International kommentar

De førende tænkere er filosoffer

Top fem over verdens mest indflydelsesrige intellektuelle domineres af filosoffer – og det i en tid, hvor humanistiske fag er pressede
Debat
22. april 2014

Alarmklokker faldt i slag, da Harvard University sidste år udsendte en rapport, der kunne dokumentere et markant fald i andelen af ​​studerende i USA, som opnår en bachelorgrad i et humanistisk fag. Fra 1966 til 2010 faldt den fra 14 til 7 procent, og selv eliteuniversiteter som Harvard måtte notere bratte fald. Endda er den nedadgående tendens kun blevet endnu kraftigere i de seneste år – så kraftig, at der tales om en krise i humaniora.

Forklaringen kan være, at mange af de humanistiske discipliner ikke vurderes at kunne føre til en lovende karriere eller til nogen karriere overhovedet. Det kan også tænkes, at udøverne af nogle discipliner ikke er tilstrækkeligt ihærdige eller dygtige til at kommunikere, hvad de gør, til udenforstående, og til at forklare, hvorfor det er vigtigt.

Selv om den slags kan være svært at acceptere, kan det også tænkes, at det slet ikke er et kommunikationsspørgsmål: Måske er nogle af de humanistiske discipliner vitterligt blevet mindre relevante for den spændende og hurtigt skiftende verden, vi lever i.

Jeg nævner disse mulige forklaringer uden at tage stilling. Dertil kender jeg ikke nok til humaniora som helhed. Hvad jeg ved noget om er imidlertid min egen disciplin, filosofi, som igennem sin praktiske gren – etikken – yder værdifulde bidrag til flere af de vigtigste af de diskussioner, vi i dag kan føre.

Al Gore eneste ikke-filosof

Nu er jeg selv filosof og derfor i nogen grad forudindtaget. Men til alt held kan jeg også trække på en uafhængig rapport fra Gottlieb Duttweiler-Instituttet (GDI), en schweizisk tænke-tank, der underbygger min påstand.

GDI udsendte for nylig en prioriteret liste over de 100 førende globale tænkere i 2013. Den omfatter økonomer, psykologer, forfattere, politologer, fysikere, antropologer, informationsforskere, biologer, iværksættere, teologer, læger og folk fra mange andre discipliner. Alligevel er tre af de fem øverste globale tænkere på listen filosoffer: Slavoj Žižek, Daniel Dennett og mig. GDI titulerer den fjerde i top fem, Jürgen Habermas, som sociolog, skønt rapportens forfattere erkender, at han i lige så høj grad er filosof.

Den eneste førende globale tænker i top fem, der ikke har filosofisk baggrund, er Al Gore, USA’s tidligere vicepræsident og i dag en markant aktivist for klimasagen. Der er flere økonomer i top 100 end tænkere fra nogen anden enkeltdisciplin, men den højest placerede økonom, Nicholas Stern, rangerer kun som nummer ti.

Ingen kinesere

Kan det virkelig være rigtigt, at fire af verdens fem mest indflydelsesrige tænkere kommer fra humaniora, og 3-4 af dem fra filosofi? Hvad er det for kriterier, GDI går ud fra, når tænketanken skal opstille en rangliste over Global Thought Leaders?

GDI søger angiveligt at identificere »de tænkere og ideer, der giver størst genlyd i den globale infosfære som helhed«. Den ’infosfære’, hvorfra GDI har udtrukket sine data, er måske nok global, men samtidig er den overvejende engelsksproget, hvilket kan forklare, hvorfor ingen kinesiske tænkere er repræsenteret i top 100. Tre krav skal være opfyldt: ’Tænker’ skal være ens primære beskæftigelse. Man skal være kendt ud over sin egen disciplin. Og man skal være indflydelsesrig.

Rangordningen er blevet til igennem en kombination af mange forskellige målinger, hvori der også indgår tal for, hvem af disse tænkere, der har flest seere og følgere på You-Tube og Twitter, og hvor hyppigt de citeres på blogs og i wikisfæren. De samlede resultater angiver hver enkelt tænkers relevans på tværs af lande og fagområder. Rækkefølgen afspejler så, hvilke tænkere, der tales mest om, det vil sige, hvem der udløser den bredeste debat.

Placeringerne vil uden tvivl variere fra år til år. Men for så vidt angår 2013, havde en lille håndfuld filosoffer i det mindste en særligt stor indflydelse i ideernes verden.

Dette ville ikke været kommet bag på de athenske ledere, som anså Sokrates’ aktiviteter for at være tilstrækkeligt foruroligende til at dømme ham til døden for at »fordærve ungdommen«. Det vil heller ikke komme som nogen nyhed for de efterhånden mange vellykkede bestræbelser på at udbrede filosofien til et bredere marked.

