Kronik

Giv slip på innovationsfetichen

Ideen om innovation appellerer til progressive verden over. Men for venstrefløjen er kærlighedsaffæren med innovation blot et redskab til at sløre et larmende fravær af en egentlig teknologipolitik. Klassiske venstrefløjstemaer som lighed og retfærdighed er tabt af syne
Ideen om innovation appellerer til progressive verden over. Men for venstrefløjen er kærlighedsaffæren med innovation blot et redskab til at sløre et larmende fravær af en egentlig teknologipolitik. Klassiske venstrefløjstemaer som lighed og retfærdighed er tabt af syne

iBureauet/Mia Mottelson

Debat
9. april 2014

Hvem er imod innovation i vore dage? Alle vil have det: Silicon Valley, TED-konferencen, Europakommissionen, kapitalisterne, Barack Obama, selv Nordkoreas unge leder Kim Jong-un har for nylig opfordret sine landsmænd til at »gribe innovationens fakkel og bygge et driftigt socialistisk land«.

Fra at være et popord er innovation blevet et universelt fejret slogan, som har forenet venstre- og højrefløjen. Det er let at forstå, hvorfor innovationsværdierne – kompromisløs eksperimenteren, radikal utålmodighed med den herskende orden – appellerer til progressive verden over. Som den canadiske historiker Benoit Godin har vist, blev begrebet ’social innovation’ i det 19. århundrede brugt til at betegne de socialistiske aktivister, som var utilfredse med det langsomme tempo, som reformerne blev gennemført i, og som ønskede radikal og øjeblikkelig forandring.

I 1888-udgaven af Encyclopedia Britannica blev kommunisme sågar beskrevet som »det ord, man bruger til at beskrive de sociale innovationsprogrammer, der har omstyrtelsen af institutionen privat ejendomsret som sit udgangspunkt«.

Ved udgangen af det 20. århundrede havde begrebet imidlertid mistet denne betydning og begyndte i stedet at betegne primært nye – og primært teknologidrevne – praktikker, som ikke nødvendigvis virkede det mindste forstyrrende på den sociale orden.

Det er stadig den betydning, de fleste progressive lægger i begrebet i dag. Venstrefløjens kærlighedsaffære med innovation er blot et redskab til at sløre det larmende fravær af en egentlig teknologipolitik; i det mindste en, som er uafhængig af Silicon Valleys eller nationale pendanters infrastruktur, og som kan levere sociale goder, der er større end flyvende biler.

Tag for eksempel noget så grundlæggende som adgang til viden – noget der har været en venstrefløjssag siden Oplysningstiden. Hvad er, kunne man spørge, venstrefløjens vision i dag? Google havde faktisk en vision på dette punkt – Google Books – men den idé blev lukket ned af de amerikanske domstole. Google havde imidlertid fat i noget centralt for bøgernes fremtid, det skulle bare gøres anderledes og med langt større offentlig deltagelse.

Demokratisk adgang til viden

Så langt, så godt. Men hvad er opnået siden? I USA vil nogen måske pege på Digital Public Library of America, et anerkendelsesværdigt initiativ, som søger at gøre digitale beholdninger tilgængelige online, men det er også et initiativ, som er ført an af eliteuniversiteter og private fonde.

Det kan af gode grunde knapt nok registreres på Washington-politikernes radar: Et sådant projekts mulighed for succes afhænger af ambitiøse strukturelle reformer af copyright-systemet. Og hvilken politiker på venstrefløjen har modet til det? Med enkelte undtagelser – som eksempelvis Norge – er situationen i Europa ikke stort bedre.

I stedet foretrækker venstrefløjen at forestille sig, at demokratisk adgang til viden vil materialisere sig på magisk vis; at innovation vil producere projekter, som ligner Wikipedia – med en stærk social dimension og gratis adgang. Og det er sandt, at mange platforme udviklet af teknologivirksomheder – fra Skype til Youtube – kan bruges til civile formål.

Men det er også sandt, at virksomhederne, der har stillet platformene til rådighed, er opsat på at udnytte dem til deres egne kommercielle formål. Disse produkter vil måske forsvinde lige så brat, som de kom til syne, og tage den informationsinfrastruktur, vi er begyndt at tage for givet, med sig.

