Kronik

Maskinerne kommer – med lavere arbejdstid?

Arbejdsmarkedet presses af udviklingen indenfor IT- og robotteknologi, der kan gøre store dele af arbejdsstyrken overflødig. Udviklingen bringer dog også et løfte med sig – en mulighed for at omforme arbejdslivet og sænke arbejdstiden for alle
Arbejdsmarkedet presses af udviklingen indenfor IT- og robotteknologi, der kan gøre store dele af arbejdsstyrken overflødig. Udviklingen bringer dog også et løfte med sig – en mulighed for at omforme arbejdslivet og sænke arbejdstiden for alle

iBureauet/Mia Mottelson

4. april 2014

Danmark mister produktionsjob. Det er nok ikke gået hen over hovedet på nogen, der har fulgt med i nyhederne de seneste år. Senest så vi, at Danish Crown i januar meddelte, at de lukker adskillige slagterier. En del af jobnedgangen skyldes krisen, men egentlig har krisen blot forstærket en trend, der strækker sig fire årtier tilbage. Siden 1974 er andelen af arbejdsstyrken, der er beskæftiget i industrien, halveret fra 22 procent til 11 procent. Alene i de sidste 10 år er over 100.000 job i industrien forsvundet. Det er der primært to grunde til: Den ene er en stigende international lønkonkurrence fra især nye industrilande som Kina og i Østeuropa. Den anden er den teknologiske udvikling og medfølgende stigning i produktiviteten, der mindsker behovet for arbejdskraft.

Effektiviseringer gennem automatisering og nye arbejdsgange skaber næsten altid mindre behov for arbejdskraft. En mand i en rendegraver kan flytte langt mere jord end fem mænd med skovle. Hvis vi skal blive ved med at hæve produktiviteten i de næste år, sker det derfor ved at erstatte menneskelig arbejdskraft med maskineri. Derfor er det sådan set rigtigt, når eksempelvis Arbejderbevægelsens Erhvervsråd påpeger, at en del af det manglende opsving skyldes, at erhvervslivet investerer for lidt i nyt maskineri. Men et højere investeringsniveau vil samtidigt betyde, at endnu flere job bliver overflødiggjort.

Udviklingen inden for robotteknologi og IT vil betyde, at tendensen kan blive intensiveret i de kommende år. En nylig undersøgelse fra Oxford Universitet viser, at 47 procent af de amerikanske job trues af teknologisk overflødiggørelse. Det er mest tydeligt i industrien, hvor introduktionen af maskiner og robotter allerede har udhulet beskæftigelsen markant, men også mange administrative job bliver i disse år erstattet af computere eller robotter. I øjeblikket er Googles teknologi til førerløse biler i stand til at køre bedre og mere sikkert end menneskelige chauffører. Hvis denne teknologi udvikler sig med samme hastighed som smartphones og computere, kan det betyde en revolution inden for transportområdet i de næste år. I så fald skal hovedparten af de 123.000 danskere, som i dag arbejder i sektoren, formentlig finde sig et nyt job.

Et nyt arbejdsmarked

Det er ikke første gang, vi ser en sådan omvæltning. Landbruget beskæftigede indtil 2. verdenskrig en tredjedel af arbejdsstyrken, mens tallet i dag er faldet til 2,5 procent. Dengang blev overskuddet af arbejdere opsuget af en voksende industri og servicesektor. I dag er det dog svært at se, hvor de overflødiggjorte arbejdere skal gå hen.

Grundlæggende stiller den kommende automatisering os derfor over for tre realistiske scenarier.

Det første er et scenarie med permanent massearbejdsløshed. Det er den situation, som tegner sig i Sydeuropæiske lande som Spanien og Grækenland, hvor produktionen er flyttet ud af landene. Det andet er en situation som i USA, hvor den faldende beskæftigelse i industrien, bliver opsuget i en ekspanderende servicesektor, med langt dårlige løn og arbejdsvilkår.

