Jeg hører ordet ’bælte’ og går i panik

På den lukkede har jeg oplevet forfærdelig tvang, men også glimt af medmenneskelighed. Jeg ved, at der skal flere ressourcer til, før vi kan gøre os forhåbninger om en bedre psykiatri uden bæltefiksering
Under en nylig indlæggelse på Psykiatrisk Center Hvidovre oplevede kronikøren blandt andet at blive bæltefikseret: ’Det er forfærdeligt at opleve den afmagt og angst, der er forbundet med at være fastspændt og ikke vide, hvornår man kommer ud.’

Under en nylig indlæggelse på Psykiatrisk Center Hvidovre oplevede kronikøren blandt andet at blive bæltefikseret: ’Det er forfærdeligt at opleve den afmagt og angst, der er forbundet med at være fastspændt og ikke vide, hvornår man kommer ud.’

Jakob Dall
25. april 2014

Mine behandlere siger, at jeg ikke må kalde mig skizofren. For jeg er Sussi, jeg er 39 år, gift med Michael og har en lille hund.

Før der var noget, der hed recovery – at komme sig fra psykisk sygdom – var jeg kronisk skizofren, sov 12-16 timer i døgnet, røg 40 cigaretter om dagen og tog 55 kg på. Nu sover jeg mindre, er stoppet med at ryge, har tabt 20 kg, er kommet i ordentlig behandling og prøver at finde et netværk. Jeg er midlertidigt flyttet fra min mand til et bosted for psykisk syge.

Men under en nylig indlæggelse på Psykiatrisk Center Hvidovre oplevede jeg stort set alle de former for tvang, man kan forestille sig. Den værste form – og den man sidst skrider til – er bælte- fiksering. Det er forfærdeligt at opleve den afmagt og angst, der er forbundet med at være fastspændt og ikke vide, hvornår man kommer ud. Men under indlæggelsen oplevede jeg også medmenneskelighed, der giver mig håb om, at vi kan få en bedre og tvangsfri psykiatri. Det kræver bare nogle ressourcer, som psykiatrien ikke har i dag.

Ondt i håndfladerne

Forhistorien er, at jeg var stukket af til Valby Station og ville hoppe ud foran et tog. Jeg blev hentet af politiet og kørt til det lukkede afsnit på Psykiatrisk Center Hvidovre.

Jeg blev kropsvisiteret. De var alt igennem. Men de fandt ikke de barberblade, jeg havde på mig. På afdelingen blev jeg tilset hvert syvende minut, men i mellemtiden fik jeg lavet to store flænger i min arm. Jeg var helt stille og rolig og lod dem behandle mig. De mente, at jeg skulle have Stesolid. Det ville jeg ikke have, så jeg fik det med tvang. Så var jeg ikke længere stille og rolig – jeg gjorde modstand. Personalet beroligede mig. De virkede ikke irriterede eller vrede, men blot uforstående over for mine handlinger.

Flængerne skulle syes, så jeg skulle køres på skadestuen. Afdelingssygeplejersken spurgte, om jeg kunne opføre mig ordentligt, eller om jeg skulle i bælte. Jeg hørte bare ordet bælte og gik i panik. Nu gjorde jeg for alvor modstand, men jeg slog eller sparkede ikke. Jeg kom i bælte. Jeg var fikseret. Mod min vilje. Jeg gjorde dem opmærksom på, at jeg aldrig havde gjort et andet menneske fortræd. Men de var bange for, at jeg ville gøre mere skade på mig selv.

På skadestuen fik jeg 24 sting. Jeg blev opmuntret med en god portion humor og talt ud af de mange tanker. Min mand kom for at besøge mig. Var jeg interesseret i det? Det var en svær beslutning, for jeg ville gerne se ham – men jeg brød mig ikke om, at han skulle se mig sådan. Han tog hele situationen pænt, og vi havde et par gode timer sammen.

Ved vagtskiftet tilbage på det lukkede afsnit fortalte vagten, at hun stadig havde ondt i håndfladerne af at holde mig nede.

Jeg skulle tisse. Jeg havde udskudt det længe, for det er meget problematisk for mig, når jeg er fastspændt, og det skal foregå i et bækken. Med hjælp fra personalet gjorde jeg et forsøg – det mislykkedes.

Tak for medmenneskelighed

Seks timer efter tænkte jeg, at jeg kunne komme ud af bæltet. Jeg gjorde min nye vagt opmærksom på, at det var 12 timer siden, jeg sidst havde været på toilettet. Hun ville gerne hjælpe, og hvis hun kunne, havde hun formentlig lusket mig ud på toilettet, uden at nogen opdagede det, men det måtte hun ikke. Det var alene lægens beslutning.

De frigjorde mine fødder, så jeg kunne få lidt nattesøvn. Men jeg skulle tisse – jeg kunne ikke sove. Efter nogen tid fik jeg vristet mig ud af håndremmene. Min vagt spurgte, om hun kunne stole på mig – jeg sagde ja. Hun løsnede mavebæltet, så jeg også kunne dreje mig om på siden. Jeg lå helt roligt og nød min frihed.

