Klumme

Efter os - syndfloden

’Men så kan det sådan set også være lige meget, for så er vi jo også selv døde’ – Siger vi nu, som Madame de Pompadour sagde?
15. april 2014

Hin franske madamme var en af kong Ludvig 15.s elskerinder i sus og dus, og da den kongelige elsker led et krigsnederlag i 1757, erklærede hun som ovenfor citeret. Hvad så siden er blevet citeret igen og igen som de bevingede ord for ‘en hektisk og ubetænksom livsform, hvor man er ligeglad med, hvad der siden vil ske (oprindelig fransk: Après nous le déluge). Og nu kan citeres som måske den mest rammende karakteristik af gårsdagens historie, der her i avisen blev lanceret på forsiden med et advarselsskrigende gult »GISP!« Om 10-15 år, når kampe bryder ud på grund af manglende adgang til vand og føde, vil vi alle sidde der og tænke: »Gisp, hvorfor gjorde vi dog ikke noget dengang?« Det siger (ikke en eller anden biodynamisk gulerodsavler), men Verdensbankens chef Jim Yong Kim efter en ny rapport fra FN’s klimapanel. Som især bringer den udødelige fru Pompadour i hu ved sin konstatering af, at ikke alene forøger vi – trods efterhånden stribevis af naturvidenskabelige advarsler – fortsat vores samlede klimaødelæggende CO2-udledning år for år, nu øger vi også forøgelserne selv, altså forøgelsestakten!

Og når naturvidenskaben beregner, at et sted mellem to tredjedele og ni tiendedele af alle kendte fossile reserver må forblive urørte, hvis ikke de altødelæggende, uafvendeligt selvforstærkende tipping points skal udløses som følge af vores opvarmning af jorden på over to grader, svarer vores egen danske klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen, at hver en dråbe olie og gas i den danske undergrund skal suges op og sælges til afbrænding, forøgelse af CO2-udledningerne og fremme af den økonomiske vækst.

»For vi vil have brug for fossil energi i mange år endnu,« siger den grønne minister til Politiken og fortsætter: »Der, hvor vi skal gå foran, er ved at vise verden, hvordan man kan omstille sin energiforsyning til at være 100 procent på vedvarende energi.«

Jamen, så er de to grader jo overskredet, og så kan det sådan set også være lige meget med den omstilling.

Syndfloden

Eller som den ene af de to formænd for klimarapporten, Ottmar Edenhofer, sagde ved forelæggelsen i søndags: »Den økonomiske vækst har mere end opvejet, at vi er blevet bedre til at udnytte energien.« Ikke underligt, at der på Informations webside efter gårsdagens historie findes læserudsagn som disse: »Der er ikke noget håb tilbage. Tipping point er nået. Vi vil få masser af russisk metangas fra Sibirien i atmosfæren. Glem alt om en fremtid for menneskeheden.«

»Tænk på hvor få af vore egne politikere, der erkender, at der er noget galt. De lever i et lalleglad håb om, at vækst kan redde noget som helst. ’Tilbage på vækstsporet’ er deres kampråb. Først når vi er der, mener de, at vi kan gøre noget ved klimaproblemerne.«

»Vi kan lave nok så mange vindmøller, solceller, biogasanlæg m.m., og det vil ikke nytte en skid, for systemet bag det hele KRÆVER uendelige resurser for at kunne overleve.«

»Bjørn Lomborg har lavet udmærkede dokumentarer, som præsenterer simple, billige her og nu løsninger. Problemet er begrebet økonomisk vækst, som bremser disse tiltag.«

»Hvis man skal være hudløst ærlig, så tror jeg ikke på, at vi kan nå at vende CO2-udviklingen til det markant bedre, sådan som udviklingen tegner sig inden for global stigende velstand og befolkningstilvækst. For er den rigeste del af verden, som forsat er det gode gamle ’vesten’, reelt set interesseret i at bremse den udvikling?«

»Det grundlæggende problem er, at det er socialt acceptabelt at bidrage til problemet. Påskeferie i udlandet, lønstigninger, oksekød fem gange om ugen, nyt legetøj til både børn og voksne. Det hele giver social kapital, hvor den nuværende situation fordrer det modsatte. … Velkommen til den ‘kreative’ klasse. Den talende klasse. Den trendspottende og trendsættende klasse. Så længe festen fortsætter på dette samfundets øverste dæk, er der intet håb i sigte. Vi trænger gevaldigt til nogle partycrashers i dette land... Jeg finder situationen dybt fortvivlende. Jeg har ingen svar.«

