Klumme

Det store bedrag: Tal og tænk dig til succes

Der er penge i at servere varm luft i spandevis. Men hvorfor er plattenslageri egentlig så populært?
Debat
7. april 2014

Mundus vult decipi« er en berømt latinsk frase med en del år på bagen. Den tilskrives Kejser Neros smagsdommer, Gaius Petronius Arbiter (1. århundrede efter Kristi fødsel), og betyder »verden vil bedrages«. Ordsproget randt mig i hu forleden dag, da min nabo – en veluddannet advokat – tilbød mig en omgang gratis reikihealing.

Nu ved De, kære læser, muligvis ikke, hvad reiki er for noget, men groft sagt er grundtanken, at healeren evner at kanalisere universel energi fra sig selv via sine hænder, så den person, som er i ’ubalance’ kan blive helbredt. Reiki er en generøs energi, der kan udbedre såvel fysiske som følelsesmæssige ubalancer. Man kan blive fri for såvel influenza som kærestesorg.

Jeg smilede høfligt, men bestemt afvisende over for min venlige nabo, der imidlertid langtfra er alene. Det alternative behandlingsmarked er kolossalt i USA, og mere eller mindre autoriserede – og især uautoriserede – plattenslagere bliver hovedrige på andre menneskers fysiske skavanker og sjælesorger. Millioner af dollar bruges dagligt på irisanalyser, helsekost, horoskoper, åndemaneri og læsninger af pyramider, auraer, chakraer med mere. »Det er uhyggeligt,« bemærkede min kyniske amerikanske kollega, der arbejder som skribent for magasinet Newsweek, da vi diskuterede det forleden. »Men,« bemærkede han, »det er vel ikke mere ufatteligt end alle de mennesker, som tjener fedt på at bilde folk ind, at de selv kan skabe deres egen lykke, når det gælder arbejdsliv og karriere.«

Herefter kastede vi os ud i en ætsende analyse af nogle af de mest succesrige foredragsholdere i USA, der har scoret kassen som såkaldte virksomhedsrådgivere – en herlig elastisk betegnelse, der ikke kræver nogen speciel uddannelse, viden eller erfaring, men blot afhænger af, at tilstrækkeligt mange mennesker eller firmaer vil betale penge for at lytte.

Dem er der mange af. Og man kan rigtignok undre sig over, at virksomhedsledere – som må formodes at besidde en vis kapacitet, når det gælder rationel opførsel – betaler kassen for at lytte til luftige skåltaler om »engagement« og »passion« uden det mindste forlangende om, at alle de mange ord også fører til andet end at berige foredragsholderens bankkonto.

Overtegnedes gæt er, at der er mere på spil end trangen til at samle medarbejderne til lidt god stemning. Vi har at gøre med en ulyksalig, nyreligiøs søgen efter ’en mening med livet’ – som om der var en sådan. Den samme trang, som får mange til at tro på, at sygdom kan bekæmpes af den enkelte, at kræft eksempelvis handler om ens humør, eller at ’livskvalitet’ handler om egen viljestyrke. At vi med andre ord kan blive hele – fejlfri – mennesker, hvis vi bare har viljen til det gode liv. De syge er omvendt de mennesker, som ikke har dette rette besværgende drive.

Denne forrykte tankegang om, at det bare gælder om at ville nok – opfør dig som en millionøse, så bliver du rig, som nogle danske kvinder havde succes med som mantra for år tilbage – forlader sig kort sagt på, at ondskab, sygdom eller fiasko i karrieren er en slags selvvalgt fejlfortolkning af de muligheder, som livet tilbyder dig. Og hvis du blot lytter til de rette, passionerede, slagkraftige rådgivere eller går til de rette kostrådgivere, healere eller astrologer, vil alt rette sig.

At man kan få millioner af amerikanere – og tusindvis af danskere – til at hoppe på limpindene er et faktum. Og hvis nu De, kære læser, skulle forledes til at tro, at vi taler om ressourcesvage mennesker, der har brug for at klynge sig til autoritetsfigurer for at holde deres triste liv ud, så tager De fejl. Steve Jobs – Apples legendariske stifter og mangemilliardær – ventede ni måneder med at blive opereret for den kræftknude, der slog ham ihjel – og som nåede at sprede sig yderligere, mens han ventede. Han var nemlig blevet overbevist om, at canceren skyldtes hormonelle ubalancer og kunne kureres ved hjælp af en særlig diæt og alternativ medicin. Det var forkert.

For lige så vel som livet ikke er et projekt, vi kan toptune ved hjælp af den rette personlighed, så kan entreprenante varmluftbestyreres larmende selvtillid og viljestyrke ikke gøre det ud for viden. Lige som man ikke bare kan »beslutte sig« for at være rask eller blive en vinder. Husk det, inden De booker det næste foredrag eller spilder penge på det næste helsekostprodukt.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Grethe Preisler

Nåja hvad fa'en Mrs Rasmussen,
Det kan blive småt for enhver i tider som disse, og noget skal de folk vel leve af. De kan jo ikke blive politikere alle sammen.

