Kronik

Inklusion rimer ikke på afmagt

De fleste tilslutter sig inklusion på et principielt plan. Men når det kommer til praksis, befinder skolen sig i et krydspres mellem krav om faglige resultater og krav om inkluderende fællesskaber. Det resulterer i afmagt
Mange forældre frygter, at børn med særlige behov vil sænke kvaliteten i folkeskolen.

Niels Ahlmann Olesen

2. april 2014

Debatten om inklusion er præget af et paradoks: De fleste tilslutter sig intentionen om at styrke fællesskabet og skolen, men samtidig hører man en markant inklusionskritik fra især det pædagogiske personale og fra forældre. Man hører om afmagt, nedslidt personale, uholdbare situationer fra den pædagogiske hverdag og forældre, som i frygt kigger i andre retninger end folkeskolens fællesskab. Afmagten er til tider så stor, at de tilfælde, hvor inklusion lykkes, og rapporterne, der forklarer hvorfor, kun har begrænset gennemslagskraft.

Det er foruroligende, at den inklusion, som de fleste tilslutter sig på et principielt plan, opleves så uoverskuelig i praksis. Måske handler det om, hvordan emnet behandles af politikere, medier og også fagpersoner? Man glemmer ofte, at inklusion rækker ud over simpel placering af børn. Inklusion handler om udvikling for den enkelte og for hele børnegruppen og fordrer udvikling af både almindelige og særlige opgaver. Men udvikling er ikke alene skolens ansvar og kan ikke alene løses i klasseværelset. Udvikling kræver samarbejde og bidrag fra alle niveauer, hvis pseudoinklusion og øget afmagt skal undgås.

Et af problemerne er, at skolen er blevet gjort til problemet og kritiseres for ikke at være tidssvarende og faglig nok. Men skolen er en del af noget større. Placeres ansvaret alene her, følger krav om øget faglighed, mindre tid til forberedelse og endnu vigtigere: mindre tid til skole-hjem-samarbejde.

Inklusionsbølgen finder sted i vores tid, i vores kultur, og den kan ikke ses uafhængigt heraf. Skolen befinder sig i den forbindelse i et krydspres mellem kravet om faglige resultater og kravet om inkluderende fællesskaber. Der er tale om samfundsmæssige og kulturelle strømninger – hvilket kun nævnes sporadisk i den offentlige debat, og det samme gør sig faktisk gældende i faglitteraturen.

Fællesskab og faglige resultater

På den ene side lever vi i en tid, hvor realiseringen af individuelle mål og potentialer vægtes højt. Man skal blive til noget, siger vores kultur. Der stilles skarpt på at opnå individuelle mål, og lykkes det ikke, er identiteten truet. Den norske professor i socialpsykologi Tor-Johan Ekeland skriver, at »du er fritstillet til at skabe dig selv, men mislykkes du, har du dig selv at takke«.

Problemer ses som individuelle mangler med et fokus væk fra relationer og sociale sammenhænge. For skolen betyder individualiseringen et voldsomt kulturelt og politisk pres med krav om høje faglige resultater. Vi skal klare os bedre i internationale undersøgelser, skoler bedømmes på resultaterne, som sammenlignes med andre skolers, og mange forældre giver udtryk for, at netop deres barn skal nå sine mål.

Og vi taler vel at mærke især om de faglige mål. De dannelsesmæssige og menneskelige aspekter marginaliseres nemlig mere og mere. De faglige krav betyder, at børn med særlige problemstillinger og især adfærdsmæssige vanskeligheder betragtes som belastninger, der vækker bekymring og et ønske om at være fri for dem.

På den anden side kræver inklusionen, at flere børn end tidligere kan være en del af det almindelige fællesskab. Ønsket er økonomisk, etisk, politisk og fagligt begrundet. Det bygger på viden om, at specialpædagogiske foranstaltninger er dyre og ikke altid til barnets bedste, at al læring og udvikling finder sted i fællesskab med andre, og at dannelse af sociale og menneskelige karaktertræk finder sted i mødet med og håndtering af diversitet.

