International kommentar

Den højeste sociale lykke

Venezuelas regering vil opfylde frihedshelten Simón Bolívars drøm om et lykkeligt samfund – men udsigterne er ringe
Debat
3. april 2014

Det mest perfekte regeringssystem er det, som skaber den største sum af lykke, den største sum af social sikkerhed og den største sum af politisk stabilitet«. Disse ord af Sydamerikas frihedshelt, venezuelaneren Simón Bolívar, gjorde Venezuelas afdøde præsident Hugo Chávez til et mål for sin politik. Det førte i oktober sidste år til oprettelsen af et viceministerium for den højeste sociale lykke.

Oppositionen var ikke sen til at gøre nar af det nye viceministerium, bl.a. ved at spørge om den galopperende inflation, tiltagende varemangel, dybt rodfæstede korruption og udbredte kriminalitet med en af verdens højeste kriminalitetsrater, er udtryk for social lykke. Paradokset er ikke blevet mindre med den senere tids voldsomme protester mod regeringen med krav om dens afgang og myndighedernes hårdhændede reaktion.

Det nye viceministerium er et ambitiøst tiltag. Ud fra en tolkning af Bolívars banebrydende tale til den kongres, som i 1819 udstak kursen for det kommende uafhængige Venezuela, har præsident Nicolás Maduro lagt rammerne for et superministerium, der med tiden skal styre social- og sundhedspolitik, uddannelse, økonomi, miljø, infrastruktur, beskæftigelse og meget mere, med det erklærede formål at skabe, hvad man kalder den højeste sociale lykke.

Skør idé

Oppositionen fremstiller det nye viceministerium som en ny, skør idé fra en regering, man betragter som verdensfjern, økonomisk uansvarlig og undertrykkende. Men Bolívars ideer var baseret på dannelsesrejser i Europa omkring 1800 og læsning af tænkere som Voltaire, Montesquieu og Hobbes. Det ambitiøse lykkeprogram er desuden inspireret af bl.a. Cubas sundhedsprogrammer, de nordiske velfærdsmodeller og regeringsprogrammet i Allendes Chile. Men ingen af disse steder har man brugt social lykke som betegnelse for målet for sin politik.

Oppositionens forsøg på at latterliggøre regeringens lykketerminologi kan hænge sammen med den udbredte opfattelse af begrebet lykke i vor moderne markedsfikserede verden, hvor reklamer lover lykke, hvis man drikker bestemte læskedrikke, går i bestemte tøjmærker, vinder konkurrencer og så videre. I Venezuela opfattes det således som den højeste lykke at blive Miss Venezuela. Her materialiseres den højeste individuelle lykke udtrykt i den velstående elites herskende skønhedsideal.

Opfattelsen af lykke har varieret gennem tiderne og fra kultur til kultur. Den lykke, der udspringer af et godt fællesskab – familie, lokalsamfund, arbejde, fællesskaber, der giver tryghed og en følelse af at høre til – er muligvis den mennesket har kendt til og erkendt længst. Den individuelt baserede og erkendte lykke har altid eksisteret sammen med den kollektive lykke. Men de sidste 200 år, fra romantikken til vor moderne nyliberalisme, er den især blevet beskrevet og hyldet som et individuelt fænomen, som en vare.

Lykkeforskning

»Hvorfor er lykken så lunefuld?« spørges der i en schlager fra 1936. Men hvad er den egentlig? Mens Venezuelas regering har sat sig for at skabe mulighed for et trygt velfærdssamfund med afsæt i Bolívars 195 år gamle tale, prøver forskere verden over at indfange det flygtige begreb, der i Nudansk Ordbog defineres som »en følelse som skyldes stor glæde og tilfredshed«.

I København findes et Institut for Lykkeforskning, og på Aalborg Universitet forsker man i lykke. I sandhed en vanskelig opgave, fordi man forsker i noget, som man ikke har en klar definition af. Alligevel er der gang i lykkesøgningen verden over. Lykke er kommet på mode.

I Bhutan har man skabt et alternativ til det misvisende BNP, nemlig National Bruttolykke (NBL), der omfatter bæredygtig og ligelig udvikling, bevarelse af miljøet, bevarelse og fremme af kulturen, og fremme af god regeringsførelse. I Danmark fremsatte Enhedslisten i marts 2011 forslag til »folketingsbeslutning om udvikling af et nationalt lykkeindeks«. Og i 2012 præsenterede FN sin World Happiness Report.

Der findes snesevis af indeks, oversigter, definitioner. Der er gået inflation i lykke. Målsætningen er forskellig. Lykke er et flertydigt begreb og lykkemålinger er subjektive – velegnede som populistiske redskaber for regeringer og virksomheder, når de har brug for det – fra Venezuela til Danmark.

Harvard Business Review skrev således i 2012: »Lykkelige medarbejdere er mere produktive og kreative og har færre sygedage. Alt sammen kvaliteter, der styrker arbejdspladsen, konkurrenceevnen og i sidste ende bundlinjen«. Det er altså ikke nødvendigvis menneskets lykke, der er målet, men en bedre bundlinje.

Her hylder Bhutan, Enhedslisten og Venezuela en opfattelse, som prioriterer den enkeltes velfærd, sikkerhed og frihed i et velfungerende fællesskab anderledes.

Aldrig lykkelige

Mens det ser ud til at gå fremad med lykken i Bhutan, er udsigterne i Venezuela mørkere trods de gode viljer og intentioner. En militant del af den borgerlige opposition satser på at afsætte regeringen, mens den moderate fløj er ved at miste pusten.

Samtidig er regeringen svækket af interne magtkampe, dybt rodfæstet korruption og magtmisbrug, galopperende inflation og varemangel – som den bedrestillede del af befolkningen forstærker gennem omfattende hamstringer, som de fattige ikke har råd til.

I sine sidste leveår oplevede Bolívar, at hans drøm om et bedre samfund i et forenet Latinamerika brød sammen. Syg og nedbrudt flygtede han fra sine fjender. Inden han døde i 1830, skrev han til en gammel ven: »Vi bliver aldrig lykkelige. Aldrig!«

Lige nu fortoner visionen om den højeste sociale lykke sig for Maduros regering, som kun ser Bolívars vision om lykke og glemmer hans advarsler mod den selvretfærdighed og magtfuldkommenhed, som magten fører med sig.

Jens Lohmann er journalist og forfatter, specialist i latinamerikanske forhold

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her