Monogel og Google Glas

Den konservative holdning til innovation er mere tvetydig. Det er svært at forestille sig klassiske konservative bliver særlig begejstrede ved udsigten til forstyrrende potentiale fra apps og gadgets. De ville aldrig bytte deres monokel for Google Glass.

Men i dag er der mange på højrefløjen, som ivrigt fejrer frugterne af ’kreativ destruktion’ og accepterer innovation som laissez faire-kapitalismens sidevogn. De bruger ikke megen energi på at gå i panik over dens indflydelse på kulturen, for innovation beskriver også en darwinistisk proces, som er elsket og værdsat af mange konservative.

Innovation er imidlertid i stigende grad blevet et synonym for deregulering. Nogle på den libertære højrefløj, særligt i USA, har set sig lune på ideen om »innovation uden tilladelse«, en forestilling, de låner fra internettets historie.

Ideen er, at internettet kun kunne trives, fordi dets skabere ikke behøvede at bede om tilladelse fra nogen til at opfinde nye søgefunktioner eller sociale netværk. Det er også en historie, som nogle af internettets fædre fortæller. Som Vint Cerf, der designede den grundlæggende internetprotokol, formulerede det i 2011: »Hvis du vil prøve noget af på nettet, så gør du det bare. Yahoo!-fyrene og Googlefyrene og Skype-fyrene spurgte ikke om lov til at bygge deres produkter og services; de satte dem bare op på nettet og lod folk komme og bruge dem.«

Det er værd at notere sig, at Cerf aldrig primært har været optaget af regeringers magt, men derimod af store virksomheder som eksempelvis AT&T.

Libertarianernes drøm

For mange libertarianere er internettets uomtvistelige succes et drømmeeksempel på, at der bør dereguleres mere generelt. Og det er regeringer, ikke virksomheder, de ønsker at tage magten fra.

»Fortalere for internettet gør ret i at promovere ideen om innovation uden tilladelse, men de tager fejl, hvis de mener, at det bør begrænses til internettet,« skriver Eli Dourado fra the Mercatus Center, en libertær bastion i USA. »Vi kan også legalisere innovation i den fysiske verden.«

Dourado viser gerne, hvordan det kan gøres, og argumenterer for, at Bitcoin kan »blive for finansverdenen, hvad internettet er for kommunikation«. Som var der ingen forskel på Nationalbanken og AT&T, fordi begge er gatekeepere. At den ene instans er en privat virksomhed, som er blevet for magtfuld på grund af manglende regulering, og at den anden er en politisk institution sat i verden for at udføre en offentlig mission, spiller tilsyneladende ingen rolle.

Men hvorfor antage, at innovation – og i forlængelse heraf: økonomisk vækst – per automatik bør være den målestok, efter hvilken vi måler graden af succes i teknologipolitikken?

Man kan let forestille sig, at vi havde haft et ganske andet internet i dag, hvis 1990’ernes lovgivere havde forbudt hjemmesider at efterlade små stykker kode – de såkaldte cookies – på vores computere.

Ville dette have sænket væksttempoet for den online markedsføringsindustri og gøre hverdagens luksusgoder som gratis e-mail utilgængeligt? Formentlig. Men markedsføring er næppe den eneste måde at understøtte en e-mailservice på: Det kunne også understøttes af afgifter eller sågar skatter.

Det er muligt, at den slags løsninger er skidt for innovationen, men den ret til privatliv, de til gengæld giver borgerne, ville nok være godt for det demokratiske liv.

Årsagen til, at den libertære højrefløj argumenterer, som de gør, er indlysende. Hvorfor vens-trefløjen – ikke blot i USA, men over hele verden – har hang til at argumentere inden for en innovationsramme frem for inden for en logik om klassiske venstrefløjstemaer som lighed eller retfærdighed, er mindre forståeligt.

Det er ellers ikke, fordi de temaer ikke optræder på informationsdagsordenen; men hypnotiseret af Silicon Valley og TED-talks, som venstrefløjen er, så har den simpelthen ikke øje for de aspekter.

Men det er på høje tid at give slip på innovationsfetichen. En solid teknologi- og informationspolitik har også brug for lighed og retfærdighed.