Slettet Bruger, Heinrich R. Jørgensen, Kim Øverup og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Tyngdepunktet i artiklen ligger i midten af den i eftersætningen, der hvor A.R. taler om meningen med livet og siger – som om der var en sådan. Jamen kære, det skal der være, eller bliver jeg rasende.
Ingen kan holde meningsløsheden ud, så hele vores liv går med at skabe mening i det, der ingen mening er i. Finder man ikke meningen, kan man hælde sit trætte hoved til religionen. Den er en stor aftager af trætte hoveder, men prisen er høj: Man skal aflever sit tænkende hoved. Det gør mange alligevel og føler en fantastisk lettelse ved ikke mere at skulle bruge hovedet.

Mht. det alternative marked forholder det sig anderledes, for der drejer det sig ikke om ondt i meningen, men derimod ondt i kroppen. Det alternative drejer sig om at få kroppen med, for det var der ingen, der havde før det alternative kom ind.
Har man fx ondt i ryggen er man på herrens mark, for den eneste, der har forstand på ryggen eller kan få det, er en selv. Man lærer sin ryg at kende gennem mange menneskers venlige hjælp (og x antal kroner – sygehusvæsnet koster dog også mange kroner, skattekroner).

Folk synes, at det er hyggeligt og interessant at gå til de alternative. Så lad dog barnet. Der er knapt så hyggeligt og interessant på sygehuset. Måske dør man lidt før ved ikke at tage på sygehuset, men gør det så meget? Vi klynger os til livet, hedder det sig, men klynger vi os ikke mere til meningen – selvom der ikke er nogen?

Det var det med ryggen, vi kom bort fra. For to år siden var jeg ikke til noget. Jeg skulle have været ude at vandre med en vandreven, men måtte lave det om til en kanotur. Efter to timer kunne jeg mærke, at det var godt for ryggen. Efter to dage var der ikke mere pjat med mig. Nu har jeg købt en kano.

Lise Lotte Rahbek, Tom Paamand og Søren Roepstorff anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er selvfølgelig langt mere attraktivt for megalomane mennesker at tro, at de er verdens herrer - stik modsat kristendommens sagtmodige erkendelse af, at mennesker er fejlbarlige, alene fordi de er mennesker og ikke Gud.

Niels-Simon Larsen

@Peter: Så fik vi igen et lille ord med på vejen, men hvem er den lille lort, Gud, du taler om? Du har endnu ikke forstået, at når man slæber sin gudestøtte ind i det offentlige rum, risikerer man, at den bliver bepisset. Derfor holder jeg alle mine guder hjemme, for jeg vil ikke risikere noget, men jeg kan forstå, at du holder dig til missionsbefalingen.

Der bliver ingen ballade, hvis vi holder os på måtten, så lad os vedtage, at vi gør det.

Steffen Gliese

Niels-Simo Larsen, fra hver en bakketop i dette land mindes du om, at Danmark bekender sig til kristendommen igennem mere end tusind år. Kristendommen udfolder sig i det offentlige rum som den offentlige kult. Det er jo ikke sådan, at Danmark er sækulært, tværtimod står det i selve grundloven, at landet bekender sig til den evangelisk-lutherske konfession, og nok så meget ønsketænkning fra de, der gerne vil sætte sig i Guds sted, kan ikke ændre på dette.

Steffen Gliese

Og denne artikel belyser jo også fint, hvad der sker, når mennesker smider Gud på møddingen. Så kommer alle de værste menneskelige egenskaber for en dag.

Niels-Simon Larsen

@Peter: Du forstår ikke, hvad jeg skriver til dig. og du vil ikke holde op med at missionere.

