Kronik

Inklusion handler om mere end folkeskolen

Inklusion skal lære børn, hvordan de opfører sig ordentligt i fællesskabet. Skolen skal derfor inkludere (næsten) alle, men bestemt ikke al opførsel. Hvis ikke projektet lykkes, risikerer et meget stort antal voksne i fremtiden at være ekskluderet fra samfundet
Det er måske lidt tidligt at være nervøs for førtidspension for poderne, der stadig går i skole, men det er faktisk allerede der, man skal skabe den inklusion, der sikrer, at børnene ikke falder uden for samfundet som voksne.

Claus Bjørn Larsen

8. april 2014

Inklusionsdebatten raser i folkeskolen. Det er i sig selv ikke så overraskende. Det overraskende er, at den sjældent får et samfundsmæssigt perspektiv. Man kunne ud fra debatten tro, at børnene inkluderes i folkeskolen, bare fordi de absolut skal være lige præcis der – og efter nogles opfattelse mest af økonomiske grunde. Men det er jo ikke pointen og slet ikke udfordringen. Udfordringen er, at et meget stort antal voksne i fremtiden risikerer at være ekskluderede fra samfundet. De præsterer ikke nok, de efterspørges ikke, andre vil ikke være sammen med dem. Inklusionen i folkeskolen skal bidrage til, at dette problem bliver mindre.

Denne kronik ruller inklusionens samfundsmæssige perspektiv ud. Hvorfor skal samfundet inkludere, og hvordan sker det? Hvad er skolens særlige rolle, og hvordan kan man leve op til den? Og hvad med alt det andet, der omgiver inklusions-bestræbelserne?

Samfundet skal inkludere, fordi det ikke har andre muligheder. Uafhængigt af om vi kalder Danmark (og andre højtudviklede samfund) konkurrencesamfund, velfærdssamfund eller noget helt tredje, kan vi ikke håndtere, at en stor del af de involverede mennesker er uden for samfundets funktioner. Det kan indses og forklares på mange forskellige måder, men den mest indlysende illustration er vel, at vi trods mange års løs snak om borgerløn ikke vil acceptere, at man uden modgående præstationskrav kan modtage en bestemt indtægt fra fællesskabet. Derfor vil vi have, at mennesker er inkluderede – men vi er meget usikre på metoderne.

Hellere før end siden

Et væsentligt argument for effektiv inklusion i skolen er, at en tidlig inklusion synes langt mere virkningsfuld end en sen inklusion. Når først førtidspensionen er tildelt, er der ikke så store chancer – heller ikke selv om samfundet pludselig kommer i tanke om, at den enkelte pensionist ville have det meget bedre uden førtidspensionen. Det er utvivlsomt, at den allervigtigste inklusion sker (eller i hvert fald begynder) længe før skolealderen. Altså i de forskellige dagtilbud og hos forældrene.

Samtidig er det karakteristisk, at en stor del af debatten om inklusion i folkeskolen netop udtrykker, at det allerede er for sent. Når mange forældre synes, at Brian eller Hassan skal ud af deres barns klasse, er det således ofte ud fra den retorik, at Brian og Hassan allerede som børn er forbrydere – forældrene fortæller ikke, hvad der konkret skal ske med dem, men de skal i hvert fald væk.

Samfundet skal altså løse sit inklusionsproblem så tidligt som muligt for det enkelte barn. Samtidig skal det fastholde sit inklusions-fokus over for alle aldersgrupper. Der er ikke noget alternativ.

Hvad er så skolens særlige rolle i inklusionen? Jo, det er nødvendigt at tage udgangspunkt i, at skolen er en del af et samlet uddannelsessystem, og at dette system har en bestemt funktion i samfundet. Med udgangspunkt i den tyske sociolog Niklas Luhmann kan man kalde denne funktion at danne og selektere til samfundets andre funktionssystemer. Og med den definition bliver det ganske kompliceret at holde styr på, hvordan skolen kan inkludere til samfundet.

Det med dannelsen har vi det fint med i skolens verden. Det med selektionen er langt sværere at håndtere.

Inklusion er selektion

Man kan hævde, at selektion er imod inklusionens idé. Selektion betyder jo, at man ekskluderer mennesker fra bestemte samfundsfunktioner. Men hvis uddannelsessystemet overhovedet skal give mening, er vi nødt til at acceptere netop det. Ikke alle skal kunne blive atomfysikere eller læger eller mekanikere – eller lærere og pædagoger, for den sags skyld.

