Klumme

Poseren, positioner, points, poeter

Lige så overfladisk, et pointsystem forekommer mig, lige så vigtigt synes jeg, det er at stille spørgsmål til magtstrukturer, også i det miljø, hvor jeg selv udfolder mig
Debat
25. april 2014

Jeg sidder i mørket med sminket ansigt og skriver. Meget mascara. Støvregn. Over for min altan tårner en stor, rund bygning sig op. Den bliver højere og højere uge for uge. Vi fik taget pressefotos i dag. Hvilken luksus at føle sig presset som poet, når man poserer i en rød kjole. Det, at jeg har fået tilbudt at skrive klummer her i Information, er et tegn på, at jeg har en vis position i det danske litteraturmiljø, ikke sandt? Poseren og positioner og point, min popo.

Men, altså, magt- og selvkritik hænger sammen, hvis drivkraften er mere og andet end at posere i sin position – eller »råbe op for en tallerken ris«. Her tænker jeg på den iranske digterinde Forugh Farrokhzads (1934-1966) skarpe tunge: »At være digter betyder at være menneske, at være human. Jeg kender nogle, hvis væremåde i hverdagen intet har at gøre med deres digte. Det vil sige, de kun er digtere, når de digter. Og så er det slut med at være digter. De bliver igen grådige, snæversynede, uretfærdige, undertrykkende og fulde af misundelse. (...) Jeg synes ikke, de er troværdige. Jeg tænker, at de kun råber op for en tallerken ris.«

Efter cirka 15 år som dansksproget forfatter kan jeg konstatere, at der med jævne mellemrum verserer debatter om elite, nepotisme, netværk, parnas – og senest kartel – i det litterære miljø. Jeg må tilstå, at jeg ikke har fulgt så meget med i den aktuelle karteldebat (som er igangsat af Henrik Dahl i Weekend-avisen), fordi jeg har været opslugt af at færdiggøre en kæmpestor fællesbog, som jeg i fem år har arbejdet på sammen med Naja Marie Aidt og Line Knutzon. Men så meget har jeg da forstået, at det blandt andet giver kartelpoint at være universitetsuddannet, have været redaktør af tidsskriftet Den Blå Port og lærer på Forfatterskolen. Naja og Line har ingen af de tre point, jeg scorer hattrick, og point taken, ikke desto mindre er jeg trods alt trioens mindst prisbelønnede dame.

Lige så overfladisk, et pointsystem forekommer mig, lige så vigtigt synes jeg, det er at stille spørgsmål til magtstrukturer, også i det miljø, hvor jeg selv udfolder mig. At jeg selv har været lærer på Forfatterskolen, forhindrer mig ikke i at tænke, at den udgør et for selvfølgeligt centrum i Danmark, både metodisk og magtmæssigt. Så jeg har i årevis gjort unge skrivende opmærksomme på andre forfatterskoler som Litterär Gestaltning i Göteborg og Skrivekunstakademiet i Bergen. Man kunne drømme om, at lærerne på Forfatterskolen i København havde lidt mindre lim på taburetterne, og hvor ville det være skønt med en anden og ligeværdig forfatterskole, eksempelvis i Århus, som kunne udfordre monopolet.

Det, at jeg selv har modtaget legater fra Statens Kunstfond, forhindrer mig ikke i at bifalde, at principperne for legatuddelinger jævnligt endevendes. Hm, hvad sker der for selve ideen om det rent æstetiske som kriterium? Den ide udspringer vel af en forestilling om, at man (hvem, hvordan, hvorfor?) overhovedet kan foretage en skarp opdeling mellem det æstetiske og det politiske, hvilket skygger for en spørgen til de paradigmer, traditioner og mulige blindvinkler, som ligger til grund for, hvad der inkluderes henholdsvis ekskluderes.

Jeg går ud på badeværelset og smører fjæset ind i rensecreme. Gnider øjnene med vat-rondel. Nu: no eyeliner.

Samarbejdet mellem Line, Naja og mig handler selvsagt slet ikke om at posere, eller hvem der set udefra har hvilken slags position, men derimod om lysten til at skabe og undersøge kollektivt – og på mange måder opgive den individuelle kontrol over teksten. Det har været et både euforisk og forpligtende fællesskab at arbejde sammen i så mange år, fra jeg var 39 til i dag, hvor jeg er 44!

Og hvad så nu? Vinden mod huden. Lidt flere rynker, siden vi begyndte at skrive sammen. Mistede mennesker undervejs, umistelige minder. Kranen, som knejser så højt over den endnu ufærdige bygning, at jeg gruer natligt for dens endelige højde. Altid, mens jeg har boet på Vesterbro, med udsigt over banelegemerne, har jeg uhindret kunnet følge månens bevægelser over himlen. Åh, måne, hvad nu? I ånden går jeg hen og slår på det voksende tårn med den hammer, hvormed min teenagesøn hamrede løs på en kokosnød forleden. Nå, tårn, hvad er der indeni dig?

Mette Moestrup er forfatter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her