Klumme

Skriften på væggen

Man kan lære meget om en bys mentalitet ved at studere graffitien på dens mure
Debat
8. april 2014

Der skete ikke så meget i den by, jeg kommer fra. Vonsild er en lille undseelig udposning på Kolding i det sydøstlige Jylland. Her er en Brugs, en kirke, en skole, en børnehave, et nedslidt forsamlingshus og en tankstation. Der var engang en bank, men så blev lokalerne overtaget af et solcenter, som siden er lukket. Som min far, der er kendt som byens rimsmed, engang skrev i en lille hjemstavnsvise:

Andre kan prale af store bedrifter.

Her sker der ikke de helt store ting.

Her leves livet, mens tiderne skifter

og folkeslagene slås rundt omkring.

Titlen på sangen var i øvrigt den grammatisk udfordrende: ‘Vonsild er gode’. Den var inspireret af et lille stykke graffiti på byskiltet mod vest, hvor nogle unge lømler under navnet ‘Vonsild’ havde tilføjet et ‘er gode’ med formskrift. Ikke et ‘er bedst’ eller ‘er sejest’, men et ‘er gode’ – hvilket på sin egen ufrivillige måde fik udtrykt byens selvforståelse ret præcist.

Man kan lære meget om en bys mentalitet ved at studere graffitien på dens mure. På Nørrebro, hvor jeg bor i dag, var den gule mur langs Assistens Kirkegaard i mange år en offentlig opslagstavle for politiske opråb og desperate udråb. Her kunne kådheden fra en lys sommeraften stå side om side med tungsindet fra en vintermørk nat. Muren fremstod på én gang som en skriftlig talerstol og en talende skriftestol. Et åbent forum og dermed også et nøjagtigt barometer over lufttrykket i bydelen.

Æstetisk var det sjældent en stor oplevelse at betragte de tætskrevne mursten. Indtrykket var ofte kaotisk, men muren levede og gav byen liv. Mens busser, endegavle og stilladser blev plastret til med billboards og reklameslogans, stod muren tilbage som et demokratisk korrektiv til kapitalens kolonisering af kvarteret. Her kunne dem, der ikke havde noget at skulle have sagt, stadig komme til orde. I hvert fald indtil Københavns Kommune for nogle år siden besluttede sig for at forskønne bydelen, male muren over og sætte et task force til at rykke ud med kost og spand, hver gang en graffitistreg så meget som strejfede den gule, monokrome overflade. Indrømmet, muren er i dag pænere end dengang. Når solen skinner, lyser den nykalkede facade op som en gylden krans om kirkegårdens grønne træer. Det ser flot ud. Men man kan ikke længere aflæse byens humør. Selv når stemningen er sort, er muren gul.

På Orkney-øerne ud for Skotland gjorde forskere i 1861 et fund. Et ældgammelt gravkammer fra før kristi fødsel viste sig at være fyldt med historisk graffiti. Graven havde i 1100-tallet haft besøg af ubudne nordiske vikingebander, som på væggene havde indridset runer om slag, dyrebare skatte, korsriddere og skønne kvinder: »Thorni kneppede. Helgi huggede,« lød det i en af de mere saftige indskrifter. Men de fleste runer var bare mere eller mindre enslydende eksistensytringer i stil med: »Hærmund Hårdøkse ristede disse runer« og »Tholfir Kolbeinsson ristede disse runer højt oppe.« Personlige tilkendegivelser eller – om man vil – vikingetidens svar på moderne graffiti tags, der udtrykker samme banale budskab: »Jeg var her.«

For nylig var jeg tilbage i Vonsild. Man har udvidet byen og udstykket nye parcelhusgrunde mod syd. Det er udviklingen, og det er helt i orden. Men én ting ærgrer mig: Det gamle byskilt er revet op og erstattet af et nyt, og jeg finder formentlig aldrig ud af, hvem der i en sen nattetime gjorde holdt ved den gamle bygrænse for med løs hånd og sølvspray at sætte sit eget personlige mærke her i verden. Jeg ved kun, at han uforvarende fik formuleret en sandhed, der var større end ham selv: Det er ikke kun os, der skriver på byen, det er også byen, der skriver gennem os.

Rasmus Bo Sørensen er kulturjournalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her