Inklusion i samfundet betyder selektion til ’et eller andet’, ikke til hvad som helst.

I praksis betyder det, at der ud over fællesskabet i klasseværelset og på grøn stue skal være fokus på progression i læring. Lige fra barnets første skridt og evnen til at binde sit snørebånd – til læsefærdigheder og videnskabelighed. Vi kan ikke løse skolens inklusionsopgave ved bare at være uendeligt tålmodige – selv om denne egenskab nok er meget anbefalelsesværdig for både ledere og professionelle i den pædagogiske verden.

En særlig del af dannelsen og selektionen består i at lære, hvordan man opfører sig ordentligt i fællesskabet. Skolen skal inkludere (næsten) alle, men bestemt ikke inkludere alt. Det hører med til læringen, at de voksne tydeligt viser børn og unge, hvad man gør og ikke gør.

I praksis har denne gode bestræbelse fået navnet klasseledelse, og det er en god tilgang til udfordringen. Men spørgsmålet er, om vi på netop dette punkt fortsat svigter som system – i en misforstået skræk for at blive identificeret med ’den sorte skole’. I hvert fald er der stadig mange udsagn om for megen uro i skolen, ikke mindst fra børnene selv. Og måske er det en væsentlig årsag til mange inklusions-problemer. Både i skolen, hvor manglende struktur og voksenstyring gør det allersværest for de svage. Og i det senere liv, hvor det pludselig viser sig, at voksensamfundet ikke vil acceptere, at man gør, som man har lyst til.

’Den sorte skole’ er altså et af de spøgelser, der stadig præger skoledebatten. Et andet er kravet om lighed. Formuleret som bekæmpelse af negativ social arv, er det en god bestræbelse, der blandt andet har haft en positiv betydning i skolereformen. I reformpædagogikkens storhedstid var det noget ganske andet. Og i praksis var (og er) retorikken om lighed umulig at få til at hænge sammen. På den ene side skulle opgivelsen af niveaudeling og begrænset anvendelse af karakterer og eksamen få alle med på det samme niveau – og hvordan blev der så egentlig selekteret? På den anden side ekskluderede skolen stadig flere via den vidtgående specialundervisning. Der var åbenbart mange, der ikke duede, hvis man skulle være lige i skoleklassen.

Chancer for alle

Krav om abstrakt lighed har en tendens til at udskille dem, som ikke kan præstere (eller opføre sig) på samme niveau som alle andre. Det gælder, når man kræver en mindsteløn, der forhindrer de dårligt kvalificerede i at komme på arbejdsmarkedet. Og det gælder, hvis man i skolen lader som om, at manglende læse- og regnekundskaber eller dårlig opførsel kan bekæmpes ved, at man lader være med at måle på det og tale om det. Eller kalder de dårligt præsterende ikke-normale, som andre må tage sig af.

Kravet om differentiering (i abstrakt forstand præcis det modsatte) er det, der i skolen har afløst lighedskravet. Undervisningsdifferentiering, læringsdifferentiering – og ind imellem elevdifferentiering. Og netop kravet om differentiering er den ultimative idé om inklusionen: Ethvert barn skal modtage det fra skolen, som netop det barn har allermest brug for – for senere som voksen at bidrage med netop det, som han/hun kan.

Den effektivt differentierende skole kan skabe chancer for alle. Barnet med et eller andet talent. Det dygtige og flittige barn. Autisten og nørden. Og ham, der bare fylder alt, alt for meget. Det er ikke nødvendigvis det samme, de skal lære. Det væsentlige er, at ingen af dem udelukkes fra samfundets samlede fællesskab, hverken i skolen eller senere. Det er skolens og inklusionens opgave.

Erik Pedersen er centerchef i Lyngby-Taarbæk Kommune og forfatter til bogen ’Inklusion – fra skole til samfund’.

