I denne uge stemte Europa-Parlamentet ja til et lovforslag, der kan redde liv. Efter mange års hårde forhandlinger vedtages det, at medicinalindustriens kliniske forsøgsresultater skal lægges åbent frem i en EU-database, så uafhængige forskere og andre kan kontrollere dem. Det er en kæmpe sejr for åbenhed i en ellers lukket industri, der utallige gange har skjult vigtige informationer i jagten på profit.
Og dette fremskridt i patienternes interesse ville aldrig være kommet igennem, hvis vi ikke havde haft EU. Glem alt om at få kontrol med den slags multinationale megaindustrier, hvis vi ikke står sammen.
Det gør vi nu, og det er på høje tid. Havde vi eksempelvis haft den nye lov i 2009, havde rigtig mange landes sundhedssystemer sparet rigtig mange penge. Som Information selv dækkede fremragende, lykkedes det dengang medicinalfirmaet Roche at bilde det meste af verden ind, at man havde udviklet et lægemiddel, Tamiflu, der var meget effektivt mod svineinfluenza. Der blev brugt eksorbitante summer på at indkøbe medicinen, selv om Roche vidste, at Tamiflu næppe virkede bedre end Panodil. Havde der været fuld åbenhed om deres kliniske forsøg, ville vi andre også have vidst det.
Eksemplet er blot ét blandt utallige andre. Ingen af EU’s medlemslande har styrken til at takle udfordringerne alene. Kan man eksempelvis forestille sig, at Danmark selv ville have idømt Lundbeck den bøde på 700 millioner kroner, firmaet fik af EU-Kommissionen i fjor? Nej, dertil er Lundbeck for stor en spiller i Danmark.
Økonomiske interesser
Kampen for ordentlige vilkår i gigantiske industrier som medicinalindustrien foregår i stigende grad på europæisk plan. Og den møder massiv modstand. To amerikanske firmaer, AbbVie og InterMune, har således trukket det europæiske medicinalagentur (EMA) for EU-domstolen med påstand om, at EMA’s nye krav om åbenhed krænker deres interesser. Krav, der var kommet i stand efter en henstilling til EMA fra EU-ombudsmanden – i øvrigt efter en klage over manglende aktindsigt fra Peter Gøtzsche
AbbVie har udtalt, at det anser oplysninger om bivirkninger som fortrolig information, som det har ret til at holde for sig selv. Problemet er, at AbbVie-produktet Humira, der er verdens bedst sælgende lægemiddel, kan give livstruende bivirkninger. Det skal vi som borgere selvfølgelig have at vide. Vi ved jo godt, hvad disse firmaer i sidste ende vægter højest, når valget står mellem bundlinjen og patienterne.
Industrien har store økonomiske interesser i, at flest muligt – syge som raske – bliver behandlet med den dyrest mulige medicin. Producenternes magt på dette punkt har i årevis overtrumfet hensynet til borgernes sundhed og til landenes sundhedsbudgetter.
Der sælges dagligt enorme mængder af virkningsløs medicin eller medicin, der ikke virker bedre end den, der allerede er på markedet og som ofte er langt billigere – især når patentet på den ‘gamle’ er udløbet, og der bliver mulighed for at få kopimedicin. Oven i de økonomiske tab kommer så alle ulykkerne med de skadelige eller ligefrem dødelige bivirkninger, hvilket sjældent erkendes, før præparatet har været længe på markedet.
Medicinalgiganternes indflydelse udøves dels gennem omfattende lobbyvirksomhed over for beslutningstagerne, dels gennem de økonomiske interesser, mange læger har i industrien.
Opgør med inhabilitet
Skal vi vinde kampen for åbenhed, er vi derfor nødt til at overvinde den udbredte inhabiltet i sundhedssektoren. Mange danske læger arbejder for medicinalindustrien parallelt med deres almindelige lægejob. Pengeoverførslerne fra industren til lægerne forklarer måske, hvorfor så få danske læger har kæmpet med på vores side for åbenheden.
Vi så det eksempelvis for to år siden, da daværende sundhedsminister Astrid Krag foreslog, at læger ikke måtte have interesser i medicinalindustrien. Forargelsen blandt lægerne var påfaldende, og forslaget blev reelt til ingenting. Forskningen viser imidlertid, at læger med økonomiske interesser i industrien, er tilbøjelige til at være irrationelle i deres valg af lægemidler. I sammenligning med andre læger anbefaler inhabile læger ofte meget dyre lægemidler, skønt der er lige så god og billigere medicin til rådighed. Selv blandt Sundhedsstyrelsens rådgivere er der læger med aktier i industrien.