Et tredje scenarie er, at vi tackler det faldende behov for arbejdskraft med en koordineret, generel sænkelse af arbejdstiden. Lavere arbejdstid er den klart mest socialt afbalancerede måde at håndtere den udfordring og de muligheder på, som den teknologiske udvikling skaber. Samtidig vil en lavere arbejdstid, betyde en mindre belastning af klimaet, og mere tid til familieliv og fritid.

En model for lavere arbejdstid kan udformes på flere måder. I stedet for årlige lønstigninger, kunne fagbevægelsen eksempelvis forhandle en årlig nedsættelse af arbejdstiden. På den måde vil stigninger i produktiviteten ikke blive omsat i højere forbrug, men i stedet i mere fritid. Vi kunne også se på modeller for arbejdsdelingen, som eksempelvis skraldemandsmodellen fra Århus, hvor fire mand delte fem job og hver tog en uge på dagpenge, sådan at de skabte jobs til en arbejdsløs kammerat. Eller vi kunne gøre det mere fordelagtigt at bruge orlov til forældre- og sygeomsorg. Mulighederne er mange. Det væsentlige er, at den samlede mængde af arbejde sænkes på en organiseret og retfærdig måde.

Says lov holder ikke

Men der er en grund til, at lavere arbejdstid ikke er på den politiske dagsorden. Den herskende opfattelse i finansministeriet og blandt førende økonomer er, at vi skal øge arbejdstiden, fordi man antager, at der er store positive effekter ved et øget udbud af arbejdskraft. Man baserer dette på antagelsen om, at et udbud altid finder sin efterspørgsel, hvis bare prisen er rigtig – en teori kaldet Says lov. I praksis betyder det, at arbejdsmarkedet kan opsuge al den arbejdskraft, der udbydes, hvis lønnen er lav nok. Problemet med denne antagelse er dog, at arbejdskraft ikke er en almindelig vare, der følger reglerne for udbud og efterspørgsel på samme måde som flåede tomater. Derfor kan man sagtens sidde fast i en situation med langvarig massearbejdsløshed, som Danmarks gjorde i 1980erne, eller som lande som Grækenland og Spanien gør i dag. John Maynard Keynes demonstrerede allerede under den store depression i 1930’erne, hvordan Says lov ikke holdt. Man kunne se stabilt høj ledighed år efter år, uden at ligevægten på arbejdsmarkedet indfandt sig.

Det meste af debatten om arbejdspladser herhjemme har de seneste år været fokuseret på den internationale konkurrence. På den ene side står arbejdsgiverne, de borgerlige, der vil presse lønnen ned på niveau med Tyskland. På den anden side fremfører visse fagforeninger og eksempelvis Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at vi kan styrke vores konkurrenceevne gennem et højere niveau af investeringer.

Det er imidlertid et problem, at tro at lavere lønninger er nøglen til at skabe højere beskæftigelse. De danske industriarbejdere er allerede effektive og konkurrencedygtige. Det ses bl.a. i et rekordhøjt overskud på handelsbalancen. Men øget produktivitet giver ikke i sig selv øget beskæftigelse, uanset om den kommer gennem lavere løn eller flere investeringer.

Gode erfaringer fra Holland

Hvis vi fremover vil undgå, at store grupper bliver permanent udstødt fra arbejdsmarkedet, skal vi seriøst overveje nye måder at fordele arbejdet på. Og der findes gode eksempler på, at det ikke er forbundet med økonomiske problemer at sætte arbejdstiden ned. Holland, der er en af Europas mest solide økonomier, har den klart laveste arbejdstid i EU. I 2012 arbejdede den hollandske lønmodtager ifølge den europæiske Labour Force Survey i gennemsnit 31,5 timer om ugen, mens danskeren lå på 34,6 timer om ugen.

