International kommentar

Når diktatoren vender hjem

Hvad får tidligere brutale eneherskere til at tage tilbage til det land, de misrøgtede, og oven i købet tro, at de vil blive budt velkommen?
19. april 2014

Jeg vil hellere dø end overgive mig,« sagde Pakistans tidligere militærdiktator Pervez Musharraf den 1. april til den særdomstol, der har tiltalt ham for fem anklagepunkter om højforræderi. Et rimeligt gæt er, at han nok vil foretrække eksil frem for begge de førnævnte valgmuligheder. Den virkelige gåde er imidlertid, hvorfor han nogensinde forlod sit behagelige eksil i England i første omgang.

I teorien risikerer Musharraf, der tog magten ved et militærkup i Pakistan i 1999 og først afgav den igen i 2007 efter massivt pres, dødsstraf, hvis han findes skyldig. I praksis vil han dog være beskyttet af ’Loven om Vigtige Personer’, et uskrevent kodeks, der omfatter de fleste af verdens lande. Statschefer har så at sige deres egen klub, hvis medlemmer passer på hinanden.

Ikke desto mindre er retssagen til stærk gene for Musharraf, og for nylig fik Taleban næsten ram på ham med en vejsidebombe nær Islamabad. Han savnede uden tvivl Pakistan, men hvilke bizarre overvejelser kan have forledt ham til at tage hjem og udlevere sig selv til sine mange fjender?

Musharraf sagde selv, at han tog hjem, fordi det var hans agt at stille op til valget i 2013, men det lyder som en ekstrem vrangforestilling. Han havde ingen som helst grund til at tro, at særlig mange pakistanere ville ønske at stemme på ham efter at have levet under hans vilkårlige styre gennem otte år. Ej heller var der grund til at tro, at Pakistans valgkommission ville godkende hans kandidatur til valget, endsige at han kunne slippe for at blive retsforfulgt for alvorlige forbrydelser.

Haitis doktor

Musharraf er ikke et enkeltstående tilfælde. Andre eksdiktatorer, langt grovere end ham, er bukket under for samme vildfarelse og er taget hjem, overbevist om at de ville blive budt velkommen tilbage. Et andet nyligt tilfælde er Jean-Claude ’Baby Doc’ Duvalier, der i 1971 overtog magten som Haitis diktator i en alder af 19 fra sin far, ’Papa Doc’, og regerede landet, indtil han i 1986 blev væltet af en folkeopstand.

Haiti var det fattigste land på den vestlige halvkugle, da Duvalier fik magten, og det var stadig det fattigste, da han mistede den. Men det anslås, at han tog 120 millioner dollar med sig til sit eksil i Frankrig. Hans frygtede Tonton Macoute-milits myrdede tusinder og drev hundredtusindvis i eksil, men mange militsmedlemmer blev massakreret under den revolution, der markerede afslutningen på hans styre, mens han selv indledte et liv i Paris i stor luksus.

Til sidst bragte Duvaliers kostbare vaner og en dyr skilsmisse ham i finansielle vanskeligheder, som han ikke bare kunne overvinde ved at tage hjem til Haiti. Men det var ikke desto mindre, hvad han gjorde i 2011, efter et kvart århundrede i eksil. Han sagde, at han bare var »kommet hjem for at hjælpe«, hvad det så skulle betyde, men han ankom på et tidspunkt, hvor den nyvalgte præsident blev beskyldt for valgsvindel, hvilket fik flere til at spekulere på, om Duvalier stadig havde politiske ambitioner.

Imidlertid blev han anholdt og sigtet for underslæb, krænkelser af menneskerettighederne og forbrydelser mod menneskeheden. Tre år senere kører der stadig sager imod ham ved domstolene. Men man kan alligevel se ham indtage sin frokost på Petionvilles bistroer, ligesom han endog har deltaget som officiel gæst ved nogle af de samme offentlige begivenheder som den nuværende præsident, Michel Martelly. Man kan roligt gå ud fra, at han ikke kommer til at dø i en fængselscelle.

Fra diktator til landsfader

Og så er der jo Jean-Bédel Bokassa, i sin tid præsident for Den Centralafrikanske Republik. Han var en brutal soldat, som havde gjort tjeneste i den franske koloni og tog magten fra landets første præsident (hans fætter) i 1966. I de næste 13 år regerede han landet med stor voldsomhed, og han ruinerede det praktisk taget.

Massemord på skolebørn og rygter om kannibalisme fik omsider franskmændene til at intervenere militært og vælte Bokassa i 1979, mens han var på rejse i udlandet. Han blev dømt til døden in absentia i 1980 for mordet på utallige politiske rivaler, men vendte tilbage fra sit eksil i Paris i 1986, tilsyneladende overbevist om, at han ville blive modtaget med åbne arme. Han blev dog stillet for retten og dømt til døden igen. Men året efter blev hans dom omstødt til livsvarigt fængsel, og i 1993 blev han sat fri. I 2010 udstedte præsident François Bozizé et dekret, der rehabiliterede Bokassa og kaldte ham »en søn af nationen, som alle må anerkende som en stor landsfader«.

Historien skal give mening

To ting falder i øjnene ved dette fænomen med tidligere diktatorer, der trygt vender tilbage til gerningsstedet for deres forbrydelser. For det første deres tro på, at de stadig elskes af deres landsmænd (som om de nogensinde blev det). Dette er dog måske mindre mærkeligt, end det kunne se ud, for i deres tid ved magten var der meget få mennesker, der vovede at fortælle dem noget andet. Langt mere kuriøst er det, at de lande, de misregerede, til sidst finder det nødvendigt at tilgive dem. Det gør de ikke så meget ud fra sympati med en mand, der begik forbrydelser, som de gør det ud fra et behov for at kunne opfatte nationens historie som andet end et meningsløst katalog over fadæser og ugerninger.

Musharraf er muligvis kommet lidt for tidligt tilbage til at kunne drage fordel af en generel nåde og tilgivelse, for nogle af de mennesker, han har gjort fortræd, bærer stadig nag. Men han behøver ikke at frygte for mangeårige fængselsdomme eller dødsstraf. Og med tiden vil han blive tilgivet af Pakistans historikere og mytemagere. For i sidste ende skal historien give mening.

© Gwynne Dyer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu