Klumme

Idekrise på genbrugs-skærmen

Dansk tv er plaget af idéfattigdom. Frygten for at miste seere synes at være den væsentligste årsag til konceptets sejr over indholdet
Debat
16. april 2014

Det er ind imellem svært at kende forskel på genbrug og nytænkning. Ikke mindst når man ser tv. Er X Faktor genbrug eller nytænkning i forhold til andre talentkonkurrencer som TV 2’s Popstars? Nogle synger eller spiller sig til sejr, mens et omhyggeligt castet dommerpanel sammen med seernes sms’er afgør deres skæbne. Hvad er forskellen på Paradise Hotel, Robinson Ekspeditionen og Big Brother? En gruppe mennesker lukkes inde på et luksushotel, på en tropisk ø eller i et hus med snesevis af kameraer. Efter alskens snedige genvordigheder står en sejrherre tilbage med en pose penge. Serier som Kongerne af Marielyst/Rømø/Svendborg, Sommer i Sunny Beach, For lækker til love eller Singleliv handler om at drikke sig i hegnet og få noget på den dumme. Originalitet eller genbrug?

Der er bagedyster, kagedyster og kogedyster. Der er Masterchef, Meyer, Price og Annemad. Der er Liebhaverne på TV 2 og Danmarks skønneste hjem på DR1. Og når et nyt koncept eller en vært har haft succes, vrider konceptmagerne konceptet et par grader, så det igen ligner noget nyt, som når brødrene Price forlader Danmark og tager til Italien for at tæve kødet mørt med en Madonna-figur.

Genbrug gør det ud for nytænkning. TV3 skabte realitystjernen Amalie Szigethy i Paradise Hotel, hun blev genbrugt i Amalies Verden og er endt i denne uges Luksusfælden, hvor hendes økonomi endevendes, og tv-stationens kyniske udnyttelse af en lettere excentrisk teenager forvandles til hendes økonomiske uansvarlighed, som TV3 nu storladent forsøger at hjælpe hende ud af. Genbrug, misbrug eller nytænkning?

Man sporer en tiltagende idétræthed hos de mange tv-stationer, der samtidig er bekymrede for, at en del – og måske på længere sigt en meget stor del – af tv-seerne forlader dem, fordi de hellere selv vil vælge indhold på tjenester som Netflix, HBO Nordic og TDC Play.

Manglen på originalitet er ikke kun en fiks idé hos denne skribent. Det er et interessant tema i den aktuelle mediedebat. Forleden sluttede verdens største tv-messe, MIP. 11.000 tv-tilrettelæggere, tv-chefer og tv-købmænd fra hele verden mødes hvert år i Cannes for at købe, sælge og lade sig inspirere. »Det ser sørgeligt ud på tv-idésiden,« sagde TV 2’s programdirektør, Anne Stig Christensen, efter hjemkomsten. Producenter som Niels Sverin fra Monday og Thomas Heurlin fra Koncern var tilsvarende modløse og kom ifølge Mediawatch »ikke berigede hjem« fra MIP. TV 2’s tidligere programdirektør Palle Strøm, der er ny udviklingschef på Monday, føjer sin stemme til koret af lettere deprimerede tv-professionelle med ordene »Mange af de ting, vi ser i øjeblikket, er variationer over samme temaer.«

Et par eksempler på genbrug og idéfattigdom, tilsat en næsten desperat søgen efter at gøre det anderledes og smart, kan ses søndag aften på DR 2, hvor den begavede og talentfulde Ane Cortzen af uforståelige grunde har accepteret at blive misbrugt som hygge-talkshow-værtinde, hvor tilrettelæggerne blander et hav af genrer i en pærevælling, så gæster (som Birthe Rønn Hornbech forleden) og seere står lige uforstående og måbende over for mærkelige påfund. Noget, der ikke er, men ligner journalistik, blandes med ren underholdning, satire, sarkasme og Michael Jeppesen (som er en tilsvarende spøjs, men ikke specielt troværdig cocktail af det hele) i et dyrt udseende program.