Her kan man f.eks. pege på magasinet Philosophy Now, det franske Philosophie Magazine og tilsvarende publikationer på andre sprog. Dertil kommer de såkaldte Philosophy Bites-podcasts, foruden adskillige blogs og gratis online kurser, som tiltrækker titusinder af studerende og videbegærlige.

Filosofi ændrer liv

Måske den stigende interesse for at reflektere over universet og vores liv er et resultat af, at vi i dag er mindst en milliard mennesker på vores planet, for hvem de fundamentale problemer med mad, husly og personlig sikkerhed stort set er løst. Dette frisætter os til så at spørge, hvad vi ellers vil have ud af vores liv. Og netop heri findes der et udgangspunkt for mange mulige slags filosofiske undersøgelser.

At praktisere filosofi – og hermed mener jeg at tænke selv, at argumentere og diskutere, ikke bare passivt at læse det – styrker vores evner til at ræsonnere kritisk og ruster os til mange udfordringer i en verden under hastig forandring. Velsagtens er dette grunden til, at stadig flere arbejdsgivere i dag er ivrige efter at ansætte kandidater, der har klaret sig godt i filosofikurser.

Mere overraskende og mere markant er dog filosofiens evne til at ændre en persons liv. Jeg ved fra min egen erfaring, at filosofikurser har fået studerende til at blive veganere, til at dyrke en karriere, hvor de giver halvdelen af deres indkomst til effektive velgørenhedsorganisationer, ja, endog til at donere en nyre til en fremmed. Hvor mange andre discipliner kan sige det om sig selv?

© Project Syndicate og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Duus Nielsen

Niels Engelsted, du har fuldstændig ret, der er et nært slægtskab mellem fagfilosoffer og historikere, Hegel taler således om uglen, der først flyver i skumringen.

Peter Singers etik er på mange måder uhyre tiltalende (og foruroligende) i sin substans, det er formen, det er galt med. At han så oven i købet hylder sig selv i artiklen er direkte latterligt.

Men han har ret, når han siger, at filosofi kan ændre verden. Lise Lottes filosofiske kommentarer her i avisen, og dine med for den sags skyld, har adskillige gange sendt mig ud på lange forskningsrejser på nettet, endda på biblioteket, fordi I har peget på sammenhænge indenfor en problemstilling, som jeg ikke lige selv havde set.

Nu er det jo så bare gamle forstokkede mig, der forandres ved at tænke over, hvad I og andre tænker og skriver, og jeg er ikke i en position, hvor jeg kan ændre ret meget i verden uden at komme i politiets søgelys. Men tænk på alle de unge mennesker, for hvem alting stadig er nyt - da jeg var ung læste vi Marx og blev grebet af den hellige ild (nogle af os i hvert fald), i dag læser de unge tilsyneladende Adam Smith, og bliver tilsyneladende lige så grebet som vi gjorde.

Både Marx og Smith var filosoffer, og deres filosofier har da om noget forandret verden.

Grethe Preisler

Hvad blev der egentlig af attituderelativismen, som var så hip nittenhundredhalvfjerdserne?
Døde den i stilhed, da hippierne var færdige med at betale af på deres studielån og flyttede fra kollektivet Maos Lyst til byhusene i Dragør og Kartoffelrækkerne?

Lise Lotte Rahbek

Niels Nielsen
Som nævnt tidligere i kommentarsporet, så kan kommentarsporet på Information somme tider føre videre omkring end selve artiklerne.
Det kan man kun være taknemmelig for, hvis man da overhovedet bryder sig om at komme ud. Men hvad skulle man ellers her..

Michael Kongstad Nielsen

Udsagnet: "De førende tænkere er filosoffer" rangerer på niveau med:
"De førende violinister er musikere", eller
"De fleste skuespillere er scenekunstnere"
- altså ikke nogen banebrydene erkendelse, der står til at forandre verden.

Men ved nærmere eftertanke kan jeg godt se, at der kunne være andre tænkere end filosoffer, der kunne være førende. Og det der med det "førende" er åbenlyst vigtigt. Det ligger endda i tiden, at skulle være førende, være vinder, score - om ikke kassen, så dog pladsen som mest kendt. Den verdenskendte tænketank Gottlieb Duttweiler-Instituttet har opstillet en rangliste over de mest kendte, ligesom lister over verdens rigeste, men her som de mest omtalte, citerede, fulgte på Twitter o.s.v., de mest populære, kan man også sige, dem med mest X-faktor, og den liste viser sig at være domineret af filosoffer. Aha, man må udlede, tænkere som økonomer, atomfysikere, biokemikere, ingeniører eller arkitekter har ikke tilstrækkelig X-faktor til at komme på listen. Og derfor kan det ikke være i samfundets interesse, at satse på disse kedsommelige og lavt-scorende tænkere.