Dog er der måske alligevel tilløb til et . Ved at følge FN-panelets historiske opførsel fra dengang, da det store spørgsmål var, om flertallet af de sagkyndige naturvidenskabsfolk overhovedet ville tillægge menneskeheden selv hovedskylden for de optrækkende klima- og øvrige naturødelæggelser. Den skyld er nu placeret. Og hvor de toneangivende økonomer længe har kunnet bebrejdes, at de ikke inddrager de erkendte menneske-foranledigede, altså økonomi-foranledigede, naturødelæggelser i deres forestillinger, begynder til gengæld naturvidenskabsfolkene nu som nævnt direkte at angribe den økonomiske vækst.

Deri er håb. Som selv en klima- og energiminister må kunne forstå.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Per Torbensen
  • Michael Kongstad Nielsen
  • odd bjertnes
  • Erik Nissen
  • Kristian Løwenstein
  • John Fredsted
  • Niels-Simon Larsen
  • Johannes Lund
  • Heinrich R. Jørgensen
Lise Lotte Rahbek, Per Torbensen, Michael Kongstad Nielsen, odd bjertnes, Erik Nissen, Kristian Løwenstein, John Fredsted, Niels-Simon Larsen, Johannes Lund og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Hædres den, der hædres bør. Først Ejvind for sin udholdenhed, men så sandelig også vores prygelknabe, Information. Jeg bruger timer på den hver dag. Den er Klimaavisen om nogen er det.

Tænk, at vi har en klimaminister, der ikke er minister for klimaet, men for vores bekymringer for ikke at have det fedt nok. Rasmus Helveg er et skvat af dimensioner, og jeg synes også han ligner det i sin optræden, som er en undskyldning for sig selv. Han er virkelig et ynkeligt syn, der tydeligt fortæller: Det her er jeg kun, fordi der ikke var andet til mig.

Tænk, at vi har et vækstministerium, hvis fornemmeste opgave er at få det hele til at skride sammen i klimakaos.

Vi har ikke et topministerium, der kan samordne alle bestræbelserne med henblik på vores overlevelse. Vi har brug for en Omstillingsminister, ganske simpelthen. Vi har brug for et ministerium, der kan koordinere omstillingen som en undervisning i en ny livsstil. Det er jo ikke bare en overfladelakering, vi kan nøjes med. Det er en veritabel omvendelse i nærmest bibelsk forstand: Omvend eder, thi de sidste tider er nær.

Ja, de er temmelig tæt på, men vores psyke er indrettet sådan, at vi skyder det fra os. Vi kan ikke kapere det og fordøje det. Sandheden er uspiselig eller rettere sagt er vores smagsløg fordrejet og narret til at spise det, der skader os. Sundt er kedeligt, sødt er - sødmefyldt. Nu skal barnet vænnes fra, og det bliver med skrig og skrål. Bare vi dog havde et par ministerier, der kunne hjælpe os i den proces.

Lise Lotte Rahbek, Ejvind Larsen, Erik Nissen, Carsten Svendsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar
John Fredsted

"Men så kan det sådan set også være lige meget, for så er vi jo også selv døde".

Ja, det synes at være holdningen. Jeg kunne forstå det, uden dog at billige det, hvis denne holdning kun var udbredt blandt barnløse mennesker. Men jeg kan ikke forstå det, når holdningen også er udbredt blandt forældre, som den jo i den grad synes at være med: udefra set (jeg er ikke selv forælder), så synes et menneskes forbrug for alvor at tage urimelige dimensioner, når det bliver forælder. Behøver jeg tale om planløshed?

Hvordan kan forældre dog se deres egne børn i øjnene?, spørger jeg retorisk mig selv. Hvordan kan de oprigtigt sige om sig selv, at de holder af deres børn? Holder de kun af deres børn i den forstand, at de udgør noget, der er lykkedes i deres liv, noget, der gør dem glade?, i hvilket fald der i mine øjne slet ikke er tale om reel kærlighed.