Evgeny Morozov er teknologiforsker og forfatter

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

allerede h g wells tænkte jo på teknologien som en frelsende velsignelse som skulle gøre arbejde overflødigt, og det har det jo osse nærmest gjort, men selvfølgelig - så længe produktionsmidlerne er privatejede, betyder det jo blot at der ikke længere "er" arbejde at få

randi christiansen

Netop - denne båtnakke diskussion om ejerskab, går ubehændigt og aldeles ubegribeligt vedholdende uden om essensen > ejerskab til hvad? Til naturressourcerne, selvfølgelig.
Sålænge privatprofitering på og indbyrdes konkurrence om dette fælleseje tillades, er det
nærmest komplet ligemeget hvem, der sidder i sidevognen, når det er hjerne-og hjertedøde
reptiler, som sidder ved styrepinden. Fat det nu. Der er faste lovmæssigheder, som det
eksisterende økonomiske regime forbryder sig imod. Naturressourcerne tilhører fællesskabet,
og det er vore politikeres opgave at beskytte og bevare disse til overlevelse for alle - ikke at
sælge disse uvurderlige værdier til privatprofitører for småpenge. Det er muligt, at dk allerede er
i så bundløs gæld, at corydon ikke havde noget andet valg end at sælge fuld vetoret til gs for 8
mia $ - i så fald er det da på høje tid at sætte effektivt gang i den store omstilling a la samsø o.l.,
ekspropriere de illegitime salg af folkets ejendom og forberede samme befolkning på, at dens
levestandard må ændres drastisk. Blot en lille ting som bilfri søndage - det var befriende. At
oppebære et samfunds økonomi på disse sorte, ikke vedvarende dynamikker er simpelthen
ødelæggende for livsglæde og livskvalitet.

Marie Jørgensen, Dan Johannesson og Dana Hansen anbefalede denne kommentar

De ideologier, vi bedømmer vores samfund ud fra, er alle forældede. Venstrefløjen lider under de kommunistiske regimers brutalitet, og prøver hårdt på at overbevise sig selv om, at det blot var en fejl og ikke en indbygget konsekvens af Marx tanker.
Højrefløjen tror de genkender deres verden i udviklingen, alt imens deres positioner som selvstændige i erhvervslivet og landruget ophæves, og de ender som lønmodtagere.
Staterne prøver at fastholde deres magt, mens den reelle magt langsomt koncentreres på stadig færre hænder, der ikke er folkevalgte eller ansvarlige i særlig grad over for resten af verdens befolkning.

"For mange libertarianere er internettets uomtvistelige succes et drømmeeksempel på, at der bør dereguleres mere generelt. Og det er regeringer, ikke virksomheder, de ønsker at tage magten fra."
Det er ikke udtryk for nogen som helst ideologi, men rent fribytteri.
Mange fortalere for nettets og åndens frihed hører til på den venstre-revolutionære eller venstre-inovative front, men det rum de skaber udnyttes af egentlige pirater, fribyttere eller kapere, der i forbløffende grad følger sørøvernes kodeks: Vi vælger vores egne ledere, som vi skylder fuld loyalitet. Vi tager, hvad vi kan få, og deler byttet imellem os.
Der ligger der en kamp at kæmpe.

"Det er stadig den betydning, de fleste progressive lægger i begrebet i dag. Venstrefløjens kærlighedsaffære med innovation er blot et redskab til at sløre det larmende fravær af en egentlig teknologipolitik; i det mindste en, som er uafhængig af Silicon Valleys eller nationale pendanters infrastruktur, og som kan levere sociale goder, der er større end flyvende biler."
Fra artiklen "Using physics and estimation to assess energy, growth, options—by Tom Murphy", som en anden læser var så rar at henvise til, vil en fortsat teknologiudvikling føre til en overophedning af jorden inden for få årtier (Med det nuværende 2,7% årlige øgning af energi, vil varmeudviklingen bringe jorden på kogepunktet om 400 år, ikke CO2 men ren entropi). Så venstrefløjens store teknologimål bør ikke være mere og mere af en eller anden slags dimser, men en plan A for hvad vi gør, når teknologien driver os mod katastrofen.

randi christiansen

Nu synes det ikke at være en tidshorisont på 400 år, hvis udviklingen fortsætter.