Niels Duus Nielsen

Claus Jensen, jeg har selv levet det meste af livet i den vildfarelse, at fisk ikke føler smerte, og det var netop Singer, der bragte mig ud af denne vildfarelse. Jeg kan jo rent faktisk ikke vide, hvordan det er at være en fisk, så jeg har valgt at lade tvivlen komme fiskene til gode.

Jeg deler din modvilje mod konsekventialismen, på trods af at 99% af min private etiske tænkning faktisk følger den konsekvensetiske skabelon, og jeg sad og blev frustreret, fordi Jesper Green argumenterede så overbevisende for sin sag, at jeg til sidst ikke rigtig kunne huske, hvorfor det egentlig var, at jeg havde noget imod konsekvensetik.

Mihail Larsen skrev så de forløsende ord, da han koblede begrebet "instrumentel logik" med ligningen "værdi=penge".

I mine øjne er det afgørende, hvilke grundværdier, den konsekventialistiske analyse tager udgangspunkt i. Når først vi har grundværdierne på plads, er konsekvensetik jo bare en del af den almene logik. Derfor er konsekvensetik i mine øjne en tom, formel disciplin, der intet siger om, hvilke værdier, der er væsentlige. Og som derfor kan bruges og misbruges af utilitarister, hedonister og andre -ister.

Og hvordan afgør vi så, hvad der er de "sande" grundværdier? Ved at tale sammen, såmænd. Ikke een gang for alle, men hver evig eneste gang, der er noget vigtigt på spil. I visse situationer gælder det måske, at "værdi = penge", i andre gælder det helt klart ikke. Den herskende politiske diskurs synes ikke at kende andre værdibegreber, og netop deri tager den fejl.

Og hvis klimatologerne får ret i deres apokalyptiske fremtidsvisioner, bliver det en fejl, som vil få ganske alvorlige konsekvenser (pun intended).

Niels Duus Nielsen

Grethe Preisler, måske gik det op for dem, at sætningen "alt er relativt" er en absolut påstand.

Niels Duus Nielsen

Michael Kongstad Nielsen, noget af det mest livsbekræftende, jeg oplevede, da jeg i sin tid havde ambitioner om at blive fagfilosof, var alle de unge mennesker, der kom fra netop det naturvidenskabelige fakultet, fordi de var kommet i tvivl om, hvad deres faglærere egentlig havde gang i. Matematikerne kom for at finde ud af, hvad tal i grunden er for en ting, hvis det er en ting, fysikerne kom for at finde ud af, hvad virkelighed i grunden er for en ting, hvis det er en ting. Kodeordet her er "i grunden" - når man beskæftiger sig intensivt med noget selvfølgeligt og selvindlysende, ender det ofte med ikke at være så selvfølgeligt og indlysende, som man troede.

Lad mig sige det på en anden måde: Einstein og Bohr var mindst lige så meget filosoffer, som de var fysikere. Einstein tog udgangspunkt i noget så selvfølgeligt som tid, Bohr tænkte meget over, hvad stof egentlig er for noget, på trods af at vi andre tager det for givet hver dag

Så din udledning holder nok ikke. Uden videnskab ville der ikke være nogen filosofi, og omvendt. For hvis videnskabsmanden m/k aldrig blev udfordret af sin indre filosof, og omvendt, ville han/hun aldrig tænke en ny tanke.

Lise Lotte Rahbek og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

@Niels Nielsen:

Først og fremmest vil jeg lige hurtigt nævne, at Singers utilitarisme ikke er "min sag". Det irriterer mig bare, når man mener at kunne undergrave en person og vedkommendes argumenter på baggrund af en ekstremt overfladisk karikatur af samme - så det var mest det, der var min motivation, og ikke en egentlig sympati med Singer (lidt ligesom Singer faktisk heller ikke bryder sig synderlig meget om dyr, apropos).

