Kronik

Mor, hvor er du?

Jeg er vokset op i det, mange vil kalde en velfungerende sammenbragt familie. Her var ingen ond stedmor. Men min stedmor mindede mig om, at jeg ikke havde min mor, og savnet af hende satte sig dybt i min krop
Selv om man også får mange ting, når man er barn af en skilsmisse – flere mennesker i sit liv, flere søskende – vokser man også op med en følelse af sorg og et savn, man ikke kan nævne

Selv om man også får mange ting, når man er barn af en skilsmisse – flere mennesker i sit liv, flere søskende – vokser man også op med en følelse af sorg og et savn, man ikke kan nævne

Kristine Kiilerich

10. april 2014

Da min stedmor var to år gammel, blev hun indlagt på sygehuset i længere tid uden sine forældre. Sådan gjorde man dengang. Jeg kan ikke huske, hvorfor hun blev indlagt, men hun har fortalt mig, at hun ventede og ventede på sin mor, og da moren ikke kom, besluttede hun sig for at dø.

»Der var alligevel ikke nogen, der ville have mig,« siger hun.

Min stedmor stoppede med at spise, og lægerne og sygeplejerskerne måtte made hende med sonde. Hun døde ikke, men da hun havde allermest brug for sin mor, var hun alene.

Da jeg var knap tre år gammel, blev mine forældre skilt. Min storesøster flyttede med min mor, og jeg flyttede med min far. Det var i 1980’erne, og dengang var der ikke noget, der hed fælles forældremyndighed, siger min mor, når jeg spørger hende, hvorfor de valgte at skille os ad. Hun har fortalt mig, at det var min fars ønske at få mig, og at hun ikke kunne være bekendt at gøre krav på os begge, selv om det var hendes største ønske. Der er ikke nogen vindere i en skilsmisse, og hvad skulle de have gjort? Selv efter alle disse år har jeg ikke et svar.

Men jeg ved, hvad det vil sige at vokse op uden en mor – selv om jeg så hende oftere end hver anden weekend, var på ferier med hende og cyklede hjem til hende i tide og utide for at spise toast og se Beverly Hills sammen med min storesøster. Det var ikke min mor, skadestuen ringede til, da jeg styrtede på cykel og fik hjernerystelse i 6. klasse. Hun var der ikke, da jeg fik min menstruation, og hun kunne ikke forsvare mig, da min stedsøster stjal min lyseblå hønsering, og det føltes, som om alle havde en mor på nær mig.

Inderst inde tror jeg også, det er en sandhed, min mor gemmer i den mørkeste del af sig selv, og når jeg nævner det, er det, som om jeg tager en lommelygte frem og belyser noget, der ikke er forberedt på at blive undersøgt. Det er ikke kun mig, der har undværet noget – min mor har også undværet et barn.

Skilsmisse er tabu

Det er unaturligt at mangle sin mor, når man er et lille barn, og det er svært at undgå at føle skyld. Sådan var det for mig, og jeg tror, det er sådan for mange andre skilsmissebørn.

Men der er ikke noget her i verden, der kun er én ting – heller ikke en skilsmisse. Jeg har fået store oplevelser, styrker og mange mennesker i mit liv foræret på grund af mine forældres skilsmisse: nye søskende, flere søskende, stedforældre og flere bedsteforældre. Relationer og kærlighed, der løber i mine blodbaner, og som har været med til at danne grundlaget for det menneske, jeg er i dag.

Men det var ikke altid nemt at have en stedmor. Hun mindede mig om, at jeg ikke havde min mor, mens mine sted- og halvsøskende havde deres.

Ofte følte jeg, at jeg var en lidt irriterende bagage, som min far havde med, og det ensomme sted mellem at høre til og alligevel ikke høre til tror jeg, de fleste skilsmissebørn kender.

Det gav ingen mening for mig, at min storesøster måtte have min mor, mens jeg ikke måtte, og fordi skilsmissen i mange familier er et tabu, snakkede vi heller ikke om jalousi og vrede og misundelse. Tilbage var bare at føle, at det måtte være min skyld. Det var den eneste måde, jeg kunne skabe mening.

Dengang havde jeg en forestilling om, at min far ville blive ked af det, hvis jeg fortalte ham, at jeg savnede min mor. Som om det automatisk ville fjerne al den kærlighed, vi havde for hinanden, og fordi jeg ikke ville gøre ham ked af det, holdt jeg det for mig selv. Et tabu er en forfærdelig byrde for et barn. Det er for meget tavshed at bære på, og da savnet ikke eksisterede i sprog uden for min krop, var der kun mig selv at stille til ansvar for det.

Jeg tænker på, hvor mange andre børn, der vokser op med en ansvarsfølelse, der ikke er deres. Jeg tror, det er for mange.

