Kommentar

Mangelfuld efterforskning betyder flere brandulykker

Brande kræver årligt mange dødsofre, men får langtfra samme bevågenhed som eksempelvis trafikulykker. Det er med til at skjule, at indsatsen for at forebygge brande er ganske mangelfuld
Debat
7. april 2014

Hvis du tager cyklen på arbejde i morgen tidlig og er så uheldig at blive offer for en højresvingsulykke, kan du forvente, at nyheden lynhurtigt vil nå de landsdækkende medier. Udover politiet, vil Havarikommissionen for Vejtrafikulykker højst sandsynligt lave en grundig undersøgelse af ulykken, og deres resultater vil blive delt med og anvendt af blandt andre politiet, lovgivere, chaufførfagforeninger og Rådet for Sikker Trafik, som sandsynligvis vil anvende undersøgelsen i deres forebyggende arbejde.

Men hvis du derimod vågner i nat og konstaterer, at dit hus er fyldt med ild og røg, og hvis du eksempelvis bliver alvorligt forbrændt i forsøget på at redde dig selv og dine børn ud af flammerne, kan du se frem til et længere hospitalsophold, en forsikringssag og et helvede af fysiske og psykiske mén – og ulykken vil formentlig ikke blive tilstrækkeligt efterforsket.

Sandheden er nemlig, at mens vi som samfund bruger millioner på at indsamle viden om og forebygge risikoen for trafikuheld, er arbejdet med at forebygge og efterforske brandulykker langtfra tilstrækkeligt. 167 personer omkom i trafikken i 2013, og trafikrelaterede hændelser fylder meget i medierne, mens stærke og statsstøttede interesseorganisationer, som Rådet for Sikker Trafik, er med til at sætte emnet på dagsordenen.

Men mellem 70 og 80 personer dør hvert år i brande eller som følge heraf, uden at det tilnærmelsesvis får samme bevågenhed. Måske er det derfor, at der ikke bliver gjort tilstrækkeligt for at nedbringe dette tal.

Under al kritik

Det paradoksale er, at der faktisk bliver brugt mange penge på at brandsikre bygninger i disse tider, ligesom bygningsreglementet stiller masser af krav til både byggematerialer og slukningsudstyr. Problemet er, at disse krav ikke bunder i veldokumenteret evidens. For denne evidens eksisterer slet ikke.

Det skyldes først og fremmest mangelfuld koordination mellem myndigheder. Sundhedssektoren, politiet og brandvæsenet er som regel alle til stede på brandstedet i forbindelse med en alvorlig brand. Men lige så snart de kører derfra, ophører samarbejdet. Brandvæsenet laver en kort notits til deres eget system, om hvor meget mandskab de havde indsat, og hvor mange slanger, de havde rullet ud. På hospitalet bliver der muligvis indført en enkelt linje i patientens journal, om hvordan han eller hun kom til skade. Og Kun hvis politiet mistænker, at der er foregået noget kriminelt i forbindelse med branden, indledes en grundigere brandstedsundersøgelse. Derefter kan alle andre sektorer i øvrigt holde sig væk, for så er det et gerningssted, som kun politiet må betræde.

Det kan der være en vis mening med, men som det fremgår af den seneste tids kritiske røster – heriblandt seniorforsker Lars Schiøtt Sørensen og DR-dokumentaren ’Brændte beviser’ – er praksis under al kritik. Retsordførere fra flere partier har afkrævet justitsministeren svar på, om der er blevet begået justitsmord i en række sager, hvor politiet har fået folk buret inde for brandstiftelser, de muligvis ikke har begået. Rigspolitiet har erkendt, at deres efterforskere er for dårligt uddannede, men har samtidig været nølende i forbindelse med et projekt, der har potentialet til at forbedre brandefterforskningen markant.

Politiet var ikke interesseret

For nylig startede Forening af Kommunale Beredskabschefer (FKB) nemlig en arbejdsgruppe, der efter amerikansk forbillede skulle arbejde med både regionale og nationale brandstedsefterforskere, som kunne efterforske udvalgte alvorlige brande netop for at indsamle viden om årsager og omstændigheder ved brande. Nuvel, forslaget meler da de kommunale brandvæseners egen kage, men projektet kunne tilvejebringe den viden, vi mangler i dag.

Politiet har dog ikke været interesseret i at bistå arbejdsgruppen, da de mente at have deres del af forretningen på det tørre. I skrivende stund ligger et pilotprojekt i FKB-regi stille, mens de kommunale brandvæsener med frygt og bæven afventer en strukturreform, der fremlægges 1. maj og skal spare beredskabet for et trecifret millionbeløb. Det er synd, for netop dette samarbejde kunne være med til at sikre den evidens, som er så afgørende for, at bygninger bliver brandsikret korrekt.

Bedre samarbejde mellem sundhedsvæsenet, politiet og brandvæsenet vil kaste tiltrængt lys over, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Kun sådan undgår vi at betale for falsk tryghed, hvilket vil spare det danske samfund for mange penge – og endnu vigtigere: Det vil forebygge dødsfald og ulykker.

Henrik Jøhnk Hess læser til katastrofe- og risikomanager

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her