Kommentar

Sæt energipolitikken på finansloven

Vi bør afskaffe PSO-afgiften og sætte faste rammer for energipolitikken, så uforudsete skatter ikke bliver indført, som vinden blæser
Debat
23. april 2014

I årtier har skiftende regeringer lagt arm med kommunerne om deres økonomiske rammer. Staten har forsøgt at undgå, at udgifterne vokser for hurtigt – uanset at kommunerne finansierer ekstraudgifterne med skatteforhøjelser. Det har finansministrene gjort med rette. Udgiftsvækst og skattestigninger har økonomiske skadevirkninger, der rækker ud over kommunegrænsen. Med den nye budgetlov er rammerne og sanktionsmekanismerne over for kommunerne blevet skærpet – hvad der er brug for.

På statens eget område forsøger man også at styre udgifter og skatter. Omdrejningspunktet er de årlige finanslovforhandlinger, hvor der lægges arm om råderummet, og hvor selv små beløb kan blive genstand for intens diskussion.

Men på ét område er der ingen central koordinering. Her bliver der indgået politiske forlig med vidtrækkende økonomiske konsekvenser, som ingen rigtig forholder sig til. Udgifterne får tværtimod i høj grad lov til at vokse så meget, som det nu engang koster at nå målene, og skatterne stigerne automatisk for at drive pengene ind i statskassen.

Dette område er energipolitikken. Her stiger skatterne groft sagt, som vinden blæser. Der er ikke fastsat en samlet økonomisk ramme. Ingen bliver forelagt, hvis omkostningerne stiger mere end ventet. Der bliver ikke automatisk spurgt, om målene er afstemt efter prisen. Det er som taget ud af TV3-programmet Luksusfælden.

Finanspolitisk styring

I dag er støtten til vedvarende energi finansieret af den såkaldte PSO-afgift på elforbrug. Støttebehovet svinger op og ned med de internationale energipriser. Og støttebehovet vokser også, hver gang forligspartierne bliver enige om nye tiltag, eller hvis de aftalte tiltag bliver dyrere end forventet. Udgifterne giver sig bare. Dernæst giver PSO’en sig.

I det seneste energiforlig blev det tilmed aftalt at indføre en såkaldt forsyningssikkerhedsafgift, som skal finansiere de stigende omkostninger for statskassen ved energipolitikken. Trods navnet har den intet med forsyningssikkerhed at gøre. Den har stort set heller ingen effekt på udledningen af drivhusgasser. Formålet er at skaffe penge i statskassen.

Både PSO og forsyningssikkerhedsafgiften er tilmed meget dårlige skatter set fra en samfundsøkonomisk betragtning. Det gør mere skade at opkræve en krone ad den vej, end når kommunerne overskrider deres økonomiske rammer med en krone. Fordelen ved PSO har hidtil været, at den ikke var så synlig og gav mindre støj. Den endelige regning havnede typisk hos forbrugerne, som har svært ved at organisere modstand.

Det var også tanken med forsyningssikkerhedsafgiften, hvor der blev lagt en lille gevinst til de energiintensive procesvirksomheder ind for at få den samlede regning på over fire milliarder kroner til at glide ned. Men kombinationen af stigende fokus på energiregningerne og store administrative problemer har nu tvunget regeringen til at tage den af bordet igen.

Den manglende finanspolitiske styring og prioritering på det energipolitiske område er et alvorligt hul i tilrettelæggelsen af økonomisk politik i Danmark. Det må være besynderligt at se på rundtomkring i kommunerne og i statens institutioner. Og det underminerer selvsagt finansministerens og skatteministerens autoritet og troværdighed.

Grundlæggende set handler det om, at den grønne omstilling medfører omkostninger. Hvis man politisk er villig til at prioritere dem, må det kræve, at andre politiske mål nedprioriteres. Omkostningerne forsvinder ikke, fordi man undlader at prioritere. De bliver tværtimod større i det lange løb.

Rigsrevisionen har kritiseret den manglende gennemsigtighed i PSO-finansieringen. Regeringen har lovet at tage det med i overvejelserne i forbindelse med den tilskuds- og afgiftsanalyse, der er i gang på energiområdet. Men det er helt utilstrækkeligt.

Den ansvarlige vej er at afskaffe PSO-ordningen på samme måde, som forsyningssikkerhedsafgiften er taget af bordet. Udgifterne bør indgå direkte på finansloven, og der bør laves faste rammer, så udgifterne ikke bare skrider, når elprisen svinger, eller når eksempelvis udbud af vindmølleparker bliver markant dyrere end ventet. Finansieringen bør findes inden for det samlede udgiftspolitiske råderum og indgå i den helt almindelige politiske prioritering. Skattefinansiering bliver ikke mindre skadelig af, at pengene går til grøn omstilling. Det er ulogisk, at netop de udgifter skal føre til ekstra skatter – og særligt når der er tale om ekstraordinært skadelige skatter som PSO og forsyningssikkerhedsafgift.

Prioritering er grundlæggende, hvad den politiske proces omkring finansloven handler om. Hvis den skal give mening, kan der ikke være nogen hellige køer.

Otto Brøns-Petersen er analysechef i CEPOS

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

OB-P s lovprisning af kommunernes styring fra Finansministeriet gennem budgetloven har mange negative virkninger.
Det nyeste er, at kommunerne anbefaler handicappede at flytte kommune for at kunne få den nødvendige hjælp.

Toke Andersen

Jeg bliver altid dybt imponeret når jeg læser ting fra Cepos der ikke er enten idioti eller ren fantasi.
Men frekvensen er dog så lav at det nok nærmere er et spørgsmål om held end forstand; lidt som eksemplet med uret der er gået i stå, men alligevel viser tiden korrekt et par gange i døgnet.

Både PSO-afgiften og forsyningssikkerhedsafgiften bør naturligvis hæves så engiudgiften for virksomheder og familier afspejler fremtidens højere udgiftniveau. Omlægning af energifrådsesamfundet til et lavenergisamfund kan ikke styres centralt. De indkommende afgifter skal naturligvis understøtte de omlægninger forbrugerne foretrækker, og overskuddet kan så bruges til centrale projekter. Men at opkræve skatter, der ikke er forbrugsrelaterede for at ændre forbruget, det er den slags tiltage der gav planøkonomien et rigtig dårligt rygte. Cepos er på gale veje.

Philip B. Johnsen

Fantastisk artikel der viser, hvor lidt forstand økonomer har på simpel købmands regning, for det er selvfølgelig, som Bill Atkins skriver, at priser på energi skal naturligvis afspejle, fremtidens højere udgiftniveau for, at Danmark kan være konkurence dygtig, i den nære fremtid, hvor det holdes focus på udfordringerne med klimaforandringer.