Rodløs på nettet

Min generation er vokset op i en digitaliseret, hyperforbundet og underligt stedløs verden. Jeg savner at høre til
29. april 2014

Da jeg var lille, var jeg dybt fascineret af computere. Min far havde en stor, grim, beige kasse. Jeg skulle altid aktivere screensaveren, når jeg var færdig med at bruge den, for hvis man lod maskinen stå tændt og ubrugt hen i lidt for lang tid, kunne skærmbilledet brænde sig fast. Jeg husker første gang, vi gik på internettet. Modemets mærkelige gurglen forstærkede følelsen af, at nu skete der noget helt nyt og særligt. Det tog 10 minutter at downloade et billede. Det var fantastisk.

I dag er det både foruroligende og forunderligt at tænke på, at dette første møde med internettet fandt sted for kun 20 år siden. Nu tager jeg internettet så meget for givet, at jeg nærmest ikke kan forestille mig, hvordan verden nogensinde har fungeret uden.

Dette fænomen kaldes for Shifting Baseline Syndrome: Hver ny generation tager den verden, den vokser op i, for givet. Den får foræret den store lettelse, at den ikke skal forholde sig til alt, hvad der er gået forud. Ungdommens oplevelser bliver det udgangspunkt, som alle forandringer måles i forhold til. Alle under 45 år tager for givet, at der er satellitter og rumfærger, ligesom alle under 20 år tager for givet, at der er internet og mobiltelefoner.

Men disse skiftende udgangspunkter betyder også, at hver ny generation glemmer en lang række ting. Og ofte er den ikke engang klar over, at den mister dem. Det kan være forældede teknologier som skrivemaskiner eller telegrammer. Det kan være talemåder og ord som døgenigt og dølgsmål. Men det kan også være følelser og stemninger, som kan være svære at sætte ord på: en faglig stolthed, tilknytningen til et bestemt lokalsamfund eller båndet til et særligt landskab.

Naturen er et godt eksempel: Som børn tager vi den for givet. Men som alt andet forandres landskabet omkring os løbende: Gårde opkøbes, skove hugges ned, dyreliv forsvinder. Og den næste generation vil vokse op og acceptere denne nedgraderede, udslidte version af landskabet som det normale. Den vil ikke føle den samme tilknytning til den, måske blot et svagt melankolsk afsavn, som er svær at sætte ord på.

Jeg er vokset op i en digitaliseret, hyperforbundet og underligt stedløs verden, hvor jeg frit har kunnet vælge mellem alle tænkelige produkter, oplevelser og destinationer. Men trods alle disse muligheder føler jeg alligevel dette ubestemmelige afsavn. Jeg savner et landskab, jeg aldrig har kendt. Jeg savner at kunne være stolt af det sted, jeg kommer fra. Jeg savner at høre til. Og langsomt er det gået op for mig, hvad det er, min generation er ved at glemme: vores rødder.

Det er ikke, fordi den nye teknologi i sig selv gør os rodløse. Vi glemmer ikke naturen, bare fordi vi har en hurtig internetforbindelse. Som med alle andre redskaber afhænger det af, hvordan vi bruger dem. Men netop fordi disse teknologier er allestedsnærværende, har vi gennem de seneste 20 år ukritisk indskrevet dem i en ideologisk fortælling om altid at stå til rådighed. Vi forventes altid at have travlt, fordi vi nu kan arbejde hvor som helst og når som helst. Vi forventes at svare på mails på alle tider af døgnet. Og hvis vi keder os eller føler os urolige undervejs, kan vi altid bare distrahere os selv på Facebook eller Netflix.

Aldrig før har så mange mennesker haft så ensartede oplevelser. Og med det er der stadigt større fare for, at vi glemmer det nære og stedsbestemte. At vi glemmer at gå udenfor, varme os i forårssolen, se bierne summe og nyde alt det, som gør lige dette sted og dette øjeblik særligt.

Denne glemsel kan let virke uundgåelig og uimodståelig. Som et udslag af de enorme kræfter, der langsomt og ubønhørligt former den næste generation. Men nu hvor jeg ved, at udgangspunkterne rykker sig, er jeg begyndt at skubbe igen.

