De letbevægelige

Hvor gudstro trives, synes talentet for krænkede følelser at blomstre. I et madprogram fra Italien greb brødrene Price en forhåndenværende Jomfru Maria-statuette og brugte den som kødhammer. Straks foldede den krænkede teolog Iben Thranholm vingerne ud og fór i kamp. At dømme ud fra den katolske valkyries vredesudbrud skal de to madglade brødre ikke forvente safran i suppen på dommens dag. Thranholm excellerede ellers i sine radiodage i indslag om islam og undlod at høre den stigmatiserede guds krænkede repræsentanter. For nu at få dét på det rene forholder det sig således, at denne skribent i samme tænkte radiorolle som katolik Thranholm eksempelvis ville have udspurgt en muslim, om vedkommende opfattede sin gudstro på samme måde som Thranholms kristne antagonister. Og nu er det også således, at befandt denne skribent sig i køkken med Iben Thranholm, og ifald han fik behov for at hamre i en luns kød, ville han utvivlsomt gribe et andet stykke køkkentøj end Den Hellige Jomfru. Såfremt der ingen tvingende grund er til at krænke andres tro i ord og gerning, er det i det store hele en fin idé at lade være.

Der er da for satan ufred nok på alle guders grønne jord.

Således forholdt det sig jo i al sin gribende enkelhed ligervis med de Muhammed-karikaturer i Jyllands-Posten, som man åbenbart aldrig bliver fri for at genopleve i skiftende sammenhænge.

En dansk muslimsk – dengang meget muslimsk – ung mand, Ahmed Akkari, greb forarget forargelsen over karikaturerne og rejste med ligesindede ud i den mellemøstlige verden og spillede kong Gulerod. Utvivlsomt fik hans mission konsekvenser, det hævdes i hvert fald, uden at nogen vist endnu har ført sandhedsbevis for påstanden. Men det siger vi så. Mange mennesker omkom unægtelig som følge af uroligheder i forbindelse med demonstrationer mod Danmark og karikaturerne. Man kan i alle tilfælde roligt sige, at mr. Akkari med rejse og aktion fik sine warholske 15 minutter.

Krøb til korset

Hjemfaren, da opstandelsen havde lagt sig, ville Akkari åbenbart have mere valuta for investeringen. Eller også mente han oprigtigt, at hans profetisk militante vækkelse havde været forkert. Eller også er det hele en blanding af begge dele og mere til. Ahmed Akkari krøb – undskyld udtrykket – til korset og bad om tilgivelse og har siden fulgt op med undskyldninger til højre og venstre. Mest det sidste, nemlig til daværende Anders Fogh Rasmussen, der i øvrigt, og mens Akkari opholdt sig midlertidigt i sit oprindelige hjemland, Libanon, i 1990’ernes begyndelse, måtte gå af som skatteminister efter kreativ bogføring og grov vildledning af Folketinget. Men det har sådan set ikke meget med sagen at gøre.

Den undskyldning, som Fogh Rasmussen skal have taget imod, har nu fra borgerlige debattører udløst et skrig som fra Rama. En bølge af krav om undskyldninger fremsættes mod de folk, der, dengang karikaturkrisen var varm, mente – og stadig mener – at Fogh Rasmussen opførte sig uansvarligt ved ikke at udnytte en diplomatisk mulighed og møde ambassadørerne fra de muslimske lande. Det lå jo på den flade hånd.

Som følge af Ahmed Akkaris undskyldning skal folk, der opfattede den danske regerings håndtering af krisen som en leflende falsk demonstration for ytringsfriheden, altså i dag efter Akkaris anvisning gå bodsgang og erkende deres, ja, vel nærmest landsskadende virksomhed. Eller hvad det nu er, der himles op om.

Nogle gange må man trække vejret helt nede fra knæene af for at få luft i barmen: Det vil altså sige, at Ahmed Akkari, hvis motiver dengang og nu mildt sagt forekommer flertydige, lige med ét fremstilles som et nationalt ophøjet sandhedsvidne til støtte for, at Fogh Rasmussens handlinger eller mangel på samme var udtryk for alverdens visdom. Jamen, hvor langt ud kan man komme?

Uffe Ellemann, Klaus Rifbjerg, Suzanne Brøgger, afdøde Tøger Seidenfaden og en hel del flere, inklusive denne ydmyge signatur, skal ifølge parolen stikke en undskyldning for, at Fogh Rasmussen som ansvarlig ikke søgte at løse krisen på en forstandig måde og modtog ambassadørerne, men tværtimod forværrede den.

Ahmed Akkari hævder, at Fogh Rasmussen gjorde det helt rigtige ved ikke at modtage diplomaterne, hvilket ifølge den argumentation, Akkari og hans nye tilhængerskare præsterer, er det rene vås. Et opklarende møde havde jo ikke nedlagt den danske grundlov og ytringsfriheden.

En lille smule kildekritik

Akkari bebrejder de kritikere, der kritiserede Fogh Rasmussen. Til og med Per Stig Møller, der ifølge den tidligere udenrigsminister selv også mente, at hans statsminister burde have modtaget ambassadørerne. Nu kan det ikke siges for tit. Mener Møller.

Så det hele begynder at blive lettere indviklet, og de, der forlanger undskyldninger fra andre, bør nok lige tage det lidt med fatningen i behold.

At Ahmed Akkaris troværdighed på det seneste gøres sakrosankt, og at Akkari anvendes som stik- og nagelfast argument, kan godt stimulere ens humoristiske nervecenter. Bare en lillebitte smule kritik af kilden ville måske tjene til at nuancere den store gentagne omvendelse fra én overbevisning til den næste som proklameret i Akkaris nye bog.

Det er muligt, at Ahmed Akkari er en ægte omvendt synder, hvis loyalitet ikke bør betvivles.

Så siger vi det.

Men kun folk, der har behov for at finde fundament for egen tvivlsomme sag, vil da kunne drømme om at bruge den nu omrejsende foredragsholdende bodsprædikant som sandhedsvidne om, hvad han sagde til nogle imamer, og hvad de sagde til ham, dengang han for relativt få år siden faktisk fanatisk mente lige præcis det modsatte.

Det er da lige før, man føler sig krænket. Ikke i sin tro, men på sin hårdt prøvede forstand.