Hvad angår din udtalelse at "Derfor er konsekvensetik i mine øjne en tom, formel disciplin, der intet siger om, hvilke værdier, der er væsentlige.", kan det jo igen bruges som argument mod en hvilken som helst etik. Vi er jo nødt til at kende den enkelte etikers eller etiks udgangspunkt, før vi kan debattere med ham eller om den, og som du rigtigt nok peger på, er grundværdier naturligvis noget, vi er nødt til at diskutere - men det gør man jo indenfor alle etiske tilgange, dydsetik såvel som pligtetik. Kant og Aristoteles argumenterede for (og talte formentlig med andre om), hvilke værdier der var de vigtige at tage udgangspunkt i ("den gode vilje" eller "communitas" etc.), og de ville formentlig gerne lade sig omvælte hvis bedre argumenter for andre værdier lod sig høre.

Jeg forstår ikke med andre ord ikke helt, hvorfor det modargument - hvis vi godtager det - udelukkende skulle kunne rettes mod konsekventalismen. Generelt forstår jeg måske bare ikke helt argumentet.

Niels Nielsen:

Jeg har nok forudindtagede briller på, for selvom Jesper Green forsvarede Peter Singer ihærdigt mod drager, vindmøller og andre væsner med moralsk status, fik jeg ikke øje på noget underbygget argument af relevans for utilitarismen. Men jeg er enig med ham i det negative, at vi ikke kan skyde utilitarismen i skoene, hvad den aktuelle politiske diskurs eller de vedtagne værdier er.

Udgangspunktet er "sentiens"; alt der vurderes til at kunne føle lykke eller smerte eller have en interesse i det en eller det andet har moralsk status. Om denne interesse tjenes bedst ved hjælp af penge må vurderes i situationen.

Men dette kriterium giver anledning til præcis de samme folketællinger af væsner på knappenålshoveder som andre nu forkastede kriterier. F. eks må torsken vente i spændning på stegepanden , mens filosoffen debaterer med sig selv, om den har moralsk status, ganske som negrene måtte i tidligere tider. Og når vi på spadsereturen gennem byen støder på en sulten chimpanze, som vil æde en menneskebaby, må vi hive den hedonistiske kugleramme frem, genlæse fodnoterne til Singers "All Animals Are Equal" og givetvis også interviewe begge parter for at finde ud af, hvem vi skal holde med.

Men det afgørende er at, så snart vi bevæger os ud over de mest simple sort-hvide, alt-andet-lige situationer, så er konsekvensberegningen fuldstændig subjektiv og arbitrær.

Michael Kongstad Nielsen

Tak Niels Nielsen for din kommentar til mig 20.45.
En anden form for fagfilosofi er de videnskabelige discipliners egen filosofi. Ud over, at fx. naturvidenskabsfolk også er filosoffer, som du nævner, så har flere af de klassiske fag deres egen filosofiske gren. Eksempelvis jura. Noget af det mest spændende er retsfilosofi, hvor der spørges: - hvad er ret, hvoraf kommer retten, hvornår gælder retten o.s.v. I disse tider, hvor der dagligt fremsættes påstande om folkeretlige og og alment retlige spørgsmål i forhold til Ukraine, Rusland, EU og USA, kunne det være nyttigt at have nogle retsfilosoffer med på sidelinjen til at udrede, hvad der er ret, og hvad der er politik.

@Claus Jensen:

Nu motiverede dine første indlæg mig jo heller ved at du stillede et ærligt spørgsmål om, hvad der gjorde utilitarismen til den suveræne etiske over dem alle. Det var derimod din blanden sammen af begreber og idéer, som du herefter puttede ned i den samme mixpose af godter, du ikke bryder dig om, hvilket jeg fandt urimeligt, nu hvor det ikke engang er den halve historie om utilitarismen. Det var aldrig min intention at forsvare utilitarisme som den bedste etiske tilgang, for det føler jeg mig ikke sikker nok til at vurdere. Utilitarismen har i mine øjne mange problemer, men jeg vil påstå at kunne finde huller (eller citere folk der er klogere end jeg, som mener at have fundet huller) i de fleste andre etiske tilgange også.

"F. eks må torsken vente i spændning på stegepanden , mens filosoffen debaterer med sig selv, om den har moralsk status, ganske som negrene måtte i tidligere tider."

Men jeg ser ikke, hvad du mener, der skulle være alternativet til overvejelser og debat. Det er trods alt sådan fremskridt hænder - nogen bliver overbevist om en sag, agiterer for sagen for at overbevise andre med så gode argumenter som de kan komme på, og forsøger at ændre tingenes tilstand via debat eller alternativt civil ulydighed etc. Det er jo ikke utilitarisme eller filosofi du her opponerer mod, men måske snarere folks villighed til at ændre tingenes tilstand. Man kan vel ikke klandre J. S. Mill for at at have været skyld i, at folk ikke accepterede hans påstand, at kvinder også skulle have rettigheder hurtigere end de gjorde.