Her er dansk tv’s idéfattigdom udstillet i prime time og forklædt (og massivt promoveret) som noget helt nyt. Seerne synes at kvittere med at trykke sig væk på fjernbetjeningen. 25.000 af dem trykkede sig væk efter frokosten med Pia Kjærsgård og på igen, da Deadline kom i luften efter Søndag Live.

Før Luksusfælden blev til et genbrugsprogram med brugte reality-stjerner, var det et originalt, godt, seværdigt tv-program. Før Ane Cortzen blev misbrugt af branding- og konceptmagere, lavede hun originalt og spændende tv med TVTVTV! Thomas Buch Andersen er en banebrydende og dygtig journalist og hovedkraften bag Detektor – nu risikerer han at devaluere sin egen brillante ide, tydeligvis tvunget af smarte konceptmagere, ved at spille iscenesat komedie i tv-versionen af det originale radioprogram. Frygten for at miste seere synes at være den væsentligste årsag til konceptets sejr over indholdet. Giv magten tilbage til indholds- folkene, og tag chancen!

Lasse Jensen er vært på P1-programmet ’Mennesker og Medier’.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Bliver glad for at jeg har fravalgt langt, langt det meste TV.
Nu frygter jeg bare DRs snarlige omlægning af P1 , hvor P! skal gøres mere til et P1 der følger begivenhederne.
Skal der slet ikke mere være plads til fordybelse og analyse af forskellige emner ?
Fx. er P1 s flagskib Orientering blevet til mere snak mellem 2 - og desværre flere gange med overfriske journalister, der ikke længere kun er tilknyttet Orientering. Et af de værste eksempler er Espen Kjær (eller hvordan det staves)

Vagn Pedersen, Karsten Aaen, Jørn Andersen, Christel Gruner-Olesen, Tue Romanow og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Mon ikke TV med gavn kunne interessere sig for hvad der foregår ude blandt befolkningen, istedet for at befolkningen skal interessere sig for, hvad der foregår blandt mere eller mindre prætentiøse kendisser?
Hvis man ikke bryder sig om Gintberg,
er hans opdagelsesrejser rundt i Danmark naturligvis et fravalg.
Men konceptet er godtnok: Hvad foregår der egentlig blandt befolkningen udenfor mediernes sædvanlige spotlyskegle?

Børge Rahbech Jensen

De fleste af de nævnte koncepter er endda købt i udlandet.

Karsten Aaen, Bo Carlsen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Ved en ren tilfældighed – for jeg undgår ellers så vidt muligt disse alt for mange 'pludre med de kendte'-programmer – oplevede jeg afslutningen på interviewet med Birthe Rønn. Som jeg fik stor respekt for netop dér: Hun holdt fast og var urokkelig i ikke at ville give et bud på hvilket af H.C. Andersens eventyr hun mest identificerede sig med. Og det til trods for alle Ane Cortzens besynderlige krumspring (nu havde man jo også forud spurgt to Folketingskolleger om deres bud, så det indslag skulle med djævelens vold og magt bruges), ulidelige vedholdenhed og totale (tone)døvhed over for, hvad Birthe Rønn faktisk sagde.

Så hvorfor dog tro at "den begavede(?) og talentfulde Ane Cortzen af uforståelige grunde har accepteret at blive misbrugt som hygge-talkshow-værtinde"? Der er vel næppe nogen, der ligefrem har tvunget hende ind i rollen?

Karsten Aaen, Bo Carlsen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Måske DR bare skulle udfylde sin demokratiske funktion: at formidle og popularisere det elitære og komplekse! Lege omtanke og selvbesindelse ind i hele befolkningen. Det ville være populært, mere end man gør sig det klart. Folk vil gerne præstere, de får bare ikke lejlighed til det intellektuelt, og så går de til fitness i stedet eller løber en tur.

