Klumme

Degenereret feminisme

Vi gør ligestillingen en bjørnetjeneste, hvis vi reducerer kvindediskussioner til parforholdsproblemer, udflåd, børn og intimbarbering
Debat
22. april 2014

Radio24Syv-vært Ayşe Dudu Tepe var irriteret i sidste uge. Det kunne jeg læse på hendes væg på Facebook, hvor hun blandt andet skrev følgende: »Jeg er pisse irriteret på kvinder. Jeg er irriteret på medierne. Jeg er irriteret over, at jeg uge efter uge skal læse og høre om kvinder, der ikke kan finde en kæreste, fordi de har hovedet oppe i deres egen røv.« Og videre: »Det irriterer mig så uendelig meget, at jeg skal lugte til andre kvinders brugte trusser i avisernes spalteplads og tv. Det er ikke et samfundsanliggende eller et kvindeanliggende, at du ikke kan få dig en kæreste. Eller om du barberer fissen. Eller hvad du nu gør. Det er dit anliggende. Og fred være med det. Fred være med alle. For helvede. Bare fyr den af.«

Lad mig sige det med det samme: Jeg er langt hen ad vejen enig. Den del af kvinders offentlige selvfremstillelse, der dels stipulerer, at »mit følelsesliv er alles anliggende« og også ofte indebærer, at noget eller nogle andre (det står ikke altid helt klart, om det er staten, det offentlige, samfundet eller venner) skal hjælpe mig med, når det ikke lige funker, er et skråplan.

Det er et skråplan, som i øvrigt intet har med hverken ligestilling, kvindesag eller feminisme at gøre. Livet er ikke altid lutter lagkage, ofte nærmere det modsatte, og det er ikke nødvendigvis nogens skyld. Det er heller ikke nødvendigvis ens egen skyld, skal jeg måske tilføje, inden læserne anbringer mig i kassen med medlemmerne af Liberal Alliances folketingsgruppe. Men af og til må man bare konstatere, som mine i stigende grad amerikaniserede teenagere derhjemme siger, at »life sucks, suck it up« eller »deal with it« – hvad det så end hedder på moderne dansk. Ens privatliv er ikke et domæne for konstant offentlig intervention. Og heldigvis for det. De samfund, som historisk set har ment det modsatte, er ikke just modeller for åbne demokratier.

Men vent nu lidt. Er der ikke noget med, at det private er politisk? Sådan lød det som bekendt fra rødstrømpebevægelsen – og de dele af venstrefløjen, der gik op i ligestilling – i 1960’erne og 70’erne. Jovist. Og det var der rigtig gode grunde til. Store dele af den betydelige ulighed mellem kønnene var usynlig og italesat som netop »private familieanliggender«.

Det blev eksempelvis fremstillet som unge kvinders eget problem, hvis de blev gravide uden for ægteskab og udstødt af samfundets gode selskab. De kunne jo bare have passet på. Det var også kvinders eget problem, at de var undertrykt i hjemmet, eller når de ikke kunne få deres mænd til at »hjælpe til« derhjemme. Holdninger til, hvad henholdsvis piger og drenge var velegnede til, florerede også i familiens skød, hvilket alt sammen helt åbenlyst både var samfundsanliggender og i offentlighedens interesse at få diskuteret. Og gjort op med, mente ikke blot aktive feminister, men også de fleste forstandige mænd.

Den type diskussioner findes fortsat og er fortsat relevante, eksempelvis når det gælder barselsorlov, pigers og drenges skolevalg og uddannelsesvalg samt holdninger til seksualitet, se blot den betydelige debat om holdninger til prostitution/sexarbejdere. Der er mange kampe at kæmpe i dag, også på arbejdsmarkedet, for danske feminister.

Men lad os holde klynkeriet om egne parforhold og kærester udenfor. Hvis mænd gik ud med de samme klagesange, ville de i øvrigt blive irettesat – mestendels af kvinder – som klynkepikke. Mænd har nemlig ikke det spillerum, når det gælder eksempelvis parforholdsdiskussioner.

Endelig skal man huske, at det – set med ligestillingsbriller – heller ikke er en smart strategi konstant at udbrede terrænet for private diskussioner. Hvis det accepteres alment, at vi kvinder har en uspecificeret »ret« til at plapre ud med vores følelsesliv nonstop, og at det tilmed er et offentligt anliggende, ja, så ligger det ligesom i luften, at vi ikke kan være lige så seriøse chefer, ledere eller bestyrelsesmedlemmer. Hvem kan tage os alvorligt professionelt, hvis alt, vi tænker på, er parforhold, alder, udseende, børn og hvorfor vi ikke kan score, når vi er fyldt 40? Det er med til at forstærke et karikeret billede af den hjælpeløse kvinde, som rammer os lige i nakken. Og det kan vi ærligt talt godt undvære.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

Jeg kan overhovedet ikke genkende det:
"Men lad os holde klynkeriet om egne parforhold og kærester udenfor. Hvis mænd gik ud med de samme klagesange, ville de i øvrigt blive irettesat – mestendels af kvinder – som klynkepikke. Mænd har nemlig ikke det spillerum, når det gælder eksempelvis parforholdsdiskussioner."

Det skulle da lige være når jeg ser mænd give feminismen skylden for at de ikke kan finde en kæreste, fordi ingen kan leve op til kvinders krav i dag.

I øvrigt står der et forkert navn som forfatter til klummen, hvis det da er Annegrethe Rasmussen der har skrevet den - hvilket jeg faktisk blev i tvivl om undervejs i læsningen.