Den teknologiske udvikling kan betyde, at vi som samfund kan frigøre os fra en del af det hårde og slidsomme arbejde, der i dag er nødvendigt, og i stedet frigøre tid til familieliv, omsorg eller rekreation i et ellers fortravlet samfund. Men det kræver, at vi finder en retfærdig model for sænkning af arbejdstiden. Alternativet til en fordeling af arbejdet er sandsynligvis en opdeling af arbejdsmarkedet, hvor dem, der stadig er i job, kommer under større og større arbejdspres, mens en stor marginaliseret gruppe bliver presset ud i arbejdsløshed eller underbeskæftigelse. Det er op til os, om robotterne skal sætte os fri, eller om de udvikler sig til job-terminatorer.

Pil Christensen er sociolog, Rune Møller Stahl er ph.d.-studerende.

De er medlemmer af Selskabet for Kritisk Samfundsforskning, som er et netværk af unge akademikere, der ønsker at bruge samfundsforskningen til at sætte spørgsmålstegn ved det aktuelle samfund og dets udvikling. Selskabet skriver for Information hver fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Clemen
  • Carsten Søndergaard
  • John Hansen
  • Niels P Sønderskov
  • Torben Kjeldsen
  • Ejvind Larsen
  • Jens Falkesgaard
  • Erik Nissen
Jakob Clemen, Carsten Søndergaard, John Hansen, Niels P Sønderskov, Torben Kjeldsen, Ejvind Larsen, Jens Falkesgaard og Erik Nissen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvem er det lige der presser her …

Den vandrende anakondas frie bevægelighed – snart overskygges den berettigede diskussion om social dumping helt forudsigeligt af den medieskabte fækale dumping i agurketidens nyhedshul – de årligt tilbagevendende historier om udenlandske bærplukkeres skiden i de danske jordbærbede og andre steder i fædrelandet – og det uden lokumspapir …

Tiden må derfor være kommet til – at metalrobotterne her gør deres miljørigtige indtog – selv om det må være den ultimative sociale dumping …

Henrik Darlie, Steffen Gliese og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
John Christensen

Tak for kronikken, og jeg lover: at jeg vil være mere retfærdig overfor skribenterne i denne uge!

Forestil dig medarbejderne i DONG Energy - foreslå deres ledelse at indføre et rotationsprincip a la "skraldemandsmodellen", så 5 medarbejdere deler 4 medarbejderes arbejde.

Med ca. 6.500 ansatte kunne modellen skaffe måske op til mere end 1.000 i mer-beskæftigelse, hvis den implementeres i hele koncernen.

Vil det være i ejernes interesse?
Eller vil ejerne i højere grad være interesseret i at skille sig af med endnu flere medarbejdere for at minimere omkostninger i organisationen - inden den planlagte børsnotering?
Der er jo lukrative bonusordninger til alle på ledelesesgangene, og i korridorerne (BC/HTS ?).

""Digital forvaltning" er det ny sort - indenfor administration og forvaltning.
Det betyder at den offentlige administration og service klares ved selvbetjening - af borgeren selv.
"Vi" skal opnå mere med mindre, eller sagt ligeud - "vi" skal nedbringe omkostningerne til løn: fordi de typisk er meget tungtvejende indenfor forvaltning og administrativ service.

På papiret ser modellen fin ud, men så længe det første - den enkelte - i det moderne samfund spørger om er: "Hvad er der i det for mig?", så længe vil det være op ad bakke - HELE vejen.

Med mindre, at den enkelte altså havde en hævdvunden RET TIL, at sige til arbejdsgiveren: "Jeg holder fremover fri hver 4. uge - og her vil jeg gerne præsentere dig for min afløser som pt. er ledig men ellers OK.

Solidaritet er en by i Rusland, og ses vel tydeligst derved, at det tavse flertal stille og roligt er ved at vænne sig til at folk falder ud af understøttelse ved både ledighed og sygdom. Vi ser jo tiggere i gadebilledet, det er en del af det moderne samfund!

Spørg dig selv hvis du er i arbejde: Er der aktuelt vikardækning ved fravær her på jobbet?
Næææe nej....det er sparet væk, vi løber bare lidt stærkere!