Vibeke Rasmussen

En, vist nok kort, overgang viste man, vist nok ret sent, på DR2 et program der hed "Danskernes Akademi": formidling af viden direkte fra ekspert til seer uden filter og falbelader. Men til trods for at programmet var populært, blev det skrottet, ifølge den ansvarlige chef fordi det ikke var undeholdende nok – hvilket naturligvis ikke var det udtryk, han brugte, men … – og den formidlede viden vil fremover blive inkorporeret i mere underholdende – igen, ikke hans ord direkte – programmer.

Lidt ligesom måden hvorpå alt kulturelt stof skal filtreres igennem den ulidelige Adrian Hughes og hans diverse onemanshows; med gæster?

Radio-udgaven af "Danskernes Akademi" bliver i øvrigt også skrottet nu i forbindelse med den kommende omlægning.

Vibeke Rasmussen

Dorthe Sørensen, jeg kunne dårligt være mere enig! Det er nærmest katastrofalt, hvad der i disse år sker med P1, og også jeg frygter det værste med den bebudede omlægning.

Eksempelvis valgte jeg for et stykke tid siden, efter i mange år at have været fast lytter til programmet, Orientering fra, de dage hvor den da nytilkomne Esben Kjær var vært. Mage til ubegribeligt dumsmart, plat sprogbrug og Karl Smart-attityde!

Samtidig begyndte man at gå væk fra de hidtidige reportager – formidlende 'enetaler' – fra de mange vidende, intelligente, retorisk begavede medarbejdere, og istedet samtalede studieværten nu med dem. Så hvor studieværten tidligere var den, der (dygtigt) introducerede indslagene og bandt dem sammen, fik han/hun nu mere og mere taletid.

Og pludselig blev studieværten til to! Så nu sidder der altså to studieværter og pludrer: med hinanden, med kollegerne, med eksperter, i studiet, på telefon. Og de ikke kun pludrer, nej de kludrer også, som mange af deres kolleger, eksempelvis på Radioavisen, med teknikken. Jeg havde langt foretrukket flere teknikere og færre journalister.

Så jeg er nu tidligere Orienterings-lytter – ligesom min radiolytning i det hele taget foregår langt mere på Radio24syv end på P1. Og det kommer nok ikke til at ændre sig; nok snarere tværtimod efterhånden som 24syv bliver mere professionelle og DR mere populistiske.

Karsten Aaen, Jørn Andersen, Christel Gruner-Olesen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Dorte Sørensen. Undskyld! at jeg stavede dit navn forkert. :(

Dorte Sørensen

Vibeke Rasmussen tak for kommentaren.
Jeg håber stadig på ,at DR kommer til fornuft og genoptager et fagligt indhold.
Mht Møllers Radio - radio24syv - så har jeg ikke hørt den , da jeg blev så tosset over at de fik dobbelt så mange licenspenge som P1 blev drevet for.

Steffen Gliese

Ja, når jeg tænker på, hvor fantastisk jeg som dreng fandt et program, der introducerede sine stærkt varierede indslag med et tidspunkt og en ansvarlig reporter. Jeg var så overvældet og imponeret, og derfor er det virkelig trist, som det er gået. Jeg er også træt af Espen Kjær, men glæder mig over en god journalistisk stemme som Kasper Hartmann.

Michael Kongstad Nielsen

Dansk tv er plaget af kommercialisme, længere er den ikke. Konkurrence-statens tv. De, der får flest seere, vinder. Vil vi have det? Ja, åbenbart, for ellers ville flertallet ikke se på det. Flertallet kunne måske skrumpe og blive til et mindretal, det må man håbe, for Lasse Jensen kritik er ikke nok.

Lise Lotte Rahbek

Hvad vinder de, som har de fleste seere, i grunden?
Vinder de det største antal mediestøttekroner, den største mulighed for at vinde mainstreammeninger eller.. hvad er gevinsten sådan helt reelt?

Jeg beklager ikke helt at have fattet konkurrencens formål, endnu.

Michael Kongstad Nielsen

Det har jeg hellere ikke. Så er det sagt.

Lise Lotte Rahbek

Så er vi to.