Men måske der trods alt et eller andet sted på bagsmækken i hjernekisterne hos forældre rumsterer en erkendelse omkring af, at deres adfærd er gal. Deres reaktion synes dog ikke at være villighed til forbrugsforandring; snarere synes den at være at messe det befriende (for dem selv, altså) mantra om teknologiske innovationers (illusoriske) evne til at løse vore problemer.

Niels-Simon Larsen, Niels Engelsted, Ejvind Larsen og Erik Nissen anbefalede denne kommentar
John Fredsted

Måske jeg lige skulle tilføje, at mine betragtninger i min tidligere kommentar ikke, som visse passager måske fejlagtigt kunne give indtryk af, gælder for alle forældre, for der findes selvsagt (en lille minoritet af) forældre, der af hensyn til deres børn og børnebørn faktisk evner at tage vare på planeten.

Michael Kongstad Nielsen

Blandt udsagnene på gårsdagens webside var:
»Det grundlæggende problem er, at det er socialt acceptabelt at bidrage til problemet. ... Vi trænger gevaldigt til nogle partycrashers i dette land... «

Ja, vi trænger til partyødelæggere, spielverderbere, eller nye trendsættere. Mode kan slå an, og en løbeild opstå . Der skal ikke så meget til, før hatten sættes på en ny måde, hvis mange nok gør det. Det kunne også slå an at boykotte, som Desmond Tutu foreslog i går, boykot flyrejser og tag cyklen i stedet. Men det skal helt sikkert kombineres med statslig regulering, hvis vi skal nå det. Og Niels-Simons forslag om en omstillingsminister er ikke dårligt. Det kommende EU parlamentsvalg burde også handle om, hvad parlamentet kan gøre for mindre CO2.

Lise Lotte Rahbek og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Vi er tit inde på det at føle globalt ansvar. Når jeg ser på evolutionen, livets opståen, højere dyrearter, menneskets entre og bevidsthedens dannelse, så må det næste trin bestå i global bevidsthed. Det er først noget, der tager rigtig fart med den tekniske revolution. Filosoffer, mystikere og enkelte religionsstiftere havde finfølelse for det levende. Nu har videnskaben næsten eneret på at fortælle os, hvordan tilværelsen hænger sammen. Dens opgave er dog ikke at fortælle, hvordan vi skal handle etisk/moralsk. Kun, at hvis vi gør sådan og sådan, sker der det og det.
Jeg tror, at de fleste godt ved, at vi på en lang række punkter handler forkert. De ved også, at det har noget at gøre med den påvirkning, de har modtaget lige fra barndommen af og alle de krav, der holder os på plads. Hvordan man bryder påvirkningen, er lige netop sagen. Man kan sige (som John er inde på), at har man børn, burde man være blandt de første, der råbte op, men sådan er det ikke.
Jeg har selv været i situationen som far til to, og jeg nages somme tider af skyld over at have påvirket dem mod strømmen. Børn vil have det som de andre og være som de andre. Jeg synes, at jeg gjorde det rigtige set i det globale perspektiv, men set gennem dagligdagens briller var det forkert. Det er dilemmaet for alle forældre, og jeg tænker tit på, hvis det nu havde været under nazismen, stalinismen eller en hvilken som helst anden autoritær ideologi, hvordan det så havde været.
Nu kan man sige, at vi lever med det værst tænkelige perspektiv forude. Er man den ubevidste, hyggelige og uskyldige far, der aldrig kommer ind på det uhyggelige perspektiv, forråder man sine børn. Man skal ikke tage dem med til motorløb, give dem slik og Cola. Der er mange ting, man ikke må, og alle disse ting kendetegner 'den gode far'. Det er en 'overfar', der er brug for, en der kan føre sine børn frelst gennem katastroferne. Det tror jeg, der skal en farfar til. Det magter man ikke rigtigt som ung.
Derfor skriver jeg her og involverer mig i fødevarefællesskabet og nu Alternativet. Mine børnebørn er for små til at forstå noget som helst nu, men en dag vil vi komme ind på den store sammenhæng og på, hvad der skal gøres, og så har jeg gjort noget. Lidt, men dog noget. Spørgsmålet er, om de kan kapere det, og for nu at se politisk på det, om forældrene kan kapere det. Kan de være rigtige forældre og gøre 'det beskidte arbejde' som det er at sige sandheden? Jeg ville have det mere roligt, hvis der var mere opmærksomhed om det fx i medierne, men når ikke engang vores politikere tør komme ind på det, så, ja, så ... må der nogle farfædre til at banke løs på dem, og det er jeg begyndt på.