"Says lov holder ikke" - nej, men hvis du holder enhver plan ud i strakt arm og giver slip.
Så virker loven om tyngdekraften: og planen "falder på gulvet".
Så nogen love virker stadigt!

Siden 2010 er ledige faldet neden ud af det sociale sikkerhedsnet i Danmark, uden at folk i arbejde har reageret - særligt voldsomt på det.

Hvilket virker mærkeligt, da vi ikke i generationer har oplevet noget lignende.
I 70´erne og 80érne holdt "26 ugers reglen" og arbejdtilbud (som talte på ligefod med ordinært arbejde til generhvervelse). Ingen faldt derfor ud.

Det ændrede sig fra 1994 takket være Radikale Venstres indflydelse i Poul Nyrup/Jytte Andersen´s arbejdsmarkedsreform (resten er historie). Det er altså liberal tankegods der har skabt vore moderne problemer, vil jeg mene!

Mange dyrker nu mindfullness og slukker for TV et for at undgå de dårlige nyheder, som dagligt skaber større og større FRYGT for fremtiden.
Det fjernes desværre ikke problemerne.
Det ændrer dog heller ikke ved at det strammer til - der ude - udenfor vinduerne.

Så længe jeg selv har mit gode job, ånder alt jo for så vidt fred og ro! Synes at være flertallets mantra?

Spørg borgeren om de synes at selvbetjening - løser udfordringen?

Skrivebordsteori uden praksis. Hvem vil være først?

Ville selv elske at holde fri hver 4 uge.
Tror dog ikke, at forslaget vil falde i god jord - på jobbet?

Min egen løn svarer nogenlunde til mine leveomkostninger, så forskellen på løn og dagpenge hver fjerde uge - vil betyde nedskæringer i eget budget, med deraf mindre forbrugsmulighed!
Det kunne såmænd nok indkorporeres hvis det kommer dertil.

Hvem kan styre morakkerne? Skal de pukle endnu hårdere?

(Fint "billede" i form af tegningen til artiklen med FRIGJORTE der blot ligger og foretage sig INTET - det koster jo "ikke noget", og forurener kun minimalt!)

Kan vi - i det LANGE LØB - leve af at klippe hinanden?

Spørg lige Goldman Sachs om de støtter indførelse af en "skraldemandsmodel" i Dong, for derved at udvise SAMFUNDSSIND?

Det er krise til opstand.

NOT TO CORPORATE OVERTAKE

Kapitalismen må væk, og erstattes af et mere retfærdigt økonomisk system. "POSTKAPITALISMEN".
Så tager vi den der fra.

Modsætningene imellem arbejde og kapital, umuliggør en egentlig løsning på problemerne - MED STIGENDE LEDIGHED OG UDSTØDNING.

Til Selskabet for kritisk samfundsforskning: Hvorfor er jeres kritik egentlig så spag?
Frygter I slev arbejdsløshed?

Skal forskningen stille spørgsmål - eller give svar?

Maskinerne kommer - med lavere arbejdstid?
Hvad var svaret?

Maskinerne kommer og du mister dit arbejde, hvad vil du gøre - nu hvor ingen tager sig af det??
Var din kontrakt med individuelle løn- og ansættelsesvilkår (i modsætning til kollektive aftaler) - den bedste vej at gå, ud fra en STØRRE samfundsmæssig betragtning?

Hvis ja - Hvad skal vi så være solidariske om?

Du har jo sikkert dit på det tørre (ligesom mig!).
Afgrunden kommer da godt nok tættere og tættere på, men - der kan jo stadig ske et mirakel (?).

Det er ikke for sent, men vi er i 11. time.

Kronikken slutter med at slå fast:: "Det er op til os, om robotterne skal sætte os fri, eller om de udvikler sig til job-terminatorer."

Det vidste vi godt - men rykker det noget?
Hvad gør vi her og nu?

Hvad tilsiger forskningen - OS AT GØRE?

Skraldemandmodellen (1993) - blev kvalt i fødslen: Fordi der var andre ting som var vigtigere end SOLIDARITET MED DE ARBEJDSLØSE, og det er kun gået ned ad bakke siden!