Vibeke Rasmussen

Tre. Mindst. :-]

Men også formålet med omlægningen af P1 er, ifølge kanalchef Anders Kinch-Jensen: "at komme ud til flere og at "P1 om et år har flere lyttere." Tilsyneladende – og beklageligvis – vil de hellere lefle for tidligere P3-lyttere snarere end at holde på deres nuværende lytterskare.

Han siger også at »Hvis der for eksempel sker noget klokken 14, forventer lytterne, at vi har det med i 'Orientering' klokken 16.10.« Nej, ikke denne lytter. Jeg ventede gerne en dag eller mere på at få en grundigere reportage om det skete. "Breaking News" er vildt overvurderet!

Og videre i artiklen siger kanalchefen:

»Hvis man møder på arbejde om morgenen, og man er den eneste, der har hørt P1, er det skidt. Vi skal have mere live og mindre båndet – og det, der er båndet, vil blive præsenteret af en live-vært, der giver lytterne den aktuelle krog. Der er ofte en aktuel krog på det, vi laver. Vi er bare ikke så gode til at vise det.«

Altså endnu mere i samme stil som den, i hvert fald for mig, ubærlige morgenflade. Men lige netop hvad dén angår, er jeg vist i mindretal.

http://journalisten.dk/p1-vil-lokke-dig-der-er-gammel-til-p3

Karsten Aaen, Maj-Britt Kent Hansen, Jørn Andersen, Lise Lotte Rahbek og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Torben Knudsen

Hvis de såkaldte idefattige udsendelser kan virke som advarslerne på cigaretpakkerne har de et formål.
Public Service i offenlig regi er blevet til Public Silence, der skal være 'noget' i alle døgnets 24 timer.
Et overgreb på menneskers liv, da vi jo ved at alt for mange i nu to eller tre generationer ikke kan selektere og
sætte dummeren på som erstatning for livet.
Det bliver jo ikke med den nuværende kulturminister, der sker noget. hun mener jo, at der skal pumpes og pumpes i 24 timer.
En livsrøvende politik af rang.
Var begyndelse ikke omkring 80 % til oplysning og 20% til underholdning med indhold.
Nu er selv vejrudsigterne underholdning.
Public Service (DR) skal begrænse der sendinger med mindst 50% og producere mange flere smalle udsendelser.
Det der foregår nu, er tidsrøvende og fordummende uanset mange fine udsendelser, så må vi ud og væk fra sofaen og leve et eget liv evt. sammen med børnene.

Steffen Gliese

Torben KInudsen, der skal ikke produceres smalle udsendelser, der skal produceres udsendelser, der formidler det smalle bredt. Det havde man succes med engang. Men desværre er der sket en kortslutning i hovedet på mange danskere, der bare ikke er interesseret i at høre noget, de ikke ved i forvejen. De opfatter oplysning som et overgreb på deres ret til egne uforgribelige meninger.

Helene Nørgaard Knudsen

Ved at læse artiklen og skrive denne kommentar har jeg brugt mere tid på TV end jeg har set hele ugen.

God påske :-)

Maj-Britt Kent Hansen

Både i tv og på radio er det meget irriterende når vært/værterne dominerer - og det gør Esben Kjær i den grad. Højtråbende og hurtigtsnakkende. Som en Jan Gintberg, da han i tidernes morgen var allerværst.

Måske kan Esben Kjær hverken dæmpe sig eller ændre sin kraftfulde og hastige stemmeføring, men egner den sig så virkelig til P1-radio? Er det sådan, det skal være fremover? Hvem er det, der foretrækker dette støjscenarie?

Ikke, at jeg ynder pludren mellem to værter. Bestemt ikke.

Men var der engang ikke noget med en mikrofonprøve før ansættelse ved radioen i DR? Ja, jeg ved ikke præcist, hvad den gik ud på, men kunne forestille mig, at Espen Kjær ikke var kommet i betragtning som dominerende og påtrængende stemme i op til flere P1-programmer, hvis de oprindelige kriterier var blevet lagt til grund. Tværtimod.