Jeg tror, at den vigtigste måde at gøre oprør mod denne stedløshed er ved at høre til. Derfor er jeg begyndt at øve mig i at værdsætte naturens mangfoldighed, rigdom og langsomhed. Jeg øver mig i at tage del i lokale fællesskaber og snakke med folk, der ikke ligner mig selv. Jeg øver mig i at fortælle historien om mine rødder og være stolt af, hvor jeg kommer fra. Jeg øver mig i nogle af de ting, jeg ikke lærte som barn. Jeg prøver at skubbe i retning af mere skønhed, mere nærvær, mere tilknytning. Måske kan det være med til at ændre udgangspunktet for den næste generation.

Andreas Lloyd er antropolog.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for randi christiansen
    randi christiansen
  • Brugerbillede for Tom Paamand
    Tom Paamand
  • Brugerbillede for lars abildgaard
    lars abildgaard
  • Brugerbillede for Marianne Rasmussen
    Marianne Rasmussen
  • Brugerbillede for Leo Nygaard
    Leo Nygaard
  • Brugerbillede for Karsten Kølliker
    Karsten Kølliker
  • Brugerbillede for Jakob Lilliendahl
    Jakob Lilliendahl
  • Brugerbillede for Benjamin Bach
    Benjamin Bach
  • Brugerbillede for Torsten Jacobsen
    Torsten Jacobsen
  • Brugerbillede for Carsten  Svendsen
    Carsten Svendsen
  • Brugerbillede for Niels  Mosbak
    Niels Mosbak
  • Brugerbillede for Michael  Bruus
    Michael Bruus
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
  • Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
    Niels-Simon Larsen
randi christiansen, Tom Paamand, lars abildgaard, Marianne Rasmussen, Leo Nygaard, Karsten Kølliker, Jakob Lilliendahl, Benjamin Bach, Torsten Jacobsen, Carsten Svendsen, Niels Mosbak, Michael Bruus, Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

Meget tankevækkende artikel.
Manglende følelse af at høre til tror jeg ikke er generationsbestemt. Alle kan stille sig spørgsmålet om, hvor man hører til, eller hvor man hører mest til.
Jeg har boet på Østerbro i 10 år. Hører jeg så til her, hvor jeg har min gang? I min ejendom? Lidt. Biblioteket? Lidt. I Supermarkedet? Lidt. På cafeerne? Meget lidt. Det sted, jeg hører mest til, er i fødevarefællesskabet, hvor jeg henter grøntsager en gang om ugen og deltager i fælleskabet.
Jeg føler, at jeg hører til i de gader jeg går henad, men det er nok, fordi jeg er en gammel københavnerdreng, og jeg kan lide steder, fælledparken, søerne. Kontakt til andre borgere er der ikke meget af, og det skyldes ikke kantaktbesvær, for jeg involverer mig meget med andre mennesker – andre steder.

Det er ikke godt, at det er sådan. Hvis der en dag sker noget, kender jeg ikke andre og de ikke mig. Jeg er overbevist om, at vi befinder os i en prækatastrofe-tilstand. Den dag, det går løs får vi brug for hinanden, men har ikke evnen til at reagere adækvat. Da der for fire år siden stod 20 cm vand i gaderne, stod vi og gloede. Stormen Bodil hærgede et stillads overfor, hvor jeg bor, og i to måneder blafrede det og forstyrrede folks nattesøvn.

Vi gør ikke noget, for vi har ikke kontakt med hinanden. Vi har lært at være ligeglade, og det kan komme til at koste os dyrt. Derfor bliver vi nødt til at slå rod, hvor vi bor og opbygge modstandsdygtighed, indgå i forskellige samarbejdsrelationer og indstille os på at fraværets tid er forbi.

Marianne Rasmussen, Karsten Kølliker, Jakob Lilliendahl, Benjamin Bach, Dennis Berg og Kim Øverup anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helene Nørgaard Knudsen
Helene Nørgaard Knudsen

Jeg tror at den der rodløse følelse kommer af at vi ikke ser andre menneskers reaktion når de får beskeden eller når man viser dem et billede. Sker det via nettet så får man højest et "like" ud af det. Vi drøner forvirrede rundt og søger anerkendelse - eller respekt - fra andre mennesker men den kan kun komme indefra. Vi mister følelsen af at have gjort noget vildt eller bare noget godt for os selv eller andre.

Benjamin Bach, Line Coco og Kim Øverup anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael  Bruus
Michael Bruus

Super relevant indlæg.
Jeg har bemærket at der er en overordnet tildens i det Danske samfund, som måske kan kaldes det kropsløse hoved, altså at stort set alt forstås med hoved og den tilstand udløser ligeledes oplevelsen af rodløshed, ganske simpelt fordi hoved mangler sine rødder, nemlig kroppen.
Og som artiklen er lidt inde på er vejen tilbage; at mærke naturen og verden, ikke forstå den.