Serie

Seneste artikler

  • Inklusion rimer ikke på afmagt

    2. april 2014
    De fleste tilslutter sig inklusion på et principielt plan. Men når det kommer til praksis, befinder skolen sig i et krydspres mellem krav om faglige resultater og krav om inkluderende fællesskaber. Det resulterer i afmagt
  • Læreren er ikke alene om inklusionsopgaven

    1. april 2014
    Debatten om inklusion i folkeskolen handler om magtesløse lærere, der står uden de nødvendige kompetencer og ressourcer til at håndtere børnenes adfærds-vanskeligheder. Men sådan er virkeligheden ikke. Inklusion er et tæt samarbejde mellem lærere, pædagoger og ledere
  • 16 års voldsom kamp for rummelighed

    22. marts 2014
    En oktoberdag for 16 år siden hentede jeg min lille søn fra skole. Han stod på fortovet med sin helt nye skoletaske uden for den folkeskole, som ikke længere ville have ham. Det blev begyndelsen på en omtumlet tilværelse i skolesystemet. Intet tyder på, at de fine tanker om inklusion og rummelighed vil skåne andre for tilsvarende oplevelser
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Loft
Torben Loft anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tjaaa.. kan det lade sig gøre at være nogenlunde 180 grader uenig??
Ikke alle skal kunne blive atomfysikere eller læger eller mekanikere..

jaså - og hvor tidlig i 0.th klasse, skal man så kunne udlede det? Den her holdning er set før - i det tidligere sovjet-unionen med udvælgelse af børn til at være kommende kuglestødere eller stangspringere.

Det her er sort sort tankegang, om staters ret til at give børn prædikat tidligt i opvæksten, negliger forældrenes rolle og bestilt arbejde fra en "produktivitets kommitee" på hvilken vej børn og unge skal tvinges gennem et uddannelses system - hvor de tror der er frit valg.

Journalen der skla følge de unge, skal sandsynligvis også holdes hemmelige i "stasi-arkiver" - både for den enkelte elev og dets forældre.

Dette her har intet med disciplin i klassen og ro til at lærern, selvfølgelig, skal kunne undervise "optimalt".

Denne artikel passer fint ind i den nye skolereform - jeg væmmes. Personligt sidder jeg for det meste og pladrer løs på nærværende avis. Men i dette tilfælde har jeg altså børn der er på vej ind i dette "system"

Krav om abstrakt lighed har en tendens til at udskille dem, som ikke kan præstere (eller opføre sig) på samme niveau som alle andre. Det gælder, når man kræver en mindsteløn, der forhindrer de dårligt kvalificerede i at komme på arbejdsmarkedet

Det lugter fælt det her...

lars abildgaard, Lykke Johansen, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Søren Roepstorff og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Så bare synd at inklusionen endte med at blive en spareøvelse, hvis der er så mange gode intentioner i det. Meeen man tvivler. Inklusion kan jo også være, at man giver de børn, der har behov derfor, specielle muligheder og et trygt læringsmiljø, således at de kan erhverve nogle af de evner skribenten taler om. Men det hele er vist nok endt med eller ender med, at man stuver 30 børn sammen i en klasselokale beregnet til 18-20 elever, fjerner den trygge klasselærer funktion og tilvejebringer et miljø, som "de inkluderede" børn slet slet ikke vil kunne fungere i. Ægte inklusion ville ikke være en spareøvelse, men tilvejebringe de forholde, som i den givne situation var den mest optimale for det enkelte barn. Så endnu engang vindfrikadeller og luftsteg og ingen mad før i morgen!

Steffen Gliese

Problemet er, at man vil fastholde retten til at bestemme, hvordan mennesker individuelt skal blive i samfundet, samtidig med at man vil bevare retten til at smide dem ud af fællesskabet, der ikke kan eller ønsker at leve op til andre påtvungne forventninger. Begge dele kan ikke lade sig gøre - men for børn er det selvfølgelig sådan, at de er underlagt voksnes beslutninger, hvilket til en vis grad må formodes at gøre dem tilpassede i det mindste de større linjer i samfundet.

Paul Peter Porges, Mads Kjærgård og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Med respekt for og anerkendelse af Niklas Luhmann (NL)vil jeg dog sig at vi må forholde os kritiske overfor hans teorier. Set udfra min optik, kan NL. systemiske tankevæveri, godtvirke lidt naivt.

Endvidere er det miljøerne/fællesskabet, der skal være det centrale ifht til inklusion.

Ideologisk kamp for lighed er årsagen til eksklusion - parret med intolerance og effektivitetsambitioner.
Den, der ikke passer ind i skabelonen, ekskluderes.
Fejltagelsen gik åbenbart op for betydende folk i skolebranchen, da antallet blev for stort, og dagligdagen i skolen ikke blev mere undervisningsvenligt og disciplineret af den grund. Nu forestår det store arbejde med at erkende uligheden og at vi alle - børnene - alle er forskellige.
Jeg håber at ego-forældrene hjælper til for at få undervisningen til at køre - netop i denne tid med indre spændinger på højeste plan og ude i den enkelte skole.
Nu igen rammes folkeskolen af ego-politikeres emsige trang til at markere sig som opfindere af alle tiders bedste skole. Og lærerne er åbenbart ikke helt med - for at sige det mildt.