Eller hvad med især de kvindelige morgenværter på P1, der ustandselig afbryder med "kvikke" bemærkninger. Eller - imens der svares - partout skal stille nye, jappende spørgsmål. Så ensartet, skemalagt og efterhånden ganske forudsigeligt, de teer sig, må de være instrueret deri.

Nå, det blev mere om radio og egne idiosynkrasier - end idéfattigdommen med hensyn til tv.

Vibeke Rasmussen, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Peter Hansen det er nu ikke helt rimeligt, at pege fingre ad os, modtagerne.

I et indlæg med udgangspunkt i hvordan en (ikke-videnskabelig) test havde afsløret, at otte ud af ni tv-medarbejdere havde symptomer på ADHD, skrev Christian Braad Thomsen for et års tid siden bl.a.:

"[Tv-medarbejdere] bliver med andre ord skolet i at udvikle ADHD – og lidelsen smitter af på seerne, som ikke får mulighed for at fordybe sig i en problemstilling, fordi de hele tiden bliver distraheret af noget andet. Tv-journalisterne tror, at denne fortællemåde er særligt 'filmisk', og at den signalerer gang i den.

Men den gør det modsatte. Tv-journalisternes fortællermåde nedbryder systematisk enhver sammenhængende fortælling, den smadrer seernes evne til at være opmærksomme og reducerer os alle til bimmerbørn."

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE1955481/drs-tv-journalister-ha...

Når jeg siden har set DR, har jeg ofte tænkt "Ja, det er præcist, det de gør. Forsøger at gøre os til bimmerbørn." Og hvis det så lykkes, synes jeg ikke det er rimeligt at bebrejde seerne.

Et meget godt eksempel er i øvrigt, som allerede nævnt af Lasse Jensen, programmet Detektor. Det var et glimrende, sagligt – og i øvrigt prisbelønnet – radioprogram. God, gedigen lytteværdig radio. Så den succes skulle naturligvis 'malkes' og søgt overført til også skærmen. Her blev udsendelsen hakket op med mange og hurtige klip, krukkede kameraindstillinger – fx så man værten i profil mens han talte!? – kendte mennesker i studiet, en vært der både dansede, lagde sig under dynen(!?) og 'what not' – og jeg skulle tage meget fejl, om ikke også der var en konstant, underliggende kværnen af muzak udsendelsen igennem.

Dér mistede de så efter et stykke tid mig som lytter. Og de fik aldrig engageret mig som seer.

Men jeg tilhører muligvis heller ikke det mest attråværdige lytter/seer-'segment': Ung på vej til at blive en lille smule ældre. Eller segmentet som kan manipuleres til at blive bimmerbørn?

Steffen Gliese

Jeg opfatter bestemt ikke dig, Vibeke Rasmussen, som omfattet af min kritiske beskrivelse, tværtimod. :-)
Jeg vil godt tilføje til Braad Thomsens iagttagelse, at man kan se, hvordan billedsiden i tv-aviserne nogle gange simpelthen er blevet den rene illustration, hvor uvedkommende billeder bruges til at illustrere ikke kontekst, men ord. Det er så dumt, som tænkes kan.

Vibeke Rasmussen

Sådan opfattede jeg det heller ikke Peter. :-) Men jeg tror på, at det er mere end en floskel, at det er muligt at producere udsendelser med indhold, som seerne ikke selv på forhånd vidste, at de ville finde interessant/ oplysende/ berigende.

Eller lytterne. På radiosiden er Peter Lund Madsens udsendelser "Hjernekassen" et godt eksempel. Ud over at være elskelig – ok, en subjektiv bedømmelse, men det synes jeg altså :) – er PLM også intelligent, vidende, har en smittende videbegærlighed og formidlingsevne. Derudover er han også beundringsværdig god til at give plads til andre formidlere og til at sætte sig i lytterens sted og på vegne af 'os' stille de oplagte spørgsmål. Også selv om det er indlysende, at han godt selv kender svaret. Det bliver underholdende vidensformidling uden at være underholdning.