Det er grøn, vedvarende energiteknologi, som vi har brug for. Problemet er, at vi ikke en gang til
fulde forstår de berømte 4 % af universet. Fx det mørke stof, partikler som fiser af sted igennem
os og rundt om os. Forskere taler om at opfange energi - men ved de samtidig, hvilke
konsekvenser metoden måtte have? Forsigtighed er her en afgørende dyd - og indtil
konsekvenserne af handlingerne kendes, bør minus-og lavvækst på miljø-og klimaområdet være
i det absolutte højsæde. Og her er en beregning af jordens permakulturelle ydeevne - så vi ved, hvor mange, her er plads til - uomgængelig for en kontrolleret og ordentlig tilpasning. Se jer
omkring - pejlemærkerne og vejviserne er der, det er kun at se efter og forstå, at det er
nødvendigt at lægge kursen om, hvis turen ikke skal ende i det kulsorte brændselshelvede. Vi
lever i et menneskeskabt helvede midt i paradis - forblændede af den såkaldt rationelle
naturvidenskab, så vi ikke længere øjner andre mulige perspektiver i dette enorme, ukendte
univers. Det er virkelig dumt - og korresponderer på skræmmende og forunderligste vis med bibelske o.a. af menneskehedens fortællinger. Den menneskelige uvidenhed overgås af det menneskelige hovmod - eller er det omvendt.

Venstrefløjen lider under de kommunistiske regimers brutalitet, og prøver hårdt på at overbevise sig selv om, at det blot var en fejl og ikke en .

peter knap, Er det du kalder de kommunistiske regimers brutalitet da en indbygget konsekvens af Marx tanker?

Jeg vil gerne belæres.

Tja Bill. Det er hvad der er sket. Jeg kan godt lide teorier, men bedømmer dem på konsekvenserne. Det er så vidt mig bekendt ikke lykkedes for noget kommunistisk land at få et venligt system med stor frihed til indbyggerne.

randi christiansen. Begrebet entropi er uafhængig af energiformen. Enhver energiomsætning skaber varme, sammenholdt med at jorden har en fast beregnelig evne til at afgive varme til verdensrummet. Når vi producerer mere varme end jorden kan udstråle, stiger temperaturen. Kul, vindmøller, atomkraft er i den forbindelse irrelevant. Det er det selvfølgelig ikke for andre former for forurening.

peter knap, nej det kan også undre mig at det er så sv - hvorfor mon?

peter knap, nej det kan også undre mig at det er så svært at opnå - hvorfor mon?

Peter knap. Man, kan jo konstatere at samtlige revolutionære ledere i historien, er gået ind til opgaven med intentioner om at gøre samfundet bedre for de fattigste. Det er også lykkedes langt hen ad vejen, men der er noget der går galt undervejs, og det har Karl Marx ikke beskrevet nogen steder. Det virker underligt at det i realiteten er sådan.

Lenin, der var en praktisk revolutionær skriver om modrevolutionære kræfter i samfundet - altså kræfter der vil vende udviklingen tilbage til udbytning og undertrykkelse:

”We are not utopians, and do not in the least deny the possibility and inevitability of excesses on the part of individual persons, or the need to stop such excesses.”. Enkelte personer, som ikke følger de uskrevne regler må stoppes, men det bliver ikke nødvendigt med et undertrykkelsesapparat, da almindelige mennesker vil strømme til og stoppe sådanne udskejelser, og med tiden vil de langsomt dø ud, da udskejelser og undertrykkelse kun opstår ved stor ulighed, fattigdom og udbytning af folk, som står lavere end dem selv. Når forskelle er udraderet, vil udskejelser ophøre.

...men det sker altså ikke. Er der mon noget derude, der der påvirker de marxistiske samfundseksperimenter?

randi christiansen

Ja bill, at et kritisk flertal stadig ikke har fattet, at der er grænser for vækst.

jan henrik wegener

Hvad går den højre-venstredeling i grunden ud på i det 21. århundrede? Jeg er ikke sikker, men de fleste af os er jo udstyret med et par øjne. Hvis man nu brugte dem som metafor, drejer det sig da om hvorvidt man har ultraskarpt blik på det ene "øje" (især overfor alle de fejl dem der ser bedst på det andet øje begår), men er mere eller mindre blind på det andet?

randi christiansen

Man kan ikke teoretisere sig ud af et praktisk problem - det er der heller ingen grund til - løsningen er nemlig indbygget i problemet.