Især magthavernes mulighed for at effektivisere ved hjælp af frygten - frygten for at miste fodfæsten på arbejdsmarkedet.
Nu sker det for øjnene af os, og "vi" gør fortsat intet seriøst imod det.
Bortset fra at vi skælder ud på de dovne og syge, som bude tage sig sammen og selv gøre meget mere!
Som Informations David Rehling sagde det på lederplads for nyligt: "Stress dig selv. Effektivt!"

Kan vi - i det LANGE LØB - leve af at klippe hinanden?

Spørg lige Goldman Sachs om de støtter indførelse af en solidarisk "skraldemandsmodel" i Dong?

Vi kan hvad vi vil, men problemet er: Der mangler vilje.

Ser allerede nu frem til næste uges indlæg fra "Selskabet til lettere kritik af samfundet" :-)

Håber på en sønderlemmende kritik snarest :-)

God dag der ude

Katrine Visby, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Henrik Darlie, Henrik Christensen, Ervin Lazar og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
John Christensen

Svært at forestille sig et "rotationspricip" på et PREKÆRT ARBEJDSMARKED - hvor den enkelte ikke er lovet hverken beskæftigelse eller løn, med mindre vi ringer efter dig på timelønsbasis. Altså stadigt færre/ingen faste ansatte.
Det er desværre den vej det går, og EU understøtter udviklingen!

John Christensen

Tak fordi I trods alt tager hul på - om vi virkeligt skal arbejde mere og mere?

No offence ;-)

Henrik Darlie, Carsten Søndergaard og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Parolen blandt politikere af alle nuancer lyder, at det skal kunne betale sig at arbejde.
Politikere har meget travlt ogsidder hele tiden i møder og udvalg og læser papirer og går i samråd og bager rævekager og holder møder og tjener en masse penge på det.

De vil da ikke være med til at sætte arbejdstiden ned. Så ville de kun kunne nå færre møder og udvalg og rævekager og læsning af papirer og kommissionsrapporter og ville gå ned i indtægt. Og politikernes embedsmændskorps ville ikke have tid til at lovforberede i 50 timer om ugen , for de er også gået ned i arbejdstid og nu lige pludselig skal til at finde på noget at lave, selv. uden den høje løn.

Jeg kunne vældig godt tænke mig at folk ville gå ned i arbejdstid og holde op med at hamstre arbejde.
Men så tror jeg altså der skal uddannes nogle flere psykologer, sideløbende, som kunne tage sig af den værst abstinensramte del af befolkningen.
Der er skræmmende mange arbejdsnarkomaner i dette land, som tager sig højt betalt for at 'gøre en ekstra indsats'.
Hvad ville de dog skulle stille op med sig selv?

Katrine Visby, Kim Øverup, Anders Kristensen, Henrik Darlie, Carsten Søndergaard, Jakob Silberbrandt, Rasmus Kongshøj, Torben Kjeldsen, Sten Victor, Herdis Weins, Karsten Aaen, Søren Kristensen, Søren List og Lars A. Bruun anbefalede denne kommentar
Bent Gregersen

Det er jo det hele drejer sig om: at afmonterer idiotarbejdet. Der er al mulig grund til at omkalfatrer begrebet arbejde, nemlig fra lønarbejde til fornøjelig kreativitet, inkl. selvforsyning af føde, energi, huse osv.
Ved samme lejlighed kan dogmet om ”kærlig og rettidig omsorg” overfor de private driftsherre og deres ejerherskab så blive konkurrenceudsat af samfundets samlede forråd af viden og rettidighed!

Henrik Darlie, Carsten Søndergaard, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

"Det meste af debatten om arbejdspladser herhjemme har de seneste år været fokuseret på den internationale konkurrence. På den ene side står arbejdsgiverne, de borgerlige, der vil presse lønnen ned på niveau med Tyskland. På den anden side fremfører visse fagforeninger og eksempelvis Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at vi kan styrke vores konkurrenceevne gennem et højere niveau af investeringer."