"Og når vi på spadsereturen gennem byen støder på en sulten chimpanze, som vil æde en menneskebaby, må vi hive den hedonistiske kugleramme frem"

Det må vi jo - men selvom virkeligheden er en mere kompleks størrelse end et etisk system, betyder det jo ikke, at det ikke kan hjælpe os til at tænke i andre baner og se tingene i et andet lys end før. Jeg har svært ved at se, hvordan det ligefrem skulle undergrave værdien i teoretiske overvejelser fuldstændig, som du ser ud til at være ude på.

Michael Kongstad Nielsen

I øvrigt mener jeg også, at planter kan føle smerte.

Niels Duus Nielsen

Jesper Green, når jeg skriver, at du argumenterer godt for din sag, skal det tages som en ros. I mine øjne kendetegnes en dygtig fagfilosof af sin evne til loyalt at redegøre for et hvilket som helst filosofisk system, hvad enten han selv abonnerer på systemet eller ej. Og det var, hvad du gjorde her.

Og når jeg reducerer Singers konsekventialisme til tom, formel logik, er det fordi etik efter min mening bør have en værdilære, som man kan være enig eller uenig i. Det er præmisserne der er vigtige, når vi taler etik, logikken er i den sammenhæng bare et værktøj.

Singers præmis er en størrelse, han kalder "præferencer", som er en samlebetegnelse for hvad der ellers kaldes "goder", "dyder" eller "værdier" (liv, viden, kærlighed, trofasthed, ærlighed, lykke, skønhed etc.). Hvordan han sammenligner og i sin logiske kalkyle afbalancerer fx min præference for viden med min nabos præference for retfærdighed og min underbos præference for whiskey kom aldrig til at stå helt klart for mig.

Et eksempel på den konsekventialistiske logik: Lad os forestille os en sporvogn, der er løbet løbsk og på fuld fart på vej ned ad bakken i retning af en større, intetanende menneskemængde. Der er et skiftespor lige ved siden af, hvor jeg står, og ved at skifte sporet kan jeg redde 100 mennesker fra den visse død, men desværre vil sporvognen så køre ned ad et sidespor, hvor min lille søn sidder og leger. Hvad skal jeg gøre? Skifte sporet og redde de hundrede mennesker som jeg ikke kender, og derved ofre min søn, som jeg elsker højt, eller lade vognen fortsætte, og dermed overlade 100 mennesker til død og lemlæstelse?

Singer er ikke i tvivl: Det moralsk rigtige vil være at maksimere de individuelle præferencer, i dette tilfælde hvert individs præference for liv, hvorfor jeg bør ofre min søn. Hundrede er som bekendt mere end een.

Eksemplet er absurd og viser absolut intet om moral, hverken deskriptivt eller normativt. Men det er sådan Singer tænker.

"In an interview with Marianne Macdonald, Singer admits that he would save his children from a fire rather than a bunch of strangers who maximised the interests at stake, confessing “but I don’t know that I would have done the right thing.”

http://philosophynow.org/issues/59/Ten_Reasons_Why_I_Love_Hate_Peter_Singer

Claus Jensen, langt de fleste moralske vurderinger har karakter af efterrationaliseringer "after the fact", atter en ting Singer (og mange andre) overser. I ovennævnte sporvognseksempel tror jeg ikke jeg ville tænke overhovedet, jeg ville redde min søn, og vente med at få moralske skrupler til bagefter.

Jeg hoppede fx en gang som ung i havnen i frostvejr for at hjælpe en spritter op, der var faldet i vandet i sin brandert, det kostede mig en lungebetændelse. Det kunne have taget livet af mig, og hvis jeg havde tænkt mig om, havde jeg måske ikke gjort det, jeg er ikke en udpræget heltetype, og han var afgjort hvad man i dag ville karakterisere som en tabertype. Men jeg tænkte ikke over det, jeg gjorde det bare. Løgstrup ville nok henregne det under de spontane livsytringer.

Michael Kongstad Nielsen, jeg er helt holdt op med at have potteplanter, for jeg får altid dårlig samvittighed, når de dør fordi jeg glemmer at vande dem. Og retsfilosofi er uhyre spændende, jeg er desværre ikke kompetent nok til at kloge mig om emnet.

Jesper Green:

Jeg synes, det er alles men især filsoffernes opgave at lade sig informere af en dyb viden og erfaring om, hvordan verden hænger sammen og ikke blot hive deres utilitaristiske principper og lommeregnere frem og applikerer dem på alt, der bliver forelagt dem, som om facit har nogen værdi.

