Klumme

Fordomme er langt fra forbeholdt indvandrere med mørklødet hud

Det er sundt at revidere sine fordomme, hedder det. Men af og til er minoriteter nogen helt andre end dem, vi normalt tænker på. De kan eksempelvis komme fra USA og bo i Danmark
Debat
14. april 2014

Da overtegnede residerede i Paris som denne avis’ europakorrespondent fra 2004-08, havde jeg et amerikansk ægtepar i min vennekreds. En dag fortalte manden mig, at de havde ladet det meste af deres nye franske vennekreds tro, at de var canadiere. Det var simpelt hen nemmest, for de orkede ikke at forsvare USA i al almindelighed eller George W. Bush i særdeleshed. Sporene fra Golfkrigen havde sat sig dybe spor i det fransk-amerikanske forhold – Informations velorienterede læsere kan sikkert huske, hvordan de patriotiske amerikanere omdøbte les pommes frites, normalt kaldet French Fries på engelsk, til Freedom Fries i foragt over, at Paris ikke ville være med i alliancen mod Saddam Hussein. Og hvordan det nedsættende udtryk, cheese eating surrender monkies – der var kommet til verden i 1995 i tv-serien ’The Simpsons’ – blev hevet op af mølposen og genbrugt i det konservative tidsskrift National Review af redaktør Jonah Goldberg ved begyndelsen af USA’s nye krig i Irak.

Det gjorde indtryk på mig – vi var endnu ikke nået til det tidspunkt i Danmarkshistorien, hvor vore unge globetrottere stoppede med at sy Dannebrog fast på rygsækken i frygt for hævntogt efter Muhammedkrisen. Og om end jeg i mine egne interraildage havde mødt tyskere, der gav den som østrigere i fortsat skam over nazitidens uhyrligheder, var det første gang, jeg havde mødt amerikanere, som ikke ville vedkende sig deres nationalitet. Selv de mange erklærede liberale (venstreorienterede) amerikanere, som jeg omgås i dag, stiller stolt op og forsvarer den amerikanske drøm og idealerne om frihed og demokrati, uanset at de mener, at en perlerække af især republikanske regeringer og præsidenter har korrumperet idealet.

Af samme grund har jeg aldrig tænkt over, at det skulle være forbundet med problemer at være amerikaner i Danmark. Men fordomme og udelukkelse af det gode selskab er langt fra forbeholdt indvandrere med mørklødet hud og arabiske efternavne.

Forleden Skypede jeg med min gamle veninde, der just er rejst tilbage til Fyn efter 15 år i USA. Hun har sine tre (amerikanskfødte) børn med hjem. Deres danske er begribeligvis noget rustent, og de går derfor til intensiv sprogundervisning. Men det er ikke sproget, de bliver drillet med i skolen. Det er deres oprindelsesland. For deres danske klassekammerater har meget faste forestillinger om, hvad en »rigtig amerikaner« er for en. »Spiser du så mest junkfood?« er en klassiker, som de alle har fået serveret. »Nå, så du er nok ret kristen og går ind for skydevåben,« er den midterste på 14 blev mødt med. Og selv lærerne i den ældstes nye gymnasieskole har ikke holdt sig tilbage med bebrejdende historier om alskens imperialistiske forbrydelser – fra Vietnamkrigen hen over Irak, waterboarding og aflytning, mens klassekammeraterne griner. Hvis ikke det var fordi, det var så trist, ville det være morsomt, al den stund, disse børn er vokset op i Portland, Oregon – det mest venstreorienterede og Thy-lejr-agtige sted i hele USA. Deres forældre stemmer nu på SF og Enhedslisten. Portland er så ekstremt, at byen har en fremragende tv-serie med navnet Portlandia opkaldt efter sig. Seriens formål er netop at gøre grin med fundamentalistiske vegetarer og hippier, der får Nørrebro til at ligne en afdeling af de Konservative.

Da min veninde berettede om kvalerne, var jeg paf. »Hvor ondskabsfuldt og urimeligt,« svarede jeg. Men da samtalen var overstået, tænkte jeg, at de tre børns oplevelser ikke ligger langt væk fra de forestillinger om amerikansk politik, som overtegnede ofte møder i Danmark. Eksempelvis den om at alle republikanere går med Westernhat, er imod homoægteskaber, stamcelleforskning og abort, men til gengæld er varme tilhængere af hjemmegående husmødre og søndagsskoler med et medlemskab af the National Rifle Association i baglommen.

Jeg forklarer tålmodigt, at mine egne republikanske venner i Washington DC er så langt væk fra denne parodiske forestilling, som man kan forestille sig. De går både ind for genbrug, homoægteskaber og public service-tv. Men de ser gerne en lav skat og en stram udlændingelovning.

Fordomme skal bekæmpes, siger klicheen. Godt så. Det er værd at huske, at de ikke altid rammer de minoriteter, vi automatisk får frem på nethinden.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

Hvor er det trist.

Annegrethe Rasmussen og anne-marie monrath anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

Jeg elsker amerikanere, især fra Midtvesten. Indtil videre er min fordom blevet indfriet, så jeg ser ingen grund til at revidere den. Der er næppe noget mere venligt og åbent folkefærd.