Og det du nævner med at illustrere ord, er der også pt et trist eksempel på i en serie, hvor kendte(!) mennesker fortæller om, hvordan de hver især er eller har været ramt af forskellige psykiske lidelser. Jeg så første del, og det bliver også den sidste. Tre mennesker fortæller åbent og velformuleret – og modigt – om deres sygdom, så åbent og velformuleret at hver enkelt historie burde have fået lov til at stå helt for sig selv. Også i respekt for at de tre stiller sig frem og delagtiggør seerne i noget så privat.

I stedet bliver historierne hakket op i brudstykker, kategoriseret under diverse fælles overskrifter, hvor der så springes frem og tilbage fra den ene til den anden til den tredje, fuldstændig som Christian Braad Thomsen beskriver det. Samtidig viser man ældgamle filmstumper fra DRs arkiv, så når én siger "medicin", ser vi en gammel filmstump fra et apotek. Når én siger "sygeplejerske", ser vi en gammel filmstump med ansatte på et hospital. Når der bliver sagt "barn", ser vi en gammel filmstump med … rigtigt: Børn! At der så også bliver blandet fotos fra de medvirkendes private familiealbum ind i det, gør ikke forvirringen og desorienteringen mindre.

Selvfølgelig høres der også enerverende underliggende muzak gennem hele udsendelsen.

Det er et trist eksempel på, hvordan tv-producerne åbenbart ikke tiltror seerne evnen til at forstå eller interessere sig for noget, som ikke bliver indpakket som underholdning. Jeg tror, de tager fejl.

Michael Kongstad Nielsen

Lise Lotte Rahbek (i går 21.32) - jeg tror, at gevinsten for DR ved at have mange seere (og lyttere) er, at så er de ikke til at røre. Hverken DR´s bestyrelse, folketingets kulturudvalg, eller selve folketinget eller hvem som helst andre, Lasse Jensen inklusive, kan røre ved DR, så længe DR har besøg af tilstrækkelig mange danskere hver dag, og ikke mindst i weekenderne. Det er det forsvar, DR altid kan tromle al kritik med, vi er danskernes sammenhængskraft, bindemidlet, der holder Danmark sammen og politikerne ved magten.

Vagn Pedersen

Det er både opløftende og forstemmende at konstatere, at der også er andre, der mener, at Orientering på P1 er blevet devalueret ved ansættelse af Esben Kjær og af den nye form med to studieværter. Esben Kjær anvender konsekvent dobbelt grundled ( som desværre er blevet normen i både radio og på TV), og hans friskfyragtige kommentarer og "hurtigsnakken" er ødelæggende for oplevelsen af at få grundig, saglig og seriøs information. På sin hjemmeside skriver han, at et af hans mere bizarre job var som Eurowomans mangeårige sladderskribent. Gid han var blevet ved sin læst! Eller måske er det netop problemet, at han er det? En anden person, der medvirker til forsimplingen af den politiske debat, er Clement Kjersgaard. Også i hans program, Debatten, er tempoet hæsblæsende og drives frem af studieværtens affekterede væremåde. Mange deltagere er Tordenskjolds soldater, og det, at de står op, øger tempoet og aggressiviteten. Der er ingen tid til nuancer, overvejelser, omtanke eller tvivl. Afbrydelse af den talende er mere reglen end undtagelsen. Hvor ville det være befriende at høre en politiker sige "det ved jeg ikke" i Debatten eller for den sags skyld i et hvilket som helst program i radio eller på TV. Kjersgaard forsøger at gøre noget anderledes og smart, men gavner det demokratiet? Næppe. Et formentlig ufrivilligt komisk førsøg på at gøre noget anderledes og derved måske fastholde seerne er, at man i TV-avisen gang på gang skal se Claus Buhr stå foran forskellige bygning rundt omkring i landet og udtale sig om et eller andet kriminelt. Det er dog sjældent, at han har noget tungtvejende at sige i den udstrækning, man kan forstå, hvad han siger, og det, man kan forstå, får man måske ikke rigtigt fat i, fordi man forsøger at tænke sig frem til meningen med, at den stakkels mand skal stå ude i al slags vejr, og at der skal bruges licenspenge på at transportere ham rundt. Eller man er bekymret for, at der pludseligt kommer en rocker ud af den rockerborg, man aner i baggrunden, og pander Claus Buhr én, fordi han måske har stået der i meget lang tid og ventet på at "komme på", og det har provokeret rockerne, der ikke kunne se, at det var Claus Buhr, fordi han stod med ryggen til. Det sker vist nok, at rockere "pisser territoriet af", som Esben Kjær siger om stater, når han slår sig løs i Orientering!