Det er viden og erfaring, som bestemmer substansen i de spørgsmål, man vælger at stille sig selv og andre, og kvaliteten af de svar, man kommer frem til ikke nogle forvalgte principper. Chimpanzen og babyen er et konstrueret eksempel, man kan fornøje sig i en Applied Ethics time. Alle kan give deres besyv med vel vidende, at al relevant information er kendt .

Fattigdom, dronekrig, sydafrikansk politik og hvad Singer ellers finder for godt at udbrede sig om, er imidlertid ikke et sådant fiktivt problem, hvor al relevant information flyder rundt i overfladen. Men det ser ikke altid ud til, at Singer har opdaget forskellen på en øvelse i klasseværelset og de komplekse forhold i den virkelige verden, og i øvrigt at hans viden om sidstnævnte er bredere end den er dyb.

@Claus Jensen:

"... og ikke blot hive deres utilitaristiske principper og lommeregnere frem og applikerer dem på alt, der bliver forelagt dem"

Men hvor har du dog også den grelle forestilling af utilitaristisk anlagte tænkere fra? Det er ikke noget, jeg umiddelbart kan genkende fra traditionen - de fleste jeg er bekendt med, har lange og grundige introduktioner til deres underliggende bevæggrunde til at "regne" på den måde, de gør. Jeg har svært ved at se dette som andet end et stråmandsargument.

"Det er viden og erfaring, som bestemmer substansen i de spørgsmål, man vælger at stille sig selv og andre, og kvaliteten af de svar, man kommer frem til ikke nogle forvalgte principper. "

Det er da en falsk dikotomi, hvis jeg nogensinde har set en. Forvalgte principper kan jo sagtens have grund i en bestemt viden og erfaring.

Det sidste du skriver er blot en gentagelse af din tidligere pointe - ingen her påstår at Singers måde at belyse problemstillinger på, er fejlfri, men er nogen af os det i vores vurderinger? At vi ikke alle er alvidende, skal vel ikke holde os fra at gøre os tanker om problemerne alligevel. Det er underligt hvorfor du mener, at lige præcis den pointe udelukkende skulle ramme Singer og utilitarismen så hårdt, frem for hvis du selv sad og skulle vurdere en problemstilling.

@Niels Nielsen

Jeg sætter pris på rosen - jeg er bare dårlig til at tage mod komplimenter, da jeg altid føler jeg gør tingene for inadækvat, men nok om det.

"Hvordan han sammenligner og i sin logiske kalkyle afbalancerer fx min præference for viden med min nabos præference for retfærdighed og min underbos præference for whiskey kom aldrig til at stå helt klart for mig."

Nu vil jeg ikke gå ind i et all-out personligt forsvar for Singer her, da jeg som sagt ikke decideret abonnerer på hans etik, men jeg tror nu, at der er nogle ganske rimelige ting at sige om denne indvending. Det er selvfølgelig lidt besværligt her i modsætning til fx fattig vs rig-problematikken, hvor en person lever i overflødig luksus og en anden i grelt armod, og måske kunne man decideret påstå at i en verden, hvor de eneste problemer vi står med, er overvejelser over om whisky eller viden er det bedste i livet, er en, hvor vi egentlig ikke rigtig behøver etik længere (måske æstetik?).

Og af samme grund kan jeg måske ikke lade være med at synes, at det lige her faktisk er ret simpelt: Hvis de tre præferencer ikke har nogen negativ indflydelse på hinanden eller andre, så er der ikke rigtig noget der er "vigtigere" her - det er neutralt, og alle er frie til at eksistere på lige fod. Sådan marginalt kunne vi måske påstå, at en interesse i viden og retfærdighed på længere sigt vil forårsage et mere empatisk og rationalt samfund, men det er jo svært at spå om, og Singer er selv mere interesseret i, hvad vi kan gøre "nu og her" - omend der selvfølgelig stadig er en konflikt her, bl.a. i den form du peger på det.

Singer har også haft indrømmelser i samme dur omkring hans eget pond-paradox (kan findes på youtube under samme navn hvor han forklarer det ganske pædagogisk for eventuelle uindviede), at hvis man måtte lade et barn drukne lige foran én, for til gengæld kunne redde 100 eller mere, så ville det være "det rigtige" at gøre. Singer bryder sig dog ikke selv om tanken, at nogen kunne finde på at gøre noget sådant, og én Singer-utilitaristisk indvending her kunne måske være, at hvis vi i vores samfund opfordrede folk til konstant at betragte andre mennesker udelukkende som midler til et mål, ville det i sidste ende have grelle konsekvenser med tvivlsomme resultater (kulturrevolutioner etc.). På den måde kan der måske skabes et venn-diagram mellem deontologi og konsekventialisme (og måske også nærhedsetik? Eftersom Singer godt selv kan se problemet) - men ellers er jeg også enig i, at det er et af de steder, Singers etik begynder at halte en del.