Og jo, visse borgerlige politikere - og DI samt DA - drømmer da sikkert om et tysk lønniveau i Danmark! Men mon de så også husker at fortælle, at de tyske arbejdsgivere betaler langt mere af deres (samlede) lønsum i arbejdsgiverbidrag til f.eks. pensioner, arbejdsløshedsforsikringer mm. I dag betaler den danske stat jo dette, fordi vi alle betaler dertil over skatten...

Ift. den sænkede arbejdstid mener jeg det er en god ide, især fordi maskinerne kan tage over, specielt når det gælder det hårde fysiske arbejde. Og jo, der er arbejde nok til alle, hvis man f.eks. nedsætter arbejdstiden til 30 timer for alle om ugen. Den tyske fagbevægelse fik en af sine største sejre i 1980erne, da den fik arbejdstiden ned til 35 timer...

Og ja, selvfølgelig vil der være modstand, især fra de som bestemmer eller de personer - og globale korporationer - som kan tjene (flere) penge ved at fyre folk end på at hyre folk...

Katrine Visby, Anders Kristensen, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Henrik Darlie, Carsten Søndergaard, John Hansen, Bent Gregersen, Rasmus Kongshøj, Lise Lotte Rahbek, Torben Kjeldsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torben Kjeldsen

I forlængelse af Karsten Aaen
Indlysende at vi bør stræbe efter at arbejde mindre og at vores arbejde bør udvikles til at være meningsskabende. (menings definition gemmes til anden gang) Min påstand er, at så længe vi ikke ændre på vores nuværende afhængighed af markedsorienteret styring, så vil fremtidens teknologi 100 % få en negativ konsekvens for behov for arbejdskraft og det gælder ikke kun manuel, men også intellektuel arbejdskraft. Tendens ses allerede nu, som forfatterne påpeger. Havde vi som samfund valgt i tide, at bruge vores intelligens og kundskaber til styre rationelt (det er selvfølgelig ikke et fejlfrit system), fremfor et såkaldt frit marked (i virkeligheden, drevet af få store spillere), så ville og burde det være en storslået og lykkelig begivenhed, at fremtiden teknologi ville give os endnu større frisætningsmuligheder. Nu står vi overfor en økologisk/menneskelig katastrofe, fordi vi havde ladet markedskræfterne styre. Det bliver virkelig op ad bakke (og næsten for sent)hvis vi ikke får stoppet markedsvækstlogikken som dominerende styring og får indrettet vores samfund med afgrænsede markedsområder, demokratisk valgt og ikke styret af kapitalen. Sker det ikke så bliver det kun frisætning for de få ’rige’ der findes i forvejen. Kampen går på, at få en intelligent udnyttelse af vores teknologi, ressourcer og en veludviklet økologisk livsform gældende for alle. Så får vi tid til livet, det kan fx godt være meningsskabende arbejde for den enkelte. Det er faktisk vores potentiale hvis vi vil. Men jeg tvivler! Er jeg sortseende, måske men med god grund. Vi har aldrig været rigere i den vestlige verden, aldrig og alligevel så ser vi en forfærdelig tendens til at flere falder ind under kategorien poorworking segmentet og dertil en total ‘hjernedød’ arbejdsløshed. Socialdumping, lønudnyttelse af værste skuffe er virkelig truende for den fremtid der kommer, hvis ikke vi vågner og får stoppet det øjeblikkeligt. Bare for ca. 20 år siden havde vi et velfærdssamfund der var nået et pænt stykke henimod ordentlighed, tryghed og en relativ anerkendt social omsorg. Og da var vi ikke så rige? Og nu påstår vi trods stigende rigdom at vi ikke har råd til velfærdstaten! Min største forundring går på, at mange ikke kan se sammenhæng mellem at vi faktisk er rigere og samtidigt tror at vi ikke har råd til mere velfærd. Tænker, måske lidt overdrevet, at nogen er lykkedes med neoliberal- propaganda som ville have imponeret selv Goebbels i Hitlers Tyskland.