Steffen Gliese, Vibeke Rasmussen, Lise Lotte Rahbek og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Danmarks Radio har været søde nok til at lægge programmer op på Bonanza, hvor man bl.a. kan gøre sig bekendt med, hvordan en god, lang, rolig og interessant debat kan - eller kunne? - fungere. Der er desværre noget teknisk fnuller undervejs - og det begynder med en gennemgang af selve programmets karakter, som kan være eller ikke være interessant - men ellers så spring nogle minutter ind: http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=kanal%252022&type=all&limit=120

Mathias Graul

Spise med Grice i året 2089
Så er det tid til ”Spise med Grice” igen. Det er nogle få dage efter nytår 2089. Udsendelsen indledes med afslappet dixieland-musik.
De velkendte og elskede grisebasser Juks Grice og Japs Grice dukker op på skærmen. Sikke nogle smarte forklæder de har på, med store sjove grisehoveder. Det er altid så hyggeligt og sjovt, når Juks og Japs går i gang i TV-køkkenet.
”I år mindes vi jo den franske revolution, som lagde grunden til frigørelsen af humanismen fra kristendommen.” grynter Japs Grice stolt.
Juks Grice giver et kort glad hvin og tilføjer så: ”Derudover er det i dag Gensplejsningsdag, hvor vi mindes den dag, det lykkedes for første gang at skabe de hybridformer mellem gris og menneske, som vi i dag alle sammen hører til.”
”Derfor skal vi boltre os med lidt revolutionsmad i dag!” sammenfatter Japs Grice. ”Jeg har allerede rullet den store pølseguilliotine frem!” fortsætter han og et lille køkkenapparat der ligner lidt en guilliotine kommer til syne.
”Uha da da da da!” udråber Juks Grice, ”ja men dog, sikken løjer, hvor har du så pølserne?”
Japs peger på en anseelig stabel pølser i den anden ende af bordet.
”Se, man lægger dem i række og rej i denne her skinne, og så cutter maskinen dem til små skiver!” De sætter maskinen i gang og en skål fyldes med små pølseskiver mens ”guilliotinene” farer op og ned i hurtigt tempo. ”Ja, den var godt med dig, så lykkedes det at frie landet fra reaktionære, småborgerlige og fordomsfulde pølsehoveder!” grynter Juks Grice glad, mens han klapper sin bror på skulderen.
”Ja, sådan en revolutionssuppe består jo af pølseskiver, som skal steges i smør...” fortsætter Japs Grice og bliver afbrudt af sin bror der tilføjger ”...rigeligt med smør!”
”Og mens jeg går i gang med pølseskiverne, og du, Juks, laver lige det samme med løgene, stangsellerien og lidt porre, så får I derhjemme lov at se en lille historieklip!” siger Japs Grice, mens han begynder at lægge nogle løg, selleristænger og porre i ”guilliotine”-skinnen.
Så skifter billedet til et indslag med nogle historiske tilbageblikke og forklaringer:
”I året 2017 lykkedes det for første gang at fremavle en hybrid mellem gris og det gamle homo sapiens sapiens menneske og i 2025 blev det lovpligtigt at lade sig behandle med grise-DNA’en. Nogle meget konservative kristne nægtede dog, de mente her skulle der være tale om ”dyrets mærke” fra deres religiøse bog. Det er aldrig blevet rigtig opklaret, hvad der så skete med disse, mange var pludseligt pist væk på uforklarlig vis, andre fik deres rette straf i world-citizenship-lejre (på skærmen ser man en lang række med guilliotiner og uniformerede vogtere). Det var jo også den tid, hvor verdensregeringen blev indført. Alle dem, hvis DNA udelukkende bestod af den gamle homo sapiens sapiens, blev tilintetgjort, fordi kun således kunne man få bugt med de mange virus-sygdomme, der pludseligt var ved at eksplodere i årene efter 2019. Takket være vores verdensregeringens klarsyn og beslutsomhed er vi nu modstandsdygtige og sejtlevende grisemennesker!” TV indslaget afsluttes med triumferende militærmusik.
