Klumme

Hvornår føler man sig tvangsfodret af brugte trusseindlæg?

Sidste uges klumme fra min hånd foranledigede en del debat på de sociale medier om kvindediskussioner og ligestilling. Jeg fik nogen på lampen
Debat
28. april 2014

I sidste uge skrev jeg en klumme. Min påstand var, ultrakort, at ligestillingsdiskussionen lider skade, når kvinder bidrager i den offentlige debat med deres kvababbelser af mere intim karakter. Jeg havde ikke inddraget konkrete eksempler – fordi jeg ikke bryder mig om at hænge navngivne kvinder ud. Men tænkte, at læserne vidste, hvor jeg ville hen.

Det viste sig at være en forhastet optimisme. Et antal debattører i det aktive feministiske miljø i Danmark blev opbragte over såvel budskabet, som at klummen ikke var mere konkret og præcis. Hvilket afstedkom en håndfast diskussion og kritik på overtegnedes personlige Facebookside. I skrivende stund – fredag morgen – nærmer vi os de 400 bidrag.

Kritikken af klummen havde tre hovedpunkter:

For det første, at de private temaer, kvindelige skribenter tager op, oftest er relevante samfundstemaer, der belyser fortsat uligestilling – eksempelvis om aborter, spiseforstyrrelser, selvmord eller afskedigelser. Ja, selv et emne som kønsbehåring afspejler benhårde krav til kvinders ydre, der udstrækker sig til de mest private områder af kroppen.

For det andet, at de ligestillingspolitiske diskussioner i Danmark ikke domineres af intime klagesange, og at det dertil er fortegnet og urimeligt at bruge termen feminisme om enhver diskussion, hvor kvinder ytrer sig.

Og for det tredje, at klummisten (altså mig) åbenbart mener, at kvinder bør opføre sig mere som mænd. Der klassisk set antages at være mere karrige med, hvilke dele af deres private liv, de beriger offentlige debatter med. Men nej, vi feminister burde opfordre mændene til at blive mere åbne, sårbare og generøse med sig selv. Så vi alle, antager jeg, ikke ender som robotter i konkurrencestatens tjeneste.

Endelig var der visse, som mente, at overtegnede stak sine medsøstre i ryggen. Eller som selverklæret feminist burde holde sig til at tale om den fortsatte diskrimination af kvinder i verden. De anklager afviser jeg blankt. Debattører har ret til at kritisere hinanden uanset køn. Sorte behøver ikke bakke præsident Obama op, hvis de er uenige med ham, ligesom muslimer ikke partout deler holdninger. Minoritetspositionen bliver et verbalt fængsel, hvis kvinder blot skal bakke kvinder op. Derudover er anbefalinger om, hvad der er tilladte diskussionsemner, og hvilke, der er forbudte vel det sidste feminister med et åbent sind bør geråde ud i.

Angående den tredje hovedanklage er jeg delvist guilty as charged. Jeg mener, at vi kvinder kan lære noget af mændene. Ligesom jeg i øvrigt også mener, at mange mødre kunne se nærmere på far, når det gælder forældreskab. Hertil mener jeg, at de senmoderne vestlige samfund helt overordnet er gået alt for langt, når det gælder modstillingen privat vs. ikkeprivat. Staten og efterretningstjenesterne kan overvåge alting. Og realitymedier sørger for, at alt privat forvandles til underholdning. Men jeg holder af at have områder i mit liv, der er private.

Angående kritik nummer to kan jeg godt følge den irritation, som engagerede kønsdebattører ytrer over at blive sat i bås med allehånde kvinder, der måtte skrive i medierne om deres parforhold, singlestatus, trusser og trang til Prosecco som 40-årige singler. Jeg kunne godt have præciseret, at flertallet af feminister oftere diskuterer mere politiske problemer. Men nu var det de andre, jeg skrev om – om end de heldigvis er i mindretal, hvilket jeg medgiver. Men de findes.

Den sidste kritik er den sværeste at håndtere inden for klummens plads. For ja – som jeg skrev tirsdag, mener jeg, at der fortsat er rum til den gamle 70’er-parole om at gøre det private politisk.

Spørgsmålet for mig er snarere, hvor grænsen går. Hvornår er personlige oplevelser private, relevante, ligegyldige eller pinlige? Hvornår er man godt underholdt eller bliver klogere? Og hvornår føler man sig tvangsfodret af brugte trusseindlæg? Og endelig: Hvornår er det simpelthen blot en kvinde, der ytrer sig, uden at det har et klap med feminisme at gøre? Her er folks grænser åbenbart forskellige. Men som debattør vil jeg slås for min ret til at trække mine. Og når jeg selv skriver personlige klummer – hvilket jeg ofte gør – håber jeg altid, at der er samfundsrelevante pointer med i teksten.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington D.C.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

Normalt læser jeg altid begejstret AnneGrethe Rasmussens artikler; men jeg må indrømme, at al det køns- og feminisme halløj gerne må blive på Facebook for min skyld.