Brugerbillede for Leo Nygaard

En del af skildringen omhandler tidsaktoren. Hvor gammel du er, karakteriserer dit position i hele billedet.
Generationsforskelle har der altid været, men de bliver stadig større.
Udviklingshastigheden bliver derfor relateret til en menneskealder. Vi ældre kommer bagud, helt bevidst, fordi vi ikke er så nemme at flytte rundt på. De yngste indfanges som nemme ofre for materialismens ypperstepræster, som prædiker for det nye, det smarte, det uundværlige.
Som en religion, der vælter alt omkuld, som en pave og hans kardinaler, Bill Gates og hans hjælpere.
Som afstanden til den livsbetingende natur, bliver der større social afstand. Gennem de (a)sociale medier søger vi forbindelser og fatter ikke at der er tale om pseudoliv.
Hvor vil vi hen. Har kommende generationer overhovedet noget valg.
Måske er det de sure, gamle mænd, og kvinder, der har ret.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

'Vi' kan ikke glemme det nære og det stedbestemte. 'Vi' er i verden. Dualismen mellem subjelt og objekt er en illusion, en fantasi. Verden former os, og vi omformer verden, i en uendelig cyklus, som er selve livets bevægelse.

Det nære og stedbestemte er altid umiddelbart tilgængelig for os. Det så at sige definerer os, samtidig med at vi definerer det, i et hvert givet øjeblik. At glemme det nære og stedbestemte ville derfor svare til at ophøre med at eksistere. Fraværet af 'rødder' er for mennesker, som for de fleste planter, ikke foreneligt med liv.

Så når skribenten taler om at 'glemme', vil jeg hævde at han taler om 'manglende opmærksomhed'. Det er ikke blot ordkløveri: hvad der virkeligt er glemt, er tabt for evigt, mens opmærksomheden er fikspunktet i vores bevidsthed. En bevidsthed vi først mister når livet ophører. Den gode nyhed er derfor, at hvad der af skribenten postuleres 'mistet', kan genvindes på et øjeblik. Det kræver blot at vi retter opmærksomheden mod det.

Det er selvfølgelig rigtigt, at samfundet og kulturen er medbestemmende for, hvilke genstande der til enhver tid kæmper om at tiltrække sig vores opmærksomhed. Reklamernes larm, byernes anonymiserede masse, teknologiernes kværnen og tjenligheder, kulturelle praksisser, samfundsmæssige strukturer osv. osv: alle er de med til at sætte de ydre rammer for, hvad vores opmærksomhed i et givent øjeblik er rettet mod. Hvad der så at sige byder sig til. I denne erkendelse ligger også begyndelsespunktet for enhver social- eller kulturkritik: som mennesker er vi medskabere af verden: vi er med til at definere hvilke tjenligheder ethvert objekt i verden har. Tak til skribenten for at bidrage til denne helt nødvendige kritik.

Niels-Simon Larsen, Marianne Rasmussen, Anders Berg, Karsten Kølliker og Jakob Lilliendahl anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Nygaard
Martin Nygaard

Velskrevet og relevant! Problemstillingen bliver givet større i de næste generationer af små online-pisa-præstations-mennesker (en gang kendt som "børn").

Stop op, find skønheden i naturen - og i respekten for naturen. Penge er trældom.

Brugerbillede for Benjamin Bach
Benjamin Bach

Naturen er et godt eksempel: Som børn tager vi den for givet. Men som alt andet forandres landskabet omkring os løbende: Gårde opkøbes, skove hugges ned, dyreliv forsvinder. (...)

Jeg er vokset op i en digitaliseret, hyperforbundet og underligt stedløs verden, hvor jeg frit har kunnet vælge mellem alle tænkelige produkter, oplevelser og destinationer.

Her kunne man også have fortsat den og sagt: Vi tog det frie internet for givet. Det voksede vi (delvist) op med; men inden for en kortere årrække kan det jo afmonteres.

Brugerbillede for Marianne Rasmussen
Marianne Rasmussen

Virkelig godt og relevant indlæg. TAK!