”Mon ikke disse løgskiver har den helt rette gyldne farve lige nu?” spørger Japs Grice og hans bror nikker.
”Ja, du, dem smider vi i gryden med det vuns, pølseskiverne venter allerede til at forenes med dem!” Kameraet går nærmere til gryden og da den så peger opad, kan man se fine blodårer i Juks Grices ene griseøre, som lige kommer at stå foran loftslampen i et øjeblik.
”Hvorfor ville disse dumme kristne egentlig ikke tage grise-DNA’en?” spørger Japs Grice.
Juks Grice err lige i gang med at smage på en sovs og slikkere sig så om sin store snude. ”Hm, den er god!” Så rømmer han sig og svarer på spørgsmålet.
”Jo, ser du, i starten vidste de heller ikke, hvorfor de skulle nægte det. Men så opstod der en bevægelse iblandt dem, som hævdede, at al det religiøse klimbims angående deres Gud, som også kaldtes ”menneskesønnen Jesus”, kun ville være til nytte for mennesker, som bestod udelukkende af menneske-DNA, fordi denne Jesus døde på et kors kun for 100 % homo sapiens sapiens mennesker. Selv havde denne Jesus sagt, at det i slutningen ville være som i Noahs dage, hvor de begyndte at avle hybrider mellem engle og mennesker, hvorfor Gud så angiveligt ville have ladet komme en jordensomspændende oversvømmelse!”
Japs Grice afbryder og råber: ”Du skal også passe på med bouillonen, at den ikke går over kanten af gryden, ellers får vi en oversvømmelse til!”
Juks Grice ler og fortsætter så: ”Ja, og ved du vad, de troede faktisk på at man kun kunne komme i himlen, hvis man lod sig DNA-manipulere med Helligånden, som man så angiveligt fik ved at tro på alt det bras. Så blev man søskende til noget som de kaldte ”den anden Adam”, eller ”den nye Adam”, altså bror eller søster til denne nye Adam, det stod i noget som de kaldte for Hebræerbrevet! Helligånds-DNA’en kaldte de også for et gammeldags ord, nemlig Jesu blod.” Juks Grice pruster gennem sine store grise-næsebor og ryster hovedet i afsky, så de store griseører vifter til højre og ventre.
”Nå, Adam, lige som vores bedstefar Adam Grice, men han var jo også kun homo sapiens sapiens!” råbte Japs Grice vemodig.
”Nemlig, men her var der tale om at man skulle være af det de kaldte for ”den første Adam”, for at have muligheden for at blive en del af ”den anden Adam” som de også mente var Jesus selv! Derfor var de imod det at blande det gamle homo sapiens sapiens menneske med engle, halvguder, maskiner eller dyr! I stedet for mente de, de ville få noget som de kaldte for ”opstandelseskraften”, noget som ville hjælpe dem også efter døden!”
”Pyhæ, hvor er jeg glad, at vi kom af med de tossehoveder, vi er jo så glade at være grisemennesker! Deres ”opstandelseskraft” har vist nok ikke rigtig hjulpet dem, som vi kunne se i indslaget lige før!” triumferer Japs Grice.
Omsider bliver revolutionssuppen færdig. De præsenterer den foran kameraet, æder lidt af den og kommer med deres kommentarer hver, og mens de glad slikker resten af deres suppeskåle rene, og rulleteksterne løber over skærmen, bliver de igen ledsaget af den afslappede dixieland musik.