedtur, og en fagbevægelse, som bløder medlemmer til de kristelige og andre gule fagforeninger, og som politisk opfører sig mere og mere opportunistisk, jævnfør Metal-formand Claus Jensens optræden på Venstres årsmøde i 2013. Den politiske ledelse med Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon i spidsen er en sag for sig. Sidste år udgav Lars Olsen en bog, hvor han skriver, at de nye socialdemokrater er djøf’ere – hvad der ikke er noget ondt i – men hvad værre er: De har ingen folkelig baggrund. Allerede fra en ung alder er de inde i ’boblen’ omkring Christiansborg. Deres perspektiv er kortsigtet, nemlig at udnytte de øjeblikkelige politiske muligheder i spillet på Slotsholmen. De er hverken højre- eller venstresocialdemokrater, men skifter profil og mærkesager efter omstændighederne og de taktiske muligheder. For Lars Olsen er, ’En bygning vi rejser til skærm i vor nød’, som det hedder i den gamle Socialisternes March, blevet til ’En bygning slår revner’, som er titlen på hans bog.

Ingen hegemonisk dominans

At betragte Socialdemokratiets historie indbyder til nostalgi, som det foregående antyder. Men naturligvis var ikke alt godt. På mange måder tog materialismen over på bekostning af idealerne. Men bygningen stod trods alt med sit solide fundament og tilsvarende struktur, og der var også en folkelig baggrund og støtte, ikke kun i arbejderklassen, men blandt et stort flertal af de lønafhængige.

Det er den bygning, som nu efter min mening ikke kun har slået revner, men er under nedrivning. Forskere i Socialdemokratiets historie angiver 40 procent af stemmerne som ensbetydende med en situation, hvor partiet kunne/kan udøve et magtmæssigt og ideologisk hegemoni. Det havde partiet fra 1929 til 1966, og efter det katastrofale jordskredsvalg i 1973 gik det lidt fremad igen. Bortset fra Svend Aukens kanonvalg i 1990 og Nyrups lille fremgang i 1998 er det dog siden 1980’erne gået støt tilbage ved valgene, og de 18-20 procent, partiet ligger og svupper omkring nu, giver ingen adkomst til hegemonisk dominans.

Hermed er vejen åbnet for populisterne, som vi især ser det med højrepopulisterne i Dansk Folkeparti. De har bevidst tilegnet sig den folkelighed, som kendetegnede Socialdemokratiet historisk, men uden ’bygningen’ – det vil sige uden et organiseret folkeligt underlag. De er en dårlig kopivare, og de har ingen muligheder for at gennemføre sociale reformer af virkelig betydning for befolkningen. Tværtimod er det brød og cirkus, de opfører, mens Venstre og kapitalstærke kræfter kan fortætte den demontering af velfærdsstaten, de (med radikal hjælp) påbegyndte i Lars Løkke Rasmussens sidste år som statsminister.

Mangel på fortælling

Det lyder efterhånden banalt, når det siges, at arbejderbevægelsen mangler en ny, stor fortælling. Men sådan er det. Når man læser den nye antologi Socialdemokratiske tænkere, som undertegnede også har bidraget til, bliver man slået både af den energi, der var i den gamle bevægelse, og af det væld af tanker og ideer, der knyttede sig til den. Med god hjælp fra konjunkturerne var man i stand til at gennemføre en transformation fra et statssocialistisk til et velfærdsorienteret og fra et nationalorienteret til et internationalistisk parti (som man også var i begyndelsen). I dag bilder lederne sig ind, at de kan få fremgang ved at ’trimme’ velfærdsstaten til at kunne fungere på globaliseringens præmisser – man går, med Corydons ord, ind for ’konkurrencestaten’ (som mest minder om en form for ny-merkantilisme). Men samtidig taber man sin støtte i befolkningen til fordel for kræfter, som meget gerne vil konkurrencestaten, men i et helt andet gevandt end socialdemokraterne nok forestiller sig.

En manglende fortælling er det samme som mangel på historiebevidsthed. Hvis lederne læser Socialdemokratiske tænkere, vil de konstatere, at det 20. århundrede faktisk blev ’Socialdemokratiets Aarhundrede’, som et stort bogværk fra partiet hed i 1904, men at det 21. århundrede i hvert fald ikke bliver det, hvis partiets nuværende kurs fastholdes.

God 1. maj!

Claus Bryld er historiker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Vadmand

Det er mig med skægget og den flotte skjorte - I burde faktisk sende mig et aftryk af billedet som modelhonorar ;-)

Mads Bruun Pedersen

Kom og deltag i debatten med Claus Bryld, Ritt Bjerregaard (S) og Nikolaj Villumsen (Enh.) på Arbejderhistoriefestivalen lørdag den 10. maj kl. 11 om:

ARBEJDERBEVÆGELSEN - EN SYNKENDE SKUDE?
Har historiens gang spillet arbejderbevægelsen ned ad brættet? Efter mere end 150 års fremgang med en scoreliste bestående af fagforeninger, velfærdsstat, socialhjælp, politisk magt - 'fra vugge til grav' - har bevægelsen da i dag sejret sig ihjel?

Læs mere på: www.sfah.dk og på Facebook: Arbejderhistoriefestival