Denne erkendelse af det anonyme, stedløse samfund påvirker os i dag i den retning, at familierne nu ofte gør lidt mere ud af at holde kontakten, men som et arabisk ordsprog siger: "Det er godt med en god slægtning langt væk, men ofte endnu bedre med en god nabo tæt på." Det er også vigtigt både for en enkelte og for os alles velbefindende. Lad os være nærværende, hilse på, høre og se hinanden og give en hjælpende hånd, når det er påkrævet. Det er så lidt, der skal til for at åbne døre og hjerter til vores medmennesker, som alle er i samme båd.

Brugerbillede for Henrik Danstrup
Henrik Danstrup

Er det ikke blot en samling banaliteter, som ridses op her? Den enkelte må tage ansvar for sit eget liv, hvadenten omdrejningspunktet er bits/bytes eller en solopgang ved Øresund - rodløshed en har sin base i meget mere end teknologi, og løsninger på det også mange flere steder.

Brugerbillede for Johnny Hedegaard
Johnny Hedegaard

Henrik Danstrup skriver: "..Er det ikke blot en samling banaliteter, som ridses op her?....." -
Er det ikke blot en arrogant og bedrevidende kommentar? - Er livet virkelig så enkelt og simpelt - så nemt?
- Eller er virkeligheden ikke også, at vi alle fødes ind i en tilfældig familiær, social, materiel, politisk kontekst, som lægger nogle faste rammer for vores videre færd? (Nu ser jeg bort fra den religiøse påstand om at man selv vælger hvilken familie man vil lade sig (gen)føde i. )
Livet er skruet sammen så nogle vokser op i et lærende, kreativt miljø hvor man lærer at undre sig, stille spørgsmålstegn ved livet. Lærer at der var noget før, og noget efter. Lærer at tage ansvar.
Andre vokser vokser op i miljøer, hvor der ikke stilles spørgsmål. Man lærer at følge strømmen, tendensen i tiden, gøre hvad der bliver bedt om. Tage den rigtige uddannelse. "Sådan er det bare". Det modsatte af at tage ansvar for eget liv og udvikling.
Derfor ser jeg også et andet dybt og centralt spørgsmål i den, i mine øjne relevante og ganske velskrevne artikel, nemlig: "Hvorvidt eksisterer det frie valg overhovedet?"

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Johnny Hedegaard:

Jeg finder det gavnligt at tale om en 'mulighedshorisont' frem for at tale om 'det frie valg'. I kraft af vores 'væren i verden' danner vi i løbet af vores udvikling, fra vugge til grav, et stadigt mere klart billede af hvem vi er, og hvad verden er. Indlejret heri er vores 'mulighedshorisont': de handlinger vi reelt kan foretage os. 'Mulighedshorisonten' konstitueres af den ydre verdens objektive karakter, de sociale og kulturelle praksisser som fylder denne ydre verden ud, og vores egen psykiske og fysiske konstitution. Disse faktorer kan ikke forstås adskilt, men virker ind på hinanden i komplicerede dynamikker.

Så nej. Det frie valg eksisterer ikke. Mulighederne for handlen er ved nærmere eftersyn stærkt begrænsede. Men der er ikke tale om en statisk afgrænsning. Den er dynamisk, og kan derfor ændres. Eller rettere: mulighedshorisonten er under stadig forandring. Det er grundlæggende set en god nyhed. Både for dem der drømmer om forandringer på det individuelle plan, og for de af os, som håber på større omvæltninger i kultur og samfund.

randi christiansen og Johnny Hedegaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Danstrup
Henrik Danstrup

@Hedegaard
Jeg skal undskylde, hvis min pointe virkede arrogant - det var på ingen måde hensigten. Jeg accepterer til fulde de strukturelle vilkårs betydning, men har en alvorlig aversion mod afskrivning af det personlige ansvar for at agere om nødvendigt på trods af de strukturelle rammer.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

@Henrik Danstrup:

Jeg synes du har en vigtig pointe i at vi alle har et personligt ansvar. Alt for ofte underkender et for stort fokus på det personlige ansvar dog netop 'de strukturelle vilkårs' betydning. Ligesom et ensidigt fokus på 'de strukturelle vilkår' overser individets så at sige medskabende rolle i forhold til strukturerne.

Personligt ansvar og de strukturelle rammer kan ikke forstås adskilt (med mindre man er religiøs). Men for mig at se er der en tendens til, at gøre netop dette. Også i dit indlæg: når du hævder at man har et personligt ansvar for at agere på trods af de strukturelle rammer. I min måde at forstå verden på, er et sådant udsagn meningsløst.

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Og således kan man glæde sig over et andet menneskes evne til at vågne op og reflektere over, hvad meningen med livet er.