Jesper Green:

Det ser ud til, at Niels Engelsted tog fejl, jeg er ikke gymnasielærermateriale. Du viser i hvert fald gang på gang, at jeg er ude af stand til at formidle selv den simpleste ide eller argument på en måde, så andre kan forstå det eller bare gengive det sammenhængende.

Måske skulle jeg tage et kursus hos Singer i skrftlig fremstilling på et plan, hvor alle kan følge med.

Grethe Preisler

Niels Nielsen,

Da Fanden blev gammel, gik han i kloster og blev filosof (ordsprog for dem, der stadig ager med stude)

I begyndelsen var tanken. Og tanken fødte ordet, og ordet tog bolig iblandt os og blev mangfoldigt og opfyldte jorden. Til sidst var der ikke andet tilbage i klosterets tænketank end ord til at mætte de fattige, som vi stadig har iblandt os.

Fuglen har rede, og ræven har grav
sneglen bær' huset på ryggen.
Stodderen han har kun pose og stav
leder om lejet og lykken.

Henrik Bjerre

Når forretningsfolk kan få lov til at lave "The Rich List" i Forbes Magazine - så er det da ok at filosofferne følger trop med deres indflydelsesliste. Vær nu ikke så puritanske, måske ser vi en dag noget rigtig morsomt - f.eks. listen med de mest religiøse, de mest madglade eller de mest selvudslettende?

@Claus Jensen:

Nu synes, det bliver lige spydigt nok. Hvis jeg misforstår, så beklager jeg - har du energi til det, vil jeg bede om en omformulering.

Jesper Green:

Det bliver alt for omfattende, da det er omtrent hver eneste paragraf, der kører ud ad en ligegyldig og/eller misforstået tangent. Jeg har et par gange tidligere (f. eks. 23. april, 2014 - 13:04) prøvet at rette din forståelse, hvilken rettelse du så omgående benyttede til at misforstå i en ny retning.

Om du virkelig ikke kan forstå eller bare bruger et meget udbredt og destruktivt debattrick er sådan set lige meget, det er under alle omstændigheder umuligt at trænge igennem. jeg kan give dig et enkelt eksempel fra den seneste kommentar, men ellers synes jeg, du skal fortsætte med de andre her, som du kommunikerer bedre med.

Mig: "Det er viden og erfaring, som bestemmer substansen i de spørgsmål, man vælger at stille sig selv og andre, og kvaliteten af de svar, man kommer frem til, ikke nogle forvalgte principper. "
Dig: "Det er da en falsk dikotomi, hvis jeg nogensinde har set en. Forvalgte principper kan jo sagtens have grund i en bestemt viden og erfaring."

Jeg vil lade spørgsmålet stå åbent til alle, hvordan er det muligt at læse min bemærkning som, at principper ikke kan være grundet i viden og erfaring (eller mangel på samme)? Og man må også gerne fortælle mig, hvis man mener, man kan, hvad det har med sagen at gøre.

Niels Engelsted

Jeg var engang med i bestyrelsen for Selskabet for filosofi og psykologi, og grunden til at jeg kom til at holde meget mere af filosofferne end af mine egne fagfæller var, at filosofferne på den mest barnlige vis elskede at kaste sig ud i rene skolegårdsslagsmål om de mest spidsfindige og for mig at se verdensfjerne detaljer; hos psykologerne var det altid noget med, at man skulle være pæn og ikke yppe kiv, og der skulle være plads til alle sammen.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg lige kom i tanke om det.

Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen og Jesper Green anbefalede denne kommentar

@Claus Jensen:

"Og man må også gerne fortælle mig, hvis man mener, man kan, hvad det har med sagen at gøre."

Det peger vel tilbage til din påstand, at "utilitarismen ikke diskriminerer". Formuleringen ligesom din tidligere om at økonomer (og andre "amatører") praktiserer "moralfilosofien" (dine ord) utilitarisme. Jeg har forsøgt at få dig til at uddybe denne pointe (og andre har også spurgt ind til, hvad der i så fald skulle være en mere kompleks og "professionel" tilgang), da det for mig virker som en bizar indvending, for der er vel som udgangspunkt ikke nogen etisk tilgang overhovedet der pr. definition "diskriminerer". De andre etiske retninger bygger også på antagelser og argumentation - hvad end det er fornuften, dyderne, i forholdet til den anden eller lykken, og hvordan disse begreber skal forstås (hvis ikke det var til debat, ville det jo ikke være filosofi men derimod simpel dogma). Disse kan vel også (mis)bruges af økonomer eller lignende.