John Fredsted

@Niels-Simon: "Kan de være rigtige forældre og gøre 'det beskidte arbejde' som det er at sige sandheden?"

Ja, det mener jeg så bestemt godt de kan, for, som du selv så rigtigt skriver, er dét ikke at fortælle dem sandheden grundlæggende at forråde dem. Men der er naturligvis forskellige måder og forskellige tidspunkter, nogle bedre end andre, at fortælle dem (lidt af) sandheden på. Derfor tror jeg også, at problemet ikke så meget er, at man ikke ønsker at påføre sine børn 'sandhedens ubehag'. Nej, forestiller jeg mig, det er snarere således, at man ikke ønsker at påføre sig selv dette ubehag. Er det ikke netop derfor, at så mange synes at bekende sig til illusionen om, at teknologien nok skal komme og redde os?

Michael Kongstad Nielsen

Kender I den med manden, der skulle have lappet et hul i sit tag. Om morgenen gik han ud og så på den blå dag og tænkte, i dag er det dejligt vejr, ingen regn og intet uvejr er i sigte, hvorfor skulle jeg så lappe mit tag. Men når regnen står ned i stride strømme tænker han, nu må jeg snart se at få lappet mit tag.
I aften var det dagen efter fuldmåne, og smuk som altid står den der og troner, intet er forandret, alt er som det plejer at være, og påske søndag falder netop efter mig og mit forårs jævndøgn, siger månen. Hvorfor skulle vi bekymre os om morgendagens vejr og klima, når alt ser så skønt og almindeligt ud i aften? Næh, hvorfor dog?

Carsten Hansen

Journalisten til ministeren

- Eksperter siger at jorden vil være ubeboelig om 100 år.

Ministeren.

- Hvad har det med næste valg at gøre ?

Michael Kongstad Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Per Torbensen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

@Michaet: Oswald Helmut sang engang om en købmand, der også havde hul i sit tag. Han skrev til de nu hedengangne Bulganin og Kennedy og spurgte, om der ville blive atomkrig. Hvis der gjorde det, var det jo spildt ulejlighed at reparere taget.
Sådan tænker de færreste, men til gengæld ser det ud til, at de fleste mener, at de lige så godt kan fortsætte forbrugsfesten i det høje gear, hvis klimaet gør det af med dem.
Her i trådene har der lige været flere, der mente, at lille Danmark og lille dem ikke kan udrette noget af betydning. Resultatet er passivitet.
Jo mere intens debatten bliver, jo flere holdninger kommer der frem.

Niels-Simon Larsen

@Michaet: Oswald Helmut sang engang om en købmand, der også havde hul i sit tag. Han skrev til de nu hedengangne Bulganin og Kennedy og spurgte, om der ville blive atomkrig. Hvis der gjorde det, var det jo spildt ulejlighed at reparere taget.
Sådan tænker de færreste, men til gengæld ser det ud til, at de fleste mener, at de lige så godt kan fortsætte forbrugsfesten i det høje gear, hvis klimaet gør det af med dem.
Her i trådene har der lige været flere, der mente, at lille Danmark og lille dem ikke kan udrette noget af betydning. Resultatet er passivitet.
Jo mere intens debatten bliver, jo flere holdninger kommer der frem.

Niels-Simon Larsen

@Michael: Fint at du fandt sangen frem.
Lad os forestille os, at vi skrev til vores egne politikere. Det er der nok ingen, der synes er ulejligheden værd. Dem, man kan lide, behøver man ikke spørge, og dem, man ikke kan lide, får man ikke noget ud af at spørge, men hvis man nu spurgte som følger, hvad ville de så svare:

Min grund ligge lavt i landskabet. Hvad skal jeg gøre ved det, for jeg er bange for, at der kommer flere oversvømmelser i fremtiden. Tror du, at der vil komme det? Tror du, at den slags er menneskeskabt, og at vi kan gør noget ved det?

De fleste politikere ville være i en slem kattepine, for den slags er ikke noget de kan blive genvalgt på, og tvinge dem til at svare, kan vi ikke, så vi må nok lade sagen ligge og selv gøre det, der skal gøres, hvad det så end er.