Men efter et stykke tid kom lægen, og hun stolede ikke på mig. Jeg skulle tilbage i håndremmene. Det fandt jeg urimeligt, så jeg gjorde modstand – og fik mere Stesolid. Jeg kunne mærke, at vagten, der havde ondt i håndfladerne, var opbrugt, for hun brugte al sin vægt på mine ben. En anden fik i kampens hede trykket bæltenøglen – med to spidse ben – ned i min hånd. Jeg gjorde hverken opmærksom på det ene eller det andet, for i mit hoved var det dem mod mig, og de skulle ikke have glæde af visheden om, at de gjorde mig fortræd.

Nattrissen – den ansvarshavende sygeplejerske for hele centret – gjorde efterfølgende en masse for at komme i kontakt med mig, for at finde ind til den raske del af mig. Da de var færdige med at spænde mig fast, kom han med en opmuntrende bemærkning om, at noget var godt – jeg råbte, at det fandeme ikke var godt! Men han sagde, at det i hvert fald var godt, at jeg endelig var begyndt at tale med dem. Han klemte min hånd og talte beroligende og opmuntrende til mig.

»Tak!« sagde jeg, lige inden trissen og det øvrige personale forlod værelset. De vendte sig alle sammen om og kiggede på mig.

»Tak for hvad?« spurgte en af dem.

Jeg sagde: »For medmenneskelighed.«

Jeg gjorde det klart, at jeg talte om den omsorg, trissen havde vist for mig. Personalet kom tilbage og smilede stort til mig og konstaterede, at Sussi stadig var derinde et sted. De tilbød at tørre min pande med en kold klud igen, for jeg var helt gennemblødt af sved. Min vagt var bange for, at jeg var skuffet over hende, fordi hun jo nærmest havde lovet, at jeg kunne slippe for håndremmene. Jeg sagde, at jeg godt kunne lide hende, og de sagde alle sammen, at de også godt kunne lide mig.

Bæltet skal afskaffes

Jeg fik kun sovet et par timer den nat, jeg kom ikke på toilettet i et døgn, og jeg endte med at ligge i bælte i 19 timer. Personalet skal selv prøve at ligge i bælte under deres uddannelse, men de kommer aldrig til at opleve den afmagt og angst, der er forbundet med at være fastspændt og ikke vide, hvornår man kommer ud. Mine oplevelser på Psykiatrisk Center Hvidovre kunne have været endnu værre, hvis ikke personalet havde kendt mig. Der er selvfølgelig også nogle helt unikke perler – som den trisse, der ikke kendte mig – der bare ser mennesket, som ligger der. Derfor tænker jeg også, hvor vigtigt det er, at jobbet som sundhedspersonale er et kald og ikke bare en uddannelse, man har taget på grund af arbejdsløshed. Man skal virkelig ville mennesker, og man skal ville mennesker, der er helt ude i det ekstreme.

Det vigtigste for mig er, at tingene bliver gjort ordentligt. Det er så vigtigt, at man bliver behandlet som et menneske i en tvangssituation. Jeg ved, hvor lidt der skal til, før tilliden bliver brudt, og så er det svært at profitere af den hjælp, der tilbydes, fordi man er bange.

Jeg tror, at en afskaffelse af bæltet i første omgang vil komme til at kræve mange flere ressourcer, end der på nuværende tidspunkt er til rådighed. Det kommer til at kræve nytænkning, efteruddannelse og flere hænder – eller hjerter, om man vil. At personalet har tid og evne til at forstå patienten, så han eller hun føler sig hørt. Det kommer til at kræve en tid, man ikke har i dag. Og hvis disse faktorer ikke er til stede, vil tvangsfri psykiatri aldrig lykkes, og man vil ende med en masse politiske hovsaløsninger.

Én ting ved jeg. Det er ikke mig mod psykiatrien eller mig mod personalet, som jeg troede, da jeg lå i bæltet. Det er et samarbejde. Vi skal have en bedre og – forhåbentlig – tvangsfri psykiatri. Vi skal råbe op. Gøre opmærksom på os selv. Gøre opmærksom på, at psykisk sygdom er en realitet. At vi har brug for flere ressourcer til forskning og behandling, så vi for alvor kan søsætte projektet om en bedre og tvangsfri psykiatri.

Sussi Malene Jacobsen er førtidspensionist

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Kasper  Larsen

Jeg kan rigtig godt li den måde som du beskriver tingene hvordan de foregår der inde jeg har selv været i din situation men bare på Sankt Hans.
kan være godt forstå at du også vil af med det bælte fordi det er bare ikke en sjov ting at ligge der og ikke kunne gøre noget.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kasper  Larsen

Jeg kan rigtig godt li den måde som du beskriver tingene hvordan de foregår der inde jeg har selv været i din situation men bare på Sankt Hans.
kan være godt forstå at du også vil af med det bælte fordi det er bare ikke en sjov ting at ligge der og ikke kunne gøre noget.

anbefalede denne kommentar