@Niels Engelsted:

Klemens Kappel har faktisk kaldt filosofi "drengerøvsagtigt", så der er nok noget om det (desværre?) :o)

http://filosofi.ku.dk/upload/application/pdf/f51d6748/KunstenAtStudereFi... (side 10-12)

Niels Engelsted

Jesper, absolut ikke 'desværre'. Men så bør man nok også lade det blive i skolegården, hvor det hører hjemme, eller i det mindste i gymnasieklassen, hvor det er mest aldersvarende.

PS. Det sidste var bestemt ikke møntet på Claus, der efter min mening kunne blive både gymnasielektor, universitetsprofessor og vært på et debatprogram.

Niels Duus Nielsen

Jesper Green, tak for diskussionen. Jeg er skeptisk over for konsekventialismen og dens basale værdikategori "hav-det-godt-hed", og det vedbliver jeg nok med at være.

Og da jeg ikke længere har ambitioner om at blive fagfilosof (som Kant skrev: "vi behøver jo ikke alle være metafysikere"), gider jeg ikke mere tilstræbt objektivt drengerøveri - det er meget sjovere at trolle ens politiske modstandere med groft tendentiøse udtalelser og se deres blodtryk stige.

Klemens Kappel kaldte mig i øvrigt en gang for "skabsintuitionist", og det havde han måske ret i. Tillad mig derfor at citere afdøde Mærsk McKinney-Møller: "Moral er ikke noget man taler om, det er noget, man har."

Tak herfra.

Niels Engelsted:

Det kan efter min erfaring ikke forventes, at en psykolog skal kunne forstå den højere materie, som optager filosofferne.

Jeg plejede at skrive min søsters psykologiopgaver for hende, indtil hun selv lærte, hvordan man skal gøre (min praktiske tilgang til at være tutor). Så snart hun havde bestået sin kandidateksamen, gengældte hun tjenesten ved at love at introducere mig til folk, der kunne skaffe mig behageligt job, på den betingelse, at jeg flyttede ud af lerkrukken, tog et selvhjælpkursus i positiv tænkning og holdt op med at svare autoriteterne igen.

Ligeledes har min tidligere veninde (nu blot ven), som er en eminent dansk krisepsykolog, diagnosticeret mine iskiassmerter som en fysisk manifestation af en ubevidst aversion mod mit fædreland, der vil forsvinde af sig selv, når engang jeg bliver voksen, muligvis via det allerede nævnte selvhjælpskursus.

Der er således tradition for, at psykologerne på trods eller grund af deres pænhed har liden forståelse for det filosofiske temperament.

@Niels Engelsted:

Det burde man nok, men det er vist en stolt tradition indenfor filosofien, ikke helt at ville skille sig af med barnligheden :-)
"Jeg taler helst med Børn; thi om dem tør man dog haabe, at de kan blive Fornuft-Væsener; men de, der ere blevne det! Herre Jemini!"
- S. Kierkegaard

Torsten Jacobsen / 23. april, 2014 - 12:10:

Kant, en af de sidste store (moral)filosoffer (kort efter kom anti-filosoffen og psykologen Nietzsche jo), rummer mange elegante detaljer. Hans maksime om midler og mål siger mere med en enkelt sætning end mange filosofiske ørkenvandringer i boglængde:

„Handle so, dass du die Menschheit sowohl in deiner Person, als in der Person eines jeden anderen jederzeit zugleich als Zweck, niemals bloß als Mittel brauchst.“

@Claus Jensen:

Så det er altså den klassiske konflikt mellem pligt og nytte, vi er ude i her? Nu var middel/mål-sætningen jo ikke det eneste aspekt af pligtetikken - Kant mente sågar, at en handling der producerede helt forfærdelige konsekvenser, kunne være helt fantastisk god set fra "fornuften" og "den gode viljes" perspektiv. Men hvis vi holder det ved sætninger, er der ikke også en vis mængde sandhed i Læger Uden Grænsers slogan at "Gode Intentioner Redder Ikke Liv"?

Det virker lidt uhæderligt, hvis du på den ene side klandrer utilitarisme (i bredeste forståelse af begrebet) for at have sine problemer, mens du på den anden side hurtigt skipper over de mere problematiske aspekter af Kants holdninger til etik. Og det er jo heller ikke fordi pligtetikken er så meget sværere at forstå eller mere "professionel" end utilitarismen, så det kunne måske være rart med en forklaring på det her.

Sider