Peter Nielsen

Inklusion som det generelt praktiseres er jo udelukkende et spørgsmål om at kommunerne kan spare flere penge. De sender børn ind i den almindelige folkeskole, som er langt fra menneskeligt og socialt er i stand til at kapere en hverdag i en almindelig folkeskole. Alt sammen i inklusionens navn. Børn med specielle behov og generelt meget dårlige sociale kompetencer oplever nu at sidde en en propfyldt klasse med for få pædagogiske ressourcer. De børn bydes velkommen til en hård hverdag fyldt med personlige nederlag HVER DAG. Forældre til disse børn vil i de fleste tilfælde ønske at deres barn forblev i den skole hvor ressourcerne var/ er til stede.
Alt dette sker i inklusionens navn - men det er reelt et spørgsmål om at spare penge - mange penge. Det er lige meget at smadre børn i bestræbelserne herpå.
Nej smid hellere en 345 mio. kroner i social bistand til østarbejdere ud af landet. Brug dog de penge på at opretholde gode og kompetencefyldte rammer for børn der virkelig har behov for omsorg og specialundervisning.
Aalborg kommune excellerer i den her disciplin og de er ikke de eneste, men her kan jeg selv se hvordan tingene står til og hvordan man skalter og valter med børns ve og vel uden hensyntagen til andet end økonomi.
Jeg væmmes ved vores behandling af de svare i det DANSKE samfund, når vi kan smide penge ud til at muligt andet udenfor landets grænser.
Disse børn, eksempelvis et barn med svære psykiske problemer som ADHD. risikerer jo i sidste instans at ryge så langt ud i tovene at det medfører vold og kriminalitet eller stofmisbrug. En dag hvor det punkt nås ja så er der penge nok at smide efter det ødelagte menneske - men ikke før. Det kommer jo også fra en anden kasse.
invester nu i de mennesker der kan hjælpes og fryd Jer over at vi på den lange bane skaber gode rammer og undgår muligvis følgevirkninger både af samfundsmæssig og økonomisk karakter.

Peter Nielsen

Inklusion som det generelt praktiseres er jo udelukkende et spørgsmål om at kommunerne kan spare flere penge. De sender børn ind i den almindelige folkeskole, som er langt fra menneskeligt og socialt er i stand til at kapere en hverdag i en almindelig folkeskole. Alt sammen i inklusionens navn. Børn med specielle behov og generelt meget dårlige sociale kompetencer oplever nu at sidde en en propfyldt klasse med for få pædagogiske ressourcer. De børn bydes velkommen til en hård hverdag fyldt med personlige nederlag HVER DAG. Forældre til disse børn vil i de fleste tilfælde ønske at deres barn forblev i den skole hvor ressourcerne var/ er til stede.
Alt dette sker i inklusionens navn - men det er reelt et spørgsmål om at spare penge - mange penge. Det er lige meget at smadre børn i bestræbelserne herpå.
Nej smid hellere en 345 mio. kroner i social bistand til østarbejdere ud af landet. Brug dog de penge på at opretholde gode og kompetencefyldte rammer for børn der virkelig har behov for omsorg og specialundervisning.
Aalborg kommune excellerer i den her disciplin og de er ikke de eneste, men her kan jeg selv se hvordan tingene står til og hvordan man skalter og valter med børns ve og vel uden hensyntagen til andet end økonomi.
Jeg væmmes ved vores behandling af de svare i det DANSKE samfund, når vi kan smide penge ud til at muligt andet udenfor landets grænser.
Disse børn, eksempelvis et barn med svære psykiske problemer som ADHD. risikerer jo i sidste instans at ryge så langt ud i tovene at det medfører vold og kriminalitet eller stofmisbrug. En dag hvor det punkt nås ja så er der penge nok at smide efter det ødelagte menneske - men ikke før. Det kommer jo også fra en anden kasse.
invester nu i de mennesker der kan hjælpes og fryd Jer over at vi på den lange bane skaber gode rammer og undgår muligvis følgevirkninger både af samfundsmæssig og økonomisk karakter.