Katrine Visby, Henrik Darlie, John Hansen, Jakob Silberbrandt, Bent Gregersen, Henrik Stæhr, Ervin Lazar og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Det var jo ikke tilfældigt, at skraldemandsmodellen døde, det er heller ikke tilfældigt, at dagpengereglerne strammes. Der skal merværdi til. Det skaber man ikke ved at dele ud og være sød ved folk. Man kan tænke på tusindvis af modeller, men paradokset er at appellere til den nuværende konfiguration. Den går ud på, at mange skal marginaliseres osv. Det er ikke tilfældigt. Så jeg mangler det kritiske i artiklen.
Derudover er der en logisk fejl: det var ikke fire mand, der delte fem jobs, men fem mand, der delte fire jobs. Det er i hvert fald det, der er den normale logik. Så deler de fire jobs imellem sig og får hver 4/5 af et helt job. Og så den sidste femtedel åbenbart på dagpenge. Det er ikke de tider. Og Pil og Rune: tænk lige på formen: dengang var skraldemændene vistnok kommunalarbejdere, i dag er de alle udliciterede til private firmaer, der ikke skal have noget med den slags at gøre. Og de nævenyttige dagpengeregler....
I mangler at tænke den kapitalistiske form for arbejde med. Gode hilsner

Rasmus Kongshøj, Henrik Darlie, John Hansen, Bent Gregersen, Henrik Stæhr og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

I supermarkederne installere de større kurve, for at vi skal købe noget mere og i Information installerer de mindre kommentarfelter, for at vi skal skrive noget mindre. Jeg er utilfreds med begge dele.

Katrine Visby, John Christensen, Rasmus Kongshøj, Anders Kristensen, Henrik Darlie og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Ja, det var lidt uden for emnet, men så kan vi jo bare sige at mere fritid giver mulighed for både at købe ind, lidt oftere og dermed ikke nødvendigvis så meget ad gangen - og skrive flere, bedre og længere kommentarer.

Torben Nielsen

Et arbejdsfrit kapitalistisk samfund....???? Det er ikke engang et paradoks, men en indre modsigelse. Meningsløst!

Tilbage til Jan Weis.

Rasmus Kongshøj, H.C. (Hans Christian) Ebbe og Henrik Darlie anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

Hvem ejer produktionsmidlerne? Det er det der afgør hvem der høster fortjenesten. Hvis virksomheder ejer maskinerne, vil det være virksomhedsejerne der høster gevinsten, uagtet hvem der efterspørger produktet.

Beskatning: Hvis beskatning fremmer kapital akkumulation, og forhindrer personlig indkomst vil det forhindre de rigeste i at geninvestere i samfundet. Beskatning skal sikre at rige ansætter i stedet for at spare op, og fattige får arbejde i stedet for statsalmisser. Middelklassen skal kunne klare sig selv uden statslig indblanding.

Så ikke mere privatisering af vitale nationale interesser, ændring af skat så alle kan fradrage arbejdsløn til hvem som helst. Fjernelse af statsligt sikkerhedsnet for de øverste 90 procent.

Hvad venter I på, sæt i værk....

Nå ja, jeg har ikke flertal i tinget....lørdagsrablerier ;)

Med venlig hilsen
Lennart

H.C. (Hans Christian) Ebbe, Henrik Darlie og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det hænger vist ikke rigtigt sammen, Lennart Kampmann. En automatiseret produktion behøver ikke at være på private hænder, den foregår bare med minimal menneskelig indblanding, ud fra efterspørgsel, forhåbentlig, og når nogle smarte mennesker så har fundet på noget, der kan forbedre produktionen kvalitativ, implementerer man det. Og selvom folk ikke får løn og fordele ved at foretage den slags forbedringer, er der ingen grund til at tro, at vi ikke vil se endnu flere, der af egen drift og lyst foretager sig den slags aktiviteter til stor anerkendelse af alle dem, der oplever fordelene.