Jeg synes, at din klumme om "Det Store Bedrag" i Inf er letkøbt, AG.
Og det er ikke kun, fordi jeg selv er en slags varmluftsforedragsholder, der oven i købet har arbejdet på Mandag Morgen. Du skriver op mod et fjendebillede, der er en konstruktion – din egen – og derfor svær at forholde sig til. Er det Anthony Robbins, Richard Branson eller Ulrik Wilbek? Kunne det være Dalai Lama eller Johannes Møllehave? Luftige skåltaler uden effekt udover at berige foredragsholderen. Skal man føle sig truffet – eller kan Gringer Inc melde hus forbi?
Virksomhedsrådgiver er ”en herlig elastisk betegnelse, der ikke kræver nogen speciel uddannelse, viden eller erfaring” – ligesom konsulent, forfatter, journalist, direktør, hjemmebager osv.. kunne man tilføje - uden at tilsigte nogen form for mistænkeliggørelse af levende personer.
Nogle af dem med succes har jo så en slags bedrifter bag sig – eller måske en uddannelse. Men det er principielt ikke væsentligt. The proof of the pudding i mange brancher er, om tilstrækkelig mange mennesker eller firmaer vil betale penge for produktet. I rådgivnings- og for den sags skyld i bogbranchen kan det godt vække min respekt, at nogen er i stand til at skovle penge ind. Mange kan i hvert fald ikke. Men det betyder ikke, at man nødvendigvis leverer hverken kvalitet eller sandhed, hvis det går godt. Eller at man bidrager til et bedre samfund uden fattigdom og krig. (Eller at man har ”effekt” – hvem har i øvrigt ansvaret for, om en ”motivationel talk” får effekt?) Det kan jo være, at man ”bare” leverer god, måske tankevækkende underholdning? Eller leverpostej, der er god til prisen.
Er det et tegn på et Habermasiansk forfald af den borgerlige offentlighed? I så fald er det hverken det første eller eneste tegn. Hvad med musikbranchen, f.eks. dem som spiller pop, der lyttes til og købes af mange mennesker? Oh rædsel, verden vil bedrages, de mange ord og toner fører jo kun til at berige musikerne.
Der er jo også den mulighed, at køberne ikke er lalleglade, vildfarne idioter. Jeg tror, du har ret i, at interessen for engagement og passion i arbejdslivet er en del af en søgen efter mening. Men hallo – det ligger jo i begreberne. Hvad brænder du for, hvad motiverer dig, hvornår er du i flow og effektiv og under hvilke omstændigheder og med hvilken ledelse kan vi derfor tjene flere penge på dig? Meget kan man sige om kapitalistiske virksomhedsledere, der viser interesse for den slags budskaber, men irrationel opførsel er det altså ikke. Og det er heller ikke særlig spirituelt eller buddhistisk.
Og jo – over en bred kam er vi ramt på meningen, og mange bliver rastløse, søgende sjæle. X-factor og Melodi GP er en tynd erstatning for Gud, Konge og Fædreland – eller også er vi bare blevet så rige i vores del af verden, at vi nu er nået op i den øverste del af Maslows behovspyramide, hvor mening og selvrealisering bor. Hvilket jo er godt – spørg bare tilfældige mennesker i en hel masse lande rundt omkring Sahara.
Det spirituelle og religiøse kan naturligvis være en indgang til nogle meget stærke historier om mening, som den enkelte person eller virksomhed efter behag, behov eller beregning kan tage til sig. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over dem – det er jeg simpelthen ikke vidende nok til. Ved vi alt, hvad der er værd at vide, AG? – om livskvalitet, kræft og om der er en mening med livet? Om sammenhængen mellem mind og body og mærkelige mentale mekanismer? Nej det gør vi nok ikke – og vi har nok heller ikke lyst til at hoppe i kanen med Charles H. Duell, en Commissioner of Patents, der i 1899 fyndigt udtalte ”Everything that can be invented has been invented”.
Rigtig meget handler – modsat det du skriver – om at ”ville nok”. Jeg tror ikke det er klogt at basere ens behandlingsstrategi og overlevelse ift. kræft og lignende sygdomme på viljen alene. Slet, slet ikke, kør for guds skyld kemo, strålekanoner og gamle kødøkser i stilling, hvis det en dag bliver min tur. Men mange af os har i vores eget liv oplevet, hvad der sker med syge og gamle, når livsviljen forsvinder. Så man skal nok heller ikke helt frakende viljen enhver betydning. Læs i øvrigt Erik Rasmussens tankevækkende personlige beretning i bogen ”Den dag du får kræft” (Aschehoug 2003).
Succes på arbejdsmarkedet er en helt anden sag. Nej, vi kan ikke alle sammen blive vindere – ikke i dette samfund, og heller ikke i sportens verden. Og der vil være uretfærdigheder, tilfælde og uigennemskuelige system-mekanismer, som får nogle til at gå til bunds og andre til at klare sig nogenlunde. Men at ”ville noget” overhovedet og derefter at ”ville det nok” kan gøre en mega forskel for den enkelte. ”Som om der er en mening med livet” skriver du – jo men det er der da for rigtig mange af os? Sågar i arbejdslivet. Sågar for dig tror jeg?
Peter Drucker taler om at skabe værdi for sig selv ved at skabe værdi for andre - og kobler det direkte til ens succes på arbejdsmarkedet. Og at man skal finde sine særlige talenter og lyster. Eller ens mening med livet og arbejdslivet om du vil. Jeg synes ikke, det er en forrykt tankegang eller en limpind, og jeg synes slet ikke, at der med nødvendighed går en direkte linje – for ikke at sige glidebane - herfra og ned i sumpen af ulyksageligt plattenslageri, svindel og humbug. Husk det, inden du disser det næste foredrag – det kunne være mit :-)

Heinrich R. Jørgensen

Peter Hansen:
"tværtimod står det i selve grundloven, at landet bekender sig til den evangelisk-lutherske konfession"

Det står der ikke i én eneste af de grundlove der har været. Forarbejderne til samme understøtter ikke den udlægning. Din påstand er usand.

Heinrich R. Jørgensen

(ikke at det har nogen relevans i denne tråd)