Tag afmagten alvorligt

Vi må tage modsætningen og den afmagt, den producerer, alvorligt. Når centrale aktører i inklusionsbestræbelserne er usikre og skeptiske, bliver det op ad bakke. Usikkerheden bunder i frygtforestillinger om, at inklusion betyder, at det »går ud over nogen«. Man er bange for, at børn med særlige problemstillinger sænker det faglige niveau, ødelægger det sociale miljø og vanskeliggør personalets arbejdsbetingelser. Der opstår usikkerhed. Magter vi opgaven med at få inklusion til at lykkes? spørger mange sig selv. Resultatet er skepsis, modvilje og afmagt.

Men lad mig slå fast, at såfremt inklusion går ud over nogen, har det ikke noget med inklusion at gøre. Inklusion handler ikke om, at nogen »skal betale prisen«. Hvem er overhovedet interesseret i det? Den store gevinst ved inklusion er den gensidige berigelse, der opstår ved, at børn og voksne lærer at håndtere forskelligheder og lærer i kraft af forskelle – i skolen og i livet i øvrigt.

Skolen skal udvikle både faglighed og sociale færdigheder. Men skolen er ikke eneansvarlig.

Er det muligt at ophæve den tilsyneladende modsætning mellem det individorienterede, faglige fokus og fællesskabet? Ja. Det faglige og det sociale er hinandens forudsætninger. Individuel og fælles udvikling går hånd i hånd. Derfor må vi kulturelt og politisk finde en ny balance mellem kravet om faglige præstationer og dannelsesmæssige kvaliteter. De sidste kan ikke måles på samme måde som fagligheden, men de skal tilskrives højere værdi, end det er tilfældet i dag.

Politisk og administrativt må vi skabe rammer, der muliggør inklusion som en fælles opgave. Området skal tilføres de nødvendige økonomiske ressourcer, og vi skal være opmærksomme på, hvordan ressourcerne bruges. De må også anvendes til, at vi bliver dygtigere til de nødvendige processer, der handler om personalets, forældrenes og børnenes samarbejde. Succesen kan i sidste ende kun måles på, om der finder trivsel og udvikling sted, og samarbejdet er forudsætning for, at pædagogiske tiltag som brug af tolærerordninger, teamsamarbejde, udvikling af metodik og didaktik m.v. styrkes.

Vi skal underkaste vores opfattelse af børn med særlige problemstillinger en kritisk vurdering. Vanskeligheder er ikke udtryk for essentielle og vedvarende tilstande. Børn med diagnoser, børn med adfærdsforstyrrelser og andre former for vanskeligheder udtrykker øjebliksbilleder, der er foranderlige. Inklusion handler om fælles bestræbelser på udvikling. Og mulighederne for udvikling ligger ikke alene hos det enkelte barn, men også i samspillet i de afgørende sammenhænge, børn lever i.

Ansvar for andres børn

Inklusion afhænger af samarbejdet mellem hjem og skole og af de rammer, der skabes politisk og administrativt. Ikke alene samarbejdet med enkelte børns forældre, men i højere grad samarbejdet om den fælles kultur mellem skolen og alle forældre. I dag er både formål og konkrete rammer for samarbejdet om inkluderende og udviklende læringsmiljøer ofte uklare for både forældre og personale.

Der må skabes en kultur, hvor forældres ansvar rækker ud over deres eget barns trivsel. Alle forældre ønsker, at deres barn skal klare sig godt, men de andre børn udgør den kontekst, som det enkelte barns trivsel og læring indgår i. Vi må udvikle erfaringer og modeller for ansvaret for den fælles børnegruppe. Arbejdet med børn med særlige problemstillinger skal være et fælles anliggende. Men i dag samarbejdes der primært med det enkelte barns forældre og med fokus på barnets problemer adskilt fra sammenhængen.

Der er i dag en overbetoning af den individualiserede diskurs og skolens eneansvar, og vi mærker den afledte afmagt. Men den individuelle og faglige diskurs behøver ikke at stå i modsætning til en diskurs, der vægter fællesskabet. Inklusionen skal være et fælles politisk, kulturelt og fagligt anliggende, hvor sikkerhed er et potent modsvar til afmagten.