At finde en brugbar løsning på et problem er nemt nok, - den slags kan du bestille over nettet fra Indien for et par dollar.
At finde en løsning der kan gennemføres er noget helt andet - det kræver klogskab, og klogskab kræver erfaring og tænkning.
. . . ikke lige et par ting der er i særlig høj kurs for tiden ;-)

randi christiansen

Nu overvejes det ved GUD at privatisere det danske VAND - ovenikøbet til udenlandske aktører - er man da blevet KOMPLET SINDSSYGE

Børge Rahbech Jensen

"Ville dette have sænket væksttempoet for den online markedsføringsindustri og gøre hverdagens luksusgoder som gratis e-mail utilgængeligt? Formentlig. "

Næppe. Cookies anklages for begrænsning af markedsføring - ikke forøgelse af den.

Europa-Kommissionen ønsker ganske rigtigt innovation. Det er Innovation Union (http://ec.europa.eu/research/innovation-union/index_en.cfm) og Horizon 2020 (http://ec.europa.eu/programmes/horizon2020/) skabt til.
Jeg mener, begrebet 'innovation' oprindeligt var et modeord, og venstrefløjens påståede kærlighedsforhold til begrebet passer godt med, at venstrefløjen nu mest har sit udspring på gymnasier og universiteter, hvor den vist gerne vil have monopol på information og udvikling af samfundet. Ironien er, at venstrefløjen for det meste er udpræget reaktionær med en stærk modvilje mod forandringer, den ikke selv har fundet på. En fordel ved begrebet 'innovation' er, de færreste ved, hvad ordet betyder. Derfor passer det godt til mennesker, der gerne vil fremstå mere progressive, end de er.

randi christiansen

Børge - med almindeligt kendskab til det engelske sprog vil man vide, at innovation betyder opfindsomhed. Men det lyder selvf ikke lige så smart. Når denne opfindsomhed typisk befinder sig i det kreative, intellektuelle segment, er det selvf fordi, at netop denne tilgang er en integreret del af arbejdsbeskrivelse-og proces. Det er altså fra akademia, at resten af samfundet bør forvente nytænkning og fagligt velfunderede refleksioner. Her har de 'store' højre-og venstrefløjspolitiske ideologier spillet helt fallit. Man har sat kikkerten for det blinde øje og vendt det døve øre til det forhold, at det er nødvendigt med en respekt for, at det egentlige ejerskab til naturressourcerne tilhører fællesskabet og ikke må udsættes for privatprofitering og indbyrdes konkurrence. Det tilter enhver miljø-og socioøkonomisk balance, at denne hjerne-og hjerteløse ressourceadministration er styrende faktor i verdensøkonomien. At italesætte dette er især en graverende forsømmelse fra venstrefløjens side - sos' erne er fx fuldstændig røget af banen, og bekender sig stadig mere entydigt? til det 'markedskonforme demokrati' - en komplet selvmodsigelse - og 'nødvendighedens politik' = nedskæringer for de fattige - i junglelovens konkurrencestat, og legitimerer det med, at de kæmper for deres medlemmers interesser - som alligevel i stigende grad må foretage pensionsopsparing på basis af fx beskidt energiudvinding og anvendelse. De lange pensionatsarmes politik - har ikke noget med klassisk, solidarisk socialdemokratisk politik at gøre. De har tabt sutten - og EL - de skal vist også lige i tænkeboks - vi har ikke hverken mere tid eller tålmodighed til dette inkompetente, intellektuelle fedtspilleri når opgaven er så klar og tilgængelig : at beregne den globale fordelingsnøgle for overlevelsesressourcer og efterfølgende beregne implementeringsforløbet - i en transparent proces som tydeligt viser, at ingen snyder på vægten.

randi christiansen

Den globale, bæredygtige fordelingsnøgle selvf