"Udfordringen er, at et meget stort antal voksne i fremtiden risikerer at være ekskluderede fra samfundet. De præsterer ikke nok, de efterspørges ikke, andre vil ikke være sammen med dem. Inklusionen i folkeskolen skal bidrage til, at dette problem bliver mindre."
Skolen har i de sidste par årtier fjernet deling af elever i den almindelige folkeskole. Umiddelbart har resultaterne været gode med de udelte årgange, så hvis skolen kun var for skolens skyld, har det været en ubetinget succes. Ser vi på samfundet efter skolen i perioden, er der hos de yngre generationer en meget nedladende holdning til "svage" mennesker = tabere. Det kommer meget tydeligt til udtryk i den moderne satire, hvor det at være en Polle fra Snave eller Winnie og Karina bare er grineren.
Kære politikere. Disse" tabere" har altid været inkluderet i folkeskolen. I de senere år har de været inkluderet i fælles klasser, og tolerancen imellem samfundets forskellige grupper er ikke vokset snarer det modsatte. De er inkluderet og det fungerer ikke i samfundet efter skolen.
Specialskolernes elever er en helt anden sag. Det er elever, der ikke kan begå sig følge, med i undervisningen. Ja men det er også elever, der ikke kan følge med i den almindelige udvikling hos børn. Deres verden er barnlig set med en normal trettenårigs øjne. De kan sagtens tolereres kortvarigt, men i det lange løb, har de intet at byde ind med til kammeraternes fællesskab og de kan intet modtage, da kammeratrens interesser er vidt forskellig fra deres.
Inklusion i folkeskolen kan ikke forventes at løse nogle af de problemer, som åbenbart er udfordringen. Ikke engang med tilførsel af ubegrænsede midler.
Generelt kan det vel antages, at hvis du giver børn en tryg og varm opdragelse, bliver de rimelig tolerante voksne.

Hvis ikke fællesskabene (red. Folkeskolen > klasserne > lærerne > ledelsen > "de normale børn > forældregruppen), ikke er "klædt ordenligt på", ifht at være de som skal inkludere børn med div. Diagnoser og andre udfordringer, er chancerne for en succesfuld "øvelse", som inklusionen sigter mod! meget små.

De der skal "tage imod", børn fra specialtilbud/skolerne, og skabe de inkluderende miljøer, er nød til at have et godt fundament (red. God trivsel, i harmoni/balance, overskud, anerkende, respektfulde, empatiske, rummelige og på mange måder, klar til en udfordring(er), af gigantisk størrelse)...
Så kan sige, skulle de være det (red. Som skrevet ovenover) ? ....JO, men der skal skrues op på alle parameter.

Hvis....(og jeg håber og beder til at det skal gå godt), så er chance/muligheder en for et "A og D hold"...
På A-holdet, vil vi sikkert have nogle super robuste, anerkendende, rummelige, overskudsagtige, empatiske, harmoniske og i både god trivsel samt balance. (Jeg sætter mine penge på at det er de "normale børn"
På D-holdet, vi fået skabet det diamentrale og måske værre....og de børn har en gang haft en tryg og harmonisk skolegang, på et specialtilbud eller skole, som snart er SLUT.

..Og så har jeg ikke trukket den nye skolereform ind i billedet, hvor der er store ændringer i støbeskeen......

Peter Nielsen

Problemet ER netop at den "almindelige" folkeskole langt fra er gearet til at give en tryg undervisning og en kompetent undervisning til børn med specielle behov. Det er og bliver en spareøvelse som kommunerne er pålagt af den siddende regering. Jeg siger IKKE at en anden regering vil agere anderledes, men den danske befolkning ( der har relation til folkeskolen), skal lade være med at tro at det er barnets tarv der står i forreste række. styg børnepenge, understøttelse etc. til østarbejdere og brug pengene på velfærd der virkelig betyder noget og som gør en enorm forskel. Hvad med børn med mentale og fysiske handicaps som får helt speciel undervisning og specielle rammer - skal vi bare skide dem et stykke? Har de ikke også ret til et anstændigt liv?
Det er vel reelt dét som hele debatten drejer sig om - har vi ikke mere råd til at give vores børn og ungdom en anstændig opvækst? Er det anstændigt at give vores kommende generationer den ene begmand efter den anden?
Føj for h*******! se nu at få kanaliseret ressourcerne de RIGTIGE steder hen i stedet for at please Bruxelles og EU parlamentet.