Jørn Nielsen er privatpraktiserende autoriseret psykolog og ph.d.

Serie

Seneste artikler

  • Inklusion handler om mere end folkeskolen

    8. april 2014
    Inklusion skal lære børn, hvordan de opfører sig ordentligt i fællesskabet. Skolen skal derfor inkludere (næsten) alle, men bestemt ikke al opførsel. Hvis ikke projektet lykkes, risikerer et meget stort antal voksne i fremtiden at være ekskluderet fra samfundet
  • Læreren er ikke alene om inklusionsopgaven

    1. april 2014
    Debatten om inklusion i folkeskolen handler om magtesløse lærere, der står uden de nødvendige kompetencer og ressourcer til at håndtere børnenes adfærds-vanskeligheder. Men sådan er virkeligheden ikke. Inklusion er et tæt samarbejde mellem lærere, pædagoger og ledere
  • 16 års voldsom kamp for rummelighed

    22. marts 2014
    En oktoberdag for 16 år siden hentede jeg min lille søn fra skole. Han stod på fortovet med sin helt nye skoletaske uden for den folkeskole, som ikke længere ville have ham. Det blev begyndelsen på en omtumlet tilværelse i skolesystemet. Intet tyder på, at de fine tanker om inklusion og rummelighed vil skåne andre for tilsvarende oplevelser
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Falkesgaard
  • Bonde Bruun
  • Niels P Sønderskov
Jens Falkesgaard, Bonde Bruun og Niels P Sønderskov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mogens Fosgerau

Jeg bliver så træt af al den varme luft, der omgiver "inklusionen". Hvad med at snakke konkret.

Vi har fx en dreng med autisme, dvs han har det svært med sociale koder, og han er hypersensitiv overfor sanseindtryk. Han kan ikke tåle at være i almenskolen, hvor der er støj, skældud, kaos og 25 andre børn der taler i munden på hinanden. Frikvartererne er de værste. Drengen er et oplagt mobbeoffer.

Han bryder sammen og bliver udadreagerende. Skolen finder ud af, at drengen er et problem, og at det nok er forældrene, der ikke sætter rammer nok. Forældrene kæmper en årelang kamp for at få drengen udredt og hjulpet. Drengen får det værre, bliver eventuelt selvskadende. Han udvikler måske skolevægring, angst etc. Til sidst får drengen en plads på en specialskole, hvor drengen kan tåle at være. Nu er der endelig håb for fremtiden.

Det er ham, politikerne vil sende tilbage til almenskolen. Uden at have forberedt andet, end at der kommer nogle kurser til lærerne til næste år. Uden at have ændret på skolen, som drengen ikke kunne tåle at være i.

Erik Dam, Kim Houmøller og Jens Falkesgaard anbefalede denne kommentar

Debatten omkring inklusion of floreret i gennem længere tid. Der har været sagt og skrevet rigtigt meget, mest negativt.
Mange af de indlæg der har været, har taget udgangspunkt, i forældres bekymring, for deres barn, der har en eller flere diagnoser, og som efter den vedtager lov, skal INKLUDERES i folkeskolen.
Jeg kan sagtens forstå deres bekymring, men hvad med de børn der ikke har en eller flere diagnoser, og så fungere fint i den danske velfærds model. Deres hverdag bliver også påvirket i stor grad, deres behov og muligheder bliver også indsnævret, hvis ikke der bliver tilført flere ressourcer til skolen.

Som far til en pige der startede i 0-klasse i sommers som stor trives, og en pige mere, der skak starte i 0-klasse til sommer, kan jeg da godt blive bekymret for, om de vil få så optimal en folkeskole gang, som muligt, da de nu, som udgangspunkt, bliver dem der der skal "inkludere"

Udfra min optik er det også væsenligt at få med i debatten, når den nu får fuld "skrue med pluralismens store hamre"... Og køre på med de børn der kommer fra special skolerne, som bliver taberne i denne øvelse, så er der også "normale" børn der kan tabe, og det må ikke ske, hverken de med en diagnose og dem uden.