Det er derfor, habilitetsreglerne er objektive og foreskriver, at der ikke må være økonomske interesser på spil. Tilliden til myndighedernes og til de medicinudskrivende lægers dømmekraft og uafhængighed må ikke bero på tilliden til deres moral. Den må slet ikke kunne anfægtes.
Åbenhed er knæsat
Den nye lov om åbenhed er en betydningsfuld sejr, men tro ikke, at kampen er slut. Næste slag står i frihandelsforhandlingerne mellem EU og USA, hvor ‘Big Pharma’ (medicinalindustrien) ifølge et lækket notat allerede har spottet EU’s ny lov. De amerikanske medicinalfirmaer ønsker at fjerne kravet om åbenhed med henvisning til, at der skal være fælles regler og standarder. Industrien satser rutinemæssigt på, at fælles regler vil betyde færre (industribesværlige) regler.
Men med den nye lov er åbenheden blevet knæsat, og selv hvis ‘Big Pharma’ har haft held til at bore smuthuller i den ret komplicerede lov, har vi forhåbentlig vakt den folkelige forståelse for betydningen af åbenhed på medicinalområdet. Processen op til vedtagelsen af den nye lov har under alle omstændigheder rustet både regeringer, politikere og forskere til bedre at modstå presset fra denne meget profitable, men ofte også kyniske industri.
Margrete Auken er medlem af Europa-Parlamentet (SF) og Peter C. Gøtzsche er professor, dr.med. ved Det Nordiske Cochrane Center, Rigshospitalet
Efter en SF EU-Parlamentskampagne med mindst 3 helsidesannonces i Information melder emnet for annoncereingen, Margrethe Auken, ud om hendes og andre EU-Parlementsmedlemmers store dåd i en såkaldt "international kommentar".
På 3 ud af 5 spalter, som en side udgør, præsenteres vi for en kommentar, som nogen på Information mener er relevant i en avis, hvis debatsider indskrænkes løbende samtlig med at politiske partier fylder stadigt mere i de beskedne rester af debat.
Indledningsvis vil jeg nævne, at jeg siden begyndelsen af 1990'erne har arbejdet for reel åbenhed i den offentlige forvaltning på både i Danmark og i mindre grad i EU i Åbenhedskomitéen, som er uafhængig af partipolitiske interesser.
Derfra har jeg bl.a. fulgt de forskellige partiers holdninger og udmeldinger til offentlighedsbegrebet. I forhold til Offentlighedsloven har SF i Folketinget altid holdt fanen højt. Det har man gjort indtil den nugældende Offentlighedslov skulle vedtages. Ved den lejlighed vendte SF kåben. Det der hidtil havde været uacceptabelt set med SF's øjne blev med ét en del af S-R-SF regeringens "nødvendighedens politik".
Når man nu læser denne kommentar, som er svært at se som andet end et partsindlæg i Margrethe Aukens propaganda for at blive genvalgt, må man spørger sig selv, om denne politiske selvros kan være så sand, som den er sagt. Med hvilken målestok skal vi måle udsagnet om det store fremskridt i EU's offentlighedsprincipper? Skal vi måle i forhold til SF's utroværdige ageren på den politiske hjemmebane? Måske behøver vi slet ikke at måle, da kommentaren i slutningen afslører, at alt ikke så godt som man kunne håbe. Her er anført, at
"med den nye lov er åbenheden blevet knæsat, og selv hvis ‘Big Pharma’ har haft held til at bore smuthuller i den ret komplicerede lov, har vi forhåbentlig vakt den folkelige forståelse for betydningen af åbenhed på medicinalområdet."
Her slipper luften måske ud af ballonen. Der var ikke meget, som kan holde sammen på overskriften "Kun via EU sikrer vi åbenhed i medicinalindustrien". Dybest set er der nok kun tale om at sikre endnu en periode i EU-Parlamentet til. Margrethe Auken.
Jeg vil dog ikke udelukke, at kommentatorerne/EU-parlamentopstilleren alligevel har fat i en pointe nemlig, at det næppe er i Danmark med det selvtilstrækkelige Folketing, som har punkteret deltagerdemokratiet, at der vil ske noget.
Bortset fra at Folketinget måske udliciterer administrationen af den forringede Offentlighedslov til et USA-selskab. Det skal nok vise sig, at det er også må ses som en del af regeringens nødvendige politk.