For nogle år siden ringede jeg til min far og spurgte, hvordan de havde besluttet, at min søster skulle flytte med min mor, og at jeg skulle flytte med ham, men han kunne ikke rigtigt huske det. Han svarede, som om det var en hverdagsagtig ting, jeg spurgte ind til. Som om jeg havde spurgt ham, hvilke rugbrødsmadder han havde givet mig med i skole en tilfældig dag i 3. klasse.«

Farlige følelser

Mens jeg skriver, kommer jeg til at tænke på en forfatter, der engang har sagt, at hun kan tåle alt, så længe det er sandheden. Jeg tror, det er rigtigt for de fleste mennesker, så længe den sandhed er sagt i kærlighed. Jeg ville ønske, mine forældre havde været en del af min verden, som den var, når den bestod af savn og skyld – at vi kunne have delt den på en eller anden måde, så den ikke havde været så ulideligt min egen. Jeg ville ønske, at vi havde udviklet et sprog sammen for at møde hinanden der, hvor vi var allermest sårbare, så jeg allerede dengang havde forstået, at kærlighed er netop det. Jeg har søgt efter det sprog mange steder i løbet af mit liv, og det var først, da jeg for to år siden startede i terapi, at jeg forstod, det var min egen opgave at lære det.

Det var også først i terapi som voksen, at min stedmors oplevelse på hospitalet kom til hendes bevidsthed; de største traumer gemmer vi langt væk for overhovedet at være i stand til at overleve.

Min stedmor har fortalt mig, at hun stadigvæk kan have svært ved at sove alene, og jeg tænker på, hvordan hun allerede som baby lærte, at verden kan være et utrygt sted, hvor mennesker, man elsker, pludselig forsvinder: Det ene øjeblik lukker man sine øjne, det næste øjeblik er de væk.

Det er ikke bare mine forældre og mig, der har haft svært ved at tale sammen om de ting, der gjorde ondt. Det er vanskeligt for de fleste af os, fordi vi allerede meget tidligt lærer, at det er farligt territorium. De svære følelser peger vores mest hemmelige traumer ud, og dem har vi ikke lyst til at beskæftige os med. I stedet skaber vi familier og samfund med tabuer så store, at hverken daginstitutionerne, uddannelsesinstitutionerne, arbejdspladserne eller medierne tør beskæftige sig med dem. Det er svært at vise følelser i vores samfund.

Men et menneske består ikke bare af lys og glæde – det rummer også vrede, sorg og misundelse, og ligesom fransk eller engelsk er et menneskes dybde et sprog, vi skal lære og øve med stor grundighed.

Børn tilpasser sig

Som børn er vi afhængige af vores forældre, og derfor tilpasser vi os. Min stedmor måtte på et tidspunkt stoppe med at græde og affinde sig med, at hendes mor ikke var på hospitalet. På samme måde måtte jeg affinde mig med, at min mor ikke var i mit liv på samme måde som før skilsmissen.

Vi bestemmer ikke over vores opvækst. Vi har ingen indflydelse på, om vores mor og far elsker hinanden, eller om vores far får en ny kæreste, vi skal dele badeværelse med, men vi bestemmer over vores eget liv, når vi bliver voksne, og det er muligt at hele barndommens sår.

Det er ikke sikkert, at der kommer færre skilsmisser i fremtiden. Men hvis vi alle turde kigge nærmere på vores egen fortid og lære dybden af os selv at kende, vil vores samfund i det mindste have modige forældre, der vil være i stand til at tale med deres børn om de svære følelser, fordi de er i stand til at rumme dem selv.

Det er i hvert fald mit håb.

Sofia Rasmussen er marketingansvarlig og tekstforfatter

Serie

Bonusmor eller ond stedmor?

Sammenbragte familier med dine, mine og vores børn er blevet helt almindelige. Der skabes nye familieroller, som vi beskriver med ord som papmor, bonusmor eller stedmor. Men hvad stiller fars nye kæreste op med endelsen mor? Og hvilke forventninger har omverdenen til hendes rolle?

Seneste artikler

  • Papmor, bonusmor og stedmor bliver aldrig mor

    21. marts 2014
    Først når parterne i en sammenbragt familie slipper drømmen om at blive en kernefamilie, har de en chance for at indrette sig på en måde, der kommer både børn og voksne til gode
  • Det er ikke kun bonus at være stedmor

    8. marts 2014
    Hvis man indrømmer, at det er svært at være stedmor, kan man regne med at blive stemplet som et dårligt menneske
  • Stedmor er stadig ond

    7. marts 2014
    Den moderne familie har gennemgået en social revolution. Den eneste, som ikke har fået moderniseret sin rolle, er stedmoren, der ingen naturlig plads har i den nye familie. Hun skal yde som mor – men uden kærlighed og medbestemmelse som belønning
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jette M. Abildgaard
  • Ingrid Uma
  • Lone Christensen
Jette M. Abildgaard, Ingrid Uma og Lone Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Majbritt Nielsen

En opvækst er bare ikke en win-win situation, bare fordi man har en mor.
Det skulle man ellers tro når man læser de forskellige artikler om opvækst med og uden mor/stedmor.
Børn med en mor kan sørme også få ar på sjælen, selv om mor er tilstede hele ens opvækst. De ar kan også komme ved mors handlinger og sætte sig så dybt af professionnel hjælp kan være påkrævet. Men det virker som at det er der ikke nogen der vil vide af.
Det virker til at mantraet, at mor er der, løser alle problemer.

Men hvor er fars ansvar så? Han er da i hverfald rigeligt fraværende i denne artikel med sine handlinger og konsekvenserne deraf. Da der nærmest kun tales om mors svigt og far nærmest nævnes som en ubetydelig biting.