Som udgangspunkt vil det kun skabe mening med en øget teknologisk udvikling af arbejdsmarkedet, hvis det samtidig er kædet sammen med fordele for den samlede arbejdsstyrke. Hvis det skal ske under et kapitalistisk samfund, så kræver det at de personer, der ejer produktionsmidlerne; aktionærerne begynder at indse, at det er en fordel, hvis alle har en stærk købekraft, såfremt de vil af med noget af det fremstillede herhjemme. Ellers skal vi vente til der kommer en socialistisk samfundstransformation med fælleseje af produktionsmidlerne.

Lennart Kampmann

@ Peter Hansen
Min pointe er at produktionskapacitet, der er på private hænder, vil overflødiggøre arbejdskraft. Ejerne tjener penge, men hvem skal købe produkterne? Uden medejerskab vil medarbejderen blive elimineret uden kompensation. Når regninger skal betales, sker det med optjente penge. Hvis arbejdskraft er overflødiggjort, kan regninger kun betales med almisser. men jo,jo det er jo blot lørdagsrablerier.....

Med venlig hilsen
Lennart

Steffen Gliese

Lennart Kampmann, vi har afskaffet begrebet almisser for længst - i vores samfund handler det bare om at finde nogle systemer, der kan fordele købekraften hensigtsmæssigt. Og det giver sig selv, at produktionsapparatet ikke meningsfuldt kan forblive på private hænder i en sådan radikalt forandret virkelighed, hvor menneskehedens ældste drøm om evighedsmaskinen er tæt på at realiseres.

Lennart Kampmann

@ Peter Hansen
det er ikke evighedsmaskinen, der er problemet, men dens ejerskab.

Med venlig hilsen
Lennart

Steffen Gliese

Ejerskabet er kun et problem, fordi vi ikke tænker hensigtsmæssigt - men det vil vi til den tid gøre. Tiden er ved at rinde ud for privat ejerskab. Det er i ingens interesse, heller ikke de private ejere. Ikke endnu, men lige om lidt.

Steffen Gliese

Jeg finder det faktisk skræmmende, at ønsket om at fastholde forældede strukturer i samfundet er så udtalte. På den måde får vi jo aldrig løst opgaverne i samfundet.

H.C. (Hans Christian) Ebbe, John Christensen, Henrik Darlie og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar

Det må være betryggende for menneskeheden – at naturen har sat en grænse for konstruktion af evighedsmaskiner – kapitalisternes hede drømme om evig udbytning – og maskinstormernes største mareridt …

Gustav Lindstedt

Fantastisk artikel, det är glädjande att kunna läsa sånt här i avisen. Ett fint antidot till när mainstreamnyheterna i Sverige visar Fredrik Reinfeldt ropa på Moderaternas möte om jobben, jobben, jobben och hur "arbetskrafter lyfter Sverige". Död åt arbetsromantiken!

H.C. (Hans Christian) Ebbe, Karsten Aaen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jan Weis, tværtimod vil det ikke være muligt at opretholde udbytningen med en evighedsmaskine. Og på trods af, at den selvfølgelig er en utopi, så er vi tæt nok på med selvkørende systemer, der også i højere og højere grad bliver selvreparerende.
Det er ikke arbejdet, der er attråværdigt, det er frugterne af arbejde, og jo mindre energi, der skal lægges for at bringe det nødvendige til veje, jo rigere er vi. Jo mindre af den sparsomme ressource, der hedder afmålt tid på jorden, skal vi nemlig erlægge til det ufri og bundne.
Og snar vil maskinerne nøjes med at frembringe det, forbrugeren giver besked om. Så sparer vi for alvor ressourcer, for så vil bil- og huskøb ikke længere skulle være statussymboler, hvorfor man vil gå efter det hensigtsmæssige i sine valg.

Sådan vil det gå, når der tages hensyn til pengene - de få - og ikke til mennesker - de mange.
Tillæg dertil klimaet. Hvad så, kære venner.
Spørg Habermas !